onsdag, januar 02, 2013

Syg og munter

"Satan og helvede! Her går man og har endnu en dårlig dag og så bliver man belemret med Arntsen og hans sortsyn, der får selv tynd kaffe på Café Høvlen til at smage besk. Så man må tage en flaske øl i stedet. Rød Tuborg selvfølgelig. Den grønne er blevet ustabil. Og når så spionerne fra Socialministeriet kommer forklædt som bude fra Illum/Crome & Goldschmidt for at lure på om man ligger og hyggefiser op ad formiddagen, hvad kan man så ellers gøre andet end at indtelefonere en telefonbombe hos Illum/Crome & Goldschmidt. Så er er det lige før dagen næsten bliver god. Men kun næsten. Nå, skideværd....
Arntsen tager ting og personer omkring for alvorligt, og er derfor tildelt invalidepension. Og det er heller ikke lyssynet der er i front hos ham. Men det kan komme, og ofte med kvindelig hjælp fra f.eks Vaskemutter, som han kører vasketøj ud for, eller Mette som selv har sine problemer og tager ham som han er - også uden tøj.
Det er en rigtig, rigtig god bog Sven Holm skrev i 1972, og på trods af sine snart fyrre år kunne den på mange måder stadig være skrevet den dag i dag. Temaet er almengyldigt med Arntsen og hans sortsynede og småparanoide tilgang til tilværelsen. Det er til at genkende fra sine egne rigtig dårlige dage men ikke som udgangspunkt for eget livssyn - da heldigvis.
Alt i alt: Skidegod bog som burde være på mange gymnasiepensumlister. Opgaveegnet som bare pokker. Og andre burde også have den på deres private pensumliste. Men til opgavebrug er Sten Rasmussens dansklærerefterskrift til bogen måske nok mere tidstypisk end egentlig godt her femogtyve år efter det blev skrevet. Satan og helvede!"
Fra Bogbrokken

Sådan kan du læse om den bog der kom i 1972, efterfulgt af filmen med Jørgen Ryg og Sigrid Horne Rasmussen i hovedrollerne.

Mange af mine medbloggere har nok ikke stiftet bekendstskab med denne lille perle, såvel bog som film. Men lad mig så fuldende denne lille reklame for en af de tidlige danske socialrealistiske romaner, der insisterer på at være sin egen: "Syg og munter".
Dengang i 70'erne stiftede jeg bekendtskab med forfattere som Svend Åge Madsen, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og en masse andre, herunder altså Sven Holm. Det at læse bøger, det at forstå ingenting og derfor stille spørgsmål blev mit liv. Jeg tog en uddannelse, hvor det var vigtigere at finde data end at fortolke dem, hvor det var vigtigere at være en del af et samfund end at bruge kræfter på at opløse det, hvor det var allervigtigst at vide at forskellighed var det der gjorde at vi kunne være fælles om at være mennesker. Jeg blev ikke liberalist, kapitalist eller kommunist, alle disse -ismer har for mig været enten autoritære eller indskrænkende, jeg blev socialist, i forståelsen: "Lad os dele vores evner og hvis vi skal have penge så lad ikke dem komme på tværs i forhold til at dele!

Desværre blev det samfund der skulle styrke mig til et småtskårent, økonomisk-liberalt samfund, som ønskede at leve af økonomi. Det samfund der nu har vist sig at være årsag til en af verdens største finansielle katastrofer, nemlig en til udødeligheden tenderende drøm om at økonomi er Gud, en religion, der nøjagtigt som katoliscismen bliver pålagt uformuende og umyndiggjorte fattige kirke- (bank-) gængere. En religion der bygger på et fantasifoster af ikke eksisterende kendsgerninger, Et fantasifoster der udelukkende eksisterer i kraft af at løgnen ikke bare gentages, men som opfodring til fois gras, direkte presses ned i halsen på os.

Jeg har de seneste dage hørt nytårstaler der fortæller at "vi danskere" alle må være med til at betale for krisen. Alle "Vi danskere" dækker dog i princippet over alle os, der ikke kan andet end at bo i Danmark. Hvis du har været en medvirkende årsag til krisen er du med garanti en af følgende: Politiker, bankmand, udlandsdansker, investor med konti uden for landet, eller simpelthen superegoist, der ladser andre betale for dine omkostninger. At jeg der hele mit liv har betalt for at være et værdigt medlem af det højt besungne danske velfærdssamfund er nu blevet til at jeg er ansvarlig for en totalt associal ego-liberalisme. Gid jeg havde vidst det da jeg var ung, så havde jeg nok kæmpet lidt mere imod end jeg gjorde. Måske superrøvhullerne havde vundet alligevel, men den smag jeg har i munden nu er grim, og jeg har besluttet at det skal være slut, jeg vil både være Bambi på glatis og Panserbryderen Potemkin, jeg vil være social og jeg vil kæmpe mod demokraturet. Godt nok kan jeg ikke bidrage med alle de penge der åbenbart skal til for at gøre folk lykkelige, jeg kan end ikke bidrage med lykke til de mennesker der er blevet syge, har mistet alt, eller bare er kørt ud på et sidespor. Det eneste jeg kan bidrage med er tale om hvad jeg ønsker for andre end mig selv, og jeg ønsker et godt liv. Et liv hvor man trods manglende økonomiske midler kan være glad eller i det mindste more sig. Et liv, hvor det at være medmenneskelig og det at dele de få værdier man har, er et mål. Og når jeg taler om få værdier kan det være medmenneskelige relationer, barndomserindringer eller et billede af genboens Martha, der blev kørt ned som 7-årig, døde af kræft som 28-årig eller blev udsat for en højresvingsulykke en mørk vinterdag. At holde om dem der har minder og at dele minderne, at græde eller grine sammen, når man husker, at være sammen uden at sammenligne banklån og biler.

Jeg går tit udenfor og græder når jeg mindes dårlige ting i mit liv, jeg skjuler også når jeg græder over lykkelige ting, Jeg forsøger at være rask og opføre mig som det forventes af mig. Og det går egentlig helt godt - jeg er nemlig ikke rigtig syg, jeg lider bare af forskellige livsstilssygdomme som kan behandles med medicin, så jeg kan stå til rådighed for det arbejdsmarked der ikke findes, men som skal gennemtrumfes ved lov og ved at tage fattigdommen fra de fattige (argumentationen er at der ikke findes materiel fattigdom, at andre har det værre og at det er de rige der får hjulene i sving). Det sidstnævnte argument er et af dem der gang på gang får mig mig til at smile, mest fordi det svarer til at det er godt for olieproduktionen at lave formel-1 racerbiler. At tænke sig at der findes mennesker der på ca en time kan fyre mere brændstof og arbejdskraft af, end jeg kan præstere på et år i et racerløb; at tænke sig at de rigeste mennesker kan lægge flere penge til side og trække flere penge fra i skat end jeg kan drømme om at se i det meste af mit voksenliv.

Man kan da ikke andet end blive syg og munter af så håbløse argumenter. Det der undrer mig er at der er nogle der kan tage sådan noget alvorligt og tro på at de er mere syge end muntre, når de ikke lever op til de samfundskrav de bestandigt mødes af. Jeg har valgt side: jeg vil fortsætte med at være syg i hovedet, og samtidig møde alle dem der er så alvorlige med en velment munterhed.
Satan og helvede!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar