Alene

Jeg er blevet alene. Det har jeg faktisk været mere eller mindre det meste af mit liv. Alene på den måde at jeg sjældent har haft en kæreste i mere end nogle år, sådan også denne gang.
Men også alene på den måde at jeg adskillige gange har opbygget en vennekreds, som jeg så har måttet forlade for at flytte et andet sted hen.
Denne gang langt ud på landet med sjælden offentlig transport og på kontanthjælp og med en gæld der skal betales, udover mad, husleje og penge til at møde op på jobcenter.

Ensomhed

At sidde muttersalene på et værelse med en pc og internetadgang er muligheden for et fællesskab for mange sygemeldte og andre kontanthjælpsmodtagere Min far bor i nærheden og jeg kan besøge ham og vælge at hjælpe ham for eksempel med at slå græsplænen eller give en hånd med når der skal laves mad eller støvsuges og fejes gulv.
Han hører dårligt og der er visse serier på TV som han skal se. Resultatet er ofte at når midnatsradioavisen er overstået sidder vi og taler om dagen der er gået og en masse andre ting i en time eller halvanden over en godnatøl og en kryddersnaps.
Også han er ensom, trods egen bil og kørekort er det sjældent han kører, normalt for at køre i den nærliggende Brugs for at købe ind. Vi har en fælles ven, der ofte kommer forbi, og så mødes vi hos min far og snakker en times tid eller halvanden, indtil han skal hjem til sin kone. Han virker egentlig også meget ensom, måske fordi han ikke helt forstår sin kone og hun ikke forstår ham.

Tosomhed

For mit vedkommende er det at være sammen med en anden, en kæreste, ikke så forskellig fra ensomhed. Jeg er svær at lave om på efter så mange år uden egentlig social tryghed. Men alligevel giver det mig en ro at vide at der er en jeg holder af i nærheden, en som jeg kan elske både fysisk og med sindet. Der har jeg jo et par problemer i form af min far og vores fælles ven, men især har jeg et problem fordi jeg uden kørekort (jeg har aldrig haft et, da jeg ikke havde råd, og nu har jeg opgivet). Det lukker mig endnu mere inde, end ellers, fordi jeg ved at jeg kunne låne min fars bil, hvis jeg skulle noget, men det kan og vil jeg ikke uden kørekort.
I stedet har jeg nogle få gange nydt at være sammen med kærester, at vide at de var i nærheden, at nusse dem og kysse dem, og lade dem i fred når de havde andet at tænke på.
Nu hvor jeg igen har mistet denne form for indre ro bruger jeg det meste af min tid på at få balance i ensomheden ovenpå en periode med tosomhed. Et psykisk projekt, der ikke bare er hårdt, men koster min nattesøvn og især min indre ro.

Forældre

Jeg var ikke fyldt 10 år da mine forældre gik fra hinanden, mine to brødre var 8 og 6 år. De har ikke boet i nærheden af hinanden, så det var noget med at blive hentet og bragt i forbindelse med nogle af skoleferierne, de bor stadig langt fra hinanden og det betyder lange rejser når de skal besøges, selv om min far som sagt bor i nærheden af mig nu, hvor jeg er flyttet fra min kæreste.
Begge mine forældre er i 80'erne, jeg har dem altså stadig, men de ved ikke selv hvor lang tid de har tilbage, det er efterhånden noget de taler mere og mere om, fordi der dukker flere og flere fysiske skavanker op.
Så er det jeg må holde lidt igen og undlade at fortælle om mine skavanker, jeg er jo en vårhare i forhold til dem.

Søskende

Udover at jeg stadig har mine forældre, har jeg også mine søskende. Min far har børn med sin første kone (som også stadig lever), de blev dog af økonomiske grunde bortadopteret da min far og mor mødte hinanden og min fars første kone fandt en anden mand, som hun fik to børn med. Min mor medbragte sin datter af første ægteskab, også hun fik to søskende gennem sin fars andet ægteskab. Så kom vi tre drenge til, inden mine forældre gik fra hinanden. Min far blev far til endnu to børn, mens min mor giftede sig med en mand, der havde tre piger med i bagagen (selv om den ældste var en hemmelighed). Jeg kender alle min søskende, halvsøskende, bortadopterede halvsøskende, halvsøskendes søskende og papsøskende. Og trods forskelligheder kan vi holde hinanden ud på godt og ondt og trods uenigheder er vi på en måde en slags familie, som jeg sætter stor pris på.
Mit liv har formet sig som en stor rejse efter arbejde, fra vest-, nord-, sønder- til Midtjylland, indimellem til København og Nordsjælland, til Samsø, og senest til Fyn, for nu at være tilbage i Midtjylland. Min yngste brors rejse har været enklere da han blot har arbejdet i Aalborg og Silkeborg, hvor hans børn med to forskellige mødre er vokset op. Min mellemste bror flyttede tidligt hjemmefra til en lille landsby i nærheden af Grindsted, boede derefter nogle år uden for Århus, men blev siden gift i Aalborg og fik en søn, inden han blev Jehovas Vidne og skilt, så flyttede han til Fyn for at være i nærheden af sin søn, hvilket ikke var nogen succes, så han bosatte sig i nærheden af vores mor, inden han flyttede til Grindsted og fandt sin nuværende kone, der havde en søn med sig fra Norge. Nu bor de så nogle få kilometer fra vores mors bopæl, men den ældste søn er død af den medicin han fik mod det rod der opstod i hans hoved på grund af Jehovas pres på ham.

Fællesskab

Min livsførelse med flytning fra det ene til det andet sted, ofte med ganske kort varsel har gjort at jeg har sat pris på at bygge en tilværelse op, baseret på et fællesskab. Hver gang jeg er flyttet har jeg måttet opgive det netværk jeg havde bygget op, og hver gang begyndte jeg forfra med at bygge et nyt op. Netværk er nok så meget sagt, men grupper med en fællesskabsfølelse har det været, sjældent homogene grupper, snarere fællesskaber, i mange år var det mere sociale fællesskaber, hvorimod mit sidste projekt blev en form for politisk fællesskab, ikke sådan at forstå at det var parti, snarere en gruppe omkring en fælles politisk agenda uden at sætte et eksakt parti på dagsordenen.
Også efter jeg er flyttet til Jylland har jeg forsøgt at opbygge et netværk, men med min immobilitet har jeg ikke kunnet opfylde ønsket om fysisk tilstedeværelse. Resultatet er derfor blevet at mit sociale netværk på facebook nu udgør mit fællesskab.
Det er nok bedre end intet netværk, men trods det at jeg bruger megen tid på at skrive og kommentere savner jeg selvfølgelig at være sammen med andre mennesker "in real life".

Alone Again (naturally)

Da jeg var ung i 1972 udgav den engelske sanger Gilberty O'Sullivan en single med titlen Alone Again (Naturally).. Nu er jeg så endnu engang havnet i en ensomhedssituation, ikke med min gode vilje, men sikkert selvforårsaget, hvis jeg bare vidste det, men jeg er åbenbart ikke god til at læse signaler fra andre.

Nu er jeg så igen alene, selv om jeg har en masse venner, der skriver til mig, læser hvad jeg skriver og sikkert også respekterer mig. Jeg mangler desværre at være sammen, at holde i hånd og at røre ved.

Måske det kommer på samme måde som de andre gange - lige pludselig.