Menneske

At være et menneske kan være mange ting, men for mig findes mennesket i kraft af sin eksistens, ikke i kraft af at være til stede. Forstået som det at et menneske findes ligegyldigt om mennesket er til stede i en bestemt sammenhæng, opholder sig et andet sted eller ikke længere lever. Hvis man som menneske kun var til, når man kunne ses, ville der jo ikke være mange mennesker til. Her i huset er vi for eksempel normalt kun to personer, af og til kommer en eller flere gæster, hvilket gør at vi er flere, men altså kun af og til.
Der er adgang til radio og fjernsyn, men de mennesker er jo ikke fysisk til stede, og jeg kan derfor ikke for alvor interagere med dem, selv om de sociale medier giver en mulighed.

Eksistens som definition på et menneske

Når jeg vælger ordet eksistens skyldes det som det kan ses af mine indledende ord, at væren mere antyder fysisk tilstedeværelse, mens eksistens er mere åndelig (jf. Den Danske Ordbog: "fra nylatin existentia 'fremtræden'").
Med udgangspunkt i dette vil jeg påstå at et menneske eksisterer i kraft af sin fremtræden, altså at min afdøde bedstefar for eksempel eksisterer i kraft af min og andres erindring, at jeg eksisterer i min moders tanker, fordi hun har opfostret mig og at fremmede mennesker som jeg aldrig har mødt, for eksempel udenlandske forfattere, eksisterer i kraft af de skriftlige vidnesbyrd de har bidraget med.
Et menneske eksisterer altså både som levende og som afdød, simpelthen i kraft af at have været til, at have haft et liv - eller stadig have det.

Det fysiske menneske

Det levende menneske adskiller sig selvfølgelig fra det menneske der kun er en erindring af den ene eller anden slags. Det levende menneske kan gennemgå en forandring. Det kan lade sig gøre at ændre sine livsvilkår, at få andre politiske holdninger, at blive syg eller rask, og ikke mindst at dø på et eller andet tidspunkt. Man kan sige at den form for eksistens er noget mere omfattende, idet der rent faktisk kan ske fysiske og sociale forandringer. Der vil den døde ikke kunne stille så meget op.
Tværtimod kan det stadig levende menneske ændre på det eksistentielle menneske. Alene ved fortolkning, eller påvirkning af andre som ikke har nært kendskab til personen.

Narcissisme

Mange mennesker har behov for at spejle sig i tilværelsen. Narkissos i den græske mytologi så sit spejlbillede i søens vandspejl og forelskede sig straks i sit spejlbillede. Denne forelskelse i sig selv og sit eget liv er, trods menneskelig, en problem, fordi denne selvoptagethed udelukker at andre eksistenser kan have nogen betydning for verdens gang og for den menneskelige eksistens. I bund og grund findes der kun et liv af betydning, nemlig ens eget.
Jeg kender to fortællinger om det at være alene med sig selv. Den ene er "Palle alene i verden" som er en pædagogisk bog om at det at være alene ikke er spor eftertragtelsesværdigt. Den anden er en novelle af Leif Panduro: "Den bedste af alle verdener", hvor personen i novellen ved tankens kraft efterhånden udrydder alle omgivende mennesker efterhånden som han ikke kan bruge deres tilstedeværelse til noget, indtil han kun er sig selv i et ikke eksisterende univers.

Det egoistiske menneske

Der er ingen tvivl om at der findes egoister i denne verden, mennesker hvis liv primært består i at rage til sig. Alt kan værdisættes, penge, ejendom, andre mennesker, ja selv kærlighed. Mennesker af denne type vil til hver en tid kapitalisere deres omgivelser, simpelthen for at styrke egoet på bekostning af andre mennesker. Da der findes en del egoister findes der så sideløbende en konkurrence om at være den mest succesfulde egoist. En konkurrence der fjerner de sidste spor af mennesket bag egoisten. Vi kan tale om at mennesket er fraværende i levende live, men at personen kan blive husket i generationer efter sin død, i kraft af at have eksisteret.

Det sociale menneske

Mange fattige mennesker er også egoister, men ikke på den narcissistiske måde. De ønsker at overleve. For disse mennesker er overlevelse ensbetydende med at dele med andre, forstået på den måde at hvis de har en god høst af æbler eller kan købe kød billigt og så videre, så skal det deles i håbet om at denne handling vil have modsat fortegn den dag ulykken slår ned. Man satser altså på at dele ud fra den betragtning at man ikke kan regne med altid at være den heldige og på den måde undgå at skulle dele med andre.
Jeg har set mange fattige mennesker dele alt fra cigaretter og øl over tandpasta og toiletpapir til mad. Faren ved denne sociale deling er at det som sagt er en egoistisk handling i sidste ende, og nogle af dem man deler med har så lidt svært ved at forstå at det egentlig skulle være en form for deling af goder, som skulle kunne gøre livet lettere for alle. Nogle har vist sig at være meget bedre til at modtage end til at dele.
Problemet her bliver ofte at dem der ikke kan eller vil dele bliver udstødt og derved opstår det fattige menneske. Fattigt i enhver forstand, ingen menneskelig kontakt, ingen penge og ildeset.

Det kasteløse menneske

Der findes mennesker der i princippet ikke eksisterer, de er bare til, i virkeligheden til besvær. De har ingen penge, de forvalter deres penge på en uhensigtsmæssig måde når de har dem, de er samfundets udskud og behandles som sådan.
Man kan sagtens forledes til at tro at de nasser på alle andre. Det kan ud fra en økonomisk og social betragtning se sådan ud. Men oftest har de ikke lært andet end at leve af hjælp uden at yde noget til gengæld, ikke fordi de ikke kunne yde noget, men fordi de ikke aner hvad det omgivende samfund forventer af dem. Allerede fra barndommen har mange af dem haft en opvækst der har ledt dem frem til ingenting, også i forhold til andre mennesker og samfundet.
Det fantastiske er at netop disse mennesker har et potentiale, eller rettere havde. En målrettet indsats fremfor at køre dem på et sidespor som børn og unge kunne have givet dem et liv, nogle ville blive superegoister, andre ville nå frem til at blive del af de sociale grupperinger. I stedet har samfundet, politikere, menneskelige omgivelser og kapitalen gjort dem til den form for affald, som alle mennesker kan se ned på, og dermed føle sig en smule bedre.

Det skolede menneske

I dag er der et politisk ønske om at så stor en del som muligt af befolkningen tager en uddannelse. Grunden er uddannelse skal gøre befolkningen bedre til at indgå i en fremtid. Uddannede mennesker skal altså tage en uddannelse, fordi de skal. Ikke fordi det gør dem til bedre mennesker, dygtigere mennesker eller rigere mennesker. Nej, simpelthen fordi de skal tage en uddannelse. Langt de fleste går på gymnasiet, hvilket jo på sigt betyder at en stor del af de mennesker der bor her i landet får en boglig uddannelse, skal vi ikke bare kalde den ved rette navn: en teoretisk uddannelse, som kan lede til en endnu mere teoretisk uddannelse på universitetet.
Samtidig tager erhvervslivet afstand fra at betale for at uddanne arbejdskraft, og forventer at politikerne sikrer uddannelse både for håndværkere, butiksassistenter og rengøringspersonale, ja selv kommunalt aktiverede får ikke nogen skoling inden de sendes i aktivering på kommunale værksteder eller som havehjælp.
Vi skal altså om ca. 15 år leve med en masse teoretisk uddannede mennesker, som har en masse teorier og ingen praktisk erfaring. Vi kan jo allerede se i Folketinget at de politikere der er langt flest af, ikke har nogen som helst praktisk erfaring eller ønske om at få det.

Uddannelsen

Også dagpleje, børnehave og folkeskole står for skud. Vi skal uddanne vores børn til at være samfundsborgere, til at lære dansk og regning. Alt sammen på bekostning af at lære noget. De kreative fag bliver ikke vægtet højere i forbindelse med heldagsskolen, og man kan undre sig over om alle børnene skal lære at være gode, loyale samfundsborgere, for hvis man ønsker kreative og innovative mennesker så ville de kunne skabes ved at gennemføre glæde og leg i skolen, ikke ved at kræve lærdom.
Alligevel er der udbredt enighed blandt politikere om at lærdom er vigtigere end individualitet. Jeg tør ikke engang tænke på hvilke mennesker vi er ved at skabe på den måde. Måske det korporative menneske?

Fremtiden for mennesket

Det selvstændige menneske er på retur, ingen tvivl om det. At tænke kreativt er ikke samfundets mål med mennesket, det er snarere at tilpassze mennesket til samfundet. For mig at se en til idioti grænsende tåbelighed. Hvordan kan nogen tro at tilpasning og kritikløshed kan bære et samfund videre, for slet ikke at tale om at mennesket i samfundet overhovedet ikke bidrager til samfundets udvikling.

Hvis ikke vi snart gør noget vil vi som mennesker blive reduceret til at være adskilt fra de fleste dyr ved at kunne tale, uden at sige noget.
I stedet burde vi se op til alle dem der tænkte selvstændigt fra antikken til det 20. århundrede. Vi burde se op til dem der gav os muligheden for at blive individer fremfor uniforme, det der har gjort os til mennesker.