lørdag, januar 05, 2013

Leverpostejmadder og kansasbukser

Den socialdemokratiske politik skulle bruge ca hundrede år på at udvikle et velfærdssamfund, og ca ét på at afvikle det.

Tanken om socialt demokrati opstod som en en solidarsik udgave af de noget mere firkantede retninger som anarki, kommunisme og socialisme. I første omgang stod arbejderen overfor landbrugets parter (Venstre) og industriens arbejdsgivere Høire - senere Konservative). Arbejderen var før i tiden ansat på usle vilkår i landbruget (på vilkår der havde eksisteret i århundreder under og efter stavnsbåndet). Landarbejderen fik reelt set kun to muligheder.
1: I forbindelse med den ekspanderende industrialisme kunne de tage arbejde i byerne, og mange fattige landarbejdere tog enten hele familien med til byerne (købstædernes bymure og volde blev ved lov opgivet i 1851, allerede på det tidspunkt var husene vokset med flere etager og små hummere i baggårdene, der kunne simpelthen ikke klumpes flere mennesker sammen bag voldene). Velhavere og industrimagnater bosatte sig i nye kvarterer uden for bymuren, de oprettede industrivirksomheder uden for andre af byens volde, mens den nye arbejderklasse blev behandlet som det senere kendte begreb "burhøns".
2: Omkring 1900 opstod husmandsbevægelsen, hvor de tilbageblevne landarbejdere kunne få en strimmel jord og stille deres arbejdskraft billigt til rådighed for de større landbrug, når der var behov for den, derudover kunne de forsøge at brødføde sig selv ved at holde husdyr og dyrke jorden. At de havde behov for at høste samtidig med herremanden, var jo ikke herremandens problem, han betalte jo for deres arbejde, så lidt som muligt godtnok, men der forelå betaling, og så længe der var arbejdskraft der skulle bruge penge blev betalingen efter arbejdsgiverens ønske.

Af husmandsbevægelsen opstod andelstanken, en slags solidarisk landbevægelse, der samtidig var påvirket af højskolebevægelsen. Man satsede på at uddanne de unge, på at sende dem på højskole for at få gode ideer og lære andre unge at kende gennem idræt og indlæring. Formålet med denne bevægelse var at man skulle lære at klare sig selv gennem fællesskab og uddannelse. Det radikale Venstre har sin baggrund i denne landlige bevægelse, mens storbønder og herremænd finpudsede sine idealer i Venstre.

I byerne var det også sammenhold og viden der skulle til. Af de forskellige arbejderbevægelser, opstod med hjælp fra socialt orienterede borgere en oplysningsbevægelse med aviser og bøger til arbejderklassen, med forsamlinger og fællesskab omkring byarbejdernes leveilkår. Efterhånden samlede bevægelsen sig omkring den socialt og demokratisk orienterede bevægelse, som med Grundloven i 1849 næsten var blevet "stueren". Industri og bedsteborgere havde dog vundet deres rettigheder ved at tvinge grundloven igennem til deres fordel, ikke for de menneskers arbejdskraft de levede af. I stort omfang blev politiet brugt til at holde arbejderne fra at få for mange rettigheder, og det var faktisk samtidig at uformuende mennesker fik valg- og stemmeret, som kvinder fik det (til kommunalvalg fik kvinder og tyende valgret i 1908, mend valgretten til de statsparlamentariske organer blev indført ved en grundlovsændring i 1915. Som en krølle kan jeg citere: "Kravet om fast bopæl i selve valgkredsen i et bestemt tidsrum var væk, og kravet om uberygtethed var skiftet ud med en bestemmelse om tab af valgret ved dom for en efter den offentlige mening vanærende handling uden æresoprejsning. Ikke tilbagebetalt fattighjælp og mangel på rådighed over eget bo betød stadig tab af valgret." (danmarkshistorien.dk) - Og så skulle man være fyldt 25 år.
Socialdemokratiet opstod altså som en demokratisk bevægelse med sociale hensigter, og det var ikke den fattige arbejder der kunne gøre noget som helst parlamentarisk, de fik først valgret langt senere end bevægelsen opstod.
Til at begynde med blev den første sejr altså septemberforliget 1899, hvor Arbejdsgiverne og arbejderne gennem deres organisationer blev enige om gennem frivillige aftaler at organisere arbejdsmarkedet. Her var der altså i første omgang ikke tale om nogen væsentlig statslig indblanding, det var udelukkende et spørgsmål om at få en anstændig løn for sit arbejde. Kampen for stemmeret blev stadig ført af socialdemokrater, ikke af arbejderne.
Da endelig grundloven blev vedtaget i 1915 begyndte arbejderne at røre på sig ved massivt at bakke op om socialdemokratiet. Socialdemokratiet til gengæld bakkede massivt op om arbejderklassen i Folketinget. Der var dog fra Grundloven af 1849 til grundlovsændringen af 1953 to parlamentariske kamre, Folketinget og Landstinget (kan vel nærmest sammenlignes med "Overhuset" i England), som tilsammen udgjorde Rigsdagen. Landstinget kunne altså slå bremsen i hvis Folketinget fik lidt for "gode" ideer på arbejderklassens vegne. Det kunne septemberforliget dog se stort på, det var denne aftale der betød noget for arbejderklassen. Vi skal dog lige huske på at der udover socialt orienterede demokrater også var den mere internationalt orienterede gruppering af arbejdere, nemlig kommunisterne, der ønskede at vælte de herskende samfund og indføre arbejderklassens statsstyre, en omfordeling af værdierne og afskaffe ejendomsretten. Kommunisme og socialdemokrati adskilte sig hurtigt i det politiske billede, men med J.O. Kraghs kongstanke om at skabe et velfærdssamfund ved at omfordele goderne, blev målet på en gang udvandet og til et stridspunkt på venstrefløjen. Kragh satsede på et samfund, hvor alle skulle have del i de goder som samfundet skabte. I tiåret efter 2. verdenskrig hjalp en amerikansk økonomisk indsprøjtning (Marshall-hjælpen) mange europæiske lande. Fra det tidspunkt blev socialdemokratisk politik til økonomisk politik, mens kommunisterne satsede på den totale omfordeling af goder ved at overtage økonomien.

De vestlige lande og Danmark oplevede en økonomisk vækst, der første gang fik et forvarsel om at økonomisk vækst ikke er som kræftceller, der breder sig uhæmmet, nej økonomisk vækst er afhængig af produktion og omsætning. Det skete med Oliekrisen i 1973. Jeg oplevede det personligt i folkeskolen som at have en julekalender eller at have sommerferie. Efter et stykke tid var der noget andet vi skulle tage stilling til. Vi fik bilfrie søndage, vores lærere brugte tid på at rådgive os purke i alternative energiformer, herunder meget kraftigt atomkraft som alternativ til den olie vi blev bildt ind ville være brugt indenfor de næste 10-15 år. Jeg var dog mere til NOAH og "Nej tak til atomkraft", og så var der jo kollektivet i Tvind der ville bygge en vindmølle, den sag fulgte jeg også med interesse. Det startede i 1973, men møllen stod først færdig, da jeg begyndte på biblioteksskolen. Men vi fik da OVE, "Organisationen for Vedvarende Energi".

Vi fik velfærdssamfundet, med tiden fik vi indført arbejdsløshedsforsikring, som skulle hjælpe folk gennem tider med høj arbejdsløshed, vi fik førtidspension som skulle hjælpe folk der var faldet ud af arbejdsmarkedet, vi fik sågar efterløn for at sluse mennesker ud af arbejdsmarkedet til fordel for arbejdsparate "yngre mennesker". Vi nåede så langt at da LO's afgående formand Thomas Nielsen i 1982 stoppede, sagde: "Vi har sejret ad helvede til - godt". I samme periode var bankernes udlånsrenter steget til det femdobbelte af hvad vi havde lært var åger-renter, mit studielån nående op på en årlig rente på over 30%, men lønnen bragede frem - for dem der havde arbejde, mens dem der ikke havde kunne se de røde tal drøne frem på bankens udskrifter, fordi der blev indført ansættelsesstop indenfor det offentlige og andre virksomheder lige skulle se tiden an. Men vi havde fået vores velfærdssamfund.
Flere gange blev indsprøjtninger, for eksempel  i form af sænkelse af moms i 5 måneder under Anker Jørgensens regering i slut-70'erne, i form af fradrag for håndværkerregninger og andre tilskud til arbejdsgivere i senere regeringer, forsøgt som middel mod den stigende arbejdsløshed, de andre midler med at skjule arbejdsløsheden ved at oprette forskellige former for ledighed ved at opdele overførselsindkomster havde da også kun et mål, nemlig at skabe en skjult og ikke-registrerbar arbejdsløshed. Da "oprør fra midten" udkom i 1978 blev ideen om borgerløn luftet, balndt andre af en radikal politiker. (Fra Wiki: "Oprør fra midten er en debatbog udgivet i februar 1978 af forskeren Niels I. Meyer, politikeren Kristen Helveg Petersen og forfatteren Villy Sørensen. Den blev i 1982 fulgt op med bogen Røret om oprøret – mere om midten.
Bogen argumenterer for et "humant ligevægtsssamfund", og den præsenterer ideen om borgerløn.")
At dække over stigende arbejdsløshed har siden dengang været den største opgave for både politikere og erhvervsdrivende, ikke at skabe arbejde. Som det står i en historisk oversigt over den socialdemokratiske historie: "Verdenskrisens gennembrud i 1970-73 trak for alvor tæppet væk under den socialdemokratiske strategi. Det sidste forsøg på at gennemføre den interventionistiske offensive politik fandt sted i 1975, men denne politik kunne ikke kompensere for de stærkt negative internationale konjunkturer. Velfærdsstatens udvikling kunne ikke længere financieres af den økonomiske vækst. Samtidig kastede krisen hundredetusinder ud i arbejdsløshed, og de måtte brødfødes af resten af samfundet. Bedre blev det ikke af at stadig flere blev udstødt, fik invalidepension, efterløn eller kom på bistandshjælp for at holde arbejdsløshedstallene kunstigt nede. Denne politik blev muligvis nok gennemført i tillid til, at krisen ville være forbigående. Men da krisen fortsatte, belastede de stadig flere på såkaldte overførselsindkomster de statslige budgetter stadig voldsommere. Mens antallet af udstødte i 1960 var godt 100.000, var det i slutningen af 90'erne steget til over 900.000."http://www.leksikon.org/art.php?n=2355
Problemet er at den stadigt stigende arbejdsløshed har fået arbejderbevægelsen i defensiven. Alle de kampe der blev før for at give bedre løn, for ligeret til mænd og kvinder, ligeret for danske og udenlandske arbejdere (allerede her en kombination af nødvendighed og arbejderbevægelsens overlevelse, som første gang blev (omend ikke særlig tydeligt) udgangspunkt for diskussionen om lige løn til mænd og kvinder). Arbejderklassen ønsker pludselig at overleve som egoister, "først mig - så de andre" er tanken, en videreudvikling af tanken om at være bedre end sine ligestillede. Pludselig er vi naboer der melder hinanden for sort arbejde eller svindel med offentlige midler, at vi ikke kan se 30'ernes Tyskland for os viser vel blot at vi har glemt alt om, hvad tyskerne stod for dengang vi blev besat: Hjælp til at opnå et demokrati, besættelse for vores egen skyld og definition af frihedskæmpere som "terrorister". Vi hader ikke jøder, men asylansøgere, vi hader ikke de mennesker der blev lokket til Danmark under den økonomiske krise i 1700-tallet, hvor vi ligefrem skabte hele byer til "kriminelle" og "kættere", som Fredricia og Amager samt Christiansfeld, med adskillige års frigørelse for andre "kriminelle", fallenter og altså anderledestroende (kristne - der var så få muslimer at de blev betragtet som kuriøse, på lige fod med negre og dværge, grønlændere og siamesiske tvillinger).

Med dette in mente må vi konstatere at det arbejdende folk er blevet reduceret til mennesker der står tidligt op, har madpakke med leverpostej og er iklædt kansastøj.
Arbejdere er altså i dag det samme som for 100 år siden, mennesker med skidt under neglene. Imens er industribaronerne, herremændene og det højere borgerskab blevet reduceret til to ting. Regulære, økonomiske svindlere og mennesker der ser sig selv som værende udenfor samfundets regler. De rigeste svindlere bruger deres rigdom til at fortælle det nye borgerskab (levebrødspolitikerne m.fl) at det er arbejdstagerne (ja sådan hedder det stadig) der er problemet. Ikke at deres egen grådighed og deres almisser til politikere i form af lobbyisme, bestyrelsesposter og indkaldelser til royal kur, i virkeligheden intet har med leverpostej og kansasbukser at gøre. Vi er vel ved at være tilbage til den arbejderklasse der ikke får noget forærende fordi arbejdsgivere skal tjene styrtende mange penge. Forskellen på dengang for over hundrede år siden er at arbejdsgiverne passede på deres ansatte, at arbejdsgiverne måtte dele med investorer ved at udskrive aktier og at arbejdsgivere ikke kunne leve over evne. I dag er det overladt til staten at passe på de ansatte (og de arbejdsledige); i dag er aktier ikke længere en investering i en virksomhed, man ikke selv kan betale (bortset fra fodbold), nej det er køb og salg af værdier der kun eksisterer i kraft af at nogle handler med luft-penge; endelig er der ingen med respekt for sin sociale rangorden der lever under evne.
I Danmark roser vi os af et kongehus der er underordnet et demokratisk system, men selv skilsmissebørn i kongehuset er stillet bedre end skilsmissebørn af andre uarbejdende enlige og gifte mødre, politikere sikrer sig og sine udfra troen på at de gør en forskel, og bankdirektører mener i dybeste alvor at deres fejlagtige indsats er flere tusinde procent mere værd end den håndværkers, der bygger et solcelleanlæg. Med andre ord roser vi os alle sammen med at gøre en forskel. En forskel på det arbejdende menneske og det udnyttende menneske. Personligt tror jeg ikke på den med leverpostejen og de beskidte fingre i kanvasbukserne (eller kansas-bukserne). En arbejder kan ikke reduceres til at bygge huse, lægge rør eller være kassedamer i Netto. En arbejder kan også skrive så ordene synger, en arbejder kan synge så ordene passer, en arbejder kan lave det arbejde han eller hun er bedst til, ikke hvad kapitalismen har brug for. Hvis arbejde alene kan defineres som "at stå tidligt op om morgenen, smøre madpakke og knokle for en lav (eller en lidt højere) løn for udelukkende at blive misundelig på dem der kan noget andet men aldrig får en chance, hvad skal jeg så betragte arbejde som?
Mit umiddelbare svar er: Arbejde er åbenbart surt, et middel for kapitalister og investorer til at forøge en kunstig økonomi, arbejde skal ikke være sjovt, tværtimod skal man stå med hatten i hånden og sige undskyld når man ikke har bidraget til samfundet så de rigeste kan lave alle de ulykker de ikke tror de kan lave (Det er ikke en kendsgerning, men konstateret at efter en samler kommer der en spreder), At de penge som koncentreres omkring ganske få procent, såvel i Danmark som i andre vestlige lande (herunder også BRIC-landene) skulle komme til gavn for de mange procent der dels arbejder så blodet sprøjter og dels står til rådighed som arbejdskraftreserve, samt for ale de mennesker der lider af kynisk våbeneksport til stridende nationer og kynisk udnyttelse af lokale, der ikke har råd til at flygte fra deres skæbne.
Jeg kan umiddelbart tilføje at de fleste mennesker der arbejder for at skabe formuer for kapitalister og liberalister er misundelige på alle dem der ikke kan få arbejde, fordi de kan få et minimumsbeløb til overlevelse uden arbejde. Ikke at de samme misundelige arbejdende bruger kræfter på at skabe et bedre sikkerhedsnet for sig selv, nej de nedgør den omkostning de synes de er pålagt, fordi arbejdsgivere ikke vil betale for at have en arbejdskraftreserve, men kynisk overlader til staten at inddrage penge fra de fattigste skatteydere for at sikre sig en arbejdskraftreserve. Sammenholdet er på den måde reduceret til en intern broderstrid, der kun er rettet mod ens ligestillede. Alt sammen for at få lov til at eje et hus, at købe en bil, som man i princippet kun skal bruge for at kører på arbejde og tjene penge til ens arbejdsgiver, ikke for at få et godt liv.

For at sige det ligeud har jeg et problem med madpakkerne og kansas-bukserne, jeg har et problem med at jeg skal tage arbejde for enhver pris. Madpakkerne er en gammeldags opfindelse som har vist sig at et fødevarehygiejnisk problem, kansasbukserne er der ikke noget galt med, bortset fra at man i dag kan gå i shorts både som postbud (så længe vi har dem) og som buschauffør (så længe vi har dem) golfspillende direktører og bestyrelsesmedlemmer, samt politikere kan også gå i shorts, så mit problem er at kansas-bukser er et taber-signal, mens shorts vidner om at du har råd til at købe ekstra tøj, eller at din arbejdsgiver ønsker at du skal fremtræde som tilfreds medborger. At tage arbejde for enhver pris er sådan set ikke et problem, det er en selvmodsigelse! Når jeg har arbejdet for Netto uden at få andet end min kontanthjælp, når jeg efter 26 uger måske kan få tilbudt løntilskud (ikke min arbejdsgivers udgift, men det offentliges), når jeg kan få at vide, at jeg efter 39 uger kan komme i betragtning .... kan komme i betragtning ... til en ansættelse på seniorbetingelser, står jeg altså af.
Jeg skal være glad for at lave noget jeg ikke er god til, jeg skal arbejde i halvandet år uden at få noget for det, jeg skal fortælle jobcenteret at jeg har det godt, ellers vil de finde et andet lavejob til mig, jeg skal støtte et firma der betaler så lidt i skat som muligt, ansætter billig arbejdskraft i form af unge under 18 år, jeg skal sige tak!

Det pudsige er at jeg lige nøjagtigt har råd til Kansas-bukser (de blå fra Harald Nyborg)  og leverpostejmadder (den grove, discount), jeg har lige nøjagtig ikke råd til at søge arbejde, til at have en bil, så jeg måske kan møde på arbejde, når den lokale buslinje er blevet nedlagt, jeg har end ikke råd til at købe en scooter, fordi jeg i princippet har værdier for mere end 10.000 og derfor skal afhænde dem, jeg må ikke forsøge at spare penge sammen af samme grund, selv om det forhoindrer mig i at flytte, da jeg end ikke kan have penge nok til boligindskud ved flytning!

Til alle de mennesker der fokuserer på at have et arbejde som håndværker og ikke et arbejde med det som de er dygtige til, kan jeg kun sige: Dem der arbejder mindst og hugger flest penge fra andre spiser aldrig leverpostejmadder, det hedder "Fois gras", de kunne aldrig finde på at gå i Kansas, men sandsynligvis Armani.
Nogle skriver bøger, laver musik, andre underholder med suppe-steg og is-musik, atter andre ernærer sig som foredragsholdere, og på andre områder, hvor man ved slid og slæb kan tjene penge nok til at man kan betale skat.

At give arbejdsløse og hårdt arbejdende folk skylden for at millionærer ikke er blevet milliardærer er muligvis rigtigt, mit spørgsmål er bare hvilken interesse har en arbejdsløs i at gøre en rig mand rigere, og samtidig leve af grovhakket leverpostej og gå i billige kansas-bukser?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar