Tue

Han døde ung og elsket, men sådan var hans liv ikke hele tiden.
Tue blev skilsmissebarn i en ung alder, hans forældre mødte hinanden på uddannelsesstedet i Aalborg, som hed biblioteksskolen. De flyttede sammen, noget der anses for fornuftigt når man er studerende, og de fik et barn, Tue.
Da uddannelsen var slut ville mor gerne hjem til Fyn, mens far gerne ville have arbejde, og derfor ikke engang talte om at vende hjem til Vestjylland. De blev skilt og mor vendte hjem til Fyn og flyttede sammen med barndomskæresten og blev gravid. Far flyttede med, på den måde at forstå at han ville opgive at få arbejde for at være nær sin søn. Altså flyttede han også til Fyn, uden netværk eller familie at støtte sig til. Kun for at være nær sin søn. Og det var her ulykken startede for Tue. Hans far blev på kort tid kapret af Jehovas Vidner (JV), hvis evne til at spore menneskelig ulykke er fænomenal! Og herefter begyndte ulykkerne at tage overhånd.

Far måtte ikke se sin søn fordi mor var indædt modstander af JV, måske også indædt modstander af far, nu hvor der var en lille ny på vej. Altså en skilsmisse med gråd og tænders gnidsel, med had og umennskelighed. Jeg skal ikke kunne sige om det var det nye barn og det allerede fødte barn der var den egentlige årsag til ulykken, om det var faderen til det nye barn eller faderen til det fødte barn, om det var et uheld eller blot regulær uvidenhed i forbindelse med at være forældre der udviklede sig til ulykken, men den opstod, og den vedblev at være en ulykke. I mere end 20 år, så døde Tue, på et tidspunkt da han havde fået sin familie, en fremtid og var flyttet til København.

Men lad mig kort skitsere ulykken fra hans søster blev født.
Hun var selvfølgelig elsket af både sin far og sin mor, mens Tue følte sig overset. Han måtte end ikke se sin far for sin mor. En far der kun havde den ene dreng og ville gøre alt for ham, ja far konverterede til JV og derefter var det endnu sværere at få samkvem, fordi moderen ikke ønskede at sønnen skulle påvirkes af sekten! Tues far flyttede efter nogle år til Vestjylland, hvor hans mor boede, han fik støtte og forståelse af sin mor og hendes mand, hans stedfar. Skilsmissebarn af et skilsmissebarn blev Tue, og han msitede sin far til Jehovas Vidner og sin moders indædte stædighed! Nå ja, faderen var jo også indædt stædig fordi han fastholdt sin relation til JV. Men da Tue blev teenager sprang han fra. Han stak simpelthen af hjemmefra for at se sin far, og far var glad, og farmor og bedstefar var glade. Et barnebarn mere var kommet til. En dejlig og troskyldig dreng, der bare ønskede kærlighed.

Men Tue blev hentet af myndighederne og fik forbud mod at stikke af. Forældremyndighedsloven gav ham ikke ret til selv at sige hvilke ønsker han havde! Så han stak af igen for at besøge sin far! I de år blev loven om forældremyndighed ændret så barnet skulle høres i forbindelse med tvister mellem forældre. En ændring til det bedre? Ikke for Tue. Hans moder fik en aftale gennemført om at han kun måtte se sin far under opsyn, hvilket farmor og bedstefar straks skrev under på. Vel vidende at opsyn er et ord. De udlagde hurtigt ordet "opsyn" som at sørge for at far og søn blev forenet, hvorefter de kunne tage hjem til far, indtil bedsteforældrene afleverede barnebarnet ved toget!
I disse år lærte Tue at bede til Jehova, at knæle og sige godnatbøn, at sidde stille ved bordet og takke Jehova for mad inden han begyndte at spise. Han lærte at Jehova var hans hjælp og samtidig hans vogter! Han lærte at være bange for ikke at være tryg ved sig selv. det sørgede hans far for. Hans mor sørgede til gengæld for at han ikke var tryg ved sin far, hverken den biologiske eller den nytilkomne. Tue fik sin lillesøster som den nærmeste ven - en som han søgte trøst hos og gode råd, en der var flere år yngre end han selv var. En som han stolede på. Da Tue blev myndig flyttede han sammen med sin far. Faderen var i mellemtiden blevet gift igen - trods det at han påstod at et ægteskab var bindende i Jehovas navn - JV gav ham tilladelse til at gifte sig med en enlig mor (fraskilt) og de købte hus og Tue flyttede ind. De spillede musik sammen, far og søn, han fik endnu en gang en søskende, denegang gennem sin stedmor, og alting så godt ud. Men så mange penge havde familien ikke at han bare kunne blive medlem - han måtte ud at arbejde! Og han arbejdede, til sidst så langt væk fra sit nye hjem at han ikke kunne komme frem og tilbage, han pelsede mink i Vestjylland, ikke fordi han blev millionær, kun fordi han fik penge og arbejdede, og det skulle han jo.

Han skammede sig over ikke at slå til og følte at familien slog hånden af ham, og pludselig var han der ikke længere for forældre, for bedsteforældre eller for onkler og tanter, han skammede sig. Og blev bange for ikke at slå til. Jehova havde på den mået slået til, Tue havde ikke slået til. Til sidst fik han medicin mod depression eller skizofrenitet, stærkt virkende og vanedannende, medicin der fik ham til at slappe af, så meget at han sov det meste af dagen, men han fik ro på.

På facebook fandt hans onkel Tue en dag og inviterede ham på besøg. "Så snakker vi og får et glas vin eller to, samt noget godt at spise", fik han at vide. Fantastisk nok gik det sådan, og besøget gik godt, selvom der kun var et værelse til deling sov Tue godt og onkel gjorde det han skulle. (MÅ LIGE NU SIGE AT DER IKKE ER INCEST I DENNE HISTORIE - det er den for alvorlig til) Eftermiddagene gik med snak og fortællinger om det liv de ikke havde delt, og med at genopdage familien. Første resultat blev et besøg hos farfar i foråret. Farfar var ovenud lykkelig, og de billeder der blev taget viser også en glad Tue, og det var han. Han udnænte sin onkel til "Gudfar".
Det blev til en invitation til farmors runde fødselsdag. Han var ikke inviteret, da farmor ikke vidste hvor hun skulle sende invitationen hen. Han blev opfordret til at spørge om han kunne deltage. Farmor blev lykkelig og sørgede for at han fik en god plads ved bordet. Det bord hans far ikke ville komme til, fordi man ikke holder fødselsdag i JV. Men hans onkler var der! Farmor var der! Familien var der!

Tue nåede at besøge sin farfar endnu en gang - inden han skulle starte sin uddannelse i lingvistik på universitet, han nåede også at se sin onkel Bo og hans nyfundne kæreste inden han rejste til København. Men dem han boede til leje hos var åbenbart utilfreds med hans sovevaner og han blev smidt ud, eller også turde han bare ikke komme tilbage til utilfredse udlejere. Tur sad på en stol i et nat-discount spisested, han havde ikke fået sin medicin og han faldt i søvn. Tue vågnede ikke igen, han blev 27 år gammel, og jeg græder stadig når jeg tænker på ham.

Jeg er hans onkel og han er min nevø. Han dør aldrig i min erindring, han vil altid være en del af de dejlige oplevelser jeg har haft, bare ærgerligt at vi ikke fik flere sammen.

Fra gudfar til Tue: De få dage vi nåede at få sammen er blever til mange i min erindring. Jeg husker dem stadig.