Mavesår

Et menneske udsat for stress eller fortvivlelse (som jo også er en stressfaktor) risikerer at få et mavesår.  Pudsigt nok er der mange af dem der har mavesår, der slet ikke ved det:

Fra netdoktor.dk:
Mange kan slet ikke mærke, at de har et mavesår. Andre har periodevis bidende eller brændende fornemmelse øverst i maven. Fornemmelsen kan også være som følelsen af sult.Nogle bliver vækket om natten på grund af ubehaget.
Nogle føler lindring, når de spiser.
læs evt mere her:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/mavesaar2.htm

Da jeg aftjente min værnepligt fik jeg undervejs et blødende mavesår og skulle drikke et eller andet fluidum som lignede mælk, men indeholdt noget der kalkede mavesækken til. Det smagte hæsligt. Næste gang jeg fik mavesår var det ikke blødende, men psykisk betinget. Min samlever smed mig ud og beholdt vores fælles datter. Resultatet var at jeg ikke kunne sove og forsøgte mig med piller og alkohol, uden at det hjalp, til sidst opgav jeg og bestemte at jeg ville tænke på noget andet, for eksempel mit arbejde. Efterfølgende faldt der ro på mit liv og jeg tog voldsomt på. Min datter blev født for 23½ år siden.

Trygheden

Min tryghed og indre ro opstod i kraft af at jeg valgte ligegyldigheden som levevej. At elske min datter blev reduceret til at sende gaver til fødselsdag og jul, forholdet til familie og venner blev ihærdigt indskrænket, så jeg kunne rejse til et nyt job uden at føle savn af de mennesker jeg havde lært at kende og holde af. Trygheden bestod i at jeg ikke havde noget formål med tilværelsen andet end at være til. Jeg læste bøger og tegneserier, jeg arbejdede på biblioteker, lavede sociale radioprogrammer, både quiz, musikprogrammer og anden form for underholdning, men især interview- og debatprogrammer. Mit sociale engagement blev kanaliseret ud i radio, senere også i TV, på en i andres øjne inferiør lokal TV- og radiostation på Samsø. Ingen opdagede at dem der arbejdede der faktisk havde et talent der matchede om ikke overgik de landsdækkende stationer, der var jo kun nogle få tusinde indbyggere på Samsø.
Men jeg følte mig tryg med arbejdet, selv om vi stort set alle blev sæsonfyrede når kulturministeriets penge var brugt op - stort set på KODA/Gramex og sendesignaler - og så ventede vi indtil næste portion penge fra kulturministeriet ankom, så var der atter nogle måneders arbejde. I mellemtiden kunne vi forsøge at finde arbejde andetsteds eller arbejde frivilligt på vores tidligere arbejdsplads. En af de største trygheder var dagpengene, som muliggjorde at man kunne vende tilbage til sin arbejdsplads så snart der atter var penge. Ikke mfordi dagpengene efterlod os med en formue på kistebunden, men fordi den gav tryghed i dagligdagen, vi kunne betale husleje og købe mad, det kunne endda lade sig gøre få gange om året at besøge familien.

Usikkerheden

Økonomien på arbejdspladsen blev med et forsøg fra en venstreregerings side til en katastrofe. I stedet for at støtte lokale radio- og TV-stationer skulle man sælge licenser til højestbydende. For dem der bare har fulgt perifert med blev det ikke bare en fejlslagen politik, det blev en eklatant fiasko, ikke alene fordi de højestbydende ikke kunne slå igennem med stort set komplet udanske koncepter, men også fordi politikerne der stod bag forsvarede deres (kalder jeg det) idiotiske beslutninger - lige til det sidste. Vi andre kunne ikke længere leve at lave radio og TV, vi måtte se i øjnene, at vores frivillige arbejde når vi ikke var ansatte skulle konverteres til aktivitet, og man skal her notere sig ordet skulle, for vi måtte jo netop ikke komme i aktivering på vores tidligere arbejdsplads. I stedet blev det militærnægtere og flexjobbere der skulle forsøge at få det hele til at fungere samt en pensionist fra Danmarks Radio der skød alle sine sparepenge i projektet.
På det lokale bibliotek ønskede man heller ikke min arbejdskraft af fagforeningsmæssige hensyn, en uddannet bibliotekar skulle selvfølgelig have løn for at arbejde, ikke arbejde for sine opsparede dagpenge.
Det endte med at jeg fik til opgave at rydde op i kommunens arkiv i Teknisk Forvaltning i et halvt år på dagpenge. Herefter blev jeg fredet i tre måneder inden jeg blev sendt på et kommunalt arbejdsløshedskursus som skulle udvide min personlige horisont. Kurset lukkede og så var der den kommunale aktivering med værksted tilbage. Og så faldt jeg for dagpengeperioden og kiom på kontanthjælp. Ikke fordi det hjalp, der var stadig ikke arbejde, men et halvt år inde i kontanthjælpsperioden var jeg igen i aktivering hos kommunen, og blev opsøgt af Radio- TV-stationens leder, som spurgte om jeg var klar til at arbejde igen. Selvfølgelig var jeg det, men efter den første halve måned fik jeg hverken løn eller kontanthjælp, kun lovning på at pengene ville komme én af dagene. Efter halvanden måned var der stadig ikke kommet penge og jeg måtte kræve at de skulle falde inden for de næste 14 dage. Det gjorde de ikke. Altså to måneders arbejde uden løn og den tunge gang ned for at søge kontanthjælp, vel vidende at jeg skulle aktiveres i et intetsigende og ikke-kvalificerende kommunalt projekt.

Søvnløsheden

I den periode hvor jeg mødte klokken 7 om morgenen og fik fri klokken 4 om eftermiddagen, uden at lave noget som helst blev jeg fascineret af facebook, og fik kontakter over det meste af verden som jeg chattede med , da nogle var fra den anden side af jordkloden kunne det ofte blive sent om aftenen inden jeg forsøgte at falde i søvn, bedre blev det jo ikke af at jeg også lærte receptionister at kende som havde natarbejde i Danmark og som gerne ville chatte, når der ikke var noget at lave.
I løbet af nogle måneder bredte søvnløsheden sig og jeg mødte uudhvilet til aktivering, indtil jeg til sidst måtte sygemelde mig.
Kærligheden

Så synes det som om mit held vendte, jeg mødte en pige til Samsø Festival, og efter at have chattet en måneds tid besøgte jeg hende og vi blev kærester.
Men med savnet af kærlighed i mange år var jeg så fascineret af at jeg var i nærheden af en der elskede mig om som jeg elskede at jeg sjældent kunne finde tid til at sove fra kærligheden når vi var sammen. Så sandelig også en form for kærlighed, bare på en måde min envejs-kærlighed.
Og fornylig var det så slut med kærligheden. Det blev ikke sagt, men da jeg fik alle mine ting leveret tilbage og blev bedt om at flytte måtte jeg jo acceptere at min kærlighed var min alene og ikke blev gengældt.
Og søvnløsheden blev værre, mens jeg på et par måneder tabte 10 kilo.

Aktiviteter

Jeg brugte meget tid da jeg boede nær kæresten på politiske aktiviteter, og da jeg i al hast måtte flytte havde jeg en ide om at jeg ville blive i det politiske miljø. Jeg havde bare ikke taget de langt større omkostninger i betragtning når man bor langt ude på landet, set i forhold til at bo i udkanten af Odense. Så mine aktiviteter er begrænset til får. Jeg skal jo til enhver tid sikre at jeg har penge eller buskort til at tage til samtale med jobcenter eller ansættelsessamtaler, mine måltider er mere til for at jeg ikke skal blive syg end de er til for at mætte, selvfølgelig også derfor at kiloene rasler af mig vil jeg tro.

Mavesår

Jeg kan huske hvordan det var at have et blødende mavesår som 24-årig. På en del måder har jeg det på samme måde, men det kan jo også bare være at jeg er unormalt stresset, fordi mit liv er blevet kørt ud på et sidespor. Det værste er, at det sikkert er min egen skyld, jeg kan bare ikke få at vide om det er det. Så mine dage og nætter går med at tænke: "Hvorfor?".

Samtidig kan jeg ikke sove, selv kedlige bøger og gamle aviser bliver hevet frem fordi jeg håber at jeg kan blive træt nok til at sove, men nej, det er faktisk først når jeg har noget at stå op til at jeg bliver træt nok til at jeg kan sove.

At det er mere end hjertesorg ved jeg dog, selv om mistet kærlighed gør ondt burde jeg kunne sove og undgå at min mave opfører sig ulogisk.

Måske skulle jeg droppe de piller lægen har ordineret?