onsdag, november 28, 2012

Påfugle

En adoption har bragt folk i total vildrede. Nogle vil indføre dødsstraf, andre vil føre barnet tilbage til forældrene, der faktisk (husk det) har fået penge for at sælge deres barn til adoption. Problemet er at barnet er født i et land langt væk fra Europa og at de danske adoptivforældre ikke har magtet at passe barnet!
Det mest opløftende jeg har fået ud af den udsendelse er at masser af forældre her i Danmark pludselig fik lyst til at vise ømhed for deres børn. At andre fik lyst til at slå ihjel er grimt set med mine øjne. Jeg er absolut ikke den rette til at tale om vanrøgt eller adoption. Min datter har jeg sjældent set, da hendes mor døde valgte hun at få en anden plejefar, og jeg kunne bare stå der og sige at jeg ville være der for hende (altså min datter) hvis hun fik brug for det. Det gjorde hun åbenbart ikke.

Men at ville være noget for nogen er det jo svært at tage fra én. For et års tid siden ville jeg adoptere et pindsvin fra Pindsvinenes venner. De var meget velvilligt indstillede, indtil jeg fortalte at der var en hysterisk dværgpincher hos naboen og at jeg boede i et rækkehus. Ikke nogen adoption af pindsvin så! Det gør sådan set heller ikke noget, jeg ville jo bare gerne hjælpe - og vi er ikke plaget af dræbersnegle, så det var absolut ikke for at få en effektiv dræber af dræbersnegle, nej det var såmænd for at have en have med dyr af forskellig slags. Og tro mig vi får jævnligt besøg af et pindsvin alligevel. trods den hysteriske hund hos naboen, så vi behøver ikke at have vores eget.

Vi har en fasan der kommer jævnligt på besøg i vores lille have, jeg kan endda høre den om morgenen så den bor ikke så langt herfra. Der har sågar været to fasaner i vores have, som måske - måske ikke - har sloges om reviret, det ser i hvert faldt sjovt ud når de står overfor hinanden og hopper lidt, bider lidt og lurer på hinanden.
En sådan hanfasan er jo en flot fugl i en lille rækkehushave, så jeg kom til at tænke på at adoptere en påfugl. Det kan man ikke, men man kan købe en for 500 kroner.

Inden jeg nåede videre gik kæresten i gang. Hun var på nettet med det samme, fordi hun var med på ideen om at have et dyr i form af en stor fugl i haven. Jeg blev løbende orienteret og kunne i løbet af en time konstatere flere ting:
En påfugl er et rovdyr, og spiser fortrinsvis kød. Den kan købes for penge og der er i princippet ingen restriktioner hvis man vil anskaffe en. Hvis den er alene vil den opføre sig med råb og skrig, hvis den har en mage vil den være mere rolig. Den har (som et pindsvin) brug for et revir der er større end en rækkehushave. Og hvis der ikke er mad nok i naturen skal den fodres for at overleve!

Så dyrelivet i vores have er foreløbig indskrænket til foderbræt til fugle, besøg af naboens hysteriske hund og den anden nabos kats gæstevisitter, samt de spor som vores "gæstepindsvin" aflægger. Vi har en solsort der er født på ejendommen (i værktøjsskuret), vi får jævnligt besøg af "vores fasan", vi er endda benådet med en bestand af gråspurve, mejser og lidt større fugle. Hvis nu engang vi får sne som vi fik det for få år siden, kan vi så begynde at se sporene i sneen. De vil nok i langt højere grad fortælle hvad der kan overleve i vores rækkehushave end alverdens bøger og mennesker der vil gøre det godt!

Jeg overvejer at forære et påfuglepar til min far der har en landejendom med vilde katte, rotter og ræve med skab, fejende rådyr, naboernes fritgående hunde samt rotter og masser af mus, harer og et vildt fugleliv hele året (glemte jeg at nævne hvepsene, som han er allergisk overfor?). Et påfuglepar ville ikke gøre megen skade sådan et sted, men man bør jo altid overveje om man skal købe, adoptere eller lade naturen gå sin gang. Sålænge man kan købe for penge, så længe nogen mangler penge vil uretfærdighed og mangel på empati findes, og nogle vil købe uden at vide hvad de køber, andre vil være blinde for behov - som en af mine venner der genstartede tørretumbleren fordi tøjet ikke var tørt. Resultat: katten døde, for den havde lagt sig et lunt sted og han blev skilt.

Hvis vi alle søgte oplysninger og hjælp før vi købte en påfugl, ville vi nok gøre tingene meget bedre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar