tirsdag, januar 29, 2013

Dit og mit, eller ...

Ejendomsret er en mærkelig ting. Jeg kan gå tur i skoven, men nogle mennesker spærrer deres skov af. Nogle steder kan jeg gå på stranden eller ligefrem bade i vandet, andre steder har folk private bådebroer. Jeg kan købe et hus på en grund, oftest for et beløb det vil tage adskillige år at skaffe, og jeg kan lade mine børn overtage værdier, der udelukkende findes på papir, mod at staten tager sin andel af denne eller disse værdier!

Fødselen af et menneske

Men da jeg kom til verden blev jeg ikke født med værdier, måske undtagen den glæde mine forældre følte ved at få mig, nå ja måske også den glæde de havde fået i betræbelserne på at få mig. Jeg var heller ikke en produktion, selv om jeg måske var et produkt af mine forældres kærlighed.

Faktisk kunne jeg dengang kun gøres op i omkostninger og ekstra forsørgelse for familien, lissom også mine søskende kostede mere end man kunne sælge os for, ihukommende at vi ikke blev produceret med overskud for øje kan jeg lige nævne at mine søskende på min fars sie af et tidligere ægteskab blev foræret væk (bortadopteret) fordi der ikke var penge nok til at brødføde to kuld børn. Eller plads nok i en toværelses, mens mine forældre tog deres uddannelse.

Penge

Ja, pengene blev til et mål i min barndom, der var ikke mange af dem under mine forældres opvækst (2. verdenskrig), men med Marshallhjælpen blev produktion og omsætning, penge og værdi til et mål. Mine bedsteforældres hus var bygget af dem selv, med hjælp fra børnene gennem 30'erne og helt frem til omkring 1950. Små udvidelser, tilbygninger, køkken og værktøjsrum til bedstefars arbejde ved siden af at være altmuligmand for Jyllands Papirfabrik i Århus. Jorden i Uldalls haver kostede ikke alverden i 1926, da min bedstemor var så uheldig at blive gravid med min bedstefar og engang i 60'erne kunne den ene halvdel af grunden sælges fra og gav luft i økonomien for en familie, der indtil da stort set havde bestået af en mand der tjente til dagen og vejen og hans kone der passede børn, lavede mad og måtte finde sig i sin mands særheder (omvendt måtte han jo så finde sig i hendes, men her er vi inde på noget mandschauvinisme, uansvarlighed og gammelt nag).

Husholdningen

Husholdningen bestod endnu da jeg var barn i at dyrke selv, at bruge naturens gaver (kartofler, æbler, blommer, kaniner og hvad der ellers kunne fremavles for en lille investering). Pengene blev brugt til at min bedstefar havde lidt sjov når lønnen blev udbetalt, en øl og måske en flaske snaps af og til, og til at betale købmandsregningen til den 1. i måneden. Det sidste var som mange ved, det sværeste. Da der samtidig var mange der hed Kristensen i kvarteret og de alle havde en stor børneflok hændte det jævnligt at det var den forkerte adresse udgifterne til de indhentede varer endte på.

Men økonomien var primært til at købe ind for og til at betale skat for, og det var på den hårde måde (er skat ikke altid det) - Man skulle nemlig spare penge op og vente med at betale skat til året var gået! Pudsigt nok tror jeg at denne måde at betale skat på ville have givet et langt bedre økonomisk miljø i dag, fremfor kildeskatten, hvor man betaler ved "kilden", altså lønudbetalingen. men lad nu det ligge, jeg er ikke primært interesseret i penge i dette indlæg, heller ikke i hjemmeavl eller mange børn og hjemmegående hustruer. Dengang var der få penge og mange børn, hjemmeavl var naturligt, også fordi de hjemmegående hustruer kunne passe både børn og køkkenhaver, samt selvfølgelig naboskab.

Ejendom

Det er i virkeligheden tanken om at eje noget og at producere noget for penge der er det vigtige. Det er den tid jeg er vokset op i, der har fokuseret på værdiskabelse, så meget at alle mennesker i dag føler at de har ret til ejendom, om liberale eller kommunister fastholder de deres ret til at eje noget.

Man kan spørge sig selv om det er fordi de kan eller fordi de skal?
Lad mig begynde med SKAL. Man skal ikke eje sine børn, man skal ikke eje sin ægtefælle, man skal ikke eje en skov, et stykke jord eller et pæretræ, for dens sags skyld skal man ikke eje et hus eller en bil. Simpelthen fordi den verden vi lever i gør at man ikke ejer det! Man kan håbe at man en dag får betalt til nogle institutioner eller mennesker der lever af at låne penge ud til dem der gerne vil eje, man kan endda håbe at det man gerne vil eje en dag bliver ens ejendom, men man skal ikke eje noget som helst.

Hvis man så ikke skal eje, kan man jo overveje at kunne eje. Endnu engang er spørgsmålet: Med hvilket formål ønsker man at kunne eje noget? Er det for at kunne slå alle dem der har mobbet eén i skolen, eller for at hævne at man ikke kunne dele slik i skolegården, er det for at være bedre end andre eller er der principielt intet formål med at kunne eje?
Jeg kan spise et æble, men ikke eje det, det vil bare blive råddent. Jeg kan leve sammen med min kone, kæreste eller hvem jeg vil, men jeg kan da ikke bare sælge når jeg er blevet træt af det. Men af uforklarlige årsager kan jeg sælge det jeg (måske) er god til, nemlig at lave et stykke arbejde. Ejer jeg så min arbejdskraft? Det kan man påstå og det er humlen ved hele samfundsmiseren i dag.
Nogle påstår at jeg SKAL eje min arbejdskraft og derfor skal sælge den, er det ikke eklatant vrøvl at sælge arbejdskraft fordi man skal. Hvis vi nu alle strejkede og ikke ville sælge vores arbejdskraft var der jo ingen der kunne leve af den!
Andre påstår at jeg KAN eje min arbejdskraft. Altså at jeg skal betale for at stille min arbejdskraft til rådighed. Medmindre jeg har købt min egen arbejdskraft, og derfor selv kan bestemme over den.

Umiddelbart kan jeg ikke rigtig se logikken i nogle af argumenterne.

Retten til at leve

Årtusinder har givet mennesker problemer på områder som ejendomsret og udnyttelse af arbejdklraft. Indtil for få hundrede år siden var slaveri tilladt i den vestlige verden, ejendomsretten gjorde det dog langt mere lukrativt at betale penge til slaverne for så at tjene penge på de penge som slaverne fik, som det stadig sker i mange lande hvor jordejere skal betale mere for at være besiddere end for at knokle som slaver (fx Sydamerika).

Vi har opnået retten til at tjene penge (opspare værdier, som for eksempel hus, bil og jord). Opsparingen er i de fleste tilfælde midlertidig, en bil eller et hus, for den sags skyld en kartoffelmark lever ikke evigt, men det gør jorden. Den vil altid være under vore fødder, og når først vi har accepteret at betale for at gå på, at bruge den eller anlægge fodboldbaner på den, så er den ikke længere vores. Tværtimod finder vi os i at der findes mennesker, der aldrig har set den jord vi møjsommeligt dyrker, bygger huse til os og vores familie på, den jord vore børn dyrker sport på eller går i skole på. De ser udelukkende på bankkontoen, og pludselig er den jord der altid har været under os ikke længere vores men nogle investorers (pludselig er måske et drastisk ord, sådan har det faktisk været i årtusinder, men set med et menneskelivs øjne er det jo pludseligt sært at konstatere at noget der altid har været ikke er noget man har til fælles).

Vores ret til at leve altså indskrænket til en ret til at være andres ejendom eller at købe os fri af ejendomsretten og på den måde selv eje vores medmenneskers værdier.

Arv

Et af de steder hvor ejendomsretten virkelig slår til er ved at vi kan videregive det vi har taget fra andre: jord, ting, værdier (ikke betalte lån mm.), og give det til dem vi selv har fostret. Trods det at børn der undfanges, først for nylig er begyndt at udgøre en omsættelig værdi, i modsætning til tidligere (middelalder mm.) da børn der blev født i dølgsmål kunne være årsag til dødsstraf kan vore børn nu på flere måder gøres op i værdier. I det danske kongehus har man således ikke sagt nej til at førstefødte pigebørn skulle være arvinger af en trone, i Kina er etbarnspolitikken et kæmpeproblem, fordi de fattigste (som oftest er længst væk fra myndighederne) ikke kan overholde politikken, mens de rigeste kan betale sig fra at få piger. Vi kan frasortere vore børn hvis de har Downs syndrom eller fejler noget andet, som er for besværligt i vores kamp for at tjene penge. Penge til andres velfærd.

Jeg har endnu ikke arvet en krone efter mine forældre, og har faktisk også bedt om ikke at arve, men det er kun penge jeg kan frasige mig. Min øjenfarve, mit hår, min kropsbygning og talentet for at blive rørstrømsk har jeg arvet efter mine forældre og deres bedsteforældre. Kræft, sindssygdom og tendens til sukkersyge har jeg måske arvet, det finder jeg nok snart ud af. Men mine forældres penge har jeg ingen ret til.

Faktisk skulle jeg mene at hvis mine forældre ikke havde noget at bruge pengene til (at lade dem gå i arv) så ville ingen af os have lyst til at eje noget (selvfølgelig kunne en dåbskjole eller en lysestage, ja sågar en kommode eller et bornholmerur have affektionsværdi). Men det er ikke ejendom, for vore børn eller andre i familien vil jo kun sætte pris på netop denne ting, fordi de ikke vil omsætte den til penge.

Pudsigt nok kan vi være børn af de samme forældre og alligevel være meget forskellige, for mig er det den ægte arv, at vi ikke er ens, at vi måske ikke har samme mål eller samme ønsker, ikke at vi alle skal have en procentdel af vore forældres efterladenskaber, så selv det tretårnede skal deles efter vægten. En kan være god til fodbold, en anden kan synge som en engel, mens en tredje kan få det bedste frem i børn der har haft en uheldig opvækst. Som Einstein sagde: "Vi er alle født geniale, men hvis man beder en fisk vurdere sine evner ud fra hvor godt den klatrer i træer, så tror den at den er dum" (frit oversat efter hukommelsen - kunne ikke lige finde citatet).

Vores

Jeg bliver stedse mere overbevist om at der ikke findes noget der er dit og mit. Måske er vi som børn har fokuseret på vores ret til at have noget, men jeg er sikker på, at selv om noget af det første et barn lærer at sige er: "mit", så er det ikke en kapitalistisk ejendom der ligger latent i et nyfødt barn, snarere en latent interesse i at blive voksen, at blive et menneske, at få den interesse fra omgivelserne der kan modne én, ikke at blive liberalist.

Dit og mit kan derfor med hjælp fra et samfund for alle, blive til vores.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar