fredag, januar 04, 2013

Gratis arbejdskraft

En forespørgsel fra Clement Kjersgaard fik mig til at se mig selv som gratis idemand. Vi blev i fællesskab spurgt på fb hvad vi syntes var de vigtigste emner i det kommende år, og der er da intelligente mennesker, der har bidraget med forslag, nå ja også bare mennesker der keder sig, som mig. "Nævn tre ting" var udgangspunktet, og hvis der er omkring 50 mennesker, der nævner tre ting, vil jeg gætte på at der trods sammenfald vil være til de første tre eller fire måneders ugentlige temaer, og til den tid er det nok helt andre ting vi er optaget af.
Jeg er helt på det rene med at der er researchere, kamera- og lydfolk samt teknikere og scenearbejdere der alle er lønnede af programmet - tror ikke Clement skal betale. Jeg kunne godt bruge et job som idemand, som inspirator eller som manden med fingeren i jorden, der kan sige, det her kommer vi til at høre mere til i nærmeste fremtid, men jeg sidder herhjemme, bortset fra når jeg går på arbejde for min kontanthjælp, eller når jeg en sjælden gang deltager i en politisk demonstration (det skal der spares op til). Mine forslag, som han muligvis ser helt bort fra (eller måske vælger han at se forslagene fra andre mennesker) er altså et gratis bidrag til en mand der lever af såvel at lave TV som at udgive et tidsskrift. Altså gratis arbejde for en person, der faktisk tjener penge på at debattere blandt andet de arbejdsløses vilkår.

Men skulle det så være forkert. Nej egentlig ikke. Frivilligt arbejde, intellektuelle eller underholdningsmæssige bidrag til at gøre verden bedre, mere alsidig og til at gøre journalister bedre til at formidle vedkommende stof, er jo grundlæggende for at samfundet kan ændres i en anden (forhåbentlig bedre) retning. Problemet er bare at samfundet siden jeg tog min uddannelse har ændret holdning til frivilligt arbejde og lønnet arbejde.
Da jeg var færdiguddannet, kunne jeg i et vist omfang arbejde gratis for min dimittendsats (70% af dagpengesatsen, der til gengæld var 90% af dagpengesatsen - et beløb der svarede til de penge jeg fik for at aftjene værnepligt, før fradrag for rejsekort til DSB og andre fradrag i mir rådighedsbeløb, som staten endnu har for vane så var alle omkostninger der blev fra fratrukket dog før skat, hvilket fik det udbetalte beløb til at virke større. Senere regeringer indførte på tilsvarende vis personfradraget og arbejdsmarkedsbidraget for alle, en skjult form for ekstraindtægt. At alle skal betale skat af en indtægt på lidt under 43.000 (under 18 år dig kun lidt over 32.00 kr), er de regler der har fulgt frikortet, der oprindelig skulle få unge mennesker på arbejdsmarkedet så snart de gik i gang med at tage en uddannelse, måske skulle det også medvirke til at de oplyste deres indkomst, det ved jeg ikke. Men vi får hele tiden nye regler for hvad vi må tjene, hvordan vi må tjene og hvorfor vi skal tjene, de gamle regler slettes bare ikke. Vi har i forhold til min ungdom, hvor frikortet var det eneste vi skulle tage stilling til som unge (og hvor ren SU var under frikortsværdien for dem der fik forældreindtægtsbestemt SU) fået en sværm af afgifter, skatter og andre udgifter for at være unge på arbejdsmarkedet. Arbejdmarkedsbidraget blev indført for omkring 20 år siden af Nyrup-regeringen, hvor en skattenedsættelse på få procent dels blev finansieret af arbejdsmarkedsbidraget (selv avisbude skulle betale) samt en procentvis skattestigning gennem de følgende år (en skattestigning der nok faldt lidt heldigere i slut-halvfemserne da der viste sig et sandt forbrugs-boom og en veritabel vækst i hushandel, husbyggeri og ombygningerne af faldefærdige lader og udhuse, især fik årtusindets storm i december 1999 forsikringspengene på banen og byggeriet i sving! Efterfølgende fik en "stabil" økonomisk vækst i hele verden folketinget til at støtte med tilskudsorninger, som skulle bevare en stabil bygge- og anlægsbranche.

Nye huse skød op som paddehatte, mens gamle huses værdi steg så meget at det var billigere at bygge nyt end at renovere gammelt, investorer købte huse for lånte penge og fattige mennesker investerede så det var en lyst, med bankernes velsignelse og på bankrådgivernes gode råd. Bankerne åbnede for kredit til folk på kontanthjælp, selv da jeg på dagpenge sagde at jeg da godt kunne bruge en sikkerhedsbuffer i form af en kassekreit på 5.000 kroner fik jeg at vide at 10.000 var minimum. Hjulene skulle svinge, pengene skulle formere sig som muslimer eller rotter eller lemminger (bagefter har det jo vist sig at være det sidste), og vi skulle alle bidrage til den økonomiske fest, der ville gøre os rigere.
Ja tak, rigere. For nogle var det en fantastisk tid, med rigdom som i 20'ernes USA, for andre en rigdom som var afbigt for de afsavn man havde lidt under uddannelsen, for atter andre en mulighed for at akkumulere småinvesteringer. For atter andre var rigdommen den, at man bidrog til en enorm vækst i omsætningen af forbrugsvarer og boliginteriør. For min forældregeneration var det at bruge den højeste pensionsudbetaling i Danmarkshistorien til at betale sig ud af enhver gæld, så de kunne sidde gældfrit i deres huse. Men for alle gælder det at penge blev til formålet med livet, ikke overlevelse eller deling af goder. Vi blev erklærede kapitalister med sygelig hang til liberalisme, mens kommunister nærmest blev udslettede, og med dem de socialister, der mente at vi skulle dele samfundets goder ligeværdigt mellem os. Venstrefløjen bestod af et utal af partier, der indbyrdes skændtes med hinanden om hvilken leder i såkaldt kommunistiske lande det var værd at bruge som politisk forbillede. Imens stod højrefløjen samlet og mulede de socialistiske og kommunistiske partier så meget at den yderste venstrefløj dannede en enhedsliste hvor "hele" venstrefløjen" geopstod som venstrefløj.

Nu er vi kommet dertil at den socialdemokratiske regering der oprindelig, med fagforeningerne i ryggen (og det Radikale Venstre som hovedarkitekt), forbød enhver form for aktivitet på overførselsindkomster, kræver aktivitet på alle områder. Godt nok via udstrakt arbejdsløshed og behovet for at skjule arbejdsløsheden i statistikker (ved at indføre efterløn, ved at uddele førtidspension i stor stil, ved at opfinde flexjob, ved at indføre praktikordninger og jobtilskud, ved at give kommuner en økonomisk præmie for at aktivere ledige - altsammen noget der har hjulpet pa arbejdsløshedsstatistikken, da der nu findes et uhørt stort antal ledige på overførselsindkomster, der ikke umiddelbart er direkte sammenlignelige). Frivilligt arbejde er udover tvungen aktivering en stor del af kommunale og statslige samt lokale midler til at hjælpe syge, ensomme og udstødte mennesker. Smart for den økonomisk fundrede samfundsmodelt, men ikke noget fremskridt for samfundets borgere. Tværtimod.

Jeg har skullet arbejde gratis på kontanthjælp. med udsigt til måske arbejde med løntilskud (efter 26 uger), herefter 13 uger med løntilskud, måske med udsigt til måske lønnet arbejde, som elev i Netto, med måske deltidsansættelse hvis der i discountverdenen er brug for dygtige ledere, som jeg teoretisk set kan uddanne mig til, hvis ikke det er fordi jeg kun har ca 10 år tilbage på arbejdsmarkedet. Min aktivering er derfor på baggrund af påstande fra kommuner og firmaer at jeg muligvis kan opnå løntilskud nærmest tvungen. Jeg opnår sandsynligvis intet, medmindre jeg på kontanthjælp knokler røven ud af bukserne, opfører mig pænt og ikke bliver alt for syg alt for mange gange - trods problemer med at kunne betale varme, købe sund mad og have råd til at bruge offentlige transportmidler på arbejde. Men min arbejdsgiver får en nærmest gratis arbejdskraft i et år, og kommunen får tilskud fra staten for at aktivere mig!

Jeg får ingenting, bortset fra den laveste udbetaling af kontanthjælp, hvoraf jeg stadig bruger penge til at betale til efterlønsordningen, fordi jeg - modsat politikerne - godt kan se hvor det bærer hen ad for mig. Ikke fordi jeg er doven, men fordi jeg er bedre til nogle ting end til andre. Jeg kan læse skrive, filosofere, jeg kan studere historie, sprog og diskutere politiske teser. Jeg kan en masse ting, som ikke omfatter tunge løft, udsættelse for store temperaturudsving og bylder på udsatte steder. jeg kan lufte ideer og sparre med folk der ønsker en fremtid på baggrund af ideer og diskussioner, jeg kan ikke bidrage til noget som helst ved at møde op på et center for arbejdsløse, bare for at vise at jeg kan møde op. Indtil for tre år siden havde jeg ikke en sygedag på arbejde, men jo mere intetsigende mit "arbejde" (jobtræning, aktivering og praktik) blev, jo mere syg blev min krop af psykiske påvirkninger.

Jeg har været et psykisk stærkt menneske det meste af mit liv, jeg har klaret mig selv trods både psykiske, økonomiske og fysiske nederlag. Jeg har deltaget i mere end 20 jobsøgningskurser, jeg har søgt mere end 1000 jobs, jeg har fastholdt mine krav som uddannet i forbindelse med jobsøgning, indtil jeg fik eftergivet resten af min studiegæld (da sagde jeg at jeg var villig til at bidrage til samfundet for det jeg havde kostet), jeg har konstateret at jeg ikke udgør en værdi for det samfund jeg lever i, og derfor vil jeg fremover bidrage til samfundet med ideer til hvordan vi kan komme videre.

Hvis jeg virkelig skal være gratis arbejdskraft for samfundet, er det bedste jg kan gøre at arbejde gratis for et bedre samfund end at videreføre et samfund som ikke vil idealistiske og kreative mennesker, men udelukkende fokuserer på egen indsats og præmierer den økonomisk.

Jeg stiller min gratis arbejdskraft til rådighed for samfundet, ikke for den liberalistiske kapitalisme, jeg stiller min gratis arbejdskraft til rådighed for alle mine medborgere, ikke for grådige producenter, der betaler en tyvende-del af hvad andre skattebetaler gør. Jeg stiller min gratis arbejdskraft til rådighed for det samfund der ønsker et velfungerende samfund, ikke griske pengepugere.

Ellers er min arbejdskraft dyrt til salg, bare byd op.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar