Arbejde eller job

Pudsigt nok er det et mantra i samfundet at man ikke er et fuldendt menneske, hvis man ikke har et job, normalt kaldet et arbejde. Samtidig defineres job som noget meget diffust, i virkeligheden som noget man står op til og går hjem fra - sådan ca.

Arbejde

At arbejde betragtes som at producere noget, altså for eksempel en tømrer der bygger spær til tag på et hus som en murer har bygget op, som en elektriker har lagt kabler i og som en gulvmand har lagt gulv i etc. Altså fysisk aktivitet.
De mennesker der i dag taler mest om arbejde laver ikke noget fysisk og har heller ikke tænkt sig at gøre det, de vil betale for at få det gjort og samtidig vil de have at dem der arbejder fysisk skal have så lave indkomster at de skal stå i kø for at få mere arbejde, samtidig med at dem der betaler for arbejdet skal betale mindre for at få arbejdet gjort. Dem der betaler har altså ikke arbejde, men Job.

Job

Det at man ikke producerer noget synligt eller værdifuldt har fået betegnelsen: "job", ikke fordi man som sådan ikke arbejder og møder til tiden, men simpelthen fordi de fleste ikke vil acceptere at modtage lønninger som dem der arbejder.

Gråzonen

Mellem dem der har job og dem der arbejder findes en stor mængde af offentligt ansatte. De har netop ikke arbejde eller job, de er ansatte. De er ikke som arbejdere nødvendige for at skabe nyt (bygge huse eller havestuer, rense afløb og skifte defekte bredbånd), de er heller ikke som folk i job (der stort set kun handler med imaginære værdier og sælger andres arbejdskraft), nej de er hele samfundets omdrejningspunkt. De er de lærere og pædagoger som vores fremtid (vore børn) er afhængig af, de er dem der sikrer at vi ikke generer vores naboer med byggeri eller olietanke i baghaven, det er dem der sikrer at ledige kan modtage kontanthjælp og at boligløse kan få en overnatning (af og til). De offentligt ansatte er den største og mest uhomogene gruppe i samfundet. Fra lavtlønnede dagplejemødre til højtlønnede læger, med folkeskolelærere og politibetjente som mellemlønnede. Med mennesker ansat i kommunen som krisehjælpere, sågar i tilfælde som posthuse og sælgere af offentlig merchandise. Langt de fleste offentligt ansatte gør hvad de skal, de gør det oftest fordi de kan lide at hjælpe og fordi de samtidig får løn for det. Alligevel glæder de sig alle til de fridage de får i forbindelse med helligdage og ferier.

Jobberne

Helt anderledes ser det ud for dem der bare har et job. De bestemmer selv deres arbejdstid og deres løn. Nogle er på jobbet langt mere end normal "arbejdstid", andre får bare en god løn for at stå til rådighed.
Deres formål med at have et job er primært at tjene penge og sammenligne sig med andre der har et job.. Selv hvis de er offentligt ansatte er deres mål at adskille sig fra denne befolkningsgruppe, vi ser det ofte i forbindelse med kommunalt og statsligt ansatte (selvfølgelig også i Regionerne, så længe vi har dem), efterhånden betegnet DJØF'er. Der er her tale om selviscenesættelse, som også med levebrødspolitikere, der jo selvfølgelig alle tror at de gør en forskel. Men fortæl mig lige hvor mange der kan bygge et hus eller vise forståelse for en kræftpatient som er ved at dø?
Jobberne får en formue i løn for ikke at forstå eller at kunne noget som helst, mens de få mennesker der holder sammen på samfundet hele tiden straffes for at være menneskelige.

Arbejderne

Nu er det jo ingen hemmelighed længere at der er mangel på faguddannet arbejdskraft i landet. For arbejdsgivernes vedkommende er undskyldningerne at de unge mennesker ikke er parate til at lære et håndværk, alternativt siger arbejdsgiverne at de ikke har råd til at betale lærlingelønninger. Selvfølgelig vil vi alle tørre omkostningerne af på staten eller samfundet, det vil jeg da også. Men er det virkelig rigtigt at de såkaldte arbejdsgivere ikke har råd til at uddanne lærlinge?
Det er selvfølgelig rigtigt i den forstand at små virksomheder har problemer med indtjeningen, når der ikke er så meget arbejde at udføre. Det er nok også rigtigt når mange brancher vælger at "ansætte" robotter. Men det er fuldstændig forkert, når vi skal uddanne mennesker til at indgå i videreudbygningen og vedligeholdet af Danmark. Selvfølgelig skal skoler renoveres, der skal bygges lader til landbruget, visse huse er kondemneringsmodne, mens andre kunne trænge til en form for opgradering hvad isolering og andet angår. Det kan "Rulle-Marie" altså på ingen måde gøre noget ved!
Indtil vi får de menneskelignende robotter vil der altså være brug for arbejdskraft. Hvorfor så forarme dem så meget at de ikke kan arbejde, når der er brug for deres evner?

De ledige

Så må vi selvfølgelig endnu en gang se på på det kapitalistiske samfunds smertensbarn: De arbejdsløse, dem som kapitalismen ikke kan tjene penge på! De ledige. Surt nok er de ledige skabt af de selvsamme kapitalister som ikke ønsker at have dem.
Det er syge, som er blevet nedslidte i forbindelse med at akkumulere kapital til "arbejdsgiverne", det er syge som er født ind i et samfund for at kapitalisterne skulle have så stor en arbejdskraftreserve som mulig. Det er syge, som er blevet syge i forbindelse med kapitalismens grove psykiske vold mod dem. Det er sågar syge, som end ikke ved hvorfor de er blevet syge og som i mange tilfælde ikke kan blive erklæret syge. Sygdom er nemlig i dag ikke defineret ved at man har det skidt, nej det er defineret ved at man er en mulig arbejdskraftreserve, ikke fordi man er det, men simpelthen fordi man er billigere i en samfundsmæssig sammenhæng.
Men ikke kun syge (lad os sige at de fleste mennesker har psykiske eller fysiske problemer i forbindelse med deres frivillige eller ufrivillige arbejdsløshed) er udsat for hetz. Propaganda er blevet løsningen, det betyder at alle kan beskyldes for,noget andet end det de gør. Også Newspeak er i top. At bruge et ord som tidligere blev betragtet positivt kan anvendes til at få en negativ politisk beslutning til at virke bedre end den er. Men det er som at pisse i bukserne for at holde varmen, man bliver nødt til at finde nye positive ord for de negative tiltag. Tænk blot på ordet reform!
Der er altså arbejdsløse mennesker, der ikke kan få arbejde, simpelthen fordi deres kvalifikationer ikke svarer til det som samfundet har brug for. Når omkring 80% af en årgang vælger gymnasiet og videregående uddannelse er det sådan set på baggrund af en politisk udstukket målsætning (hvor politikerne for mere end 80%'s vedkommende har en universitetsuddannelse eller i hvert fald har påbegyndt én). Det gavner jo på ingen måde vores land og vores medmennesker (om indvandrere, flygtninge, fremmedarbejdere eller familiesammenførte), det kan kun være et spørgsmål om kapitalakkumulation.
Som ledig bliver man reduceret til at være et problem, som man selv skal acceptere at man og andre ligestillede er, samtidig med at ledige gerne må bekæmpe andre ledige med håbet om at få en eftertragtet arbejdsplads. De ledige bliver reduceret til idioter der kæmper om et arbejde som udelukkende giver fordele for investorer, alene for at være socialt bedre stillet end dem man kan sammenligne sig med på ledighedsbarometeret.

Mig

Jeg er også ledig, jeg har også haft arbejde, jeg har arbejdet i lønarbejde og i aktivering, jeg har endda fået lov til at bestemme (nogle gange) hvad jeg ville lave når jeg skulle aktiveres. Alligevel står der kun et indtryk tilbage. Alt hvad jeg har lavet kunne jeg have fået løn for!
Ikke fordi jeg har haft noget imod at arbejde, eller deltage i frivilligt arbejde. Jeg har en stor del af mit liv arbejdet som redaktør og forfatter i en lille forening der ikke havde råd til at lønne mig. Jeg betragtede det som en erfaring, som jeg måske kunne bruge senere i livet. Men nej. De mennesker der arbejder frivilligt, uden at få dækning for omkostninger, ja måske endda selv betaler for erfaringen, er utroværdige. Vi ser jo netop at politikere aldrig foretager sig noget uden at få dækket omkostninger ind.
Så jeg skal bare overleve og finde mig i en lovgivning, der ikke sikrer mig beskæftigelse, løn eller et familieliv. OG DET GØR JEG SÅ. Jeg vil nemlig ikke bare være en flue uden ben, jeg forsøger at flyve selv om jeg ikke kan (som humlebien). Mit liv er blevet mit, og jeg har opgivet at leve et liv efter regler fastsat af andre.

At lave noget

Nu er jeg kommet dertil at jeg ikke har arbejde eller job, jeg får ingen løn, men er tildelt kontanthjælp. Et liv der ikke giver mange muligheder for at komme i arbejde eller for at komme på fode. Mest fordi jeg sådan set gør hvad jeg altid har gjort: Jeg gør noget, uden at få løn for det, jeg holder mig i gang. Rent fysisk er det slut med at gøre ret meget, men til gengæld sker der ting og sager i mit hoved, hele tiden.
Jeg bruger ingen penge, stort set fordi jeg ikke har nogen, og selv om jeg kunne låne af mine forældre er det ikke min løsning på tilværelsen, jeg skal nok klare mig selv.

Så jeg har besluttet mig for at når jeg er mig bliver jeg nødt til at lave det jeg selv vil, ikke det som alle andre ønsker af mig! Det er på en kringlet måde at være social og solidarisk med andre mennesker, forstå det hvem der kan.