Racisme

Et nyt nationalsocialistisk parti er opstået og er, om nok i en demokratisk indpakning, gennemført racistisk og naziztisk. Generelt kan man forvente at det er etniske , unge danskere, som er så ubegavede og utilpassede at de vil give alle andre skylden for et eller andet, som de vel knapt nok kan sætte fingeren på. Deres politiske mål bygger udelukkende på had til andre.
Man kan derfor ikke kalde dem udelukkende racister, men må tilføje betegnelsen nazister.

Skæbne

(Morten Nielsens fødenavn var Karl Bent Lebrecht Nielsen. I 1943 tog han navneforandring til Morten Nielsen. Morten Nielsen var aktiv i den danske modstandsbevægelse og blev dræbt den 30. August 1944, det kunne være et vådeskud.

Digtet Skæbne var et uudgivet digt, som blev udgivet for første gang i 1945.)

Hurtige lyse stemmer der hvirvlede ud i det blå ...
du var ulykkelig, Tykke, men det ku' vi ikke forstå.
Svedig fed og dum ... Helvede satte på spring
og væltede dig og cyklen. Vi stod omkring og lo.

Du sad på den forreste bænk ... græd ikke, nej glo, glo, glo!
når en bange og vittig vikar spørger om to og to.
Vikarer i første mellem frelste en tynd disciplin
ved at vende det hele mod dig, der forsvarsløs blev til grin.

Og da det omsider blev forår for os, der var femten år,
og træerne stod og lyste over pigernes bløde hår
og du kom, forsigtigt, alvorligt, - da skete det værste af alt:
at den, der lo højest af os, var hende det hele gjaldt.

Nu ta'r du hævn! Nu går du med skrårem og støvler på,
du løfter en arm og det skinner i øjnenes blege blå.
For had hån og trusler, det kan et menneske ta' -
men ikke det, nej aldrig: Det og grines a' ...

Nu er du noget, Tykke! Mand og partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til muren, så er din hånd parat.
Parat til at smadre et knojern ind i min mund, når du slår,
for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år.

Om digtet og mig

Dette digt var en del af pensum, da jeg i 1974 gik i 1.g. - 2. verdenskrig var stadig tæt på. mange af vore lærere havde oplevet krigen eller dens følger på nært hold, men derudover var det vi i dag kalder mobning dagligdagen for mange og havde været det siden skolestart.
Jeg kunne se tanken i digtet om at denne mobning på grund af at være anderledes, vi havde også DAMP-børn dengang, selv om betegnelsen normalt var at de led af en psykisk sygdom, kunne føre til had eller blot isolation.
Andre i skolen havde blot den fejl at de var venstrehåndede eller ordblinde, men alt sammen ledte til at de blev kørt ud på et sidespor, enten af klassekammerater eller lærere eller (som oftest) af begge parter.
Selvfølgelig gav ordene i digtet straks mening for mig, ting som jeg nok havde tænkt over, men ikke kunne sætte så præcise ord på. Sidenhen har jeg konstateret at selv nogle af dem der ikke har ladet sig mærke med andres nedladenhed alligevel har haft en knude af vrede, som ofte fører til en form for hadefuld gerning overfor andre. I den mildeste form blot bedrag overfor andre, i værste fald i form af ondskabsfuld vold.
Også jeg blev mobbet, mest fordi jeg fulgte med i skolen og fordi mine forældre var skolelærere, derfor begyndte jeg tidligt at reflektere over livet, ved at skrive digte. Digtene skulle dels få mine tanker til at bundfælde sig, dels få mit ønske om at lære sproget og dets muligheder at kende opfyldt. Digtene var kun populære når vi havde unge lærere i praktik, så ordlegen blev overført til fristilene i folkeskolen og stileopgaverne på gymnasiet. På gymnasiet blev vi stærkt frarådet at skrive stile om digte til eksamen, hvilket selvfølgelig var ensbetydende med at jeg skrev om digtene hver gang.

Nazismen

Nok slap jeg for nazismen i 60'ernes folkeskole og 70'ernes gymnasium, men til gengæld var jeg i hele min barndom udsat for reglerne for et indremissionsk samfund, det omklamrede mig især i folkeskolen og realen, men andre af dem jeg gik på gymnasiet med havde jo også en rem af huden. Til gengæld var mit hjem dejligt fri for pres fra religionen.
Når jeg af og til kommer til den by jeg voksede op i møder jeg mine klassekammerater (nogle af dem) og dem som jeg og mine brødre legede med. Politisk set er nogle af dem totalt ligeglade, bare de kan gå på værtshus eller feste. Andre bærer på et had fordi de aldrig blev til noget, fordi de stadig lever i den by de er født i og fordi de ikke aner hvorfor de lever. Hadet er enten udtrykt i en form for vrede overfor dem der har reddet sig en økonomisk position i samfundet, atter andre skyder skylden på fremmedarbejdere, indvandrere og flygtninge.
Underliggende gælder for et flertal af disse, at vreden og hadet udmøntes i ideen om at hvis vi kun var os selv og smed alle de fremmede på porten, så ville vi have det langt bedre. Jeg var jo selv fremmed, og det på et tidspunkt hvor alle tilflyttere var københavnere, uagtet om de kom fra Vejle, Fyn eller Nordjylland, som sådan blev jeg og mine brødre også udsat for den form for fremmedhad som børn også dengang var eksperter i.
Der var et sammenhold i sådan en lille flække, den var ikke socialistisk, men de dårligst stillede var afhængige af hinandens hjælp, hvilket betød at de måtte gøre som lokalsamfundet ønskede. Dem og os var dengang i høj grad devisen, svarende til en slags lokal nazisme, som dog ikke medførte henrettelser, men nok gav mange som ikke tilhørte lokalsamfundet varige psykiske og i enkelte tilfælde fysiske men.
Den nazisme vi lærte om i skolen blev dog aldrig forbundet med den nazisme vi lærte om, som havde fundet sted syd for den danske grænse. På den måde satte Morten Nielsens digt tingene helt på plads for mig.

Racismen

For ikke at gentage mig selv vil jeg nøjes med at sammenligne den racisme der var i den lille by med ønsket om ikke at lade mennesker fra andre egne komme til og blande sig i et lukket samfund, der til stadighed forsøgte at forklare lykken som noget der ikke skulle påvirkes udefra, mine forældre kom udefra, så vi blev udsat for noget der ligner racisme. Nogle få barnløse familier adopterede børn med en anden hudfarve, hvorledes deres oplevelser har været ved jeg ikke, deres forældre beskyttede dem.

Fejheden

Vi stod som nogle grupper gennemsyret af fejhed. Dem der var født og opvokset i byen og derfor spillede efter de regler der var, og os udefra kommende, der gjorde lav profil for at undgå åbenlys strid. I skolen var mange af de dygtigste villige til ikke at være for meget på mærkerne, mens nogle af de andre var med til mobningen, selv om de faktisk ikke brød sig om det.
En del af alle disse feje mennesker flygtede enten fra byen og vender kun tilbage for at besøge forældre eller lignende, andre af dem, medløberne, tilpassede sig og kan i dag siges at være velfungerende, og i stort omfang sociale mennesker. Blot er synet på immigranter og migranter stadig med racistiske undertoner, hvilket jo også kan aflæses af den succes som Dansk Folkeparti efterhånden har opnået.

Stuerene bliver de aldrig.

Nu har Dansk Folkeparti ikke længere patent på at ønske fremmedarbejdere, muuslimer og flygtninge hen hvor peberet gror, eller i hvert fald hjem til hvor de kommer fra. For blot 10 år siden mente Dansk Folkeparti at hvide mennesker havde mere ret til at flytte til Danmark, såmænd også polakker og østtyskere, mens de fleste med en anden hudfarve skulle blive hjemme.
Men med udvidelsen af EU og med en verdensomspændende finanskrise er der fakltisk overhovedet ingen der er velkomne i landet, bortset fra dem der har flere generationers danskhed i bagagen. Stort set alle partier, måske bortset fra halvhjertede protester fra Det Radikale Venstre samt tydelige udmeldinger om modsatte holdninger fra Enhedslisten, er blevet medlemmer af koret - mest fordi der er en høj arbejdsløshed i Danmark og vi derfor ikke har brug for arbejdskraft udefra. Pudsigt nok har alle partier fra yderste højre til yderste venstre den teori at der vil blive en ældrebyrde, altså at der vil blive flere mennesker på offentlig forsørgelse om mindre end 10 år. Som følge heraf anslår mange af partierne at der vil blive mangel på arbejdskraft, men i stedet for at byde indvandrere velkommen smider vi dem ud for et godt ord tvinger dem i ghettoer eller beskylder dem for kriminalitet og udnyttelse af det sociale system.
Selv min gamle far der lever af en overlærerpension bryder sig ikke om alle de sociale nassere der kommer udefra, ja heller ikke at hans egne børn nasser, trods det at han gik på pension som 60'årig efter at have været sygemeldt i næsten tre år, med få mødeuger i forbindelse med skoleferierne, hvilket kunne trække hans opsigelse.

Pensionsalderen

Når vi nu har flere og flere pensionister, der bliver ældre og ældre. Når vi smider flere og flere indvandrere ud og kører 2. generationsindvandrerne (sikke noget at kalde nogle der aldrig har levet andre steder end i Danmark, og som sandsynligvis kommer sjældnere til deres forældres eller bedsteforældres hjemlande end den almindelige dansker kommer til alle mulige eksotiske lande) ud på et sidespor, der i en del tilfælde uvægerligt vil medføre enten kriminalitet eller voldelig opførsel, som det også sker for etniske danskere, selv om vi selvfølgelig ikke ser på rockere og voldsramte på samme måde, når de er "rigtige" danskere.
Det virker derfor usandsynligt at formålet med at sætte pensionsalderen op med flere år er at sikre at pensionister skal forsørges af folk på arbejdsmarkedet.
Til gengæld vil det åbenlyse formål være at spare pensionsomkostninger. Sært nok, når man tænker på at pensionsselskaberne i Danmark kan finansiere en bro til Norge med de penge de ligger inde med, samtidig med at de nedslidte mennesker der nu er tvunget til at blive endnu flere år på arbejdsmarkedet næsten alle er dømt til at dø inden de bliver pensionerede. Samtidig med at ungdomsarbejdsløsheden ikke har været så stor i menneskealdre, samtidig med at omkring 80% af den nuværende ungdomsgeneration tager en boglig uddannelse, mens mindre end 20% påbegynder en håndværksuddannelse og at kun ca. halvdelen gennemfører.
Det ender jo med at vi skal læse op for hinanden og skrive til hinanden og lede efter en nrørlægger eller en blikkenslager, en tømrer eller en bager m.fl. Eller det er måske i virkeligheden dem der skal arbejde til de falder døde om, fordi der ikke kommer nye til?

Skylden

Man kan spørge sig selv, hvorfor er det immigranter der får skylden for alt dette. Politikerne beskytter et kapitalistisk regelsæt nidkært, de ultraliberale ønsker mere personlig og økonomisk frihed (som skal bruges til at sikre enkelte individer større del af de økonomiske midler og skabe kunstige bjerge af luftpenge), den almindelige dansker tror på at arbejde er det eneste saligggørende (personlig holder jeg meget af at holde af, dele følelser og dyrke sex, selv om der ikke er så mange penge i det), mens kommunerne skal spare og bidrage til overskuddet af ledige og håndværkerne ikke vil sikre lærlinge ordentlige vilkår ud fra den ide at staten skal betale med alle de penge som de tilbageholder i skat.
Men skylden falder fortrinsvis på dem som hele samfundet ikke glemmer, men simpelthen stigmatiserer ved at gentage at det er hos immigranter, arbejdsløse og syge hele fejlen for den økonomiske og samfundsmæssige krise ligger.
Pudsigt nok har bankdirektørers, politikeres og rådgiveres løn været udsat for en himmelflugt siden "krisen" brød ud, her er der altså ingen smalkost. Til gengæld skal de mest udsatte samfundsgrupper betale gildet, og får på den måde enten direkte eller indirekte skylden for at have gjort hvad de fik besked på eller for at være medløbere.
Og de fleste bliver i samfundet og siger enten undskyld eller endda tak.

Jeg hader racister

Nu er denne sætning jo ikke fornuftig på nogen måde, og den er heller ikke sand. Jeg hader heller ikke kapitalister, hjemløse eller kvinder. Mit liv er for kort til at hade, men jeg ønsker at alle dem der bliver lagt for had, alle dem der i deres uskyld straffes for andres bevidste økonomiske handlinger, alle dem der betragtes som en belastning af samfundet og alle dem der hellere end gerne vil bidrage til at holde røven oppe på samfundet, får en meget stor undskyldning af de politikere og den økonomiske elite der har snydt og bedraget og derefter har lagt skylden over på mennesker der logisk set umuligt kan have påført samfundet (ja en hel verden) så store økonomiske kvaler.

Jeg fristes til at sige: "Rejs jer fordømte her på jorden".