Hjerter

"Aktion hånd i hånd" var en happening som fandt sted ved Christiansborg i forbindelse med folketingets åbning. Vi skulle vise sammenhold imod forringelser af livsvilkårene for en række danskere der på forskellig måde var blevet ramt af politisk økonomiske nedskæringer og lovgivning.

Hjerterne

For at vise politikerne at vi ønsker et værdigt liv med forståelse for andres sygdom og skæbne var ideen at der skulle uddeles hjerter til politikerne, så de kunne forstå at de skulle tænke med hjertet fremfor med pengepungen. En dejlig positiv indgangsvinkel til en protest mod et menneskefjendsk teknokrati, som selvfølgelig i politisk forstand var dømt til at være dødfødt, eller en abort (ikke provokeret). Ingen politiske partier bakkede op om denne demonstration der fandt sted om formiddagen mens politikerne gik fra kirke til folketing.
Nogle råbte af politikerne og skældte dem højlydt ud, mens andre delte hjerter ud. Men der blev dannet en menneskekæde af tilrejsende (og københavnere) som hånd i hånd omringede hele slotspladsen foran Christiansborg. Det var et smukt øjeblik da kædens forreste og bageste personer kunne tage hinanden i hånden og lukke kæden (mere end 200 mennesker).
Der blev sunget sange om fred ved "Fredsvagten" og vi stillede op til fællesfoto med hjerter på vores tøj. Trods det at vi var en busfuld, der havde været oppe før fanden havde taget sine sko af, og dermed var næsten i København før han fik sko på, var der en positiv stemning og hjerterne bankede for en fremtid. En menneskelig fremtid, men også en fremtid hvor vrede over de politiske tiltag i dagens Danmark fik skældsord med på vejen (dermed også alle politikerne).
Man kan sige at hjerterne bankede, men at der også var hjerter udenpå tøjet. Dem udenfor skulle nok snarere udtrykke håb end optimisme, mere kærlighed til medmennesker end et skævt politisk system. Men vi var der for at fortælle politikerne at hjertet (om udenpå eller indeni) symboliserer medmenneskelighed, ikke politisk overfladiskhed.

Freden

Demonstrationen startede ved "Fredsvagten" på Christiansborg Slotsplads. Efter menneskekæden mødte vi op og sang fredssange, inden vi langsomt vandrede til Rådhuspladsen for at deltage i endnu en demonstration.
Man kan jo spørge sig selv hvad en protest imod folketingets åbning har med fred at gøre, på samme måde kan man spørge om papirhjerter har noget med folketingets åbning at gøre. I det hele taget kan man spørge hvorfor der skal møde mennesker op og protestere symbolsk den dag. Først vil jeg nævne at freden er en betingelse for at en befolkning kan leve et godt liv, og med det mener jeg at fred er noget vi alle, inklusive politikere, skal bære i os selv. Dernæst skal fred være et ønske fra så mange som muligt (helst alle) om at være danskere. Ikke etniske danskere, flygtninge eller 2. generations indvandrere, nej indbyggere i Danmark. Der skal være fred mellem os så vi kan hjælpe hinanden, ikke så vi skal gå i andres krige for at presse demokrati ned over hovedet på fremmede nationer langt herfra. Jeg kan ikke glemme at EU modtog Nobels Fredspris for ikke at have ført indbyrdes krig siden 1945 (det splittede Jugoslavien) blev end ikke nævnt i pristalen), når EU's våbelobby blot har ført krigene i lande som ikke har nogen befolkningsmæssig interesse, kun kapitalistisk.
Fredsbudskabet til politikerne blev da også leveret med både indignation, overbærenhed og højlydt vrede. Det forhindrer dog ikke at fred og sammenhold var temaet for det man kan kalde en freds- og hjertehappening.

Rådhuspladsen

Vistnok uden tilladelse gik vi som demonstranter gennem det indre København til Rådhuspladsen, hvor der senere på dagen skulle være en demonstration med talere, der på forskellig måde ville tale om social ulighed, deriblandt mig.
Der var faktisk dejligt vejr med solskin og en del varme, men ikke så mange mennesker så vi ikke kunne finde hinanden uden at have en fanemarkør.De lokale butikker havde dog en rimelig omsætning af kaffe, kakao og øl, samt burgere, pølser og snacks mm.
Da talerækken skulle starte startede det med en form for kaos, idet de inviterede ikke alle var nået frem. Ændring af talerækken og ekstra talere (arrangørerne) fyldte dog op og efterhånden blev talerækken normaliseret.
For mig der kommer fra det mørke Jylland og har boet på Fyn uden at have oplevet meget andet end koncerter i Kongens Have, hvor der var mange mennesker samlet, er det fantastisk at have mulighed for at høre så mange forskellige oplevelser af de seneste 15-20 års politiske tiltag. Desværre har resultaterne for raske, ledige, kontanthjælpsmodtagere, medicinerede og alvorligt syge vist sig at være umenneskelige eller ligefrem dødelige (enten i form af sygdom der ikke accepteres, eller i form af opgivelse og selvmord). Der var ikke mere end lidt over 100 på Rådhuspladsen da der var flest. Men talerne havde alle så meget på hjerte, måske bortset fra mig. Det var en oplevelse og jeg vil takke arrangørerne.

Sørgebind

Lærerne indkaldte til en fordemonstration til den indkaldte demonstration kl. 16.30 foran Christiansborg. Der var flere demonstrationer som i stjerneformation skulle mødes på Christiansborg Slotsplads - de ville komme fra hver deres side og lande på slotspladsen.
Jeg nåede ikke lærernes demonstration, jeg ville gerne støtte dem, især fordi en del af min familie er eller har arbejdet som lærere, men også fordi jeg synes det er et af de vigtigste jobs der findes i et samfund der skal udvikle sig.
Nå, uden sørgebind fik jeg så lov til at smadre min arm ved at stå med et banner ("Hånd i hånd") for 5 time i træk (næsten, jeg blev afløst lidt indimellem).
Men jeg kunne sagtens have holdt banneret samtidig med at jeg havde et gult lærersørgebind på. Og det ærgrer mig selvfølgelig, at jeg efter en lang rejse til hovedstaden stort set bare holdt i hånd med et banner, drak nogle få øl, spiste meget lidt og gik en hel del, samt holdt en tale på ca. 6 minutter på Rådhuspladsen, når der nu var så mange jeg gerne ville støtte. Men vi skulle jo også nå tilbage til Slotspladsen foran Christiansborg.
Og nogle af vores meddemonstranter i "Hånd i hånd"-aktionen sad i kørestol eller brugte rollator. Jeg synes det var dejligt at de ville være med, men nogle af arrangementerne tillod ikke at det tager den tid det tager når man ikke kan bevæge sig hurtigt. Jeg må indrømme at jeg også glemte det, især fordi jeg og andre havde så meget at snakke om at vi pludselig var kommet langt foran. Jeg håber mine dejlige venner kan tilgive mig og de andre for at være optaget af så meget at vores opmærksomhed ikke altid var på de mest udsatte.

Demonstration i forbindelse med Folketingets åbning

Nedtur. Det er det nærmeste ord jeg kan komme på den demonstration der var officiel med deltagelse af fagforeninger og politiske partier. Godt nok var der faner til stede, det virkede bare som om fanebærerne var til en begravelse. Ikke noget liv omkring fanerne, scenen med talere var mere musik og tom snak end der var en advarsel til den eksisterende regering, med stort set ingen trusler mod en kommende venstreregering. Antallet af fremmødte til en demonstration som politiske partier og fagforeninger havde bakket op om var set med mine øjne ynkelig og burde bestyrke de politiske partier i ideen om at det er let at manipulere befolkningen.
Jeg kan ikke lade være at tænke på om selv fagforbund og A-kasser tror at de kan betale sig fra selv at rejse sig op og skælde de nuværende levevilkår ud med højlydt stemme.
Jeg måtte konstant tænke på hvorfor det var de mest udsatte, de fattigste, dem der stod til at miste alt der stillede op, mens fagforeninger og A-kasser blot havde trukket lod om hvem der skulle stå med fanen og hvad de kunne betale i aflad. Handicappede, kontanthjælpsmodtagere, hjemløse, langtidssygemeldte og kontanthjælpsmodtagere var der mange af (dem der kunne og dem der havde råd). Dagpengemodtagere og Flexjobbere så vi ikke så meget til, for ikke at sige at vi stort set ikke så folk der havde arbejde (jeg ved godt at de sidstnævnte ikke har lov til at gå fra arbejdet, men derfor kan det altså godt lade sig gøre - for eksempel ved at tage en feriedag - en dag bliver de også ramt (måske ikke alle) - og hvad vil de så gøre?

7. oktober 2014

Nu er det så tiden, hvor vi skal i gang med at planlægge aktioner til næste års åbning af Folketinget. Vi der var med i år og sidste år skal måske lige have en uges pause mere, men så skal der kontaktes. Jeg tager imod henvendelser fra alle der har ønsker, håb og ideer til næste år, men tro mig: hjerterne skal også næste år bæres uden på tøjet og banke indenfor.
Vi vil tage Danmark tilbage til folket.