tirsdag, januar 01, 2013

Kan man nægte at være fattig?

Jeg er ved at være træt af at skulle forsvare fattige mennesker, bare fordi de ikke har råd til et liv. De mennesker der har mest imod fattigdom er dem der skal knokle for at tjene penge nok til det liv de gerne vil have. Nogle af dem får det liv på baggrund af et helt livs knokleri, andre får næsten det de drømmer om, atter andre får det nærmest forærende i form af familiearv, lottogevinst eller nepotisme. Nogle mennesker er født fattige, og som sådan vant til at være fattige. Der er bare et stort problem, de lever i et samfund hvor man ikke er velset hvis man er fattig. I enhver uddannelsessituation oplæres man i glæden ved at forbruge og låne sig til ejendom. Og da vi har skole- og uddannelsespligt i Danmark, lærer vi alle at det at investere i ejendom, familie og at have arbejde er nødvendigt.

Jeg har været udsat for en skilsmisse, der gjorde begge mine forældre fattige i mine unge år. Jeg har fraskrevet min arv, simpelthen fordi jeg ikke kunne bruge pengene på mig selv. Jeg har arbejdet og været arbejdsløs ca halvdelen af mit liv, uden at blive så rig så jeg kunne eje noget. Jeg har købt bøger og musik, simpelthen fordi jeg mente at forfattere, musikere og kunstnere i øvrigt burde få noget for deres kreationer, og jeg køber stadig, bare ikke ret meget. Jeg handler ikke i Tysklnad på grund af fedt- og sukkerafgifter, simpelthen fordi jeg ikke har råd til det. Jeg modtager nemlig kontanthjælp.

For mig er penge blevet et middel til midlertidig velstand. Når jeg har arbejde har jeg råd til at købe musik, bøger og måske endda kunst eller folkeaktier i Christiania, når jeg ikke har arbejde er jeg fattig. Men min fattigdom er åbenbart anderledes end andres. Jeg bruger nemlig (med bankens hjælp) kun de penge jeg har til rådighed, jeg kan ikke bruge penge jeg ikke har, jeg kan ikke låne så lidt som tyve kr. fra den tredjesidste bankdag til den dag hvor min løn, dagpenge eller kontanthjælp indsættes på kontoen. Jeg har kun de penge jeg har!

Mine forældre havde fast arbejde, de tjente penge og kunne låne penge til at købe huse for. Renterne var vildt høje, over 20%, men de ønskede jo at blive gode borgere med ejendom og fast arbejde, og gebyrer var ikke opfundet endnu. Mine forældre betalte enhver sit og deres lønninger steg i takt med omkostningerne til kreditforeninger og banker. Mine forældre knoklede og sendte en stor del af deres løn ind til statskassen og til pensionsselskaberne. De har adgang til de penge de har opsparet i samfundets interesse, men jeg har stadig kun de penge jeg har!

I hele mit liv har jeg stået til rådighed for samfundet og arbejdsmarkedet, i hvert fald siden jeg (ikke) blev konfirmeret i 1971. Jeg har gjort alt hvad jeg fik besked på. Min uddannelse var næsten specialdesignet til mig, jeg kunne ikke få studiejob, fordi jeg flyttede fra en landsdel til en anden, alligevel fik jeg nogle timer som telefon"dame" på mit uddannelsessted, jeg oplevede kærlighed, sex og svigt indenfor det det første år efter jeg flyttede hjemmefra, jeg oplevede at indsats på uddannelse ikke nødvendigvis var ensbetydende med accept, men jeg oplevede også at få venner, at få musikalsk inspiration og at klare mig godt på min uddannelse, simpelthen fordi jeg var dedikeret. Jeg levede under hele min uddannelse af SU og statsgaranterede studielån til renter over 20% samt et halvt år som telefonpasser, inden jeg skulle i skolepraktik. Efterfølgende fik jeg vikariater, betalte til min arbejdsløshed-kasse, en forsikring mod arbejdsløshed, tog arbejde, som jeg flyttede efter, for eksempel fra Aalborg til Hornbæk, derefter til Hosltebro og til Gilleleje inden Kolding kaldte. Ophold i Hammel, Silkeborg og på Samsø var ikke lønnede jobs, men jeg brugte min uddannelse og mine evner på at holde mig ajour. Jeg har også brugt min uddannelse i forbindelse med mit bestyrelsesarbejde for en snapseklub og for en lokal radio- og TV-station. Men jeg har stadig kun de penge jeg har.

Senest har jeg været tvunget til (jeg overvejede ordet nødt til) at arbejde for overhovedet at modtage kontanthjælp for en af de rigeste virksomheder i Danmark, Dansk Supermarked (som også har problemer på bundlinjen som gør at de ikke betaler fuld firmaskat her i landet). Min arbejdskraft var gratis, den blev (med min accept) forlænget til 2*13 uger uden løn. Ingen feriepenge og ingen pensionsopsparing. Kun kontanthjælp. Jeg har stadig kun de penge jeg har.

Mit spørgsmål er derfor kan jeg leve af de penge jeg har? Er jeg fattig? Er jeg rig? Er jeg samfundsnasser? Kan jeg tillade mig at leve under en eller anden fattigdomsgrænse eller skal jeg kræve mere?
Det var spørgsmålene. Nu til realiteterne: Jeg kan overleve. Jeg kan intet eje, jeg kan ikke starte egen virksomhed, jeg kan ikke bidrage til samfundet, jeg kan stort set ikke andet end at overleve. Men jeg kan nægte at være fattig, simpelthen fordi jeg aldrig har været rig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar