onsdag, januar 23, 2013

Hvor skal vi hen du?

Sådan lød spørgsmålet i Morgen TV's barndom, når skærmtrolden Hugo blev gelejdet over isflager, gennem jungler og andre baner med tryk på telefonens taster. At dømme efter den opmærksomhed der var, må selve konceptet have været umådelig populært, og det blev da også til et pc-spil og et konsol-spil siden. Tror jeg nok.

Det er heller ikke dette gamle spil der er interessant, det er mere spørgsmålet, jeg fokuserer på. "Hvor skal vi hen"?

Lad os se lidt på disse dages debatter med henblik på grupperinger i befolkningen. For at der skal blive nogen fornuft, bliver jeg nødt til at tage de rigeste først:

Personlige og forretningsmæssige formuer

Det er vel en slet skjult hemmelighed at de rigeste mennesker og de mest omsættende virksomheder i Danmark har svært ved at snige sig ind på listen over de aller-rigeste i verden. Det er nok heller en hemmelighed at andre end A.P. Møller, Lego og Bestseller gerne ville på listen, og derfor ønsker det man kalder en kapitalakkumulation. Teoretisk set kan virksomheder tjene penge på flere måder, men i praksis findes der kun en måde: Tjen flere penge end du gir ud!
Vi taler her om at kapitalinteresser pisser og skider i bukserne for at holde varmen, modsat udsalg er parolen "Alt skal med". Metoden er at forøge indtjeningen ved at minimere omkostningerne, som for eksempel at flytte produktionen til lande med billig arbejdskraft, eller ved at investere i billig arbejdskraft.  En anden metode er at optimere lønninger for investorer, det være sig i kraft af bestyrelsesmedlemsskaber eller, som det indenfor de seneste 40-50 år er gået ved at dele aktier ud til medarbejdere og direktører, som på den måde jo er afhængige af, at deres værdier vokser med deres indsats. Medarbejderne får en del af lønnen i papir, der udgør en værdi den ene dag og en anden værdi den næste, for at sætte sagen lidt på spidsen. Direktionen derimod får en håndfuld matadorpenge, som de kan omdanne til rigtige penge, godtnok ikke på papiret, men på deres konti. Disse penge der kun eksisterer i form af popularitet blandt investorer, og som sjældent giver noget billede af den indre værdi i et firma, kan til overflod flyttes til udland, investeres i andre aktier eller skydes ind i firmaer som regulær indskyderkapital, trods det at værdierne ikke eksisterer.
På den måde opstår rigdom principielt af ingenting!

Mellemstore virksomheder

Omsætningen i en mellemstor virksomhed med op til et par hundrede arbejdere (i enkelte tilfælde flere) bygger ofte på en balance mellem investeringer og satsninger. Det betyder igen at omkostningerne skal minimeres for at der kan komme penge i kassen.
Pudsigt nok er det også her lønarbejderne der må lægge for med løntilbageholdenhed, mens direktører og virksomhedsejere skal have sit på det tørre for at kunne køre virksomheden videre. I de fleste tilfælde finder man sig i at billig arbejdskraft enten er billig fordi den er for dårlig eller fordi den er dårligt uddannet. Og her mener jeg ikke universitet eller handelsskole, jeg tænker simpelthen på alle de virksomheder der ikke vil bidrage til lærepladser og andre former for uddannelse, medmindre de er sikre på at få noget ud af investeringen. Mange unge (og for den sags skyld også midaldrende) vil gerne tage en uddannelse inden for et andet fag, om det så bare er et taxa-kørekort, plejer eller salgsassistent.
Investeringer i uddannelse er desværre blevet pålagt staten og i et begrænset omfang kommunen, mens (som sagt) virksomhederne selv satser på det sikre! Altså kun at bruge penge på uddannelse, hvor der kan ses en rationel, økonomisk gevinst! Staten kan så til gengæld sende alle andre på kurser, i praktik, eller aktivering på jobcentrene.
Også her drejer det sig om besparelser som skal sikre en omsætning der giver overskud. Et overskud der måske ikke er helt så stort som de store nationale og multinationale virksomheders, men som dog både kan give afkast og sikre overskud til investeringer.

Selvstændige
Enmandsvirksomheder eller virksomheder hvor der i perioder indkaldes ekstra arbejdskraft, er nok den type virksomheder de fleste kender til. Landmanden, Trykkeren, Mekanikeren, cykelsmeden og restauratøren (og selvfølgelig mange flere) er velkendte fænomener og svarer til de fleste danskeres opfattelse af at klare sig selv økonimsk "i sit ansigts sved". I endnu højere grad er det vigtigt at tjene penge. Der er få parametre der skal opfyldes, indtjening, så der er nok til at betale den personlige investering, indtjening nok til at kunne betale arbejdskraft i sæsonen, og indtjening nok til at der er overskud efter skat.
De små selvstændige er tit og ofte bundet til aftaler med andre små selvstændige, som eksempel kan en lille selvstændig forretningsdrivende være afhængig af at have en revisor (i forhold til skattevæsen etc.), og revisoren vil ofte være en selvstændig som er afhængig af en kunde. Symbiose kunne man kalde det.
Man kunne også sige at disse "små" selvstændige i teorien er en mellemting mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Hvor selvstændigheden er det vigtigste for den selvstændige er sikkerheden det vigtigste for arbejdstageren, i hvert fald har forskellen ligget lige i dette skel gennem hele mit liv! Pudsigt nok har fjendlighederne rent politisk også ligget mellem gruppen af selvstændige og gruppen af organiserede arbejdere, ikke mellem de store firmaer og de arbejdsløse, men efter 40 år med misundelsespartier som DF og CD er denne fjendtlighed parkeret, så nu skal der ske mere. Adskillelse af arbejdskraft og arbejdsgiver skal åbenbart tydeliggøres.
Det eneste jeg kan se er at vi skal have en større adskillelse mellem kapitalen og arbejdskraftreserven, ikke af hensyn til små virksomheder eller af hensyn til arbejdsløse, udelukkende af hensyn til mulighederne for at skabe maksimale overskud på baggrund af billig arbejdskraft. Jeg kan da sagtens se at de små selvstændige kunne bruge den hjælp som lav arbejdsløn ville give dem, Det gør den allerede og pudsigt nok gør den billige arbejdskraft også de store virksomheder rigere. Ikke til fordel for de små enmandsvirksomheder, tværtimod.

Funktionærer og fastansatte

Vi har her at gøre med en gruppe der ikke skal investere i risikable, selvstændige projekter, men tværtimod stiller sin arbejdskraft til rådighed for penge. Penge er ikke det primære mål, eller har i hvert fald ikke været det indtil for nylig. Penge er for denne del af "arbejderklassen" midlet til at opnå et liv der svarer til borgerskabets. Borgerskabet findes i princippet ikke længere - kun som begreb men at eje sit eget hus, at kunne betale enhver sit og at stå ret uden at skulle sige undskyld er så vigtigt, at denne klasse er på linje med og i mange tilfælde bedre stillet økonomisk end de små selvstændige.
Det handler ikke om borgerskab, men derimod om økonomisk sikkerhed. Siden vi fik ligusterfascistiske partier som CD og DF har denne befolkningsgruppe fået en meget stor betydning for det samfund som både politikere og storindustri har brug for.
Underleverandører mistede gennem de seneste 30 år masser af arbejde, fordi de ikke kunne levere varen. Selv B&W gik nedenom og hjem, og selv om mange politikere og andre påstår at det skyldes dårlig forretningsevne, fandtes der i den sammenhæng et stort antal underleverandører der også mistede deres udkomme og gik nedenom og hjem!
Funktionærer og fastansatte er i dag den befolkningsgruppe der er i størst fare for at miste arbejde, udkomme og ejendom, fordi de enten ikke har forsikret sig godt nok, eller fordi deres forsikring intet er værd. Men det er også den gruppe der er mest bitter på de grupper, der allerede er i den situation som de risikerer at komme i, nemlig mennesker på overførselsindkomst. Man kan bare undre sig over at netop denne gruppe i stort omfang har stemt liberalt i håbet om at bevare sine værdier på beskostning af samfundets dårligst stillede. Men der er flere typer dårligt stillede, uden arbejde.

Pensionister og dagpengemodtagere

Med velfærdssamfundet opnåede vi alle retten til at blive syge, gamle eller at være arbejdsløse, når samfundet ikke kunne garantere arbejde. Man kan forbavses over at samfundets garanti for arbejde ikke gav arbejde, men det skyldes ikke mindst at Radikale Venstre og de øvrige politikere ønskede at skjule den reelle arbejdsløshed i 80'erne, og derfor ad åre indførte den skjulte arbejdsløshed, som bragte ledigheden ned i forhold til den virkelige arbejdsløshed.
Til gengæld kan man glæde sig over at der gennem en 10-15 årig periode blev skabt masser af sociale overførselsindkomster, men med den (set med mine øjne) blåøjede RV-politik fik vi et ikke-fleksibelt system, som den dag i dag blot et system der skal straffe ledige og gavne industrien, ikke noget med gavne landet eller vælgerne, nej systemet og EU.
Men vi fik dagpengene, vi fik førtidspensionsregler, efterløn og nedsat pensionsalder. Altsammen for at skjule den enorme arbejdsløshed dengang! Måske virkede det for godt, for selv de mennesker der har fået deres del af disse overførselsindkomster er åbenbart utilfredse med de samfundsnassere der lever i samfundets bund! At leve på nas og samtidig beskylde andre for det er ikke bare usmageligt, det er helt galt. Jeg fristes til at sige at alle fra skattefrie udlandsdanskere, over politikere og pensionister er hyklere, når de beskylder alle andre for de ulykker de selv har skabt. Og alle andre er reduceret til at være på:

Overførselsindkomster og på anden forsørgelse

Bunden af samfundet er folk på kontanthjælp, langtidssyge og dem der skal forsørges ifølge reglen om gensidig forsørgelsespligt. Nu har vi nået bunden. Ingen rettigheder, kun pligter. For syge synes det at reglen "Dø om så det gælder" har fået en helt ny betydning, i hvert fald har den intet med frihedskamp at gøre. Af uforklarlige årsager kan man i et dansk samfund ikke være syg i mere end 12 måneder. Jeg er sikker på at nogle mensker er syge i kortere tid, men simpelthen går tiden ud for at modtage sygedagpenge. Ikke for at snyde, men for at leve. Hvad de så skal leve af bagefter har de sjældent tænkt på, det har de i princippet heller ikke haft lang tid til. Når det år er gået, hvor man efter reglerne allerhøjest kan være syg, er der tre muligheder:
1: Du er rask og kan gå på arbejde (ikke at der nødvendigvis er noget arbejde, men du kan tage det). Altså må du søge om kontanthjælp (Ikke at du kan få det, men du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet)
2: Du er stadig syg (Det er du ikke) og så må du søge om kontanthjælp, førtidspension eller efterløn.
3: Du søger om efterløn, førtidspension eller kontanthjælp. Det kan du ikke, for du er samlevende med en person, der tjener penge, eller de sociale instanser skal først til at vurdere om du er berettiget til at modtage en af de nævnte ydelser! Indtil sagen er afgjort, det kan tage flere år, har du ingen indtægt eller social ydelse at leve af, men du kan søge om kontanthjælp, på de omtalte vilkår under (1).

Og det er her alle de dårligst stillede, alle dem der skal betale for vores konkurrencedygtighed sidder og bider negle, eller får psykotisk medicin. Det er her samfundets laveste bliver fastholdt. det er her at white trash hader folk med anden tro eller anden livsanskuelse, det er her verden ender. Der er ikke nogen fremtid i forhold til verdensinddelingen - der er kun en solid nedgørelse af mennesker der ikke lige passer ind i et nepotistisk samfund, af menesker, der ikke har mistet deres selvværd, men som simpelthen presses til at være tabere. Og her har vi en stor del mennesker der er vokset op under dårlige vilkår, med fysisk vold, misbrug og nedgørelse af såvel familie som sociale omgivelser. At være taber er ikke bare at være det, det er også at få det at vide.

Nogle af mine venner er indvandrere eller i familie med indvandrere, nogle af mine venner er psykisk syge, fysisk syge eller endda bare syge, jeg holder af dem alle, jeg er deres ven eller jeg er deres støtte. Jeg forstår dem ikke altid og de forstår ikke altid mig, men vi er hinandens støtter, og vi har en fælles fremtid!

Tilbage til overskriften

Og nu er det så jeg spørger igen:
"Hvor skal vi hen du?"

Og jeg kan ligeså godt svare med det samme:
"Jeg aner det ikke" - men jeg ved at jeg vil kæmpe for livet for os alle sammen, ikke for min socialgruppe!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar