Tallet 42 stammer fra en af mine yndlingshistorier, skrevet af den alt for tidligt afdøde engelske forfatter, Douglas Adams, som fik lov at lave en pendent til Dr Who på BBC, altså radioudgaven. Historien hed "The hitchhikers guide to the galaxy" og medførte ikke bare en bogudgave af radioudsendelsen, men også en low-budget-filmatisering. "42" var svaret på spørgsmålet om "livet, universet og alt det der", det tog en computer flere mio år at finde svaret, blot for at konstatere, at det ville tage ligeså lang tid at finde ud af hvad spørgsmålet helt konkret ville have været! Jeg var i midten af 30'erne da jeg læste den danske udgave "Håndbog for vakse galakseblaffere", men derigennem er jeg blevet fascineret af tal.
Jeg må tilføje at tal stort set ikke udgør nogen som helst betydning i bøgerne, bortset fra at der optræder et meget centralt rumskib som er drevet af "usandsynlighedskraft", og det er vel ikke et tal? Men for en sproglig student som mig har tal stort set ikke været andet end noget der kunne leges med, selv i regneark har jeg lavet skemaer der kunne lave grammatiske beregninger (altså stave rigtigt), så man undgik fælder som for eksempel et sortt hus, når man havde lavet programmet så det kunne ændre fra intetkøn "t". Altså hvis husets farve var rød ville programmet regne sig frem til at et hus ville være "rødt", mens det programmet i regnearker skulle undgå var at et hus med sort farve ville blive "sortt". På same måde kan man grammatisk finde ud af om "Det hvide hus" kan blive "det røde hus på baggrund af tillægsordet rød, eller det grønne hus på baggrund af tillægsordet grøn - altså med to n'er, hvor vi jo alle ved der ikke skal 2 d'er i røde!
Tal er altså blevet til bogstaver, kan man sige, ihvertfald for mig!
Jeg har altid været fascineret af at jeg ville fylde 50 år i 2008 - ikke på grund af årstallet, men simpelthen fordi jeg syntes alder var noget uoverskueligt. Jeg fyldte 50 år og inviterede alle mine søskende, hvoraf nogle af dem, af forskellige grunde, ikke kunne komme. Resten fik flødestuvede kartofler og friskstegte ål. Og jeg fik hjælp til at lave maden, selv om jeg under hele middagen lugtede langt væk af¨ål.
Det næste tal der nu rammer mig er endnu en fødselsdag, nemlig min fireoghalvtredsindstyvende den 16. november. Ikke fordi jeg er bange for den, ikke fordi den betyder noget for mig, simpelthen fordi den vil afføde endnu et tal. Der vil uværgerligt komme hilsner og "likes" på min fb-konto, min mor og far (som jeg er så heldig at have endnu) vil ringe til mig - gudskelov vil de ikke køre og besøge mig selv om de begge har kørekort - Mit ønske om at få wienerschnitzel med hele mullesjavsen bliver også til et beløb, der skal trækkes fra kontanthjælpen, og så skal jeg jo også forklare hvorfor jeg overhovedet kan holde fødselsdag på kontanthjælp. Og her kommer tallet 42 mig til hjælp. Svaret på "Livet, universet og alt det der" svarer faktisk til det antal dage jeg har været sygemeldt i denne omgang, det er også afstanden fra dengang jeg begyndte i realen og til nu i år, og så er det samtidig 42 år siden jeg kunne få lov til at arbejde formedelst 1 kr i timen som bogopsætter på biblioteket i Ansager (ca 42 timer om måneden!).
Penge er tal. Ingen kan benægte at der er mere tal over penge end der er noget konkret. I de seneste år har selv mursten været noget man kan leve af om omsætte, eller modsat noget man kan miste. Da mine forældre stiftede gæld var det for at skabe ejendom og samtidig komme ud af gælden, om det så skulle tage hele livet! I dag findes der så mange former for gæld at det er de færreste der kan finde ud af det. Dagpengemodtagere står i fare for at miste ejendom, syge mennesker står i fare for at miste sygedagpenge efter 52 uger og folk med psykiske problemer bliver sendt fra den ene institution efter den anden, fordi ingen vil påtage sig ansvar for noget som helst! Det skyldes penge. Ikke at mennesker er ansat for at skubbe ansvaret videre, nej kroner og ører. Og nu har en tidligere kommunist meldt ud at vi skal have mindre i løn og give flere penge til dem der ikke vil dele dem. For at få samfundet til at løbe rundt. Det hele er i demokratiets og den internationale (EU) solidaritets navn!
Jeg har hele mit liv kunnet stave til bundlinje. Jeg har kunnet konstatere at det værste der kunne ske for mig var at få arbejde, fordi jeg pludselig skulle betale flere penge end jeg havde tilbage, når jeg havde fået dem jeg fik på baggrund af et skattesystem, der regnede med min indtægt for 3 år siden.. Når jeg så blev arbejdsløs skulle jeg betale med penge jeg ikke havde. For at sige det ligeud var det skidesjovt at have penge i overskud, og det var ikke let at blive smidt ud fra sin lejebolig fordi man ikke kunne betale sin husleje.
Som sagt tallet 42 er ikke det vigtigste i mit liv, men det fik mig til at åbne øjne for tals magiske og forunderlige evner til at påvirke mit liv. Således er der 42 dage til jeg næste gang skal besøge min mor og se mine søskende på mødrene side. Nemlig 2. juledag. jeg kan ikke finde ud af om jeg har søskende og søskendebørn der udgør 42, men det er absolut deromkring.
Men selvom 42 ikke er svaret på noget som helst er det et tal som jeg har taget til mig, lidt på samme måde som da George Orwell skulle skrive en bog om den omsiggribende bereaukrati han så i England, fantaserde over hvad det kunne medføre, og udgav sin bog i 1948. Han byttede om på de sidste to tal i årstallet så bogen kom til at hedde 1984!
Hvis jeg bytter om på 42-tallene vil jeg jo nå frem til 24, det er juleaften i december. Jeg skriver nok om noget helt andet inden da. God fornøjelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar