Tak er kun et fattigt ord

Jeg prøver at forstå, men min fatteevne rækker ikke til de ting som politikere siger.
Jeg læser i Ekstra Bladet at den tidligere kommunist Ole Sohn køber sig til forlagsproduktion i udlandet, hvis den er billigere end i Danmark. Jeg hører at Venstre ønsker at flere mennesker skal honoreres for at have arbejde, jeg hører at Enhedslisten stemmer for en finanslov. Jeg hører så meget.

Jeg hører for eksempel afslag på mine jobansøgninger, men taknemmelighed fordi jeg viser min evne til at arbejde på fuld tid, gratis. Jeg hører at den ene store virksomhed efter den anden fyrer medarbejdere af økonomiske årsager, eller for den sags skyld: praktiske. Normalt betyder det bare økonomiske besparelser til fordel for indtjeningen og til fordel for alle de aktionærer der gerne vil have i pose og sæk, men aldrig fandt ud af at risiko betyder at man kan tabe! Alt hvad jeg hører handler faktisk om økonomi, ikke min, den er stort set "ikke-eksisterende", mit liv består i at søge arbejde, at trykke på en knap på Jobcenters side en gang om ugen og i øvrigt at leve af restemad, nåh ja, så kan jeg fra mit vindue se fugle- og dyrelivet, glæder mig til snevejret, så kan jeg også se dyrespor fra de dyr der kommer om natten. Fremtiden for mig er på en måde bare hvad gør jeg i morgen, men på en måde er fremtiden også uendelig (eller deromkring): Hvornår sker der noget?

Al respekt for Ole Sohn, der som tidligere kommunist nåede at blive minister, nåede at få en nærmest livsvarig pension, som fik gennemført den kommunistiske drøm: At tjene penge på samme måde som alle de lede kapitalister. Godt gået, Ole. Jeg hørte bare en anden version af kommunisme da jeg gik i skole, via lærebøger der ville forklare forskellen på for eksempel kapitalisme, kommunisme, liberalisme og socialisme. Her var kommunisme defineret som fællesskab, socialisme som fordeling af goder, kapitalisme var pengeakkumulation og liberalisme var at give alle ret til at agere som de ville! Et kommunistisk fælleskab hvor få er for rige og de fleste ofre for kapitalismen og liberalisme var ikke lige det jeg havde indtryk af dengang! En socialisme hvor fordelingen af goder skal komme kapitalister og liberalister til gode på bekostning af udsatte var heller ikke lige hvad jeg forestillede mig da jeg dannede mine indre politiske forestillinger. En liberalisme, hvor friheden til at agere er indskrænket til at genere mennesker der ikke har samme held som en selv var nok heller ikke lige det jeg forestillede mig, selv om jeg i tankerne kunne se friheden til at begå mord og retten til at være pædofil, allerede da jeg var 16 år, da jeg selv har oplevet det, var det heller ikke den vej jeg ville gå. Kapitalismen har jeg altid haft en svaghed for, lige siden jeg læste Hans Kirk's "Slaven" som 15-årig. Kapitalisme er og bliver den mest geniale måde at udslette sig selv på, Der er tale om parasitisme, som kræver nogen at snylte på. Udsletter man sit eget grundlag vil man jo dø.

Det er måske derfor vi alle skal stå gratis til rådighed for et arbejdsmarked, hvor direktører, bestyrelsesmedlemmer og aktionærer stadig fodres med penge der ikke eksisterer, og det er måske derfor alle syge, arbejdsløse og andre der er skubbet ud af arbejdsmarkedet skal have færre penge (som ikke eksisterer). Det er måske derfor flere og flere accepterer ordet "krise", trods det at de bedst lønnede tager sig godt betalt for at lukke banker, flyselskaber og danske firmaer. Imens fosser de penge som internationale firmaer og udlændinge tjener, ud af statskassen, forsvinder i skattely eller er fradragsberettigede. Det undrer mig bare at alle de "luftpenge" som er årsag til "krisen" ikke findes! Det er overførselsindkomster på højeste plan. Ikke som min kontanthjælp, den består i begrænsede kontanter! Jeg må ikke eje noget, jeg må ikke besidde noget, og alligevel skal jeg stå til rådighed for et samfund der stort set ikke kan bruge mig til noget, fordi jeg er overflødig i alle de sammenhænge hvor jeg kan hjælpe til en kapitalakkumulation. Vi har fået en arbejdskraft reserve, der enten er til overs, overflødig eller direkte i vejen!

Kan det så undre at kapitalismen er ved at afskaffe den arbejdskraftreserve der ikke er brug for? Set med mine øjne: nej. Det der kan undre er at de andre ismer hopper på den vogn. Den er betalt med en masse kunstige penge og mange af dem der hopper på vognen er ikke klar over at investering kan betyde tab. At kræve kompensation for at der stilles en vindmølle op er jo sygeligt, det svarer for mig at se til, at man vil forbyde havet at bruse, eller naboens kat i at fange fugle i ens have. Jeg fatter ikke den grådighed der har bredt sig til alle idealismer, jeg forstår det ikke. Hvis socialisme består i at beholde det man har og dele resten med andre er vi vel lige vidt? Hvis kommunisme består i at være fælles med os selv er vi jo "Palle alene i verden". Kan det være rigtigt at kombinationen af liberalisme (friheden til at gøre som man vil) kombineret med kapitalisme (værdiakkumulation) skal være så lang tid om at bevise sin egen overflødighed at vores verden og de mennesker der lever i den skal udryddes?

At Venstre mener folk skal honoreres for at arbejde er jo fantastisk, i og med at der ikke er noget arbejde. I og med at arbejdsløsheden indenfor både det offentlige, servicebrancher og håndværksbrancher er stigende. I og med at flere og flere indfører robotter eller såkaldt "automatisering", som pudsigt nok ikke er beskattet eller pålagt afgifter, i "konkurrencens hellige navn". Venstres forslag tilgodeser det arbejdende folk, som direktører, bestyrelsesmedlemmer og aktionærer. Er det virkelig dét arbejdende folk vi kæmper for?
Jeg har stor respekt for den mester der uddanner en lærling, selv om der ikke lige er meget at tjene penge på til firmaet. Han har jo netop satset på at fremtiden vil blive bedre. Derved har han også vist sig som en "Rasmus Modsat", i dag vil en mester hellere klage over at der ikke er kvalificeret arbejdskraft end sørge for at den er der. Men hvorfor skal man også det? Når internationale kæder, som for eksempel Netto, stort set kun beskæftiger ungdomsarbejdskraft og praktikanter (gratis fra jobcenter), når firmaer som Microsoft og Nestlé, ja selv Novo, truer med at flytte fra landet, hvis de skal betale skat.

For mig at se er kapitalismen i gang med at save den gren over som de selv sidder på. Jeg beklager bare at det er en meget sløv sav de bruger.

Jeg har hele mit liv stået til rådighed for arbejdsmarkedet og arbejdet indenfor adskillige brancher, jeg har betalt til fagforening og A-kasse, jeg er trofast troppet op, når jeg var indkaldt til arbejdsformidling og jobcenter, jeg har udfyldt erklæringer, jeg har søgt arbejde, der ikke var grund til at søge, og nu er jeg landet som praktikant i Netto. Jeg får kontanthjælp, betalt af kommunen, jeg får ikke feriepenge, jeg skal endda ansøge om ferie i god tid (flere uger) som så skal godkendes af kommunen, Jeg får ikke pension, tværtimod, den jeg selv havde sparet op når jeg havde arbejde, skulle jeg bruge før jeg kunne blive forsørget af det offentlige (kontanthjælp). For at bevise at jeg er arbejdsparat skal jeg arbejde på fuld tid uden anden kompensation end begrænset tilskud til et buskort - at tage bussen herfra vil tage ca 20 længere end at gå på arbejde, altså over en time.

Jeg har venner som er syge og hvis sygdom er begrænset til 52 uger. Det er altså den omvendtre verden af den jeg voksede op i. Da min far blev sygemeldt som skolelærer fik han at vide at han skulle møde på arbejde inden for 52 uger (tror jeg nok det var) ellers ville han blive fyret. Så han mødte et par dage før sommerferien, og så ville der igen gå et antal uger før han blev truet med at blive fyret. Han fik medicin for sin sygdom, han fik medicin som skulle modvirke bivirkningerne og han fik medicin som skulle hjælpe ham til at blive medicinfri. Han blev fyret med fuld pension, holdt op med at tage sin medicin og har fået 20 gode år med lyst til at gå i haven, deltage i Ældresagens arbejde og som formand for en snapseforening. Det viste sig at være en stressrelateret sygdom, som lægen blot ordinerede medicin imod! Min far lever endnu og er 86 år nu. At holde op med at arbejde var lykken for ham, selvom han aldrig har været så aktiv som dengang han selv kunne vælge hvad han skulle beskæftige sig med. OG han har aldrig haft aktier, været bestyrelsesmedlem i en virksomhed eller satset på internationale skattefradrag. Hans største satsning var da han udgave en bog som kostede ham en årsløn, og bagefter fik et skattesmæk fordi han ringede til store firmaer, og solgte bogen!


Jacob Haugaard sagde på et tidspunkt "Hvis det skal være så sundt at arbejde, så lad dog de syge arbejde". Som jeg hørte udtalen var den både anarkistisk og ironisk, men den er blevet til virkelighed. Der er bare det ved det at virkeligheden i den grad peger på sig selv som absurd. Syge mennesker der bliver mere syge af en sagsbehandling der tager mere hensyn til lovgivning end den syge, arbejdsløse der ikke kan få arbejde men alligevel skal have et for ikke at falde for dagpengenes falddato, mennesker på kontanthjælp der arbejder gratis, så selv polakker eller litauere ikke kan konkurrere på arbejdslønnen, aktionærer der ikke kan forstå at en risiko ikke nødvendigvis giver gevinst, husejere der vil have kompensation for vindmøllestøj som på ingen måde kan sammenlignes støj fra plæneklippere, direktører der får mere end 5 mio kroner for at køre et firma i sænk ... fortsæt selv

For mig at se er vi en masse mennesker der er kørt ud på et sidespor, som bliver fattigere på både penge og livsindhold, og Enhedslisten har stemt for små forbedringer for få, og for at penge stadig skal være hovedindholdet i vores liv, især andres. Nogle mener også at vi skal sige tak for de få forbedringer.

Jeg begynder at forstå.

Tak er kun et fattigt ord.