Politik (3)

Politik er "det muliges kunst" sagde Otto Bismarck i 1867, og dermed definerede han forskellen mellem realpolitik (det der kunne lade sig gøre gennem kompromiser) og idepolitik (partipolitiske programmer). Trods dette skulle der gå næsten 100 år i Danmark før vi accepterede at vore politikere droppede deres idegrundlag for at få minimal indflydelse, med de radikale som "foregangsmænd".
Partiprogrammerne var længe idegrundlaget for den politik man stillede op til valg på og som man blev valgt på, selv om grundloven jo klart siger at "Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere". §55).

Realpolitik

At føre en realpolitik regnes i dag som at føre den politik man kan gennemføre med et flertal af stemmer, dels i folketinget, som jo dog er sammensat af folketingsvalget, dels i kraft af de enkelte partiers fornemmelse for folkestemningen.
At nogle partier fører en politik der udelukkende bygger på populisme (DF bruger for eksempel meget tid må at lodde den danske befolknings stemning og på at partiet derefter har den holdning, indtil befolkningens holdninger skifter - hvorefter det politiske parti også skifter holdning som vinden skifter - man kunne jo kalde dem politiske vindmøller, der hele tiden forsøger at fange vinden og presse mest mulig energi ud af blæsevejret) er ikke nogen stor hemmelighed. Andre fastholder en partipolitik (jeg ville gerne have nævnt Enhedslisten i den forbindelse, men Liberal Alliance slår alle andre med flere kilometer - de har simpelthen en meget enkel politik som går ud på at enhver er sin egen lykkes smed, det betyder jo også at partiprogrammet, der kunne udgives med disse få ord, bliver overholdt til punkt og prikke).
Andre partier har givet efter for demokratiet og accepterer at man må gå på kompromis for at få nogle (mærke-)sager gennemført.

Idepolitik

Hvad idepolitikken angår kan den læses af de forskellige partiers intentioner i partiprogrammer og lignende. Heraf fremgår det at de fleste af partierne har en traditionel opfattelse af hvilken politik de vil stå for, På højrefløjen drejer det sig om forskellige gradbøjninger af liberalisme og et deraf følgende problem med hvad den egentlige politiske kapitalisme står for, mens venstrefløjen udviser en stor indleven i deres socialistiske opfattelse, som både ser på nyere tiders opfattelse af kommunisme og på traditionel marxisme.

Revolution

For at gøre det såkaldte demokrati til noget eftertragtelsesværdigt er det ophøjet til at være vestens fælles religion, mens både liberale og socialistiske teorier er ophøjet til at være økonomiske teorier, hvor revolutioner udelukkende er drastiske ændringer af betingelser for at deltage i samfundslivet. Som eksempel kan vi nævne at den vestlige verden har været udsat for flere økonomiske revolutioner end den har været udsat for voldelige, den har været udsat for flere liberale revolutioner end den har været udsat for sociale revolutioner. I Danmark har den eneste sociale revolution fundet sted efter 2. verdenskrig, nemlig skabelsen af velfærdssamfundet, vel nok den fredeligste revolution i årtusinder.
Det uheldige ved denne og alle andre revolutioner er sådan set at den liberale ide om ejendom og økonomisk udbytning er blevet legaliseret og accepteret. Fællesskabet er med andre ord blevet mere og mere økonomiseret og dermed udsat for spekulation.
Hvis man ser på andre lande og revolutioner siden den franske revolution viser det sig da også at de alle brød ud fordi den økonomiske afstand mellem rig og fattig blev for stor, at fattige ville have del i rigdommen og at rige gjorde alt for at beholde rigdom i egne hænder.

Rigdom

Hvis vi ser tilbage i tiden er der jo ikke tvivl om at de rigeste ville være endnu rigere, det var jo det ultimative mål med rigdommen. De fattige derimod ønskede at få del i den rigdom der gennem købekraft og ødselhed udstillede deres egen situation, altså var målet sjældent at opnå et socialt fællesskab, men at få del i den økonomiske overflod.
Den dag i dag taler fattige mennesker mere om andre menneskers penge og deres egen mangel på samme, end de taler om sammenhold og evner til at udvikle samfundet til fordel for alle. At eje et hus som man kan dø fra er for de fleste mennesker langt mere vigtigt end at have tid til at modne og opdrage sine børn. Ikke fordi jeg ikke ønsker at der skal være institutioner, jeg ønsker bare at forældre skal tale mere med deres børn, lytte til dem og forstå deres spørgsmål - og svare på dem efter bedste evne, måske i forståelse med skolerne. At overlade børnenes ve og vel til de statsligt uddannede institutionsansatte er for mig at se meget farligt. Pludselig skal det offentlige have ansvaret for såvel uddannelse, sygdom og mistrivsel. Det er en fralæggelse af ansvaret som forælder og at pålægge en institution et ansvar der ikke længere er personligt, men et kollektivt ansvar, ligegyldigt hvor forskellige vore børn er.
At sælge sine børns fremtid for fast ejendom forekommer mig at være en form for vanvid. Et vanvid der er blevet så udbredt at det efterhånden er unormalt ikke at være vanvittig.

Fattigdom

Jeg har nævnt det før: fattigdom er den største årsag til sammenhold. Man kunne og kan se det hos de fattigste i socialt belastede kvarterer, endnu den dag i dag kan man se sammenholdet blandt fattige grækere, tyrkere, syrere og ægyptere, you name it. Men når fattigdommen skal deles (nå ja den ret man har fået magten til er jo igen ønsket om at opnå personlig eller grupperingsmæssig rigdom) så er det man har kæmpet for et blålys, et mål der ikke findes på denne side døden.
Fra den vestlige verden er det let at påstå at det er demokrati der bliver kæmpet for, og det er det vel også. Problemet er bare at den opfattelse vi har af demokrati handler om de stærkestes ret til at kue de svageste, ikke bare økonomisk og menneskeligt, men også psykisk og fysisk. Hvorfor skulle de ulykkelige mennesker der hører mere om demokratiets herligheder end ser det i virkeligheden kunne vide bare halvt så meget om demokrati som fattige vesteuropæere, hvorfor skulle en koptisk kristen kunne finde vej i et militært funderet muslimsk samfund? Tværtimod viser alle erfaringer at de fattigste er sine egne fjender, simpelthen fordi de forsøger at fastholde magten når de får del i den. Det vil jo, så længe den magt man ønsker er funderet på økonomi, betyde at man i liberalismens og kapitalismens navn vil kue andre, ellers er samfundet jo ikke økonomisk funderet. Og jeg gider altså ikke remse alle de lande op som har eksperimenteret med kommunisme eller socialisme, de har alle måske bortset fra Cuba, Angola og Nordkorea satset på en økonomisk kommunisme. Til gengæld blev de lande fanger i et spil mellem politiske stormagter.

Politik i nærområdet

Mange danskere er sikre på at de har det bedre end mennesker i andre lande. Det minder mig om mine forældres opfordring til at spise op: tænk på alle de sultne børn i den fattige verden. Det gjorde jeg så og opfordrede mine forældre til at vi straks sendte den overskydende mad til dem, men så fik vi en hund der spiste alle resterne. Pudsigt nok har jeg siden fundet ud af at vi bare skulle have lært ikke at skovle en hel masse på tallerkenen (det ville ikke have hjulpet med mindre tallerkener, tro mig), vi skulle have lært at tage lidt mindre ad gangen, vi skulle have lært at vise mådehold - ja faktisk skulle vi bare have lært!
Det er måske det det hele drejer sig om: at lære. Ikke på den måde som vi skal lære i dag, den nye folkeskolelov. De love der gælder for videregående uddannelser, ja sågar det man lærer på suppleringskurser, går alle ud på at lære hvad samfundet ønsker af én, ikke hvilke krav eller ønsker man kan stille til samfundet. I stedet for at lære at tænke selv skal vi nu lære at tænke som andre. Det må være enhver politikers våde drøm at hans eller hendes ideer deles af en hel masse andre. Velkommen til 1984, Abernes planet eller Fahrenheit 451.
At skulle stemme til byråd eller kommunalbestyrelse, til regionsvalg, til folketingsvalg eller til EU-parlamentet er så fjernt at man end ikke ved hvad man stemmer på, medmindre det er en sød pige, en troværdig mand, eller Neros hest.

Erhverv

Politik er blevet et erhverv. Som de fleste andre erhverv er det gennemsyret af kammerateri og nepotisme, ikke fordi demokratiet er stækket, nej, fordi demokratiet ikke eksisterer på sine egne betingelser. Som demokratisk repræsentant skal du kunne stå inde for dine egne holdninger (det står ikke i grundlovens §55, men det forventes ikke desto mindre. Som repræsentant for demokratiet skal du til hver en tid kunne stemme efter egne holdninger fremfor partitaktiske interesser (der har vi så §55) og som parlamentariker bør du sikre dig at dine vælgere kan stole på dig næste gang der er valg.
Men som sagt er det blevet et erhverv at være politiker. Samtidig med at folketingets flertal gang på gang nedsætter sociale ydelser og tilskud til kommuner og regioner, har de samme politikere ingen problemer med at øge deres og egne politikeres lønindtægter. Husk på at det er at ligne med at ulønnede slaver gav deres sparsomme ejendom eller familie til slavepiskeren for at beholde ham!

Propagandasamfundet

At unge mennesker og ældre mere eller mindre demente kan have svært ved at gennemskue dette despotiske, inhumane, propagandasamfund kan jeg til nød forstå, men at voksne, uddannede mennesker lader sig forblænde af ordet demokrati uden at sætte sig ind i hvad det betyder gør ondt.

Måske skulle vi allerførst lære at der er kæmpeforskel på demokrati og politik, på socialisme og kommunisme, på liberalisme og kapitalisme. Måske vi i virkeligheden skulle starte med at lære at forstå med de evner vi nu engang har fået i dåbsgave fremfor at tænke de tanker andre vil have os til at tænke.