Tryghed

Det viser sig, at trygheden har trange kår i dagens Danmark. I stedet vinder angsten for fremtiden kampen om at skabe stressede og usikre mennesker.
Det drejer sig som oftest om problemer med at få økonomien til at hænge sammen med det utal af reformer der skal bringe folk i arbejde som ikke findes. Med nogle af de sociale reformer, som går ud på gensidig forsørgerpligt, som nedsætter dagpenge og kontanthjælp og udhuler flexjobberes og syges muligheder, må nogle mennesker flytte fra hinanden, selv om det at være kærester er nok til at kommuner kan insistere på den gensidige forsørgerpligt, vel vidende at de færreste har råd til eller overskud til at klage over en afgørelse.

Utrygheden

I og med at mange ikke kan overskue deres fremtid øges utrygheden. Den kommunale, regionale og statslige behandling af folk, der ikke har noget at støtte sig til er simpelthen umenneskelig, fordi den hjælp man egentlig skulle forvente fra samfundet er blevet til modarbejde og benspænd.
Øvelsen går ikke ud på at skabe arbejde eller bringe udsatte i arbejde, øvelsen går udelukkende ud på at spare penge for at give dem til dem der egentlig ikke behøver flere. Men øvelsen går samtidig ud på at minimere indtægterne for de fattigste, at tvinge dem til at forbruge sin opsparing eller sine investeringer før "velfærdssamfundet" træder i karakter. Det egentlige mål er altså at gøre folk så fattige at de uanset hvad er villige til at arbejde.

Arbejde

Siden "krisen" blev proklameret har alverdens banker modtaget milliarder efter milliarder, mens de fattigste og syge har mistet enhver for tryghed. Ikke nok med det. Propagandamaskinen kører derudaf med at vi skal gå så gruelig meget igennem fordi der bliver mangel på arbejdskraft, altså at vi skal arbejde frem for at være sikret nogle få tusinde kroner, mens vi venter på at arbejdet kommer. Der postes millioner i skattelettelser til de rigeste arbejdsgivere, angiveligt for at de så skal skabe flere arbejdspladser. Ikke fordi der er set mange arbejdspladser udover dem der er skabt af krejlere der importerer udenlandsk arbejdskraft, det skaber ikke så meget arbejde at det gør noget lige nu.
Til gengæld er arbejde blevet et mantra og et objekt for misundelse, med omvendt fortegn. Dem der ikke har arbejde eller er syge er udnævnt til at være nassere, som ikke har ret til noget som helst. Med andre ord de kan bare tage det arbejde der ikke er og lade være at nasse på hårdtarbejdende nassere i alle afskygninger.

Økonomien

Det værste for de nassere der ikke arbejder er sådan set at den smule nasseri de kan komme igennem med fører til et utrygt liv. Ingen penge har man snart nok af, for man må ikke have penge når man er fattig, mens de rige nassere får alt overskuddet. At leve for mindre end 10.000 kr. er et krav, idet et beløb over 10.000 til hver en tid skal bruges inden man er berettiget til at modtage hjælp. Uanset om man er syg, fattig eller blot ikke kan passe et arbejde af andre årsager (det kunne være immobilitet, usund kost med mere, og behov for medicin i mange tilfælde). Jeg har personligt ikke penge eller mulighed for at komme de steder jeg gerne vil, selv om jeg lægger penge til side og køber klippekort eller andre typer af rabatbilletter til offentlig transport, simpelthen forbi den offentlige transport ikke tager højde for at man kan have brug for at komme tilbage til sin bopæl, selv om den ligger ude på landet. I de fleste tilfælde vil det kræve en kombination af bus- og taxakørsel. På kontanthjælp. Samtidig vil mange være bundet af at de skal have en internetforbindelse fordi muligheden for at komme til og fra bibliotek eller Jobcenter ( for at trykke på en knap) er forsvindende lille i åbningstiden. Næsten al arbejdssøgning foregår via nettet, undtagen når man af forskellige årsager skal til en by med forretninger, man kan jo ikke leve hele året af skvalderkål og rådne æbler.

Det sociale

Det sociale er også ofte en by i Rusland. At besøge sin familie skal planlægges i god til for at få råd. Men også møder eller foredrag udgør et problem, ja selv når man skal til møde i Jobcenter kræver det planlægning. Og det er måske netop denne omstændighed der er medvirkende til den øgede utryghed. At være social er i lange perioder indskrænket til at bruge sociale medier, eller at modtage hjælp fra det sociale netværk i det virkelige liv. Men når det er begrænset, hvad man kan give tilbage er det også med til at øge usikkerheden over hvor langt man kan gå.
Jeg går nok et par dage for længe i mit tøj for at spare en vask, og tøj er ikke noget jeg bare køber, jeg bruger det til det er så laset at end ikke genbrugsbutikker gider modtage det. Selvfølgelig kan jeg mærke at jeg lugter af sved og bryder mig da ikke om at optræde socialt i uvasket tøj. Så hellere holde mig for mig selv, det er jo også meget lettere og billigere, men om det tenderer tryghed har jeg svært ved at acceptere.

Trygheden

Det er på en måde enkelt. Trygheden kan sagtens deles med arbejdsløse, fattige og syge mennesker, ja sågar indvandrere. Det eneste det kræver er en samfundsindsats, hvor det offentlige sikrer menneskelige levevilkår. Ikke at smide penge efter folk, men simpelthen gå ind for en gensidig respekt, så uarbejdsdygtighed ikke er nasseri, så sygdom ikke er nasseri og så sociale behov ikke er nasseri.
Trygheden er ikke bare at have en økonomi, der gør det muligt at være samfundsborger, det drejer sig også om at man skal opleve en respekt fra sine medmennesker.

Desværre er den nuværende samfundsorden med til at skabe utryghed, ikke mindst fordi de fleste ikke ved hvad de kan eller må, hverken på det økonomiske eller det sociale område. De samfundsmekanismer der skaber denne utryghed er desværre vanskelige at ændre. Dem der har mest brug for det kan nemlig ikke ændre på ret meget, og dem der skaber utrygheden ser blot den anden vej.