Min indre ild

Bredspektret debat får jo ofte mange emner på banen. Jeg ryger for eksempel ikke hash, jeg er ikke adopteret (mig bekendt), jeg er ikke politiker og jeg ejer ingenting (det skulle lige være et par bøger). Jeg har venner og uvenner jeg diskuterer politik, EU, atomkraft og forurening med. Jeg læser meget, jeg lytter til radio og ser nyheder på TV når jeg har chancen, og så har jeg en kæreste, som måske mere er veninde eller bare et godt menneske.

Ilden

Jeg brænder for min eksistens. Jeg brænder for at være mig og jeg brænder for at forstå mine omgivelser. Desværre har jeg problemer med at eksistere og at forstå mine omgivelser.
Jeg deltager i diskussioner på facebook, jeg deltager i møder og tilbyder mig som referent eller ordstyrer. Jeg søger arbejde, jeg arbejder og forsøger at være en del af min familie. Jeg elsker min kæreste og holder af min familie.
Jeg er træt og jeg får medicin mod sukkersyge, jeg er aktiveret og fejler rent medicinsk ikke noget. Men mit liv er dikteret.
Jeg kan ikke gøre det jeg gerne vil, tværtimod kan jeg vælge at gøre så lidt som muligt og bruge mine kræfter på at opfylde de samfundsmæssige krav der stilles til mig. Jeg kan "stemple ind" på jobcenter, jeg kan møde til "individuelle samtaler" sammen med 50 andre og jeg kan møde til aktivering den at få løn.
Desværre kan jeg ikke længere finde motivation for at lave noget.

Det indre

Med omhu er også det indre smadret. Selvfølgelig har jeg selv været med til det. Jeg har i det omfang det var muligt mødt mine venner over en flok øl, har læst om brændevin, har lavet ulønnet arbejde på baggrund af min uddannelse som bibliotekar. Faktisk har jeg altid læst eller skrevet, selv når jeg var på toilet eller havde arbejdspause. Jeg fejler intet og har ingen psykiske sygdomme, jeg har ikke været i krig og jeg har i det store og hele passet mit arbejde uden mange sygedag (hvilket dog sluttede da jeg skulle arbejde for kontanthjælp og ikke havde råd til at betale transport til arbejde).
Men tankerne kører inde i mit hoved. Jeg forsøger at forstå, at tilgive og at formidle på baggrund af det der sker omkring mig. Jeg hader ikke mennesker der tænker anderledes end mig, jeg hader principielt ikke mennesker, men tager afstand fra nogle menneskers tanker og nogle politiske partiers manifester.
Hvis vi i min familie skulle være venner ville det teoretisk set være ved at stemme for eller imod, alt efter hvilken politisk holdning vi havde i morgen.
Så det der sker inde i hovedet på mig er ikke bare som at lave leverpostej, nej det er en vulkan. OG den er i konstant udbrud.

Mit liv

På en måde lever jeg et helt almindeligt liv. Mest fordi jeg har lært det og fordi almindelighed er almindeligt. Jeg skriver og læser, jeg er sågar så heldig at jeg med ti års mellemrum har haft kærester som jeg kunne kysse og kramme og sove sammen med. Mit liv har formet sig efter at jeg skulle være rodløs, flytte fra den ene ende af landet til den anden for at få midlertidigt arbejde. Mit liv har helt bestemt været mit liv, alene. Ingen andre har haft mit liv.
Mit liv er bare defineret af alt andet end mig. Ligesom dem der stifter familie, køber eller bygger hus, vælger at få børn, så er livet bestemt af andre faktorer, og på den måde er det ikke mit liv alligevel.
Mit liv og andres liv er bestemt af andre.

Pengene (igen)

Jeg ved jo godt at når jeg arbejder sørger jeg for at nogle tjener penge, også at jeg selv får (næsten) til livets ophold og at jeg betaler skat til vores samfunds fælles bedste. Jeg får med andre ord få penge for min arbejdsindsats, mens andre får for mange. Hele mit liv har jeg betalt for at blive hjulpet igennem af samfundet når jeg ikke kunne hjælpe mig selv.

Den indre ild

Efterhånden er min indre ild blevet til en fis i en hornlygte. Ilden er der stadig men den lyser ikke ret langt.
Så giv mig nu en grund til at ville noget, eller "beam me up Scotty", der må da være en mening med at leve, udover at skabe kapital for andre?