Neutralitet

Hvad er der egentlig galt ved at være neutral? Man skulle da tro at evnen til at lytte til flere parter, at holde sig på et venskabeligt plan med andre ville give potentiale.  Forstået på den måde at man ikke skal bruge tid og kræfter på uvenskab, men på at gøre livet og tilværelsen så enkel så mulig for både sig selv og andre.
Neutralietet er som sådan simpel: Undgå konflikter i videst muligt omfang, og undgå at blande dig i andres konflikter. Man kunne metaforisk sige hold fjenderne i hånden og sig at de begge er dine venner, selvom de ikke er i stand til at se hinanden i øjnene uden at der opstår en konflikt.

Historien

Historisk set har Danmark været et neutralt land gennem en periode på mere end 100 år fra slutningen af 1800-tallet og til slutningen af 1900-tallet. Inden da indgik vi et væbnet neutralitetsforbund med Frankrig og Rusland, der kostede landet en flåde og en sønderbombet hovedstad i de tidlige år af 1800-tallet.  Da landet derefter gik i krig mod Prøjsen, vandt vi nok i 1848, men alt blev tabt i 1864. I forbindelse med det nationale og liberale gennembrud efter 1848 fik Danmark sin grundlov og dermed en national bevidsthed. En nationalisme der førte til nederlaget ved Dybbøl i 1864. Hvorefter politikerne valgte en neutralitetspolitik, som måske nok blev en smule blakket under 2. verdenskrig, men som dog trods alt og med medlemsskabet af NATO blev fastholdt politisk (fodnotepolitikken), således at Danmark kun ville stille med fredsbevarende styrker i forbindelse med konflikter i for eksempel Cypern og det tidligere Jugoslavien.
fra Wikipedia 20.1.2013:
"Efter 2. verdenskrig, stoppede Danmark med sin 100 år gamle neutralitetspolitik. Danmark har været medlem af NATO siden dens grundlæggelse i 1949. Der var mange seriøse konfrontationer mellem USA og Danmark på sikkerhedsområdet, i den såkaldte "Fodnote-æra" (1982-1988). Et flertal i Folketinget tvang regeringen til at adoptere bestemte nationale standpunkter angående atom- og våbenkontrol. Afslutningen på den Kolde Krig, betød at Danmark siden har været en støtter af amerikanske mål i NATO. Danmark er ikke medlem af den Vesteuropiæske Union, men opretholder en observatør status."
Opgaver der var livsfarlige for de soldater der frivilligt (mod betaling) valgte at medvirke til at bevare våbenhviler eller opretholde fred på FN-givne betingelser. Men som samtidig viste at vort land kæmpede for fred og frihed gennem en form for neutralitet!

Nutiden

Ak sådan en neutralitet fik hurtigt ben at gå på. Folkevalgte politikere ønskede at vise hvem der var deres venner, man kan sige det var en væbnet neutralitet. Til at begynde med i hvert fald. Vi sendte vore soldater ud på fredsbevarende opgaver.
Men så hørte vi om kemiske våben i Irak, og startede med at sende delegationer fra FN ud for at finde ud af om de fandtes. FN kunne ikke finde nogle, så måtte USA og præsident Bush opfinde dem på en anden måde. Inden da havde de demokratiske præsidenter Carter og Clinton begge haft problemer med mellemøsten, primært på grund af amerikanske interesser samme steds, med gidselaktioner som vi senest er mindet om gennem en tilsvarende gidselaktion i Algeriet - trods det at ingen kan sige hvem gidseltagerne egentlig er - de er nemlig døde, så det er de vestlige myndigheder der udlægger teksten (som jeg ser det: som fanden læser bibelen). Reagan fik åbnet muren mod øst, med katastrofale følger for de fleste almindelige mennesker i østlandende. Fattigdom og økonomisk udnyttelse (magakapitalisme) blev dagsordenen, ikke til fordel for den almindelige borger, men for dem der kunne bruge det liberale system i meget høj grad til at skabe en kapitalisme der udelukkende fungerede som en absurd kapitalakkumulation, var de nye muligheder noget der skulle bruges til at tjene penge, til at udnytte forretninger og til at blive "store". De russiske "oligarker"fik ved hjælp af mafia-lignende metoder en enorm vækst på det økonomiske område. Midlerne var de samme som i den italienske og amerikanske mafia. Vold, trusler, afpresning, drab!. Tillykke til Reagan for at vælte muren uden at have nogen som helst plan med det.
Den seneste republikanske præsident, der næsten helt sikkert fik forlænget sin præsidentperiode gennem massiv valgsvindel havde endnu færre planer. Han ville som den vatpik, drukkenmås og misbruger han var fremstå som en handlekraftig mand. Hvad skete der`Den dag i dag er der ingen der kan sige bestemt hvad der skete den 11. september 2002, ingen kan forklare hvorfor Bush var mere end et døgn om at reagere på stormen "Katrina" der ramte sydstaterne enorm hårdt i 2005. Bush var pudsigt nok ikke den mest krigsliderlige præsident Amerika har haft, men som så mange andre har han afleveret et kæmpe rod til sin efterfølger. Det betyder at den nuværende Obama må kæmpe for at afslutte en anden præsidents værk. Men sådan var det jo også med Viet-Nam krigen, der jo blev en form for skæbne for præsidenterne John F. Kennedy (der optrappede de amerikanske aktiviteter i Vietnam, for Lyndon B. Johnson, der overtog efter mordet på Kennedy i november 1963. Også de efterfølgende præsidenter Richard Niixon og Gerald Ford var del i den amerikanske deltagelse i en krig på den modsatte side af jorden.

