Gammelt nyt

Jeg har tidligere antydet min finasielle og personlige situation.
Nu vil jeg komme med den korte version, på en lang måde.

Uddannelse

Jeg har gennemført min uddannelse på normeret tid, jeg har ikke spildt et år, før jeg var færdiguddannet, da måtte jeg nemlig afvente at aftjene min værnepligt. Ikke med egen vilje, jeg forsøgte virkelig at undgå denne uønskede pause i mit liv. Først ved at søge om at blive frigjort for værnepligt, derefter ved at søge om at aftjene som militærnægter. Men nej, jeg skulle aftjene værnepligt på samfundets præmisser, altså afventede jeg at stille mine tvivlsomme evner til rådighed for militæret kort efter afslutningen på min uddannelse.
Så enkelt skulle det dog ikke være. Godt nok blev jeg slettet fra forsvarets lægdsrulle, men det betød bare at jeg skulle aftjene min værnepligt indenfor det der dengang hed Civilforsvaret. Problemet var i den sammenhæng at jeg ikke kunne afslutte min værnepligt indenfor et år efter afslutningen af min uddannelse, men måtte vente i omkring 8 måneder på at skulle aftjene de 8 måneders værnepligt, altså i alt lidt mere end 16 måneder af mit liv hvor jeg var tvunget til at være ledig!

Økonomi

Jeg har gennemført min uddannelse med nedsat SU fordi min mor (enlig med 4 børn) havde en indtægt der ikke berettigede til den højeste Uddannelsesstøtte. Derfor måtte jeg tage studielån på nyopfundne vilkår, nemlig statsgaranterede banklån. Min 6 år ældre storesøster tog statsstudielån til 2% i rente, jeg måtte låne til 12 til 24% i studietiden, stigende til over 30% efter endt uddannelse. Ikke nok med det så krævede banken at jeg skulle betale lånet tilbage mens jeg ventede på at aftjene værnepligt og mens jeg modtog dimmitendsats uden udsigt til arbejde.
Da banken fik sine penge (de statsgaranterede) havde jeg haft 65.000 kroner i hånden i løbet af 5 år, med de renter der var påløbet kom jeg til at skylde mere end 200.000 kr væk. Ikke nok med det med statens indfrielse af mit studielån var renterne på mit lån reduceret til 0 kr, mens hovedstolen var blevet til 220.000 kr. Altså, hvis jeg fik mulighed for at tilbagebetale mit lån, ingen fradrag, fordi der ikke var påløbne renter.
Min virkelighed blev til den verden jeg levede i, ikke den verden jeg fik foregøglet!

Arbejde

Efter aftjent værnepligt fik jeg vikariater i hele landet (mellem 4 ugers sommerferievikariater og årlige barselsvikariater samt vikariater i forbindelse med at bibliotekerne indførte IT-teknologi (Jeg skulle lave det gammeldags arbejde, mens dem jeg viakrierede for fik en IT-opgradering i form af kurser). Man kan jo sige at jeg dermed diskvalificerede mig til et kommende arbejdsmarked. Men jeg var lykkelig for arbejde, flyttede fra Nordjylland til Nordsjælland, derefter til Vestjylland og tilbage til Sjælland, derefter kom turen til Sydjylland, hvor jeg var beskæftiget så længe at jeg nåede at blive far. Og at miste mit vikariat, blot for at komme i et beskæftigelsesprojekt, som selv de politikere der havde godkendt projektet ikke troede en skid på, og derfor end ikke tog stilling til det oplæg jeg lavede som afslutning. Ledig igen.

Økonomi

Min gæld til staten (statsgaranteret studielån) havde jeg kun betalt sporadisk tilbage på, det vil sige at hver gang jeg havde tjent penge tog staten mit overskud uden at støtte mig i forbindelse med husleje etc. Faktisk søgte jeg om boligstøtte og blev bevilget ca 150 kr. månedligt, pengene blev dog regnet som b-indkomst og blev derfor fratrukket mine skattefradrag. Skattesmæk var resultatet og jeg stod på et tidspunkt i den situation at jeg ikke kunne betale el, vand og varme, efterfølgende skulle betale for at få åbnet for disse forbrugsgoder og som følge deraf ikke kunne betale husleje. Det var samme år jeg fik 7.000 kr. tilbage i skat, og hver eneste krone gik til at betale af på min studiegæld.
Det sociale sikkerhedsnet havde ingen gang på jorden, kommunen ville ikke hjælpe fordi jeg betalte til min a-kasse, mens de henviste til min bank, der ikke ville hjælpe fordi mine indtægter ikke gav dem mulighed for at låne mig pengene.
Da lærte jeg at det sociale sikkerhedsnet vi var så stolte af ikke gjaldt os der var ledige på arbejdsmarkedet, måske nok dem der var steget ud af samfundet, men ikke dem der forsøgte at bevare tilknytningen til det.

90'erne

Min datter blev født, jeg mistede mit lejemål og forholdet til min datters mor, jeg levede af at møde til arbejdsløshedskurser, jeg boede på et loftsværelse på 8 kvadratmeter og havde end ikke råd til at besøge min datter i Nordjylland, hvilket selvfølgelig gjorde mig til en mandlig skurk i forhold til mit barn og mit barns mor.
Til sidst tog jeg på højskole på Samsø. mest for at komme væk fra det værtshusmiljø jeg opsøgte når jeg havde bare nogle få penge.
Højskoleopholdet gav mig mulighed for at være frivillig på en lille lokal radiostation, hvilket dog viste sig at give mig problemer, da jeg ikke måtte arbejde som frivillig, når jeg modtog dagpenge. I stedet blev jeg derfor anvist jobtilbud (det hedder "aktivering" i dag) på det lokale bibliotek, hvor bibliotekaren insisterede på at jeg kun måtte opfylde de specifikke opgaver der fremgik af "tilbuddet".
Arbejdsløsheden var på det tidspunkt i top, og til sidst besluttede jeg mig for at flytte til Midtjylland, hvor min far boede. Jeg betalte husleje og deltog i husholdningen, jeg søgte arbejde, uden at få noget. Mit CV angav jo at jeg aldrig havde haft arbejde, kun viakriater eller midlertidig beskæftigelse. Og i december 1998 modtog jeg ikke dagpenge. Min A-kasse henviste til at jeg havde mistet dagpengeretten.

Økonomi

Det var jo op til jul, jeg var ikke blevet advaret af a-kasse eller andre instanser, jeg havde bare ikke længere ret til dagpenge, og jeg skulle møde til en form for aktiveringskursus for at kunne modtage kontanthjælp. Det blev en kold jul i mere end en forstand, der lå meget sne, og jeg boede til leje (billigt, det må indrømmes) hos min far. Men koldt det blev det, og det bedste jeg kunne gøre var at søge arbejde (som jeg jo havde gjort gennem 20 år på det tidspunkt) og at læse bøger og have billige interesser, som at læse og lytte til radioudsendelser.
Jeg modtaog kontanthjælp og gennem det omtalte år havde jeg kontakt med kommunens socialkontor, som kontrollerede min indsats som arbejdssøgende, men ikke havde et tilbud til kontanthjælpsmodtagere med min uddannelse.

Lige før Årtusindskiftet

Jeg blev kontaktet af ledern af den lokalradio jeg havde arbejdet for lige efter mit højskoleophold. Han havde fået statslige tilskud til at etablere en lokal TV-station og ønskede at ansætte mig. Med løn. Jeg jublede og spurgte hvad lønne var, og han forklarede at lønnen sådan set afhang af de tilskud han kunne få fra Kulturministeriet. Jeg regnede lidt på tallene og sagde at jeg hellere ville have en løn, som berettigede mig til dagpenge, end at jeg ville have den tarifmæssige løn. Jeg blev ansat et halvt år med løntilskud.

Økonomi

Som i dag giver løntilskud ikke fornyet dagpengeret, men dengang skulle en periode på et halvt år med løntilskud følges op af en garanteret periode på minimum et halvt år med løn, uden tilskud.
Jeg kom ind i dagpengesystemet igen. Ikke at jeg blev rig, men jeg var med igen, på dagpenge og uden forsørgelse på kontanthjælp.
I mellemtiden havde jeg så mistet kontakten til min datter og hendes mor, jeg måtte lige klare at stå til rådighed for samfundet først!

TV-Samsø

Gennem de næste år arbejdede jeg på mere end fuld tid med at lave TV og radio. Det viste sig at jeg var god til de fleste opgaver som en radio- og Tv-station havde. Jeg kunne lave manus, jeg kunne være studievært, tekniker og klippe udsendelser analogt. Jeg var samlingspunktet for de andre ansatte fordi jeg på en måde var en slags altmuligmand. Selv når der skulle skrives rapporter til kulturministeriet kunne jeg gøre dem læselige. Udover det blev jeg i løbet af et halvt år til grafiker på TV og kunne oprette et regneark til registrering af abonnenter. Jeg læste e-mail trods det at vores modem lukkede af for "store" forsendelser, ja faktisk havde jeg adgang til næsten alle fortrolige oplysninger bortset fra regnskabet.
Da der ikke var flere penge var jeg stadig den mest betroede medarbejder.

Økonomi

Vi var tre ansatte, men da der ikke var flere penge i kassen, fik vi forelagt krisen. Jeg foreslog at vi afholdt ferie og afventede nye tilskud i det kommende år, men én af de ansatte havde brugt sine feriepenge, og ville derfor ikke være med. Jeg fik dog efter anmodning en fyreseddel og måtte modtage dagpenge i forbindelse med julen. På grund af den enkelte der havde brugt sine feriepenge, altså hævet dem, uden at holde ferie, varede det et halvt års tid inden vi igen kunne få ansættelse. De penge der var gik til enkeltopgaver, og da jeg jo var der alligevel, fik jeg ikke løn, men havde masser af frivillige opgaver.
Jeg var dog som følge af min dårlige økonomi holdt op med at ryge, og havde bestemt mig for at de penge jeg tidligere havde brugt på rygning skulle indbetales på en pensionsopsparing.
I samme periode fyldte min datter 18 år og jeg havde betalt de børnepenge jeg skulle. Med kun en datter syntes jeg at det sikreste ville være at tegne en større pension, hvis jeg skulle dø tidligt eller ved en ulykke ville hun jo arve pengene, altså aftalte jeg med banken at det beløb jeg tidligere havde betalt i børnepenge fremover skulle gå til en ratepensionsopsparing.
Efter ½ år på kontanthjælp måtte jeg desværre bøje mig for lovgivningen.  Jeg skulle hæve min opsparede pension før jeg kunne modtage flere penge, men ikke nok med det, jeg skulle aktiveres og på den måde arbejde for mine egne opsparede penge. Jeg fattede og fatter stadig ikke denne tankegang! Derfor tog jeg arbejde som var usikkertt, men arbejde.

De seneste år

I 2009 blev jeg igen ansat på TV- og radiostationen, men allerede efter 1 måned fik jeg ikke løn til tiden, det var ikke min fejl, men økonomien hos min arbejdsgiver var ikke så god og bankens vilje til at give kredit var heller ikke specielt god. Altså kunne jeg ikke betale mine regninger, jeg søgte kontanthjælp med henvisning til at lønmodtagernes garantifond ikke var involveret, endnu.
Jeg blev igen kontanthjælpsmodtager, dennegang på de vilkår at jeg skulle aktiveres. Jeg blev sendt til en kommunal beskæftigelse hos den tekniske forvaltning i 3 måneder, derefter blev jeg sendt på et aktiveringskursus. Da kurset blev lukket fordi den udbyder som havde det ikke kunne tjene nok, blev jeg sendt til et aktiveringsprojekt hos kommunen, hvor jeg kunne tømme lokummer, male offentlige bænke eller bare finde på noget, så jeg kunne bevise at jeg var i stand til at møde på et arbejde kl halv syv og vente på at få fri kl 15 på hverdage, og lidt tidliger på fredage.
Jeg skulle ikke lave noget, jeg skulle bare møde, kede mig en hel dag for at vente på at få fri.
Det blev kaldt aktivering, men for mig er og bliver det passivisering.

Økonomi

Efter mere end ét år måtte jeg hæve min pensionsopsparing, jeg fik ikke noget arbejde, havde bare oparbejdet en gæld til bank, andre kreditorer og min familie, som var næsten ligeså stor som min pensionsopsparing.
Jeg hævede min pensionsopsparing, Danske Bank fik sine penge, ellers ville jeg ikke kunne få mine. Dernæst betalte jeg min familie som havde understøttet mig (uden at forlange renter), og endelig betalte jeg for at kunne bo hos min far, ikke renter eller forskud eller indskud, kun for det forbrug jeg havde haft. Og de 160.000 kroner jeg havde haft - minus 60% - betød at jeg stadig havde en gæld på mere end 30.000 kr, som jeg altså betaler af på hver eneste måned, selv om jeg kun modtager kontanthjælp.
Tænk sig jeg havde i princippet har levet at noget der ialt ligner 100.000 kr i mere end et år, jeg betalte ikke mine regninger, men jeg søgte arbejde, jeg rejste efter at finde jobs, jeg søgte at passe min familie. Mens jeg forsøgte at blive på arbejdsmarkedet, faktisk er en stor del af min gæld indbetalingen til efterlønsopsparing, som jeg takket være min familie har fastholdt (og glem det med fradrag - jeg tjente og modtog ingen penge i 2011). Jeg var bare ikke heldig, som så mange andre.

Jeg flyttede tilbage til min far, både for at være nær ham (dengang 85 år), men også fordi han havde plads i sit hus. Desværre (?) blev hans kommune sammenlagt med Silkeborg Kommune og min aktivering på kontanthjælp krævede at jeg skulle rejse omkring 4 timer dagligt for at vise min vilje til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Da jeg så dagligt skulle deltage i et jobsøgningskursus i Silkeborg aftalte jeg med min bror, at jeg lånte en sovesofa på ugedage, mod at jeg tog mig af hans børn, såfremt ingen andre kunne (jeg aner ikke om det er strafbart - det var bare en måde at overleve på)
Samtidig havde jeg mødt en pige fra Odense (Jeg tror det var sidste gang jeg var i byen overhovedet) og hende ville jeg gerne se igen. Hun besøgte mig og til sidst fik jeg en praktikplads i Odense.
Så flyttede jeg og problemer opstod af ingenting. Min praktikplads (aktivering) kunne ikke garantere mig arbejde, så jeg blev sendt tilbage til en aktiveringsproces der skulle sikre mig arbejde.
Jeg fik 2*13 uger hos Netto. Ingen løn, bare kontanthjælp. Ingen transportfradrag, afstanden var mindre en 23 km (helt nøjagtigt var afstanden 45 minutters gang, eller ca 1 time og 10 minutter med offentlige transportmidler - ca 10 minutter i egen bil)
Jeg gik på arbejde, da det både var det billigste og det hurtigste, desværre blev jeg skadet og måtte lægge mig med hævet fod (en slags tennisalbue i foden). Dernæst fik jeg - og det har intet med arbejdet at gøre, tror jeg - en byld i lysken af alle steder. Jeg kunne ikke løfte, jeg kunne ikke sidde på en stol i kassen, uden at det gjorde ondt. Og derudover fik mig og min kæreste problemer af psykisk karakter (ikke os, men den ene af hendes børn).
Jeg blev væk fra arbejde efter at jeg havde meldt mig syg i flere uger.
Mine penge er ikke garanterede, måske får jeg dem til den første og måske bliver de inddraget, jeg hører intet fra den bevilgende myndighed, faktisk hører jeg kun, når der ligger en besked i min e-boks om at jeg modtager et eller andet beløb. At planlægge fremtiden ud fra en så usikker indtægt er vel kun rige mennesker forundt?
På baggrund af min uddannelse har jeg nu fundet en løsning, der hedder: "Lad være at bruge penge"
Jeg er fattig, jeg modtager ca 10.000 kr før skat i kontanthjælp, når jeg har betalt mine kreditorer har jeg alt efter hvilken måned vi er i, mellem 700 og 2500 kroner på månedsbasis gennemsnitligt omkring 1500 pr. måned.
Jeg betaler stadig til min efterlønsordning (hvert kvartal). Jeg betaler af på den gæld jeg fik da jeg ikke modtog kontanthjælp. Jeg betaler husleje og har stort set ingen penge til mig selv. Men jeg lever.

Gammelt nyt

Det mærkelige ved det hele er at der ikke er ændret en tøddel ved alle de regler der vedrører at miste retten til dagpenge.

Da jeg mistede retten til dagpenge fik jeg et halvt år til at finde arbejde. Derefter skulle jeg i "utide" hæve min opsparing (ratepension), samt bruge pengene før jeg kunne ansøge om kontanthjælp (der har aldrig været tale om "ret" til kontanthjælp. Derefter skulle min finasielle situation vurderes (om jeg havde ægtefælle eller anden forsørger),. Først herefter kunne min situation afklares, dog altid med min underskrift på at jeg ikke snyder (den modsatte underskrift og det omvendte ansvar findes ikke).

Fortæl mig så hvad nyt der er i de regler som vi alle er underlagt! Set med mine øjne er det altsammen gammelt nyt.