Misbrug

I en anmeldelse af en ny bog af og om Pia Kjærsgaard omtales hendes bror, der er død af alkoholmisbrug. Det udgør en stor sorg for storesøster Pia, som var 13 år (broren var 10) da hendes forældre blev skilt og familien blev splittet.
Pia valgte den metode der handlede om at beherske sit liv, mens broren valgte selvmedlidenheden og misbrug af alkohol. Hendes sorg over brorens død er sikkert ægte, man kan bare undre sig over hvilke erfaringer hun har gjort sig i den forbindelse.

Skilsmisse

At forældre går fra hinanden er jo ikke længere noget nyt. Da jeg var omkring 10 år besluttede mine forældre sig til at gå fra hinanden, de boede i en indre missionsk by og det var ikke normalen dengang i 60'erne, men de fleste kender til skilsmisser i dag.
Som børn var vi vrede på vore forældre og måske også uforstående overfor beslutningen. Resultatet er da også at vi børn er blevet meget forskellige, men at vi alligevel holder sammen mod resten af verden. Så langt kan jeg såmænd forstå Pia. Men at angle efter medynk, eller i hvert fald at blive citeret for det er ikke noget jeg bryder mig om.
Personligt er jeg faktisk også ked af at min datters mor ikke blev mere end 50 år og døde af medicin suppleret med øl samt mangel på måltider. Men jeg var mere ked af det på min datters vegne. Især fordi hun allerede ved sin fødsel havde mistet sin far, altså mig.
At blive adskilt fra den ene eller begge forældre er ikke enkelt. Det gælder for spædbørn og det gælder for voksne, men især for børn der er i den alder hvor indtrykkene er allerflest og hvor man samtidig er på vej til eller i puberteten.

Reaktioner

Nu skal dette ikke handle om Pia Kjærsgaard, så jeg vil blot nævne at en skilsmisse kan give flere reaktioner hos børnene. Man kan roligt sige at alle reaktioner er psykologisk betingede. Alderen og psyken vil have en stor betydning for reaktionen, som generelt varer resten af barnets liv, men også tilknytningen til forældrene eller manglen på samme får stor betydning. Samtidig skal vi forstå at vi ikke er født lige. Vi er måske nok undfanget på samme måde, men vores gener har vi endnu ikke styr på, det vil sige selv om størstedelen af vores arvemasse er ens vil der altid være en forskel, ikke nødvendigvis i køn, men simpelthen i form af den måde vi oplever verden på. Det drejer sig både om at være et ønsket barn og at være et uønsket. Men også om vores psyke i forbindelse med nederlag og sejre, vores evne til at tage tingene til efterretning eller at kæmpe for sin personlighed. Det drejer sig ikke mindst om vores evne til at påføre andre eller os selv skylden for vores liv. Med andre ord børn af de samme forældre vil ikke opleve verdens gang ens, om man vil kalde det et spørgsmål om arv eller miljø er en diskussion der har været i mange år. Eftersom arv efterhånden er reduceret til at være gener vil det nok være ret hurtigt at konstatere om det alene er arv, men miljø er jo til gengæld mange ting: opdragelse, omgivelser, oplevelser af omgivelser, evner til at læse, skrive og regne, evnen til at bruge hænderne og ikke mindst de tiltag der har været omkring disse evner i forbindelse med opvæksten.
Udover disse opvækstbetingelser, som politikerne nu satser meget på at effektivisere, findes der også den seksuelle misbrug og især den følelsesmæssige misbrug, som i mange tilfælde forbliver skjult. Forstået på den måde, at der opdages langt flere tilfælde, især af seksuel misbrug, men at det er misbrugeren der straffes, mens den misbrugte blot får en form for erstatning i form af penge. Som om penge kan erstatte den form for misbrug man har været ude for, det kan penge ikke. Måske er det som et plaster på såret, men for langt de fleste er det den slags plastre der falder af første gang man vasker hænder eller tager vanter på. Altså et plaster der er beregnet på at dække såret, ikke at helbrede.

