torsdag, januar 24, 2013

Musikken i hverdagen

Mit liv har bestået af musik og består stadig af det.
I skolen var det morgensang og salmer, senere sange fra højskolesangbogen. Udenfor skolen var søndagens Giro 413 leverandør af musik, der oftest havde mange år på bagen. Så var der P3, som spillede popmusik, og som lavede hitlister. Altsammen i min barndom. Og så var der min 6 år ældre storesøster der fik anskaffet en rejsegrammofon (sådan en med låg på, der kunne åbnes, hvor man kunne lægge en midtercirkel til en Single eller EP, og hvor man kunne vende pick-up hovedet til en 78'er nål, samtidig med at man kunne vælge mellem 3 omdrejningshastigheder (78, 45 eller 33 omdrejninger pr. minut, sådan ca.)

At spille selv

Jeg husker jeg skulle lære at spille blokfløjte i musiktimerne, at jeg skulle lære salmevers udenad og synge dem, jeg husker at jeg havde en rytmesans (her skal 30 streger stå), men at den ikke blev forbundet med min manglende musikalitet, der stort set skyldtes min manglende balanceevne (finmotorikken), eller snarere at den ikke var udviklet. Jeg kunne høre falske toner og jeg kunne fange en rytme, men jeg kunne ikke synge. Jeg kunne fløjte, jeg kunne læse tekster, så mine lærere syntes det var en fornøjelse, både på dansk, engelsk og tysk, men jeg kunne ikke "slå" en kolbøtte uden at vælte om på siden i gymnastiktimen:
Jeg kom aldrig til at spille selv, trods det at jeg forsøgte mig da jeg var flyttet hjemmefra og begyndte på biblioteksskolen i slut-halvfjerserne, men mine to brødre (dem jeg voksede op sammen med) de har spillet og gør det stadig mere eller mindre.
Jeg er blevet den der lytter og fortæller om forkerte toner eller falsker rytmer (som om de findes?)
Mit problem er blevet at jeg hører de falske toner, når nogen synger korsang eller fællessang (kirkesang hører jeg kun til begravelser), men samtidig kan jeg høre falske toner som et udtryk for enten desperation eller eksperimenter med toner. Altså ikke en afvisning af falske toner, snarere en åbenhed overfor musikalske udtryk.

Andres musik

At høre salmer, at høre folkeviser, at høre popmusik og at høre rockmusik var og vedblev at være en del af min musikalske opdragelse. Jeg hørte Johnny Reimar, Katy Bødker, Gustav Winckler, John Mogensen, Lovin Spoonful, Kinks, Hermans Hermits, Rolling Stones og især Beatles. Jeg hørte Jimi Hendrix og Led Zeppelin, og pludselig dukkede danske grupper som Bifrost op. Med digte som tekster, med indhold i teksterne og musik til teksterne.
Jeg som skrev digte var allerede da klar over at jeg hverken kunne skrive digtene eller musikken til dem, men jeg kunne lytte til begge dele. Og på den måde fik jeg leveret Pink Floyd. Tekster tilsat musik, eller måske musikalske eksperimenter tilsat tekster. Under alle omstændigheder pludselig en øjeåbner. Mine øjne blev ikke lukkede siden. Måske bliver de den dag hvor min vejrtrækning ophører, men indtil da ...

Ufrivillig pause

I forbindelse med et indgreb i min personlige ejendomsret (lad os bare kalde det sådan) mistede jeg den pladesamling (vinyl, som jeg havde samlet gennem 5 år) samt min pladespiller. Heldigvis arbejdede jeg på Kolding Bibliotek, hvor et par musikalske drenege sørgede for at jeg ikke bare fastholdt glæden ved musik, men også lærte at holde af andre former for musik, som jazz og klassisk musik, stilarter der viste sig at være mindst så forskellige som det der stadig blev kaldt beat på bilioteket.

Jeg lyttede til optagelser og deres lydkvalitet, noget jeg havde lært allerede i Holstebro, hvor jeg i en kort periode lærte at formidle musik (ikke bare en genre - men samtlige genrer), ikke bare plader, men også noder til "suppe, steg og is-musik", noget jeg faktisk ikke havde kendskab til dengang.

Jeg lærte også at min musiksmag som gik i retning af New Wave eller Punk ikke faldt i god jord hos familie og mange venner, faktisk blev min musiksmag til mangel på musiksmag, da jeg lyttede til det hele. En af mine venner på lokalradioen blev dybt forundret da jeg fortalte ham at Shackles med Mary Mary havde en musikalsk værdi, trods det at det var en religiøs r'n'b melodi. Men han lyttede til mig og sagde at min musikalske smag aldrig havde gjort ham ondt, tværtom havde han lært at musik har uanede kvaliteter.

Og så begyndte jeg at købe musik igen. Jeg købte en CD-afspiller og begyndte på et projekt: Jeg ville købe alle Pink Floyds udgivelser på CD, inklusive soloprojekter og andre projekter, hvor medlemmerne af gruppen havde medvirket. Lige nu, 20 år efter, har jeg ca. 100 cd'er men mangler ca ligeså mange. Dog er de officielle udgivelser med Pink Floyd eller Soloudspil fra medlemmer af gruppen stort set med i min samling, der mangler dog stadig 2 officielle vinyludgivelser.

Livet genopstår

Min beslutning om at bruge mine indtægter til at købe musik ledte mig endnu engang i armene på Keld, der altid var der, han sad på Rillen i Grenå, og kunne skaffe stort set alt, der fandtes på markedet, Gefundeness Fressen for mig. Jeg havde første gang stiftet bekendtskab med Rillen i 1978, eller tidligt i 1979. Her var der mulighed for at købe musik. Husk på at der dengang ikke var ret meget andet end kassettebånd på tankstationer og at supermarkeder ikke solgte musik, musikbutikkerne solgte og indkøbte altså kun det der var penge i (nogle paralleler til dagens Danmark er selvfølgelig totalt misforståede).

Mere end 1000 cd'er og vinylplader har jeg købt gennem Rillen, og jeg har stolet på Keld, fordi han altid gjorde hvad han kunne for mig (jeg ved at han gjorde det for alle sine kunder), men jeg fik også en personlig betjening.

En fattig bonderøv

Det er jeg blevet til nu. Men jeg har aldrig mistet interessen for musik, og jeg har aldrig mistet min taknemmelighed til Keld, der levede for musikken, så meget at han opgav sit livsværk.
Jeg har ikke råd til at købe så meget musik, som jeg har haft, det er der ikke ret mange der har, og Keld har ikke længere sin butik. Tænk hvilket chock det var for mig at konstatere at noget der bare altid havde været der (i hvert fald i næsten 35 år), ikke var der længere.

At jeg kan nyde musik, at jeg kan sidde og nævne kunstnere og titler på musik der spilles i radioen, til koncerter og tale med musikere om deres bidrag gennem 40 år på såvel livescene som på vinyl, CD og (nu også) DVD, er ikke bare dejligt, det er vigtigt.

I dag

Jeg har i dag kontakt til danske musikere, til udenlandske musikere og til masser af mennesker der elsker at høre musik.
Musik er ikke bare at spille radio eller andre medier højt. Musik er ikke at høre det samme stykke musik med LOC eller Maria Callas hver dag. Musik er at lytte til forskellen og alsidigheden. Og som et moderne eksempel vil jeg gerne nævne Magtens Korridorer og Infernal, som pricipielt kun har ganske få gengangere blandt deres fans, men på DR2 indspillede de en fælles "mission" af "Steady as she goes": http://www.youtube.com/watch?v=sB-aZJtOfq4

Musikken i hverdagen er dog stadig min, jeg kan ikke tvinge andre til at lytte, men jeg kan glæde mig over den alsidighed der er i musik. Lidt som der er alsidighed i digte og i romaner, lidt som der er alsidighed i hverdagen.

Og så er det at jeg ærgrer mig over at hverdagen er indskrænket. Min hverdag skal bestå af musik og min glæde over hverdagen skal være fyldt af musik.

God hverdag Keld

Ingen kommentarer:

Send en kommentar