Politisk indsats

Jeg har aldrig været politiker på den måde som de fleste mennesker betragter politikere. Jeg har taget stilling fra sag til sag, uden at ville være del af et projekt hvor ja'er og nej'er skal vejes op mod hinanden. Med kendskab til sygdomme som kun rammer mindretal, men som rammer både familien og de næreste venner ved jeg at sygdom ikke bare er et samfundsproblem, der indgår i statistiske undersøgelser, det er sygdom som både påvirker den syge og de nærmeste.
Derfor vil min politiske indsats aldrig kunne tilpasses de demokratiske spilleregler. jeg tager stilling til hver enkelt sygdom, hver enkelt beslutmimg og hver enkelt person. Jeg hører ikke til typen der tager "Blekingegade-sagen" for en forfatters forklaring på terrorisme, jeg kan ikke se "De røde Brigader" eller "den lysende sti" etc som samfundets største fjender, tværtimod kan jeg se kapitalismen som menneskets (arbejder eller arbejdskraftreserve) største fjende, det kunne jeg for 40 år siden, og det kan jeg i dag. Ensidig økonomisk politik eller et valg der satser på en liberal politik er og har aldrig været redningen for mennesker der lever i en verden, hverken når den er baseret på økonomi eller på demokratiske processer. Vi vælger alle om vi vil gøre en politisk indsats eller en demokratisk indsats, og selv ok jeg er demokrtisk i hele min opfattelse af samfundet, er min indsats udelukkende politisk. Simpelthen fordi demokrati er at overlade til alle andre at bestemme hvad der er rigtigt eller forkert, mens politik er at bruge kræfter på at fortolke og synliggøre at der findes nogle mennesker der behandles forkert og nogle der ikke har en chance for at få den rigtige behandling. Her spiller jo netop al økonomisk misfortolkning ind. Syge eller fattige mennesker er med vores statsministers ord ikke længere medlemmer af samfundet, men skal være velkomne når de kan bidrage økonomisk til fællesskabet.
Jeg er måske nok syg, men ikke så syg at jeg vil udmeldes af samfundet på hverken den ene eller den anden måde. Jeg er så fattig at samfundet ikke kan få noget ud af mig, simpelthen fordi jeg skal arbejde mindst et år før jeg kan bidrage til samfundet. Jeg er så meget bundet op af småpenge som almisser fra samfundet, at jeg spiser usundt, at jeg jævnligt bliver stresset over afslag på jobansøgningger og politikeres krav til min aktivering for at være knyttet til samfundet. Jeg er simpelthen bundet til at gøre en masse ting, jeg ikke er egnet til, fremfor at bruge tid på det jeg er god til.

Som politiker ville jeg til enhver tid være nødt til at udelukke mine egne evner og gøre det som politisk ville være rigtigt, at fastholde ligestillede i økonomiske regler, der alene er økonomiske teorier, som embedsmænd pådutter nyvalgte politikere. Derfor vil jeg satse på at være engageret, at dele mine holdninger, at tage imod alle mine venners, mine uvenners og alle andres skældud. Jeg vil elske at diksutere og skyde tilbage med argumenter. Jeg vil stå tidligt op om morgenen i humør til at være demokratisk socialist og skyde på mine venner og modstandere med de dejligste, bløde ord - eller de fineste ord, sågar ord som er historiske, sætninger fra vores historiske arv (Holberg og Wessel m.fl) - Rifbjerg, Panduro, ja sågar vores musikalske arv. Alle sammen kæmpere for det moderne Danmark, ikke enstænkende, snarere modsat, men mennesker der tænkte i samtidens ånd - på at tænke anderledes og fremad.

Lad os huske på at det i år er 200-året for Søren Kierkegaards fødsel, en person , der aldrig blev en del af sine omgivelser. Men en person der på baggrund af sine omgivelser tænkte og levede, en perosn so den dag i dag kan få andre mennesker til at tænke over livet og døden, evigheden og nutiden. En person som aldrig har stået fadder til en politisk ideologi, men udelukkende har brugt sine hjeneceller til at spørge sig selv og andre.

Skal jeg foretage en politisk indsats bliver det med baggrund i Søren Kierkegaard. Jeg vil aldrig kunne svare klart, jeg vil spørge, vad vi kan gøre. Jeg vil aldrig give løsninger, men jeg vil til enhver tid kunne foreslå hvad vi kan gøre. Jeg vil aldrig stole på gamle tanker, de holder så dårligt at jeg ikke kan stå ved dem (Som da jeg ville smide alle bøger ud der ikke handlede om pladetektoni på biblioteket) - der var ingen bøger tilbage! Ingen.

Skal vi virkelig leve med politiske teorier, der ikke har nogen chance for at fungere, bare fordi vi endnu ikke har anerkendt andre polirske og demokratiske teorier.

Min politiske indsats bliver demokratisk, fyldt med fejlslutninger og forsøg på at lytte til andre tanker end mine eller fastlåste politikeres og embedsmænd. Min politiske indsats bliver en personlig indsats på vegne af alle andre mennesker.