Pisk og gulerod

Virkeligheden er meget forskellig. Ikke kun fordi vi oplever den forskelligt, men også fordi vi skal opleve den forskelligt.
Som mennesker tror vi at vi alle skal opleves ens og opleve ens, frihed, lighed og broderskab og et samfund hvor få har for meget og færre for lidt. Alligevel er vi jo ikke herre over sygdomme, selvom vi som samfund poster store beløb i både forskning i sygdomsårsager, arveegenskaber og medicinsk forskning.
Generelt kan man sige at vi dør alligevel på et eller andet tidspunkt, men vi kan samtidig konstatere at sygdom ikke er alle mands herre. Simpelthen fordi sygdom i stort omfang er socialt betinget. Det vil altså sige at socialt udsatte især er dem der bliver syge, samtidig med at behandlingen er meget forskellig alt efter hvilket samfundslag man tilhører.
Men lad os lige se lidt på, hvad der er den egentlige årsag til at denne forskel er reel, selv om vi i skolen, fra kommune, region og stat hele tiden får tudet ørerne fulde af at vi alle har lige ret til blive behandlet for vores sygdom.

Pisk

Vi lever i et samfund, hvor pisk i form af tvang er godkendt som middel til at få mennesker til at gøre noget de enten ikke er egnede til eller til at gøre noget de absolut ikke har lyst til. Denne pisk svinges ved at skabe en økonomisk baggrund for ethvert liv i samfundet. Skab noget, tjen nogle penge og læg dig fladt ned med maven opad. Sig tak når du får penge som svarer til en brøkdel af det du skaber for andre investorer.
Hvis ikke du gør hvad samfundet har behov for, altså skaber kapital, så må du tvinges til det, og det er jo netop pisken. Straffen falder prompte, måske ikke gabestok eller træhest og absolut ikke hjul og stejle. Nej i dag er pisk kun to ting, at tvinge dig til at have en økonomi og tage den fra dig når du har vænnet dig til det. Det kaldes ønsket om ejendomsret. Dette ønske suppleres med en lovgivning der gør det langt billigere at leve med ejendomsretten end uden, altså piskes du til at fastholde ejendomsretten, men samtidig er ejendomsretten en gulerod.

Gulerod

Udtrykket skulle antyde at de samme mekanismer, altså opnåelse af økonomi og ejendomsret kan opnås ved at lokke med de samme mål.
Netop det at de samme ønsker kan opfyldes på en anden måde skulle altså være et alternativ til pisken. Vi ser ikke noget alternativ, men vi foregøgles en alternativ metode. Men hvor pisken nok kan få hesten til at gøre hvad den skal er guleroden faktisk nøjagtig det samme middel bare på en anden måde. Lad os sige at den der holder guleroden giver dig mulighed for at få noget at spise, når du er sulten. Lad os så forestille os at din sult kan blive stillet hvis du gør som piskens fører ønsker. Nu har jeg så med vilje sagt det samme med forskellige sætninger, men de betyder stort set det samme, for guleroden er ikke til rådighed som en hundekiks for en dygtig hund. Den er til rådelighed når gulerodens ejer giver den til dig, nøjagtigt som den er når pisken ejer giver den til dig.

At stå til rådighed for samfundet

Alle disse gulerødder og piske har altså det samme formål: at sikre at nogle er anderledes end andre. De der dyrker gulerødderne kan få dem at spise, når de skal dyrke flere gulerødder, men de ejer ikke det de selv har produceret og har ikke rådighedsret over det. På samme måde kan de tvinges til at dyrke gulerødder og får nogle at spise når de skal dyrke nogle flere gulerødder. Det første er kapitalisme, det sidste er slaveri, forskellen er sådan set bare at der kommer en kunstig værdi ind over i forbindelse med kapitalismen, nemlig penge.
Samfundet giver dig penge, som de derefter tager fra dig i små bidder, mens du bliver fodret med din egen hale (der er jo nok en grund til at mennesket har et haleben, men ingen hale - medmindre det er en hestehale). Du får lov til at føle at du ejer noget og at det du ejer kan gives videre i din slægt, når samfundet endnu en gang har taget sin del af kagen. Men betænk hvor meget der er betalt gennem et liv for at eje et hus for eksempel. Arbejdsgivere har en fordel af dit arbejde og ville ikke kunne sikre dig arbejde, medmindre du var med til en form for akkumulation ag kapital (gælder også for det offentlige). Når du har fået penge for en del af de værdier du har været med til at skabe, vil du få løn udbetalt. Men arbejdsgiverens (Gud hvor jeg hader det udtryk) investeringer skal jo bære et afkast i sig selv, som kan sikre ejendom og værdier for investor. Investor kan trække investeringer i arbejdskraft (både mennesker og maskiner) fra, Du kan trække investeringer i ejendom og økonomi fra, altså har du ingen muligheder for at trække noget fra der drejer sig om mennesker og familinærhed, tværtimod skal du betale mindst 40% i skat for at stille din arbejdskraft til rådighed. Faktisk kalder man alle disse økonomiske bevægelser som pålægges dig, for "samfundet", du betaler nemlig selv for det du får tilbage, inden du får det, mens arbejdsgiveren får penge til at tjene på din arbejdskraft.
Af hensynet til samfundet skal du så som forbruger betale moms, mens din arbejdsgiver kan trække momsen fra sine investeringer i både dig og maskiner. Ikke nok med det som pensionist vil du gennem et liv i gennemsnit (alle mennesker i landet) have sparet tre til fire gange op af, hvad du får udbetalt, hvis du lever længe nok til at få udbetalt pension. Når du dør vil dine børn skulle dele din ejendom, det betyder ofte at alt hvad du gennem et liv har betalt for, bliver splittet op, af og til også med familiestridigheder til følge, eller at dine børn læner sig tilbage og lever af alt hvad du har knoklet for. Selv gravstenen skal betales af det du har sparet sammen.
Så ligegyldigt om det er pisk eller gulerod, så bliver det i sidste ende til pisk OG gulerod.

Fattigdom

Nu er samfundet nået frem til at du er blevet til for at leve af de penge du selv har skabt, fordi de mennesker du har skabt dem til, selv vil have mere. Du skal altså have færre penge og derfor bruge flere år på at skabe værdier som dine børn kan skændes om, når du er død. Med ny lovgivning kan man stort set ikke forsikre sig mod noget som helst, heller ikke arbejdsløshed. Man kan miste sin indtægt, som jo netop er hele årsagen til balancen i det kapitalistisk baserede samfund, ja man mister det man har været et helt liv om at spare op, bare fordi man ikke kan bruges på et arbejdsmarked på grund af sygdom, alder eller bare fordi der er mangel på menneskeligt udført arbejde.
Samfundet har derfor fundet ud af at der vil være en masse overflødige mennesker, der skal forsørges af alle de penge de selv og deres familie har indbetalt til samfundskassen. Men de penge skal primært bruges til at skabe større forskel på rig og fattig, ikke bare fordi det kan lade sig gøre, nej kun fordi økonomisk rigdom er målet. Et mål som selv den fattigste eftertragter. Pudsigt nok ville de penge som pensionsselskaberne ligge inde med kunne brødføde mange fattige og syge, i stedet skal pengene bruges til at bygge flere broer, så broarbejdere kan blive plukket for deres løn i form af skatter og moms, og samtidig sikre pensionsselskaberne endnu større kapitalophobning

Få har for meget og færre for lidt

Man skulle jo synes at alle disse krumspring for at skabe mere værdi af mindre arbejdskraft ikke kan lade sig gøre. Men det kan det sagtens.
Man giver skattelettelser, fradrag og tilskud (også gennem EU) som sikrer at kapitalister, internationale firmaer og investorer betaler mindre, samtidig med at man begrænser udbetalingen af penge til de dårligst stillede. Abra kadabra er forskellen på rig og fattig stadig den samme, det er ikke længere evnen til at tjene penge der er vigtig (hvorfor skulle den være det, når det er indtjeningsevnen der i virkeligheden er problemet for de rigeste?), det er spørgsmålet om hvad man skal gøre ved de overflødige. Og det er meget let: Sørg for at de i stort omfang forbliver overflødige, straf dem for at være det og find på den ene undskyldning efter den anden for at dem der har mest, er dem der sikrer samfundets vækst. Sært nok er denne filosofi, som er liberal-konservativ fuldstændig blind for hvem der har skabt samfundets vækst og den økonomiske vækst hos de rigeste.
Men få har efterhånden for meget, mens flere har for lidt.

Sygdom

De få der har for meget og dem der knokler for ikke at have for lidt, får oftest livsstilssygdomme, som man kan dø af, nogle af dem har så mange penge at de kan komme forrest i køerne på betalingshospitaler i ind- og udland, mens resten bare må tage sygdomme som de kommer.
De fattigste kan måske nok få et høreapparat, men har ikke råd til at sygeforsikre sig. Briller går i stykker uden man har råd til nye, tænder rådner op, uden man har råd til at gå til tandlæge, at rejse til kontrol ved kommunen og arbejdsprøve-center eller jobcenter koster en stor del af rådighedsbeløbet og bliver samtidig besværliggjort af at der ikke er råd til andet en offentlig transport (som faktisk er ret dyr). Som udsat vil misbrug af for eksempel spiritus og tobak være en trøst, der jo ikke ligefrem bedrer hverken helbred eller økonomi.
Maden man spiser (hvis man overhovedet spiser) bliver ikke fornuftig, tværtimod spiser mange fattige uregelmæssigt med følgesygdomme som det mest naturlige. Diabetes og hepatitis er langt mere almindelig blandt fattige end blandt rige misbrugere, ikke fordi pillemisbruget, alkoholismen og rygningen blandt de højeste indtægter er mindre usund, men simpelthen fordi det er muligt at reparere på skavankerne for de rigeste.

Psyken

Det leder jo frem til en af de allervigtigste forskelle der er på mennesker der har en indtægt og dem der må bede om den.
Hvis du igennem det meste af dit liv har fået banket ind i hovedet at fattigdom er en skam vil du i samme øjeblik du rent faktisk bliver fattig, føle skam. At vi lever i et nepotistisk samfund, hvor vi påstår at bestikkelse og samfunds- eller familiebetinget uddannelse ikke findes gør det jo ikke bedre. Det gør ondt i hovedet, nogle bliver bange, mange ensomme og nogle blive stejle og kæmper imod. Kvinder og fædre skal pludselig være alene om opdragelse af børn, fordi kæresten bryder sammen, og i mange tilfælde bryder den anden også sammen, simpelthen fordi barnet tvangsfjernes fra den der vil gøre det bedst mulige for at barnet kan have en far og en mor, på meget vanskelige betingelser, men dog vokse op med sine forældre.

Mistænkeliggørelsen

Pudsigt nok har de fleste svindlere (læs kapitalister og investorer) ikke noget problem med at blive mistænkt for at svindle og bedrage. De kan enten betale sig fra det eller simpelthen fortsætte med at svindle og bedrage.
Modsat er det for dem der gik tidligt ud af skolen, dem der lærte at stjæle slik hos købmanden eller "låne" penge hos bedstemor, fordi man vidste hvor hendes pengepung lå. Umiddelbart vil en stor del af disse mennesker være mistænkeliggjort, ikke mindst med deres baggrund i fattige og ulærde miljøer. En stor af dem lykkes ikke med hverken tyverier, kærlighed eller arbejde. Tværtimod oplever de det ene nederlag efter det andet, og løsningen fra samfundets side er straf, tvangsfjernelse af børn eller total afvisning af behov for opmærksomhed. Hvad arbejde angår vil mange blive sat i fornedrende arbejde på et kommunalt værksted for at blive "arbejdsmarkedsparate", simpelthen fordi de med det etablerede samfunds øjne jo bare er dovne eller utilpassede. Som om de offentlige tiltag kan gøre mennesker arbejdsomme og tilpassede.

Pisk og gulerod får ikke ændret på samfundet, kun på menneskers selvværd. Og her vil der være en stor forskel på selvværdet hos de rigeste og de fattigste.