søndag, september 01, 2013

Lakridspiber

Nu er det ikke sådan at jeg elsker lakridspiber, heller ikke lige eller krumme agurker, om syrnet fåreost kaldes feta i Grækenland er heller ikke et kardinalpunkt for mig, lige så lidt som en Wegner stol er en kopivare. Lego fremstillet i Kina og B&O-kvalitetsvarer fremstillet på baggrund af design og philips elektronik eller AP.Møllers kæmpestoe containerskibe er sådan set også totalt ligegyldigt for mig, jeg skal bare have et liv.

Arbejde som mangel

Nu er jeg arbejdsløs, midt i 50'erne og får stort set aldrig svar på jobansøgninger, jeg er aktiveret simpelthen fordi jeg skal være det. Hvorfor skulle jeg spilde min tid på at tage stilling til lakridspiber? Jeg skal have noget at leve af og noget at leve for. Min kæreste skal forsørge mig, hvis vi er kærester, mit liv består i at leve af ganske få penge, altså ikke noget med at opsøge andre i selskabelig sammenhæng, netværk er i teorien bundet til at være mine gode venner på jobcenter, som altid har andre og meget forskelligartede kvalifikationer end mig. Men fordi kapitalen ønsker at tjene flere penge er vi af politikerne tvunget til at opføre os tåbeligt. Vi skal trykke på knapper hver uge, vi skal søge arbejde der ikke er der, ja vi skal sågar erklære at vi søger det arbejde der ikke er der.


Samfundsindsats

Nu er vi så kommet til at vi som borgere i et lille land skal tage stilling til en masse ting som vi ikke har indflydelse på alligevel. Lad os begynde med det seneste: En krig som ingen danskere ønsker, EU-lovgivning som pludselig viser sig at være gennemført tåbelig for både forbrugere og producenter. Et venskab med USA og kritik af kinesernes politik i Afrika, russernes Afghanistan-politik og uansvarligheden i Italien.
Hvorfor er vi så tåbelige at vi diskuterer en hel masse problemer som vi i realiteten ikke kan rette op på medmindre vi som nation sætter vores ret til selv at bestemme højest?

Piber

"Folk der peger med piber har altid ret", "piberygere er gemytlige mennesker" er nogle af de udtryk jeg har hørt gennem mit 50'årige liv. Cigaretter har været mode, ja cigaretter har endda "fået lov til" at sponsorere motorløb, hvor reklamer for tobak ellers har været forbudt. Og så har jeg været så dum at købe lakridspiber, lakrids- og chokoladecigaretter med papir om, så de lignede "rigtige cigaretter". Jeg har set cigaretautomater og automater med "week-end sex", jeg har set en slikkiosk og en pølsevogn. Min stedbedstefar, som også var lystsejler, havde kridtpiber og trofæer fra hans sejladser, som min bedstemor blev nødt til at pudse og holde ved lige.
Skal jeg virkelig tage en indsats mod tobaksindustrien alvorlig, når min bedstemor skulle passe in bedstefars piber, når min mor røg fordi det var moderne, fordi man som passiv ryger kan få KOL eller som aktivt rygende kan slippe for stress. Er det lakridspibernes skyld?

Forbud

Nu er spørgsmålet til mig selvfølgelig om jeg kan komme med en anden løsning. Og det kan jeg.
Vi skal ikke trække hætter over folk og henrette dem, tværtimod skal vi bruge meget mere tid på at lære folk at tage stilling selv. En start kunne være et undervisningssytem, hvor underviserne kunne tage individuelle hensyn frem for at skulle leve op til lovgivningens krav - da jeg var ung havde lærerne langt større mulighed for at undervise individuelt. Nu er der lovgivet om stort set alt og det betyder at vi alle skal leve på samme måde, følges ad som lemminger og glemme alt om at komme videre uden for fællesskabet (men med fællesskabet som rygstøtte).

Regelverdenen

Vi lever nu i en verden (og nationer) der er bundet af regler. Det skulle jo nok kunne lade sig gøre at mennesker tog selvstændige beslutninger, men selv i forhold til den danske grundlov er det jurister der fortolker ordene, politikere lever stort set hele livet i folketinget eller i byråd, deres vælgere har stort set aldrig været så fine steder!
Hver gang der sker en ulykke, hver gang en person overskrider moralske eller etiske grænser for offentlig adfærd skal det gøres til offentlig diskussion. Hver gang skal det udmøntes i lovgivning. Hver gang skal vi alle involveres og gøres til medskyldige. Jeg fatter det ikke.
Som forældrer vil jeg selvfølgelig fortælle mit barn om faren ved at forherlige våben (PC-spil og knaldpistoler), men at forbyde er for mig oftest det mest tåbelige man kan gøre. Med andre ord: at indføre tvungne regler og en strikt lovgivning medfører normalt et resultat der er modsat af formålet.

Ønskesamfundet

For mig at se skal vi hjælpe hinanden, ud fra den tanke at vi er forskellige, at vi tænker forskelligt og at vi har et forskelligt syn på tilværelse og samfund.
At lave regler der skal gøre os ens er det dummeste man kan gøre, tværtimod burde vore politikere (fra byråd og folketing, jurister og økonomer, til EU og FN) gøre os til de individer vi egentlig blev født som.

Og så tror jeg at lakridspiber med tiden vil være slik på linje med saltbomber, Zulu-lakrids, chokoladehatte, kæmpe-eskimo, pinocchiokugler og negerboller.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar