søndag, januar 06, 2013

Realisme

Lidt lokumslæsning (jeps sådan en er jeg)  fik mig igennem Søndagsavisen (4-6. januar 2013) og en lille notits, hvor Bjarne Corydon udtaler sig om vækst i privatforbruget på baggrund af lønnedgang. Bjarne Corydon svarer if. avisen på denne måde:
"Det er en rigtig analyse at det er en vanskelig situation, hvor vi har nogle dilemmaer. Vi skal både have genoprettet vores konkurrencesituation og samtidig skabe vækst. Den eneste kur er en rigtig, rigtig sund portion realisme", citeres finansministeren, efterfølgende fortæller han: "Rigtig mange mennesker har ganske udmærkede forudsætninger for at have et højere privatforbrug. Vi har nogle fornuftige borgere, der har sparet ganske pænt op og bare venter på, at der er bedre tider på markedet og mere grundlæggende årsager til at være optimist".

Verdens højeste opsparing

Hans udtalelser følges op i pressen af en simpel konstatering: I Danmark har hver enkelt dansker den højeste opsparing i verden, i gennemsnit er hver enkelt ca 240.000 kr værd i opsparing (efter at gæld er fratrukket). Da jeg mistede retten til dagpenge og kontanthjælp havde jeg ingen gæld, jeg levede af familie og venner samt overtræk på min konto og ved ikke at betale husleje! Indtil jeg søgte om kontanthjælp havde jeg en opsparing på 160.000 (ratepension) samt en opnået gæld på 80.000 (ikke betalte regninger), så jeg har altså bidraget til den positive statistik. Det gør jeg bare ikke længere, jeg måtte betale 60% for at hæve min opsparing "i utide", jeg måtte betale overtræks- gebyr og renter for at have overskredet loftet på min kassekredit (ikke bankens ansvar åbenbart) og jeg måtte stå skoleret overfor inkassobureauer, der truede med RKI, og pludselig var min positive opsparing i forhold til min økonomiske situation vendt til en gæld på 30.000, fordi jeg skulle bruge alt hvad jeg ejede ud over 10.000 kroner for at være berettiget til kontanthjælp.

Vi er allerede mange der skylder penge væk, en stor del af os er på overførselsindkomster der ikke tillader at vi har lagt noget til side, som i årtier har betalt til A-kasse og fagforening, som har stemt på partier der vil gøre noget for den lille mand og bevare velfærdssamfundet. Vi er mange der er blevet meget fattige de seneste år. Mit eksempel er absolut ikke det grelleste. En opsparing ca firs tusinde under gennemsnittet er jo ikke nogen herregård, det betyder jo teoretisk set at der bare er en person der har en opsparing, der ligger på 80.000 mere (320.000) og det kunne stort set være min mor, som har betalt sit hus og gæld ud, sidder som pensionist der bare betaler fuld skat, grundskyld og ejendomsskat, uden fradrag.


Den verdensomfattende krise

Ingen er i tvivl om at det var omfattende økonomisk svindel for hurtige gevinster, omfattende investeringer i ejendomme og bankverdenens uansvarlighed der er årsagen til den såkaldt "økonomiske krise". Der er heller ingen der er i tvivl om at de penge der er årsag til krisen aldrig har eksisteret, det eneste der er tvivl om, er hvorledes vi får fyldt det hul som er opstået. Foreløbig har vi i EU, USA og andre lande gravet huller for at få jord til at fylde hullerne op med. Alene i Danmark har vi lavet 7 bankpakker, som hver gang har haft til resultat at de banker der alligevel har måttet lukke har belønnet deres direktører med millionbeløb, for deres indsats for at svindle overfor kunderne. Ikke fordi de mennesker skal straffes, nej de skal gennem en retssag, som for det første tager lang tid og for det andet allerhøjst kan tvinge dem i fængsel, hvis altså retssagen gennemføres og afsluttes inden den bliver forældet. At de er logebrødre med dommerne har jo ikke nogen betydning, rent juridisk!

Krisen er altså et forsøg på at fortælle borgere i næsten alle lande, at de alle skal være med til at betale for pengegriske menneskers fejlagtige investeringer, og bortset fra Island, der blev økonomisk rundbarberet så meget at befolkningen sagde nej til at påtage sig et ansvar, er der kun nogle få lande (i Sydamerika for eksempel) der har taget konsekvensen og har forsøgt eller gennemført nationaliseringer. Økonomisk har det ikke gavnet ret mange af landene, men sært nok har det gavnet borgerne, altså bortset fra de allerrigeste. I resten af verden (også i det EU-venlige Danmark) har krisen stort set kun gavnet den økonomiske elite, mens den fattigste del af befolkningen (både dem i arbejde og dem uden) må betale med flere afgifter, højere skatter, tåbelige aktiveringer (som inddirekte medfører lavere lønninger - mens den økonomiske sektor stadig har lønstignimger på adskillige procent), ja i sidste ende risikerer at skulle betale med deres opsparing (altså den fattigste del af befolkningen)!

Krisens ansigt

Paradoksalt nok vælger mange danskere at reagere på krisen ved at gemme penge, måske ikke til jul og når der skal investeres i familien, men gennemgående er forbruget af overflødige fødevarer og tingester (måske ikke så meget på it-området) reduceret voldsomt, i et vidst omfang er handel med afgiftsbelagte varer flyttet uden for landets grænser, men det gælder principielt kun dem der har råd til et rejse efter billige varer. Den fattigste del af Danmarks befolkning lægger faktisk størstedelen af deres sparsomme penge i danske virksomheder, forretninger og den danske statskasse. At denne del af befolkningen skal betale for andres uansvarlighed (ingen mulighed for skattely eller for at overføre penge til internationale virksomheder) kan undre mig.

Krisen viser sig egentlig kun ved at alle dem der skal bære samfundet, lavindkomstgrupperne og de immobile, skal bære en endnu større byrde, mens dem der kunne bidrage, i stort omfang sikrer sig til bedre tider. Politikere er i stigende omfang afsløret i økonomisk misbrug (om det gælder gaver eller ansættelse af billig arbejdskraft, sågar skatteundragelse eller direkte misinformation som politiker) er blevet reglen snarere end undtagelsen. Virksomheder, direktører, bestyrelsesmedlemmer og aktionærer anfægter den fattiges ret til at kræve almisser for at overleve, men kræver at deres indsats i et økonomisk helvede skal honoreres efter en fortjeneste der ikke på nogen måde modsvarer at stå til rådighed for et arbejdsmarked, der hverken vil betale løn for et arbejde, eller betale arbejdsmarkedsrådige for at være parate til at tage lavtlønnet arbejde, når der er brug for arbejdskraft.
Grundlæggende piner man altså arbejdsløse og syge til at miste sit selvværd, ikke fordi man kan, men simpelthen fordi det er værd at kapitalakkumulere, ikke bare på slaveri, på lønarbejde, men på nedgørelse, som staten bakker op med aktivitetspakker, tvungen aktivering og kapitaloverførsel fra stat til kommune i forbindelse med succesfuld tvangarbejdisering.

Fagbevægelsen

Personligt går jeg ind for fagbevægelsen. Af to grunde, nogle af mine venner har eller har haft gavn af den hjælp som fagbevægelsen kunne bidrage med. Det være sig nye regler på dagpengeområdet, nye regler for deltidsansatte, ja sågar regler om it-registrering af arbejdsledighed, som adskillige ikke var i stand til da det blev en tvungen indsats. Fagforeningerne har i kraft af at de har bøjet sig mistet en stor del af deres magt, og med knæfaldet for det seneste pres er den danske model, som faktisk har været forbillede for de fleste andre vestlige lande, pludselig ved at være noget der svare til et eventyr - fagbevægelsen er reduceret til den prinsesse der findes østen for solen og vesten for månen, den skifting der bliver byttet ud med en troldeunge og kommer tilbage til en helt andet verden efter 200 år, selv om det kun føles som 2 år, til syvsovere der ifølge legenden vokser op til en anden verden  (fortsæt selv).

A-kasserne, fagbevægelsen og de politiske organistaioner er desværre reduceret til at varetage statens interesser, ikke fordi de gerne har villet, men simpelthen fordi de lovgivningsmæssigt er blevet det pålagt. Jeg er da ked af at indrømme at de radikale med deres støtte til efterløn og dagpenge fik lagt en stor del af ansvaret over på den statslige politik, fremfor at fastholde septemberforliget som udgangspunkt for al forhandling og beslutning på arbejdsmarkedet. Men jeg må også indrømme at der i årtier var masser af penge i omløb, som gjorde at forhandlingerne kunne falde på plads, hvis den arbejdende klasse ville give køb på rettigheder for at få mere løn og en feriedag mere, nu er vi i den situation at arbejdsgiverne ikke vil give noget som helst for at sænke lønnen og tage en fridag tilbage. Og fagbevægelsen har ikke nogen opbakning af betydning. Den betaler måske nok (så længe det varer) til de såkaldte venstrefløjspartier, men som det kan ses er investeringen ikke det værd, som medlemmerne har betalt.

Realisme

"Den eneste kur er en rigtig, rigtig sund portion realisme" siger Bjarne Corydon.
Hvilken realisme rammer fattige danskere i forhold til rige danskere? Hvilken realisme rammer lavtlønnede i forhold til internationale virksomheder? Hvilken realisme ramme kreative mennesker i forhold til etablerede virksomheder? Hvilken realisme gælder for folketingspolitikere.

Realismen er et større spænd mellem fattigdom og rigdom. Realismen er at de fattigste mennesker i landet skal betale størstedelen af deres indkomst (overførselsindkomst eller lavtløn) til de rigeste danskere med bopæl i udlandet, til virksomheder der forsvarer deres milliardomsætning uden at betale skat og til dem der politisk, økonomisk eller på anden vis har deres på det tørre.

Realisme er bare et af mange ord der har været igennem newspeak-maskinen. [Nysprog: "Nysprog er det opdigtede sprog i George Orwells roman 1984. I romanen fortælles det, "at Nysprog er det eneste sprog i verden, hvis gloseforråd bliver mindre hvert år." Orwell tilføjede et essay i form af et tillæg (skrevet i datid), hvori Nysprogs grundlæggende principper forklares. Nysprog er i høj grad baseret på engelsk, men det har et meget reduceret og forenklet gloseforråd og grammatik. Det passer til Partiets totalitære styre, hvis formål er at gøre alle alternative måder at tænke på ("tankeforbrydelse) eller tale på umulige ved at fjerne alle ord og konstruktioner, som beskriver begreberne frihed, oprør etc."] (Kilde wikipedia)

Som realist kan jeg kun se en ting - at vi alle mister vores menneskeret til fordel for en økonomiret. Hvis ikke vi på et tidspunkt siger nej.
Så at rejse sig, sige nej og råbe højt: "Nu er det nok" er mit bud på hvad vi realistisk kan gøre. Og jeg starter med mig selv. Vi mødes nok nogle af os.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar