Gulag

Indtil den 8.december 2013 kan man på Deutsches Historisches Museum i Berlin se udstillingen "Gulag", der handler om de tusindvis af mennesker der blev deporteret til Sibirien under Stalin.
Kort fortalt (her Wiki): "Gulag er oprindeligt et russisk akronym for: "Glavnoje upravlenie lagerej". Det kan oversættes med: "Centraladministrationen for Arbejdslejrene". Lejrene blev almindeligt kendt under navnet Gulaglejrene eller bare Gulag. Gulag blev synonym for alle aspekter af den sovjetiske undertrykkelse og udnyttelse af fanger, der blev brugt og behandlet som regulære slaver. Senere er Gulag blevet brugt generelt som synonym for arbejds- og straffelejre, også uden for Sovjetunionen." Gulag blev oprettet ved lov 1. juli 1929, og officielt nedlagt 1960. Arbejdslejrene eksisterede allerede før revolutionen og er officielt først ophørt med Sovjetunionens opløsning 1991.

Med Solsjenitsyns roman "Gulag øhavet" blev udtrykket Gulag til en betegnelse for livet i fangelejrene der var så mange af.

At følge livet til døden

I Kristeligt Dagblad (21. august 2013) kan man i en anmeldelse af udstillingen i Berlin bl.a. læse følgende beretning: "Én beretter om, hvordan han i sin svækkelse taber sin tunge hammer. når han skal svinge den. Han kan derfor ikke opfylde sin planøkonomiske kvote, skæres til straf i kosten - og svækkes yderligere" citatet afsluttes med sætningen: "Det totalitæres logiske vanvidscirkel".
Det der kan undre mig er sådan set ikke dette logiske vanvid. Det er bare mærkeligt at vanviddet altid placeres i andre sammenhænge som tyske KZ-lejre, Gulag-lejre, totalitære islamiske stater og kinesiske arbjedspladser eller slaveriet i de lande vi nu kalder Vesten.

Det totalitæres logik

For at sige det ligeud er logikken lyslevende i den vestlige verden, såmænd i meget høj grad i lille Danmark. Det totalitære er nemlig igen som under slaveriet blevet den økonomiske elite, hvor de andre arbejdslejre var et udtryk for den politiske magts mulighed for at straffe modstandere.
Når jeg specifikt nævner modstandere er det fordi de nyeste økonomiske magthavere ikke længere definerer modstandere som politiske modstandere, men simpelthen som modstandere af den økonomiske vækst. Ikke nødvendigvis revolutionær modstand eller fysisk modstand, nej simpelthen fordi de i kraft af deres eksistens er modstandere af den grænseløse økonomiske vækst. Straffen udføres af den politiske elite på vegne af den økonomiske elite, det kan der ikke være nogen form for tvivl om. Og straffen er nøjagtig lige så idiotisk som i eksemplet med hammeren og fødevarerationen. At skyde obsternasige slaver eller at sulte politiske modstandere ihjel er i princippet inhumant, og strider mod menneskerettighederne. At sikre sig at økonomisk overflødige mennesker langsomt udsultes både fysisk og psykisk ved at lægge ansvaret på de politikere som de sultende mennesker selv har stemt ind i kraft af deres demokratiske stemmeret, er nøjagtig lige så inhumant, men det er samtidig mere fejt at man overlader til andre at gennemføre fornedrelsen.

Ridefogeder

Under stavnsbåndet havde de fleste herremænd ridefogeder, som normalt havde frie hænder til at straffe fæstebønderne. Med eksemplet Gulag var der skabt en central organisation som sikrede at utilpassede fanger blev straffet. Enhver kan vel se at i disse tilfælde var det ikke den egentlige magtelite der straffede, men derimod  nogle der sandsynligvis kunne være landet i samme ulykkelige situation som dem de skulle straffe.
Nutiden ridefogeder er altså blevet politikerne. De skulle repræsentere os alle, men har valgt side for at undgå at ende som dem de straffer. De virkelige herremænd i dagens Danmark er de økonomiske bagmænd, dem der overlever, altså. Men de har mange flere muligheder for at overleve, fordi de dels holder sammen og dels er enige om at penge er langt vigtigere end livet som menneske.

Bønderne

Med grundlovens indførelse blev de fineste bønder, borgerne, om ikke sidestillet med adelen så dog ophøjet til at være en del af det bestemmende hierarki. Med dem udviklede der sig nye regler i landbruget, selvejere blev rigere, mens fæstere blev til daglejere. Den industrielle revolution gjorde mennesker fattige, simpelthen fordi det familiebaserede arbejde blev til familiebaseret lønnet arbejde til ekstremt lave lønninger under ekstremt dårlige vilkår og ophøret af egenproduktion af fødevarer og tøj. Den almindelige arbejder blev skabt, og lønarbejde blev skabt. Lønslaven blev skabt, en person der i mange tilfælde havde mindre til rådighed med de penge der blev udbetalt end dengang samme person arbejdede i sit ansigts sved for sig selv.
Samtidig blev de selvejende bønder en slags investorer, godt nok skete det jo på et tidspunkt at store godser blev fraskrevet land til husmandsbevægelsen, men når alt kom til alt var husmændene sjældent i stand til at brødføde sig selv, og måtte derfor tage arbejde hos de store bønder og godserne (en ny form for hoveri). Politisk set voksede bondebevægelsen på samme måde som den borgerlige bevægelse havde vokset sig stor et århundrede før. De blev politiske aktører og modstandere af den herskende konservative klasse, det der i dag har udviklet sig til at være partiet Venstre. Dengang havde vi i Danmark et tokammersystem, hvor dels rigsdagen og dels folketinget havde forskellige beføjelser men tilsammen udgjorde Rigsdagen. I forbindelse med grundlovens ændring i 1953 blev Landstinget opløst og Danmark overgik til et Etkammersystem. Venstre og arbejderbevægelsens Socialdemokrati udgjorde nu basis i Folketinget.

Arbejderklassen

Socialdemokratiet opstod som en reaktion på de horrible levevilkår arbejderne levede under. På det tidspunkt var de største befolkningsgrupper bønder og arbejdere, så der er jo intet at sige til at disse to grupperinger begyndte at blande sig i politik. Siden da er den nøje skelnen mellem adel, borgerlig, bonde og arbejder blevet til noget lignende en glidende overgang. Arbejderklassen er ikke længere blot dårligt lønnede i produktionen, de er også håndværkere, lærere og servicemedarbejdere indenfor handel. Med fagforeningernes vækst har arbejderne (også kaldet arbejderklassen) fået så mange forskellige interesser at en homogen arbejderklasse ikke eksisterer, værst af alt er dog at arbejderne i stort omfang har fået opfyldt ønsker om at opnå ejendom og selvstændighed. Noget som i højere grad er med til at splitte arbejderne end til at samle dem.

Planøkonomien

Som dansker kan jeg bare konstatere at planøkonomien er lige nøjagtig så tåbelig som den altid har været, at ridefogederne (politikerne) ikke tænker selv og i stedet lader sig forlede til at gå andres ærinder. Resultatet er at befolkningen endnu engang udsultes som straf for ikke at kunne gøre noget i en sammenhæng den ikke har styr på.

Det totalitære samfunds logiske vanvidscirkel huserer ukontrolleret, fordi dem der skulle kontrollere ikke kan. Det demokratiske samfund er ikke nogen garanti for kontrol med totalitarismen, tværtimod.