Sjælens Betonklodser

Jeg skrev digte som ung, altså allerede i folkeskolen. Jeg læste digte, som biblioteket i Ansager stadig havde råd til at købe, mens der også skulle købes aviser til "læsesalen" (en hylde hvor der var plads til "information", "Vestkysten" og "Jyllands Posten"). Tidsskrifter fik vi med forsinkelse fra "centralbiblioteket" i Ølgod. Men lokale digtere og forfattere var der råd til at købe. Og jeg læste digte, fordi de lokale forfattere var sådan "Morten Korch"-agtige om fattige mennesker der led under fattigdom, og jeg levede jo i 70'erne hvor fattigdom var mere selvforskyldt end i dag, altså oplevelser og fremsyn var stikordene. For mig blev det oplevelserne, det at suge til sig, det at prøve at forstå. Ikke at "pittye", at have ondt af var ikke en løsning, en løsning var at gøre noget for andre.

Alligevel skrev jeg digte. Jeg arbejdede med rytmer og rim - jeg arbejdede med indhold og beskrivelser - digte blev min måde at misbruge sproget på, og at bruge sproget på. Det blev min indgang til verden. Jeg skrev digte for at afklare min egen situation som lærerbarn (du skal ikke tro du er noget) - som vidensbegærlig (lærerens kæledægge er til at mobbe) - som skilsmissebarn (vil en forening af dine forældre løse dine problemer?). Jeg skrev og jeg skrev, mest om de ting jeg oplevede og meget lidt om de problemer jeg havde. Problemer var jo bare noget man havde, men oplevelser var noget man kun kunne få hvis man opsøgte dem.

Jeg lærte at arbejde med træ af min ven "Madsen" hvis far havde en antik-butik. Jeg hakkede roer for min ven Børges's far, ja jeg opnåede at køre traktor da vi skulle køre halm ind (fordi jeg ikke var så stærk til at løfte). Jeg nåede også at være med til at udgive digtsamlingen "Sjælens Betonklodser" som vi selv finansierede og solgte til familie og venner for at dække omkostningerne. Der var ikke SU eller kulturtilskud når man boede hjemme, men vi gjorde det. Og mit digt om hvordan nogle bevægede sig i aulaen til fællesmøder på gymnasiet blev endda fremhævet i "Vestkysten". Hold da kæft hvor var jeg stolt, især fordi vi havde flere af anmelderens digtsamlintger stående på bilblioteket i Ansager hvor jeg var bogopsætter formedelst 2,25 kr (i timen), efter 3 års anciennitet. Men jeg var nævnt i avisen, blandt andre ligesindede digtere var det mit digt der blev fremfævet!

Sidenhen er der gået år imellem at jeg har digtet. Nogle gange fordi jeg ikke har følt mig i stødet, andre gange fordi jeg har har haft konkrete opgaver. Konkret har der været andre opgaver der bestod i at skrive. Opgaver på min uddannelse. Artikler til tidsskrifter (ulønnet) Forsøg på at blive kronik-forfatter og et mangeårigt bidrag til tidsskriftet "bjesken". Derudover næsten 20 års arbejde for Radio og TV-Samsø, hvor jeg brugte mange timer på at skrive manus til udsendelserne, der jo ikke "bare" var at spille musik, det handlede om lokalsamfundet og det handlede om at lave quiz for de lokale beboere på øen, og det handlede ikke mindst om at være til stede i udsendelser om vedkommende spørgsmål. Masser af tekster altså om alt muligt er udgået fra min hånd, jeg har dem bare ikke. De var skrevet til "her og nu". Og i de perioder har jeg ikke digtet meget, men der findes digte fra nyere tid. Erotiske og drømmende, idet den person som har været genstand for digtene var en fiktiv person - eller rettere en person jeg kendte fra internettet (lad mig bare være ærlig, fra facebook), som jeg kun talte med på chat! Vores snak udviklede sig til mange heftige digte fra min side, og mange positive ytringer fra hendes, vi sås endda en enkelt gang over en flaske vin og med adgang til "Bed and breakfast" - Måske har jeg reddet et ægteskab, der var ved at falde sammen, ved ikke. Men vi fik set hinanden og snakket og spillet musik på den bærbare og nåede også til sengen, som braste sammen! Det var så den oplevelse. Men alle digtene til hende findes endnu her på fb. Og jeg er ikke flov over at skrive om min fascination af det modsatte køn, eller om at elske! Jeg synes stadig at det at elske andre mennesker er meget mere vigtigt end at elske sig selv, og så kan de forøvrigt stikke Gud op i røven (bare ikke på mig), han blev brugt til at slå mig i hovedet gennem hele min barndom. Selv om ingen havde set ham, talt med ham eller spurgt ham!

Mine digte handler om virkeligheden set med mine øjne. De handler om at elske og at lide. Mine andre ord handler om det som målgruppen skal og vil lytte til, når jeg er radio- eller TV-vært. Mine digte her på bloggen er heller ikke digte - men alligevel - de er ord. Mine ord er mestendels udtryk for mine tanker, de skulle også gerne være nogle ord andre vil lytte til! Ikke lære af, bare lytte. Nogler af de største bekymringer har jeg ikke kunnet åbne for endnu her på fb, simpelthen fordi det er så personligt og så kontroverst at jeg ikke ønsker diskussion. Men det kommer nok en dag.

Tanken om at mine forældre ikke er døde er svær, tænk sig ikke at vide om man har dem i morgen? Tanken om at miste den person man elsker mest - fordi hun er der - gør ondt. At have en datter man ikke ser fordi moderen ikke ville have det, er hårdt, især fordi datteren betragter mig sig en lutgfkj, er hårdt og at have fået en papsøn der er i behandling for et eller andet som ingen kan forklære og hvor alle skubber ansvaret foran sig, er svær. At have en nevø der døde kort efter at han fik sin familie tilbage som 27-årig, gør ondt. Livet gør ondt.

Tænk sig at man lavede en digtsamling med titlen "Sjjælens Betonklokdser" som 16-årig - og stadig kan føle betonklodserne i sjælen, bare med næsten 30 års erfaring i bagagen. Tak til Uffe Dreesen for det initiativ du tog dengang!