torsdag, januar 17, 2013

Landdistrikterne

Livet på landet er igen blevet en udfordring, svarende til dengang landarbejdere i hobetal flygtede til industribyerne eller fra landbruget til industrien. Forskellen er at i dag er der ingen til at betale for driften af de små udkantssamfund. Landbruget er blevet stort, ejere af jord er blevet færre og lever af skattelettelser og tilskud. Arbejdspladserne er generelt blevet færre og derfor sker der en voldsom fraflytning af mennesker i den arbejdsdygtige alder.
Følgen er derfor at beboelse og jord bliver mindre værd, at dem der flytter til udkantsområderne i stort omfang er fattige der forsøger at nedsætte leveomkostningerne ved at flytte til lavkonjunkturområder.

Lokalsamfundet

For landbrugets vedkommende sker der stort set kun det at der bliver færre landmænd, der bliver brug for mindre arbejdskraft på grund af mekanisering af produktionen. For anden industri sker der det samme, og for den lokale politik er der også tydelige faresignaler.

Der er flere følgevirkninger:

For det første er der mindre brug for fast tilknyttet arbejdskraft, hvilket giver flere problemer. Mange landarbejdere kan ikke leve af deres arbejdskraft fordi årstidsfyringer eller deltidsarbejde ikke sikrer dem og deres familie en indkomst de kan leve af. Samtidig ansættes billig arbejdskraft - enten på jordbærplukkerstadiet, altså akkordløn, eller med lav grundløn og provisionslønninger. Når der intet arbejde er i nærområdet er der altså ikke penge at leve for. Resultatet er at den arbejdsdygtige del af befolkningen flytter.
For det andet vil gennemsnitslevealderen samt gruppen af mennesker der lever på forskellige former for pensionistoverførsler udgøre en meget stor procentdel af beboerne i udkantsområdet. Det medfører, sammen med de voksende landbrug og andre virksomheder (oplevelsesturisme mm) at skatteindtægterne på grund af lavere indkomst blandt borgere og lavere indtægter blandt erhvervslivet (især i forbindelse med låntagning og investering) giver mindre samfundsindtægter. Den tidligere regering var på sin egen måde klar over dette problem og gennemførte derfor en kommunalreform, hvor de større kommuner skulle sikre en fordeling af de kommunale og (ikke at forglemme de statslige - bloktilskuddene). Problemet er bare at alle de politisk-økonomiske teorier allerede inden kommunesammenlægningen faldt sammen, på grund af det finansielle opsving der fandt sted i perioden lykkedes det dog først at opdage denne eklatante fiasko for en økonomisk teori. Herefter af skiftende regeringer kaldet "økonomisk krise" og brugt som "fordi" (lissom børn, der har gjort noget de ikke skulle gøre).
For det tredje vil disse "billigområder" uden synlig "samfundsvækst" være en økonomisk belastning. Når staten pålægger kommunerne nogle krav, er det jo svært for kommunerne at gøre noget for borgerne i udkantsområderne, samtidig med at borgerne ikke kan bruge kommunerne til ret meget andet end en automatisk indtægtskilde. Resultatet er entydigt: fattigere kommuner og fattigere borgere. Enkelte pensionister kan dog i dag fremvise en så god samfundsopsparing af pension, at de kan leve godt i de samme områder. En opsparing som de ikke mindst kan takke deres fagforeninger og overenskomster for, og som de nu i høj grad bruger til at underminere det samme system med, ved at antage at alle mennesker har de samme levevilkår dom de selv har opnået, vel at mærke uden selv at gøre noget som helst!
For det fjerde bliver mobiliteten dårligere. Infrastrukturen i de små samfund er for dyr at udbedre, fordi der bor en masse fattige mennesker der ikke til hverdag har brug for hverken offentlig transport eller gode veje. Skulle der ligge en virksomhed et sådant sted er det oplagt for kommunen at sørge for at adgangsveje til produktionen er i orden, hvilket jo så kommer til at koste i forbindelse med den offentlige transport (selv skolebuskørsel er tvunget til besparelser), hvilket igen betyder at de dårligst stillede i de små kommuner enten ikke kan komme ud, når de skal, eller ikke kan komme hjem når de skal. Det medfører til gengæld forøgede omkostninger til lægekørsel og kørsel til aktiviteter, fordi den ofte overlades til taxi-kørsel eller kørsel med en privat vognmand.
For det femte, og det er set med mine øjne, det der tager længst tid at rette op på. Fattige børnefamilier, der ikke formår at flytte bliver simpelthen behandlet som fattige, mens tilflyttere, der har en god overførselsindkomst danner egne enklaver og grupper, omkring foreningslivet og den lokale politik. Børnene vænnes til at de er i vejen og at de ikke har nogen samfundsmæssig "værdi". Det bliver simpelthen banket ind i hovedet og bliver efterhånden en kendsgerning for børnene under deres opvækst (der findes jo undtagelser) og vil forfølge dem i deres voksenliv, hvor de ikke vil stille op med selvtillid med med manglende tillid til egne evner.

Findes der overhovedet en løsning?

Selvfølgelig findes der en løsning. Der findes løsninger på alle problemer, det er jo som det siges "blot en opgave der skal løses", ikke et problem!

Men løsningen er ikke så enkel fordi hele samfundet er bygget op på centralisering, effektivitet og liberale økonomiske teorier. Samtidig er selv kritikere af den førte politik i stort omfang bundet af en liberal-økonomisk politike som er demokratisk indført og som derfor binder både politikere, erhvervsliv og borgere til at gå ind for erhvervsøkonomiske teorier (Erhverv skal skabe arbejde, arbejde skal skabe overskud, samfundet kan bruge overskud til at skabe arbejde - en båndsløjfe, der jo netop har bevist at teorien ikke holder, med en krise til følge som går mest ud over den lavestlønnede del af befolkningen (og lad os her gerne regne overførselsindkomsterne med).
Ser man på BNP og aktiekurser, ser man på eksport versus import, ser man på indlånsrente i dag, vil man opdage at det økonomiske Danmark ikke lider nogen nød, det er som i de andre europæiske kernestater, den dårligst stillede del af befolkningen.
Samtidig får vi tudet ørene fulde af konkurrencevilkår, men hvis aktionærer ikke skulle have udbytte af ders investeringer, hvis virksomhedsejere ikke skulle kapitalakkumulere på et plan der lige adskillig hundrede (for ikke at sige tusinde) procent, hvis ikke grådighed og lobbyisme kunne få politikere til at tage beslutninger, som aldrig har været til fordel for medborgere, så kunne vi sagtens konkurrere. Danmark er et land der har fostret opfindere, som gennem mange år har kunnet satse på en produktion der går til hele verden.

Mer vil ha' mer

Det mærkelige er at virksomheder der stort set ikke betaler skat (især set i forhold til lønarbejdere) truer med at flytte produktionen ud af landet.
Jeg synes de skal gøre det af flere årsager.
En af dem er at jeg er sikker på at der findes nogle der er villige til at overtage det danske marked på de vilkår der stilles hvad angår skatter osv. En anden grund er at vi måske på den måde kan sætte gang i en udvikling på innovationsområdet - ikke bare omkring skabelse af produktion, men også en genskabelse af det vi har været bedst til, nemlig bruge og udvikle vores vigtigste råstof: viden.
De seneste mange år har vi alle mærket at grådighed har været drivkraften i samfundet, og jeg tøver ikke med at sammenligne denne grådighed med kræftceller, der breder sig indtil deres livsgrundlag dør.

Mit bud

Vi skal vende det hele på hovedet. Glemme drømmen om kæmpevilla og ejendom og formue. Måske er det lige voldsomt at afskaffe arv, men på sigt er jeg overbevist om at det vil få det bedste frem i mennesker. Ingen kan jo læne sig tilbage og leve af noget man ikke selv har gjort noget for. (Man kan også sige at når mine forældre har knoklet hele livet uden at jeg arver ret meget andet end sorgen over tabet af mine forældre kunne jeg jo stille krav om at få en stor del af de penge de har bidraget til smfundet med).
Vi skal glemme ejendomsretten. At nogle kan eje jord er jo ikke naturligt, så glem retten til at eje jord. (ja, mange synes jo det er vigtigt, men det ender med at vi kan købe jord i undergrunden (hvilket jo allerede er sket, på månen, hvilket er næsten ved at ske, eller vi kan investere i fiktiv jord gennem investeringer i investeringer). Jeg synes ikke vi skal opgive ejendomsretten til vores bopæl, jeg har set hvorledes såkaldt kommunistiske samfund fik mennesker til at forsømme deres bolig og produktionsselskaber, og det er ikke det jeg ønsker. Jeg ønsker bare at kapital ikke skal være et mål, men et middel.

Lokalsamfundet

Mit bud er jo en vision, og imens ødelægger den nationalliberalistiske politik de små samfund og en stor del af de mennesker der bor i udkantsdanmark. Ikke ved at slå mennesker ihjel som sådan, udelukkende ved at glemme at samfundet bør leve af alle borgeres erfaring, ikke bare de grådige.

Vi skal have nærheden tilbage i lokalsamfundet, det betyder også at der skal være penge til de nære samfund. Vi kunne efter den seneste kommunesammenlægning indføre noget der svarede til de gamle sogne, som alle skulle have en form for selvstyre, det kræver selvfølgelig en ændring af den kommunale udligningsordning og en afskaffelse af kommuneskatten som den kendes i dag til fordel for en ensartet sogneskat, hvor hvert enkelt sogn får en lige stor andel af de indkrævede penge. (Kirkeskatten skulle selvfølgelig ikke tilbageføres til sognene, tværtimod kunne både kirkeskatten og licensen afskaffes og pålægges staten)
Der skal være opmærksomhed rettet på vejledning i at bruge netbanker, netindkøb, net-kommunikation, bestående af et korps af mennesker der til stadighed kan stå til rådighed for mennesker der ikke kan finde ud af at bruge internet og smartphones mm (ældre, psykisk syge og folk med handicap). Det lokale samfund skal have en højere grad af nærhed, men også en højere grad af ansvar (ikke forstået som økonomisk ansvar, snarere som ansvar for at lokalsamfundet fungerer på sine egne principper, fremfor på EU's og landspolitikernes præmisser).
I stedet for dekreter ovenfra skal de lokale samfund kunne melde opad og fortælle hvilke problemer der findes netop der (At Fanø og Samsø ikke umiddelbart er sammenlignelige er evident, men begge øer regnes blandt de mellemstore danske øer).

At glemme de lokale samfund er ikke bare som at lade industri flytte fra Danmark, det er at miste landets livsgrundlag, nemlig mangfoldigheden, og så kan alle dem der taler om arbejde og skattelettelser til virksomheder, sige alt hvad de vil. De pisser og skider samtidig i bukserne for at opnå en kort gevinst.

Kapitalakkumulation er ikke nogen gevinst for et samfund, kun for dem der sidder på kapitalen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar