Far

Det burde blive en kort historie. Vi boede sammen mindre end et år Annie og jeg, vi blev gravide og så var jeg uinteressant. Hun flyttede til Hirtshals, hvor der ikke var udsigt til arbejde for en bibliotekar og stillede det ultimative krav at jeg skulle flytte til intet arbejde. Jeg forsøgte at skabe mig en karriere i vækstbyen (dengang i firserne hvor krisen kradsede mere end den gør i dag) Kolding. Annie blev sur og fik en datter som hun elskede overalt på jorden. Så meget at jeg ikke måtte se hende, fordi hun var bange for at miste øjestenen. Altså opfandt hun en levende bussemand! Mig.

De få gange jeg har set min datter har været betinget af moderens accept, af transportmulighed og hvilket arbejde jeg har haft, eler rettere hvornår jeg kunne få fri. Som supplement til sin kontanthjælp kunne hun hæve børnepenge samt modtage en børnecheck. Børnepengene betalte jeg og de var da også fradragsberettigede, men et eller andet sted skulle pengene jo komme fra.

Da Maria Elisabeth skulle i familiepleje fordi moderen ikke kunne tage sig forsvarligt af hende, trådte jeg ind i hendes liv. Forstået på den måde at myndighederne blev bombarderet med henvendelser om at hun havde en far, som indtil da var forhindret i at se hende på grund af moderens velvilje. Det blev til at moderen ikke mødte op til samtaler i Statsamtet, og det blev til at jeg trods garantier for at hun kunne få et hjem, skolegang og kærlige bedsteforældre, blev frakendt faderrollen og idømt børnepenge. Dem havde jeg sådan set betalt siden moderen tog sig sammen til at søge om dem, så det var bare penge. Maria blev efter denne lange diskussion, der bestod i at jeg skulle rejse til Hjørring og tale med en sagsmedarbejder og min datters mor (Hun kom ikke en eneste gang) endelig tilkendt at være hjemme hos sin mor. Moderen skulle til gengæld lade være med at opholde sig på værtshuse, og fik at vide at det eneste sted hun måtte opholde sig sammen med sin datter i det offentlige var på sømandshjemmet i Hirtshals. Og så fik Annie sin datter hjem.

De seneste gange jeg har set min datter var i rækkefølge: Da hendes mor døde (Maria var henvist til efterskole af myndighederne - og mor kunne ikke leve uden sin datter); da hun fyldte 20 år (hendes farfar og jeg kørte op til Hirtshals) og da hun skulle besøge en efterskoleveninde fra Silkeborg (ikke så langt fra farfar). Jeg har været fb-ven med hende men er blevet slettet igen. Det seneste jeg ved er at hendes kæreste er meget ældre end hende og at hun ligner mig som ung (tynd, langt hår og ansigtet).

Kort sagt: jeg har en datter. Min datter ligner mig da jeg var i den alder. Min datter har haft en mor der var bange for at jeg skulle stæle hende. Min datter har haft en papfar som tog sig af hende efter at hendes mor var død. Min datter har en kæreste der er langt ældre end hende selv. Min datter har en halvbror der forkæler hende. Min datter har ikke modtaget børnepenge siden hun fyldte 18 år. Min datter har sammenlagt set sin far fra sin fødsel til nu gennemsnitligt én gang om året. Selv da jeg, hendes far, havde samkvemsret var hun og hendes moder ikke hjemme, og så kunne jeg stå der!

Jeg er far, jeg er glad for det og stolt af mit barn. Jeg kender bare ikke mit eget barn, jeg kan ikke tale med hende fordi hun synes jeg er intetsigende, jeg kan ikke kontakte hende fordi hendes liv er helt anderledes end mit (ny mobil og internetadresse) - og hun kontakter ikke mig. Men jeg håber at nogle af mine gode gener er landet i hende, så jeg kan leve evigt gennem hende.

Når både far og mor er fattige sker sådan noget. Det er ikke angst for noget som helst andet end angst for at miste. Selv om ordet incest var inde over på et tidspunkt kunne selv statsamtet se at det ikke var muligt, eftersom jeg slet ikke havde været sammen med min datter uden andres tilstedeværelse. Men jeg skulle interviewes.

Ligestilling er virkelig "op ad bakke", især for en far.