Styrke

Fasthed er ofte det som den ældste i familien lærer i forbindelse med skilsmisse eller dødsfald i familien. Uanset hvilke talenter man har arvet og hvordan ens psyke er føler den ældste næsten altid et ansvar for sin familie, især sine søskende. Det kræver selvfølgelig styrke, så må psyken undertrykkes. Ikke at styrken skal være fysisk, det bliver den af og til, mens den andre gange bliver til en form for åndelig styrke, hvor man som den ældste træder et skridt tilbage og ser på hvilke muligheder der er for at sikre familiesammenholdet. Ofte sker det også på bekostning af den ældstes egen psykiske styrke, fordi familien må stå over individet.
Denne styrke kan udmønte sig i stædighed eller regulær mangel på social anstændighed.
Man kan sammenligne med hvordan kostskoleelever og forældreløse oplever den omgivende verden. Det giver jo på den måde også mening at ikke alle reagerer sådan, og at man ikke altid kan se en eventuel reaktion.
Styrken kan nemlig både give sig udslag i en udadvendt vrede eller en indadvendthed. Normalt er styrken den at man på overfladen reagerer som det omgivende samfund forventer det, simpelthen fordi man bliver nødt til at opretholde facaden. Ikke af hensyn til sig selv, men af hensyn til familie og søskende. Den form for styrke kan medføre at man ikke bryder sig om anderledestænkende eller mennesker der truer familiens velfærd, men det kan også betyde at man forsøger at integrere dem der er anderledes i sit liv, netop for at opnå familiens velfærd. Valget har intet med gener (arv) at gøre, men er oplagt et valg. Måske ikke et frivilligt, men et valg foretaget ud fra erfaringer - erfaringer som vel at mærke ikke er andet end selvsuggestion.

Svaghed

En naturlig følge af styrken hos familiens overhoved er svagheden. For at én kan være stærk må der også være mindst en der er svag. Den svage er normalt den som skal acceptere at der findes en der har styrke til at klare situationerne. Pudsigt nok vil de fleste mennesker acceptere at der findes nogle der er stærkere (som i gymnastiksalen eller sløjdsalen eller skolekøkkenet). De svages lod er at lade sig lede gennem tilværelsen med færrest mulige problemer, men ikke mindst at bekræfte den stærke i sin styrke.
Svaghed er ikke nødvendigvis nogen ynkelighed, det er faktisk ofte langt mere værd end styrke, ikke mindst fordi styrke er egoistisk, mens svaghed er en form for fællesskab. Man kan undre sig over at svagheden ikke er mere udbredt i dagens samfund, men rent politisk er der såmænd er enkel årsag: Det svage, kollektive menneske bliver lokket med det egoistiske, liberale samfunds værdier, værdier som er blevet ejendomsrettigheder frem for sociale rettigheder.
Sært nok er der faktisk flere af de oprindeligt stærke mennesker, der i dag har styrke til at gå imod strømmen og satse på at hjælpe de svage i samfundet. Især ved at stemme på den yderste venstrefløj, ja endog ved at have holdninger, der ikke hører til i et folketing, fordi de er grænseoverskridende.
De svage derimod har vænnet sig til at andre tænker for dem.
Den menneskelige psyke

På baggrund af stærke og svage mennesker kunne man tro at der tegnede sig et billede af dem der forfaldt til farmaceutiske midler og forbudte stoffer, men sådan er det ikke. Nok er der forskel på hvorledes de klarer deres forbrug af kunstige stoffer, medicin og alkohol, men den er overvejende økonomisk defineret, som også de svagestes (de økonomisk mest ufunderede), bare med omvendt fortegn. At være fattig byder på helt andre udfordringer i forbindelse med misbrug (hvis vi endelig skal kalde det sådan), mens mennesker med høje indtægter kan tillade sig at købe både dyre vine og ulovlige droger og at misbruge alt det de har lyst.
Det stærke menneske er, uanset hvad, som en kæde: ikke stærkere end det svageste led, noget som de stærke har til fælles med de svage mennesker. Men fællesskabet ophører her. De stærke har en psykisk styrke som giver dem et overskud, som måske ikke betinger at de overlever et overforbrug, men i forhold til de svageste vil et forbrug ikke give sig samme udslag i et sygdomsforløb. De svageste vil for eksempel ikke opsøge læge eller diskutere sygdom med deres omgangskreds, det vil de bedst funderede.
At ryge og drikke er (efter min erfaring) ikke alene et spørgsmål om at gå på afvænning (jeg holdt op med at ryge uden nogen hjælp for 12 år siden), det er snarere et spørgsmål om, hvad den menneskelige psyke kan klare uden stimuli. Behov eller afvænning er for mig at se blot en forklaring på trang til at overforbruge farlige stoffer.

Misbrug

At drikke for meget, at ryge hash, at indtage kunstige medicinske produkter (eksempelvis kokain) regnes for misbrug. I forbindelse med misbrug regner man udelukkende med et gennemsnitsforbrug som kan være livstruende for et gennemsnitsmenneske (hvad alkohol angår dog delt op i køn - hvilket giver mindre mening end at dele op BMI). At spille hazard regnes for misbrug, men ikke at spille Lotto, at mishandle småbørn og at voldtage regnes for misbrug, at true bankpersonale til at udlevere regnes som misbrug, ja, der findes faktisk en lang lovgivning der definerer misbrug på adskillige måder, og straffen er det eneste de har til fælles disse misbrugsområder. Ikke straffens varighed, heller ikke i forhold til lovene, idet en del af disse brud er anført i politivedtægterne.
Alligevel regnes lægelig ordineret medicinering ikke for misbrug, end ikke håndkøbsmedicin, mens cannabis regnes for kriminelt (enkelte stater i USA har frigivet til medicinsk brug), Såkaldte "ferietabletter" (amfetamin) har i årtier været brugt før det blev kaldt misbrug, det var nemlig godkendt medicin. Man kunne i min ungdom købe en kaktus ved navn "Lophophora Williamsii" som efter sigende havde hallucinogene egenskaber, ja sågar har den danske natur uden at få lov til det år efter år produceret en paddehat, som kaldes "Spids nøgenhat" og som, Danmark forbyde det, har en anden hallucinogen virkning.
Allerede da jeg var ung kom der bøger der handlede om hallucinogene stoffer, jeg syntes faktisk det var godt, for jeg lærte og læste noget om det og blev faktisk temmelig forsigtig på baggrund af de bøger som andre forsøgte at forbyde. Men alkohol var jo både tilladt og helt almindeligt som noget man misbrugte. At nogle blev voldelige allerede i min ungdom var jo ikke nyt, det blev mange, at nogle døde i en brandert var heller ikke noget nyt, vi tog det nærmest bare til efterretning.

Brug

Det at bruge noget der kan ændre ens psyke er der ikke noget nyt i. Der er heller ikke noget nyt i at noget er forbudt og andet tilladt. Mestendels har det forbindelse med traditionelle rusmidler (altså nogle vi har haft i århundreder eller endda årtusinder).
Hamp har faktisk været dyrket i århundreder i Danmark men med henblik på at lave reb, den lægelige brug er sådan set så lidt belyst som den lægelige brug af salicylsyre fra pil. Trods det viser nyere oplysninger at salicyl er langt farligere for kroppen og dens indvolde end cannabis er. Opium har været opført im den danske farmacope, mens kokain og nyere kunststoffer på narko-området udelukkende er det man kan kalde designerdrugs, altså stoffer der er dannet på baggrund af naturligt udvundne stoffer.
Langt de fleste stoffer er vanedannende, men der har i mange tilfælde også været en årsag til at bruge  dem, enten i smertestillende sammenhæng eller for at nedsætte psykiske belastninger. De mest vanedannende medikamenter bruges faktisk stadig medicinsk. At de så er forfinede til endnu mere bevidsthedsudvidende eller smertestillende stoffer er jo ikke naturens skyld.
Lad os bare sige at brug af euforiserende stoffer fra alkohol til crack er et samfundsproblem. Det ville aldrig blive mindre af at alle stoffer blev legale, men man kunne jo starte med to ting. 1. At differentiere faren;: 2. At oplyse om faren.
Mit budskab er på den måde at man måske skulle bruge mere tid på oplysning end på forbud, oplysning skal ikke være udtryk for fordømmelse, oplysning har jeg kendt til i 30 år. Men alkoholoplysning der får en russisk spion til at ligne en rar fætter er ikke oplysende. Oplysning skal ikke være fordømmende, men oplysende.

Døden

Det er ikke forudbestemt, hvem der dør af misbrug. Nogle siger at det er forudbestemt at man dør på et tidspunkt.  At møde døden ved langsomt at arbejde sig ind på den kan for nogle mennesker være den letteste måde at kommer herfra på. Der skal tænkes på forældre og børn. I det hele taget skal der tænkes. At gå direkte i døden er selvfølgelig også et valg, der er bare ikke så mange der vælger det, også fordi samfundet betragter det som ikke bare svagt, men direkte fejt. At ville livet samtidig med at man søger døden er sandsynligvis den bedste måde at komme herfra på. Lidt hygge selv, lidt familie og lidt taberrolle.
Og fortæl mig ikke at de dyre designerdrugs er noget der giver støre selvværd, de skaber nøjagtig den samme mangel på selvtillid som alle andre har, der føler sig som tabere.

Hvis der findes nogen form for misbrug er det ikke menneskets misbrug af medicin, alkohol eller hallucinogene stoffer - nej der er den økonomiske misbrug af mennesker som er godkendt af stort set alle stater i verden.

Kæmp imod og vælg selv hvordan du vil misbruges.