Danmark som en krigsførende nation

Nationen gik først med i en regulær krig (altså uden at nøjes med at være observatører eller fredsbevarende) efter mange år som neutralt land (fodnotepolitikken). "Udenrigsminister Per Stig Møller (K) fremsatte den 18. marts 2003 beslutningsforslag B 118 gående ud på, at Folketinget skulle beslutte at danske styrker skulle indgå i en multinational styrke i Irak. Beslutningsforslag B 118 med titlen "Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak havde følgende indhold:

"Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak." ^{(Wikipedia 20.1.2013)}

Siden har Danmark ført krige mod Afghanistan og Libyen samt nu en krigslignende indsats i Mali, samt sendt fly til Tyrkiet i forbindelse med urolighederne i Syrien!

Fodnotepolitik

Det pudsige er at Danmark, trods mangeårigt medlemsskab af NATO, var i stand til at forholde sig neutral, godt nok i form af den såkaldte "fodnotepolitik", men det var en ikke-krigsførende nation, indtil vi på falsdke forudsætninger gik ind i en krig vi aldrig har haft anden interesse i, end at Danmarks daværende statsminister ønskede sig en international toppost.
Nu er vi så gennem en totalt isblind og uvidende udenrigsminister gået ind i en krig for at støtte franske interesser, ikke vore egne på nogen måde. Vi har fået at vide at FN har sanktioneret deltagelse i en borgerkrig i Mali (Nå ja, undskyld, hvad skal vi ellers kalde det?) og har derved valgt at gå i en krig der intet har med vores land at gøre. Muligvis har krigen noget at gøre med en allieret i EU - men EU har jo netop fået Nobel's fredspris (angiveligt fordi det er lykkes at skabe fred internt i Europa) og kan derfor leve op til udnævnelsen ved at føre krig alle andre steder!
Set med mine øjne er det ikke en mulighed.

Tværtimod vil jeg foreslå at folketinget indfører en fodnotepolitik som forhindrer os som nation i at føre krig, medmindre vi modtager en krigserklæring! Jamen så vil NATO jo ikke komme til hjælp vil argumentet være, og mit modargument er: "Nej, men vil NATO komme til hjælp hvis der er andre krige at føre?". Selvfølgelig vil NATO hjælpe, siger tilhængerne, jeg er bare ikke sikker. North Atlantic Treaty Organisation blev oprindelig dannet for at modsvare krigstrusler fra en kold krig, som stort set var en krig bestående af trusler om, hvad man kunne gøre. Ikke en trussel om krig.
Derfor er vores behov at blive neutrale igen, være som Norge (der måske nok udsættes for vold fra både hjemlige ekstremister og fra gidseltagere), men som dog har fravalgt at gå i krig der ikke vedrører landet. fredsbevarende styrker er sådan set et bevis på at en nation er bekymret for den ufred der findes rundt i verden, men at vi som nation gang på gang kan erklære krig på et tvivlsomt grundlag er nedbrydende på moralen hos den enkelte borger i landet.

Valg og fravalg

Med Danmarks tradition (OK måske bare hundrede år - men alligevel) burde det vel være oplagt som en lille nation at være så neutral som muligt, og undlade at gå i en krig som ikke har andet formål end at støtte venner. Det at støtte venner svarer jo til at mobbe andre i skolegården for selv at slippe for det.

I stedet skal vi, set med mine øjne, vælge at sige fra og hjælpe og beskytte. I USA vil NRA have våben indført som beskyttelsesforanstaltning i forbindelse med uddannelsessteder, fordi der har været skoleskyderier de seneste mange år med jævne mellemrum. Tror vi på at våben kan bringe fred, tror vi at et svært bevæbnet politi kan forhindre kriminalitet? Hvis vi virkelig tror at våben er svaret på hvordan man får fredelig sameksistens, må vi være syge i hovedet.
Måske findes der nogle der myrder deres samlever, andre der er medlemmer af grupperinger hvor vold og mord florerer, men den almindelige dansker er ikke morder, og forstår ikke hvad mord og vold skal gøre godt for.
Fjendtlighed er godt nok blevet en udbredt fordom, men det skyldes jo at vi hele tiden via politikere og presse konfronteres med meningsløs vold og affektionsmord, ikke at vi hører om alle de mennesker der ikke er voldelige, aldrig kunne finde på at være det eller blive det.
Samtidig skal vi tage stilling til voldelige flygtninge, som ofte er traumatiseret af vold eller forfølgelse i det land de er flygtet fra! At vi politisk set har et flertal for at voldelige mennesker skal tage ansvar for deres voldelige tendenser er jo en markant modsigelse af politikeres beslutninger, der siger at en politiker overhovedet ikke behøver at tage ansvar for at skubbe et menneske over afgrundens rand.

Hvad kan vi få ud af neutralitet?

Vi kan begynde at tage menneskelige hensyn i stedet for at skabe flere ulykkelige skæbner (at redde mennesker fra den visse død for at lade dem dø i flygtningelejre er ikke et mål - det er bare en hjælp til vestlige investorer til at skaffe sig en rigdom som de ikke burde have adgang til).
Vi kan satse på at få en menneskelig relation til mennesker med en anden kulturel baggrund, på sigt vil det være til fordel for et samfund, der i øjeblikket er gået så meget i stå at menneskefjendskhed, fobier i forbindelse med arbejdsløshed og sygdom samt i forbindelse med fremmedhed (Se for eksempel det seneste eksempel: "Det slører stadig" (skal jeg være venlig og kalde det muslimsk inspireret kvindehumor) eller diskussionen om en grænsebom!)
Vi kan leve på en måde, hvor positive menneskelige relationer er vigtigere end etnisk fjendskab.

I bund og grund kan vi være neutrale i forhold til vore omgivelser og tro på at vi alle har noget at dele og at vi alle kan bidrage til et bedre samfund ved at respektere hinanden. I stedet for at bekrige hinanden.