lørdag, november 24, 2012

Arbejdsløs (Tale)

At være arbejdsløs er ikke én ting. Der findes arbejdsløse som er på dagpenge, der findes arbejdsløse som modtager kontanthjælp og mange andre arbejdsløse har bare ikke arbejde.
Men der findes også mennesker på kontanthjælp der har nok at lave fordi de kan bruge deres kræfter og være motiverede for at gøre noget. Det gælder også for de andre grupper jeg nævnte, selv førtidspensionister, flexjobbere og ældre mennesker vælger at gøre noget eller lade være.

Den arbejdsløshedspakke der er fremlagt af regeringen er et tilbud til dem der ikke kan tjene penge, ikke på nogen måde et tilbud om at lave noget, husk det. Det hele drejer sig om at tjene penge, så dem der har kan føre mere ud af landet i skattely - og dem der ikke har, får så lidt at de ikke har noget.

Der findes en masse mennesker der indenfor det næste halve år vil miste retten til dagpenge, og det eneste der er opnået indtil nu er at de de har opnået et halvt års ret til kontanthjælp! Tro mig, det havde jeg også da jeg mistede retten til dagpenge for tre år siden, derfor må vi komme videre og sikre fremtiden for dem der mister dagpenge de kommende måneder.

Kan vi redde verden ved at give de fattige penge? Det må være det store spørgsmål, eftersom vi altid taler om penge, bortset fra når det er juletræer eller indvandrere. Og så ender det også med at dreje sig om penge.

Men for mig er det ikke penge der er løsningen på lang sigt. Hvis folk ikke skulle betale høje renter til banker, hvis arbejdsløse ikke var bundet af aftaler, hvis arbejdsgiverne tog et ansvar der var ligeså stort som det de arbejdsløse påtager sig, og hvis man brugte og uddannede den arbejdskraft der var brug for, så kunne vi stå forrest som land og samfund og få en løn der kunne betale det forbrug som det økonomiske samfund kræver.

Men det vigtigste er at vi ser fremad. At vore virksomheder uddanner arbejdskraft i dårlige tider, ikke at de kræver den i gode tider. At de talenter vi hver især har bliver dyrket og brugt - ikke henlagt af økonomiske årsasger. At vi alle har en grund til at gå på arbejde eller søge et!

Jeg arbejder gratis for en international virksomhed, jeg kan ikke se at det er til gavn for mig, medmindre jeg efter mere end et halvt års praktik kan få en ansættelse - med løntilskud. Uden at optjene ret til dagpenge. Jeg er ked af at sige det, men det er vel kun politikere der kan se fornuften i den slags ordninger - nå ja og så kan arbejdsgiveren jo se den klare fordel i at have gratis arbejdskraft, bortset fra at bder ikke er noget at trække fra nogen steder.

Selv om jeg er på kontanthjælp tager jeg altså arbejde fra andre som er på dagpenge. Det er jeg selv, forstået på den måde at jeg betaler til min- a-kasse - i håb om at jeg får et lønnet arbejde og kan komme ind i systemet igen, hvor min forsikring mod arbejdsløshed betyder at jeg kan opretholde en nogenlunde fornuftig dagligdag, hvor jeg selv er med til at sikre min fremtid i stedet for at være afhængig af kontanthjælp og opsparede midler. Som tingene er nu er vi jo bundet til en forsikring vi ikke kan bruge, fordi den stort set er skåret væk. En forsikring vi har uden at vi er forsikret for noget som helst! En arbejdsløshedsforsikring vi betaler til uden at få noget til gengæld. Men i forhold til bilforsikring og familieforsikring er der altså kræfter der ønsker at afskaffe den forsikring. Og det i en tid hvor den er vigtig! Føj siger jeg. Til alle der vil spare for at tjene. Det er for dårligt.

Trods min økonomiske situation ser jeg fremad, jeg håber på et lønnet job, og imens vil jeg støtte dem der har større mulighed for at bibeholde deres dagpenge, for det er jo det det hele går ud på. At vi skal være solidariske og støtte hinanden, ikke at vi skal kæmpe om at overleve hver for sig.

Vi kan være arbejdsløse på mange måder og hvis vi hver især tager det vi har ret til vil vi bare støtte dem der tager vores penge, men hvis vi starter med at støtte hinanden kan vi på sigt alle sammen komme videre med vores liv, til fordel for os selv, vores børn og vores verden!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar