onsdag, januar 30, 2013

Lykkelig eller ensom

En ny undersøgelse skal klarlægge hvad ensomhed og lykke er. Som om det er modsætninger.
Jeg har det for eksempel helt fint med at være ensom, med ikke at skulle passe et arbejde og med ikke at skulle være lykkelig!

Ensom

Ensomhed er vel at være sig selv nærmest eller at være uden selskab. Jeg er ikke ensom i den forstand. Jeg er måske ensom, fordi jeg ikke forstår at gøre mig selv til noget normalt. Men jeg er alligevel til. Min ensomhed strækker til at jeg forsøger at udtrykke mine følelser og holdninger, selv om jeg hader når jeg græder til begravelser eller når jeg oplever noget dejligt, jeg forsøger endda at skjule det. Men definitionen af ensomhed kan vel ikke på nogen måde være modsætning til lykke eller veltilfredshed?

Jeg dyrker min ensomhed i selskab med alle dem jeg skriver til, alle dem der læser hvad jeg skriver og alle dem, der som jeg mener at ensomhed kan være en befrielse.

Jeg elsker at sidde med en daggammel avis, når jeg er på toilet, ensomheden bliver til viden, og jeg sværger at jeg altid vil give plads på toilettet, hvis nogen har brug for det! Men at fordybe sig helt alene i en avis, et tidsskrift eller sågar i varedeklarationen på en hårshampoo, er ikke bare ensomhed, det er et sted den højeste lykke, at man kan fordybe sig. Nå ja, det er måske lidt stort sagt, og har intet med de undersøgelser der vedrører "verdens lykkeligste folk". Eller ...

Fællesskab

Hvad er så det modsatte af ensomhed? Fællesskab, lykke, kommunisme, demokrati, liberalisme eller hvad?

For mit vedkommende kan fællesskab sagtens fungere sammen med ensomhed. Jeg vil gerne være med til at gøre vores verden bedre, og gerne i fællesskab, men også bare ved at være den jeg er, mig!
Jeg kan sidde sammen med min far uden at skulle udveksle noget som helst i flere timer, ja sammen med min kæreste gælder det samme. Men jeg kan også grine sammen med dem, jeg kan ønske at der sker noget eller at der ikke sker noget. Jeg kan vælge hovedtelefonerne og høre radio for mig selv, eller jeg kan vælge at høre musik eller taler sammen med andre, jeg kan vælge hvad jeg vil bruge fællesskabet til.

Alt det andet er jo noget vrøvl.

Lykke kan ikke defineres enkelt. Hvis du bliver spurgt når du lige har fået at vide at din søster har fået konstateret kræft kan man formode at din lykketærskel måske ikke er den samme som når du får at vide at din mors smerter ikke er alvorlige og at hun måske kan leve til hun bliver hundrede år.
Kommunisme er i princippet et spørgsmål om at vi alle skal tilpasse os regler, ikke at vi skal være lykkelige, eller fælles om at være mennesker. Så der falder lykkeligheden også til bunds.
Demokrati giver jo ingen lykke. I øjeblikket ser vi endda demokratiet være en pisk over ulykkelige mennesker, der enten er syge eller ikke kan få en fast tilknytning til det forankrede samfund. Demokrati er blevet flertallets pres for at at definere "lykken" som at være del af samfundets krav og idealer.
Liberalismen er jo genial. At penge skal være målet med vores liv lærte vi allerede med de græske legender om Krøsus eller i vores barndoms læsning af Anders And, hvor det kunne lade sig gøre at omdanne alle former for værdier (mad og børn - Thanks to Carl Banks) til guld. Til sidst i en af historierne må Uncle Scrooge (Onkel Joakim) indrømme at han ikke kan overleve ved at spise guld og ønsker derfor evnen til at forvandle alt til guld ved at røre det, ophævet. Go home, Uncle Scrooge, you failed in 1929 and again 79 years later. When will you ever learn?
Hvad så? Lykke er vel sådan set at have det godt uden at andre definerer hvad det vil sige at have det godt. Jeg har det godt med at have en kæreste, jeg har det endda godt med at have det skidt, simpelthen fordi jeg har nogen jeg kan snakke med når jeg har det dårligt, og det er godt!

Lykke staves med Y

Vi lever jo ikke et helt liv for at opnå ulykke. Selv Indre Mission opsøger en eller anden form for fælles lykkefølelse, religiøse former for lykke findes i mange varianter, men lykke kan ikke defineres som et religiøst mål.

Rent politisk kan vi i Danmark tvivle på hvordan ord staves (jeg mindes stadig sætningen: "tyven var vel forvaret bag arrestens tykke murer" - et dejligt billede af en offentlig arbejder, der havde vokset sig stor og tyk), Men at nogle satser på Lars Løkke Rasmussen undrer mig, der er ingen lykke ved at stole på et ord!

Man kunne sammenligne med et ord der begynder med d i bydeform: Skal vi dy eller skal vi vi dø? Jeg vil gerne dy mig, men selv i min ensomhed har jeg ikke løst til at dø. Det skal jo nok ske af sig selv, på en eller anden måde

En løkke er sprogligt, noget man bliver hængt i (indrømmet også et usikkert sumpet område), og er som sådan ikke noget der er interessant for almindelige mennsker der ønsker at være lykkelige!

Tilbage til ensomheden

Nu må jeg så prise ensomhed!
Jeg har verdens dejligste kæreste, jeg har en datter og jeg har endda arvet min kærestes børn, mine søskende og mine søskendes søskende. Jeg har fået al den ensomhed jeg ønsker, fordi jeg kan fravælge, eller vælge mit selskab med mine søskende. Hvordan kan nogen vælge at fravælge?

Jeg er privilegeret, mange andre er det også, men der findes nogle der ikke har familie, selskab eller netværk. Der findes stadig mennesker der findes flere måneder efter deres død, eller ikke har familie.

Skal jeg sidestilles med dem?

Ikke set med mine øjne. Jeg kan leve med ensomhed og med fællesskab, jeg kan leve med venner og uvenner. Jeg kan leve.

Ensomheden er nogle gange en befrielse. Tænk sig at være ensom uden at skulle stå til regnskab for alle mulige chefer? Min ensomhed betyder at jeg ikke skal møde kl 7 om morgenen og være tvunget til at arbejde sammen med andre mennesker der enten har svært ved at stå op, eller ønsker at være ensomme på deres egen måde. Resultatet er at vi bliver bedømt syge, bliver medicineret eller overladt til os selv.
Jeg er ensom på en ny måde. Jeg har selskab hele døgnet via facebook, og jeg er ensom, hele døgnet, når jeg vil være det. Jeg kan kontakte mine ensomme eller travle venner ved at udgive min blog, jeg kan på en måde gøre ensomhed til fællesskab!

Mit svar

Jeg er ikke lykkelig, ejheller ensom - jeg er til stede i min egen virkelighed. Jeg er i virkeligheden et ulykkeligt menneske fordi jeg er presset til at være lykkelig på baggrund af nogle værdier som ikke vedrører mig, men vores politikere og den finasielle elite. Min lykke hænger sammen med kærlighed til mine medmennesker, ikke til dem der udnytter mig økonomisk. Min lykke er knyttet til at jeg kan glæde mig sammen med mine venner, ikke at jeg kan tjene 25 kroner mere eller mindre, det er jo alligevel de rige der bestemmer hvad der er rigtig løn.

Og så må jeg bare fastholde at jeg er lykkelig ved at være ensom, fordi ensomhed ikke er forladthed. Jeg vil hellere leve for mig selv end være tvunget til at æde piller. Og jeg kan være mig selv når jeg vil og være sammen med andre når jeg vil - så lad os dog bruge tid og hjælp på dem der har det sværere ved at være alene, ensomme eller fortabte.

Mit bud til alle dem der ønsker lavere løn:

REND MIG

Ingen kommentarer:

Send en kommentar