onsdag, januar 16, 2013

De små samfund

Inspireret af møde på lørdag om landdsitrikterne og oprettelse af en arbejdsgruppe omkring pipper jeg lidt her, da jeg ikke føler mig i stand til at komme selv.

Jeg er født i den lille by Sæby (Nordvest for Roskilde), vokset op i den lille vestjyske by, Ansager, til mit 17 år. Har boet i Danmarks største provinsby, Aalborg, mens jeg læste til bibliotekar. Sidenhen har jeg haft bopæl i Fårvang, nær Silkeborg og på Samsø, nu er jeg flyttet til Odense NV, som faktisk er langt ude på landet, når man bor i et rækkehus på en ensrettet vej, hvor der kun er 30 naboer og genboer, før du må vende og køre samme vej ud af kvarteret som da du kom ind i det.

I Alborg nåede jeg at bo i både midtbyen og i satellitbyerne. Jeg nåede at opleve de korte afstande og ulemperne ved at være bundet af privatbilisme som studerende. Jeg havde ikke råd til bil, da jeg blev arbejdsløs, så det var naturligvis cykel der skulle bruges. Jeg havde heller ikke råd til kørekort, og fik ikke et, selv om jeg ikke røg. Min mor var fraskilt med 4 børn.

Siden har jeg været afhængig af kollektiv trafik.

Udfordringer i de små lokalsamfund

Som barn var udfordringerne ikke specielt store i lokalsamfundet, der var skole, flere forretninger og et lokalsamfund, hvor børn og forældre deltog i det omfang det kunne lade sig gøre. Jeg lærte under min opvækst at tale to sprog (Vestjysk og rigsdansk) - mine forældre fattede sjældent hvad vi sagde, selv om de underviste i samme folkeskole som vi var elever i. Men vi kunne oversætte, og vi havde ingen problemer med at skifte sprog, når vi var sammen med både vores mor og vores legekammeraters forældre.
Der var ikke børnehave, og mange, for ikke at sige de fleste mødre gik hjemme, eller havde som os en ung pige i huset. Nogle gange kunne man være uheldig med sådan en ung pige, og det var vi da også, fordi sognerådet havde fundet en mulighed for at en pige kunne passe os, hvilket mine forældre, der dengang endnu var gift, syntes var en god ide. Hun holdt utrolig meget af børn, var en engel overfor os, men desværre havde sognet glemt at fortælle at hun havde kleptomaniske tilbøjeligheder. Som man kan forestille sig blev det afsløret, og som man kan forestille sig, var det for sent. Hun mistede endnu engang sin livsnerve på grund af misforstået hemmlighedskræmmeri fra det offentliges side. Sådan var de små samfund også.

Med tiden ændrede alt dette sig, der kom efterhånden børnepasning, da kvinderne på landet fik arbejde (der kom ingen fremmedarbejdere til de små landsbyer, der var simpelthen ikke arbejde til at brødføde endnu flere i disse små samfund - oftest heller ikke til at brødføde dem der boede der). Oftest var de bedsteforældre eller store søskende (især piger), men af og til kunne det blive nødvendigt med en barnepige.

Også i andre sammenhænge skulle vi børn og unge arbejde, men det viste sig hurtigt hvilke talenter vi havde, og dem der var gode til at arbejde i landbrug, med træ eller sætte bøger på plads på det lokale bibliotek, kom til at arbejde med det de var gode til. Jeg fik for eksempel arbejde som bogopsætter på biblioteket efter jeg var fyldt 14, formedelst 1 kr i timen, som efter et år steg til 1,25 krone. og efter 2 år til 2 kroner i timen.

den tvungne skolegang blev udvidet så vi alle skulle gå i skole ni år, men en af mine klassekammerater fik lov at komme i lærer som håndværker, fordi han havde fundet en læreplads inden han skulle i 8. klasse.

Og sådan kunne jeg fortsætte, men jeg tror jeg har givet et billede på godt og ondt af de små samfund på landet.

De små samfund jeg mødte senere

De små samfund findes alle steder. Studentersamfund, havnearbejdere, lærere og kommunal-etat, politiske organisationer, samt mange flere steder. De små samfund havde tit og ofte deres egen dagsorden (i dag hedder det ofte agenda), som gik ud på at de gennem fagforeninger, loger eller andre fællesskaber kunne arbejde for at opnå rettigheder, i virkeligheden noget der bygger på middelalderlige begreber som laug og loger, på sammenhold i snævre arbejdsmæssige sammenhænge.

Som ung mødte jeg den slags samfund og en helt anden slags. Jeg mødte den spirende demokratiske bevægelse, der tog afstand fra den traditionelle bevægelse. Den var begyndt med SF og fortsatte med VS - men den stoppede ikke, jeg nåede op på at der var så mange venstreorienterede bevægelser alene i Aalborg at de blev nødt til at gå sammen om at sælge marxistisk litteratur og politiske medlemsskaber. Jeg opdagede musikalske strømninger fra østlandende og læste litteratur der ikke alene var marxisme, men var fortolkninger. Pudsigt nok var det eneste jeg først opdagede senere, at kommunismen i USA var totalt skudt i sænk via McCarthyismen, og det skete kun fordi jeg begyndte at læse amerikansk litteratur i forbindelse med sydsaternes forfølgelse af "black people". Det sidste blev det jeg lærte af. At små samfund opfinder og fastholder deres opfattelse af hvem der er skyldige i samfundets ulykker - lidt lissom Dansk Folkeparti. (I forbindelse med samfundets "økonomisk krise" ser vi den samme funktion, bortset fra at samfundet nu ikke længere er vores men vores demokratisk betroede politikeres.

De små samfund viste sig med tiden at blive smålige, og samtidig fik jeg nogle oplevelser med effektivitet gennem to kommunesammenlægninger, dels i 1970 og dels i 2007, jeg kavede faktisk omkring seks radioudsendelser om hvilken betydning kommunesammenlægningen kunne få for Samsø, fordi jeg boede der på det tidspunkt. Jeg lærte også at mennesker ikke har lyst til at opgive deres standpunkt i de små samfund. Endelig lærte jeg at de små samfund er små, ikke indskrænkede som mange væler at sige, de er bare nære samfund uden mulighed for økonomisk opbakning, især i tider man uden blusel kalder krisetider, for at lukke virksomheder, for at spare på service fra såvel kommunal side som fra statslige og pengeinstitutters side.  Så kan alle de gamle lære det, de har fået rollator og el-scooter, der er givet tilskud til alle mulige ting og i samme åndedrag er der masser af tilskud der ikke er givet fordi mennesker kan klare sig selv uden hjælp. Som for eksempel min far der ikke kan få hjælp til at tørre støv af eller få støvsuget eller pudset vinduer. Han er vaks nok til at følge lægens råd og gå ca ½-1 kilometer om dagen, men kan ikke klare de huslige pligter. Huset er ikke bygget efter en robotstøvsuger, da det er i flere niveauer på stueplan, men også  på loftsplan. Men han kan stå ud af sengen og kan gå i sengen, han kan endda finde ud af at bruge sin (fastnet-)telefon og se svar fra lægen på internet, han kan som 86-årig køre bil, hvilket han er afhængig af, trods det at han ikke lænegere bryder sig om det, han har et bredt netværk, der desværre også er kommet op i alderen, mens hans børn alle er for travlt optagede med at opfylde krav om at være i arbejde, trods det at der kun delvis er og har været arbejde.

Retten til at leve i et lille samfund

De små samfund er simpelthen ikke længere til i mange sammenhænge! Medmindre de skal definres som samfund hvor gennemsnitsalderen er over pensionsalderen. Jeg ved der findes småbyer ikke så langt fra danske metropoler, som Aalborg, Aaarhus, Silkeborg, Herning, Esbjerg, Kolding, Aabenraa, Odense, Roskilde, Ringsted, Køge, København og Malmø.

De bliver oftest betegnet satellitbyer eller forstæder, de er kun til fordi der er opstået et ønske fra de købedygtige, om at være lidt i fred. På sigt kan vi forestille os et eler flere danske "Beverly Hills"-agtige afspærrede områder, der blot skal afsondre rige mennesker fra de "små, nære samfund". Det giver ret til et elitært mindretal til at leve i et mindre samfund, og måske også til at udelukke andre mennesker fra et mindre samfund.

Man kan spørge sig selv om Hellerup er bedre end Ishøj (billeder fra min ungdom). Det vil måske heller ikke være svært at spørge om Costa del sol er bedre end Langeland (der er vel ca lige meget kyststrækning), nej det eneste man kan spørge om er hvorfor det ene sted er bedre end det andet?

Det nære samfund

Man kan altså diskutere om det nære samfund er der hvor man kører med sin hund i bil til Bernstorff-parken, lader den skide alt hvad den vil, losser den ind i bilen og kører hjem igen, eller der hvor man har en hund i rækkehuskvarteret, går tur med den fordi man ved at den er det eneste selskab man får. Man kan spørge sig selv om danskere i Solvang, Californien (som ikke kan tale dansk, men syns at wienerbrød er så dansk at det skal være på bordet i en af de lokale restauranter), eller om tyrkiske indvandrere skal lære at spise svinekød og tvinges til at konvertere til kristendom for at få lov at bo i Danmark. Jeg er faktisk blevet træt af at nævne det nære samfund. Det var noget helt andet jeg ønskede at fortælle, men kan bare ikke klare at der er så få der forstår sammenhængen.

I morgen vil jeg fortsætte dette indslag i en ny blog - der er brug for at vide hvad vi skal stille op med landdistrikterne (og med det indesluttede småsamfund på den dyre og billige side af samfundsøkonomien). Bare vid at samfundsøkonomien får det største bidrag fra indvandresamfund, ikke fra kapitalisterne (dem der lever af penge).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar