Økonomi

Jeg elsker økonomi, det er simpelthen det vigtigste ord i min og alle andres tilværelse. Ikke nødvendigvis vigtigt som at jeg har en økonomi, eller som at staten har en økonomi. Nej som i "Vi er afhængige af økonomi". Lissom vi kan ikke slippe smøgerne, vi er alkoholikere, eller vi er narkomaner, eller vi hænger på MacDonalds junk-food.

Øko-

Ordet øko- med efterfølgende ordstammer som -logi, - nomi og -noma samt få andre varianter er alle dannede ud fra det græske ord for familiehusholdning "oikos". Det omfatter hushold med kone, børn, slaver og øvrig familie. Altså principielt husholdning.
Jeg synes selv meget om økologi, men ikke i dag, hvor det skal handle om økonomi: De penge der findes i "husholdningen". Jeg lever i et samfund, hvor økonomi er "alfa og omega", forstået som en bindende kontrakt mellem formuende og ikke formuende familier. Nå ja bindende er vel på linje med de oprindelige tanker fra det græske demokrati, hvor kun formuende familier i virkeligheden var fungerende medlemmer af demokratiet.

Økonomi er altså et spørgsmål om at bevare eller optimere værdier for enkelte privilegerede borgerfamilier. Som sådan er der jo ikke nogen problemer med at forstå økonomi. Det er et mere end 4.000 årigt begreb, der blot har fået en anden betydning. For andre ord som fx "bjørnetjeneste" benytter man betegnelsen "pendulord". Men når vi taler om økonomi er der ingen tvivl, det er et entydigt, uændret betydende ord: penge!

At penge ikke havde den store betydning i de patriarkiske (eller hvis de fandtes: matriarkiske) samfund er jo mindre væsentligt, det det har drejet sig om er at familien skulle overleve. Stort set ikke andet.

Penge

Opfindelsen af penge bygger på en værdifastsættelse af varer, altså at man i forbindelse med en transport af for eksempel dyreskind fra det nordligste Europa, eller simple glasperler (det var nok en fantastisk opfindelse dengang) kan udveksle samfundsværdier og opnå en byttehandel, der i sit enkleste princip kan være til fordel for begge parter. Lidt ligesom penge, der oprindelig var en simpel måde at flytte værdier på i forbindelse med at være uønsket.
Kineserne fandt på at lave pengesedler (efter samme princip som de senere checks), tempelridderne flyttede værdier fra Europa til det forjættede, hellige land ved hjælp af sedler, der garanterede garanti i jord eller tilsvarende værdier. Renter var, modsat fjendens religion, ikke et problem for kristne, bortset fra at man senere opfandt udtrykket åger-renter for højtforrentede lån. Penge blev altså med kampen mod den religiøse fjende til et garantibevis. En værdi der var garanteret af ejendom og besiddelse. Med den katolske kirkes fjendebillede (islam) opstod den kunstige værdi - af ejendom tilhørende døde mennesker, syge mennesker og mennesker der slet ikke vidste at deres nærmeste havde sat deres livsgrundlag på spil for at føre en krig mod andre mennesker, der aldrig havde slået Gud eller kristne ihjel. Penge blev grundlaget for at føre krig, og krigen blev grundlaget for at skabe penge af ejendom.

Husholdningen tabte til de kunstige værdier, der hed lån, og som kunne omsættes til penge, der igen kunne omsættes til investeringer i våben, senere også til investeringer i varekøb, inden vi nåede frem til det helt geniale: investeringer i investeringer.

Økonomi

Således er vi nået frem til nutiden meget hurtigt, men det er faktisk meget enkelt: Økonomi startede som husholdning, fortsatte som lån og endte med at være investering.

For sådan en fattig dansker som mig har økonomi aldrig rigtig udviklet sig til at være mere end husholdning. Jeg fik aldrig fast arbejde, jeg havde ikke mulighed for at lege med penge jeg ikke havde, faktisk kunne jeg ikke engang låne penge, hvis jeg ville flytte efter et arbejde og betale indskud til en lejebolig. Indtil engang for omkring 10 år siden, hvor jeg fik et tilbud om at få en kassekredit på mit glatte ansigt. Jeg havde lige vist min vilje til at betale et overtræk tilbage og banken stolede åbenbart så meget på mig, at jeg på dagpenge og løse, kortvarige ansættelser til lav løn pludselig var kreditværdig. Min studiegæld havde jeg afbetalt, men renter og renters renter betød at jeg til sidst fik eftergivelse på mere end 200.000 kr af de påløbne renter. Så pludselig var jeg gældfri, og kunne optage lån efter eget valg (kassekredit) på 50.000 eller 100.000 kr. Jeg sagde ja, men bad om kun at få en kredit på 10.000 kroner. Og da jeg søgte kontanthjælp var jeg lykkelig for den beslutning. Mest for min egen skyld, for ligegyldigt hvordan fremtiden tegner, er jeg sikker på at jeg vil gå i døden uden at skylde noget til nogen, men også uden at eje noget.
Sådan ser min økonomi ud, bortset fra at jeg jo i den gode periode investerede i min alderdom ved at spare op til min pension (mest fordi jeg kunne se at mine forældre havde mere i pension end jeg havde i dagpenge, men også fordi jeg kunne forudse at den ville spare samfundet for at skulle give penge ud på det som allerede var begyndt at blive "ældrebyrden") - og så ville jeg gerne leve godt som ældre (hvis jeg blev gammel) og sikre mig at det ikke blev mit pensionskrav der belastede samfundet.

Forsikring

Gankse kort vil jeg nævne forsikring. Det er nemlig et spørgsmål om økonomi og fællesskab. Oprindelig et fællesskab omkring faren for brand i byer, hvor brand i ét hus kunne medføre at en hel by (eller en gade) totalt nedbrændte. Et fællesskab, hvor genopbygning af ens levevej (værksted, bod eller beboelse) var sikret i et fællesskab, hvor ingen kunne vide, hvem der blev ramt af skaden næste gang, uagtet alle sikkerhedsforanstaltninger.
Jeg har tegnet forsikringer, som arbejdsløshedsforsikring, ulykkesforsikring og sågar en pensionsforsikring. Men det pudsige er at jeg skal tegne en husforsikring, en hundeforsikring, en knallert(ansvars)forsikring og sågar en ansvarsforsikring for bilen - efter loven selvfølgelig, men uden at have indflydelse på hvor meget den egentlig dækker eller hvorfor jeg skal tegne den. Sådan er det også blevet med arbejdsløsheds-, ulykkes- og pensionsforsikring, efter at staten har blandet sig. Pludselig er det ikke mig eller mine ligestillede der forhandler om en løsning, nej det er det offentlige der definerer mit ansvar og hvilket krav et forsikringsselskab kan stille til mig.

Jeg er altså forsikret på vilkår, der i dag endda er afhængige af investorer, altså skal jeg ikke længere sikre at ulykker omkring mig er dækket ind, nej mine ulykker er udstedt i aktier. Ikke aktier jeg ejer eller har del i, nej aktierne tilhører mennesker (dyr) der er villige til at investere i andres ulykke simpelthen ved at undlade at betale for de skader der sker, når folk udsættes for ulykken. I dag betaler staten omtrent det samme som forsikringsselskaberne ved naturkatastrofer for eksempel.

Værdi

Grundlaget for værdi er selvfølgelig ejendomsret. Jord er vigtig, det er næsten umuligt at tjene penge uden at eje jord, pudsigt nok betales skat af jord i promiller, mens skat af arbejdsindtægt betales i procenter. Indtægter er altså grundlaget for statens indtægter, bortset fra at staten ser det som en primær opgave at sikre produktionsapparatet fremfor den produktive arbejder. En ejer af et produktionsapparat kan altså trække sine udgifter fra og derved få penge til sig selv og til investering i nye produktionsapparater. Omvendt kan den produktive arbejder trække omkostninger fra som er låneomkostninger, rejseomkostninger (hvis der er langt til arbejde), familierelaterede omkostninger (børnepenge og medicin-udgifter) og forsikringsomkostninger (efterhånden kun nedsat arbejdsløsdhedsforsikring - som nogle politikere åbenbart arbejder seriøst på at afskaffe).

Forbrug

Vores samfund er altså nået frem til at værdi, opsparing og forsikring udgør vores økonomi. I mange taler i forbindelse med den seneste økonomiske krise er der dog endnu en stor skurk: Forbruget. Alle opfordres til at øge forbruget for at sikre en øget produktion. Gang på gang hører vi det politiske mantra, og ofte hører vi at danskere lægger til side, gemmer penge på kontoen fremfor at bruge penge på indkøb, og at de rigeste skal sætte hjulene i gang ved hjælp af skattelettelser.
Hvor er det enkelt at tro at mennesker der kun har en middelmådig indkomst og et minimalt overskud efter at have betalt for at eje og for at leje og for at låne og for at deltage i et samfund - skulle være dem der ville betale. Betale for dem der har et maksimalt overskud på kunstige investeringer, udfører penge fra Danmark til skattely, ejer gennem uigennemskuelige selskaber og køber varer i udlandet når de alligevel er på rejse for at gemme deres penge.

De mennesker der forbruger i Danmark er dem der ikke har råd til at rejse. Måske har de råd til en tur med bus til Nordtyskland, men de har har altså stadig ikke ret mange penge at bruge af. Godt nok er mange penge små nok en stor å, men det retfærdiggør ikke at overføre enhver økonomisk vækst til dem der ikke støtter det fædreland som de priser. Forbruget i Danmark er nu kommet så langt at lavpriskæder vil købe varer i lande der fremstiller billigere end her i landet, ikke fordi varerne er bedre eller mere sikre (faktisk er mennesker både blevet syge og er døde af varer fra billige importlande), simpelthen fordi de er billigere.
Imedens kan højndkomstlønnede betale sig fra billige varer, i hvert fald indtil specialforretningerne lukker.

Men hvad så?

Økonomi er altså to ting. Dels et forbrug af penge der ikke findes. Skabt af renter (nu hvor renterne er historisk lave: skabt af bankgebyrer), og skabt af et banksystem, der lægger renterne ca 1200% højere end statsbanken.
Dels en husholdning, der forsøger at leve uden bankers indflydelse, ved at dyrke selv og ved at gøre økologi og selvstændighed til det vigtigste.

Sålænge økonomi er de riges pres på de fattige er økonomi ikke et samfundssystem, så er det asocialt pressionssystem, som kun ganske få kan leve af.

Økonomi vil udelukkende være en teori, på linje med liberalisme. Ikke et mål eller et middel. Kun en teori!