Klassesamfundet

Egentlig findes der ikke nogen overklasse i Danmark. Lige så lidt findes der en underklasse. Vores velfærdssamfund har nemlig fået os til at betragte samfundet som bestående af rige, mellemklasse (se den eksisterer, men vi kan jo i dag kalde dem lønmodtagere i stedet) og så de fattige, selv om diskussionen stadig er hvornår man er fattig.

Rig

Du tjener en pokkers masse penge og sikrer så vidt muligt at du kan beholde dem. Hvordan du tjener pengene rager dig langsomt, og skulle du blive straffet af retssystemet eller skattevæsenet for at lidt for kreativ, så er det bedste du kan gøre enten at sikre at det er familien der har pengene eller endnu bedre at de er eksporteret til en konto i udlandet. Alternativt kan en bankboks gøre underværker.
Det det drejer sig om er at tilegne sig værdier på bekostning af andre, også selv om du bare investerer dine penge, sekundært kan du sælge noget unikt og få en masse penge for det, som for eksempel et regnskabsprogram eller IT-softwareprogrammer.
At være rig giver sædvanligvis en del problemer. Mange mennesker vil nemlig læse om de rige i pressen, så man har næsten aldrig fred når man mænger sig med de andre rige venner.

Lønmodtagerne

Mange vil gerne være rige, andre vil bare gerne lave det de er gode til. Fælles for dem er at arbejdet og lønnen gerne skulle sikre en pseudo-rigdom, altså at man kan stå mål med de rige på ca. samme måde som musemn der siger til elefanten: "Ih hvor vi tramper!".
Da lønmodtagere arbejder (heraf nogle hele livet, andre i perioder med dagpengeforsikring i mellemtiden) vil den rigdom der skal opnås være i form af banklån på forventet lønindkomst over en årrække. Lever man længe nok og tjener man penge nok kan man på et tidspunkt komme til at eje sit eget hus, mens det er sjældent at man når at eje sin egen bil, men sådan én eller to skal man have for at passe sit arbejde.
Ikke nok med det man afpasser jævnligt antallet af de børn man har råd til at opfostre, modsat de rige, der sjældent har tid til at få mange børn, vil to ofte være det ønskede, medmindre man gerne vil have en dreng og de første to er piger, eller omvendt.
At være lønmodtager kan give problemer, men de hænger normalt sammen med at tilværelsen skifter fra lønarbejde til arbejdsløshed i en længere periode. Det betyder i dag at man skal sælge hus og bil og andre større værdier, ja sågar bruge sin pensionsopsparing (den private) før der er anden hjælp at hente hos det offentlige end håbløse aktiveringskurser (dem kommer du nemlig også på inden du skal realisere dine værdier).

De fattige

Som de to andre grupperinger kan de fattige ikke defineres som ensartede. De fattige har måske haft arbejde i mange år af deres levetid, måske har de altid levet på kanten af samfundet med misbrug eller manglende evner til at tilpasse sig de samfundsmæssige krav. Det kan også bare være mennesker, der ikke har været i stand til at føre en personlig økonomi. Selvvalgt fattigdom findes til gengæld ikke. Alle der ikke har lønindkomst eller kan leve af investeringer, ville sandsynligvis ønske at de kunne at de havde flere penge, så det ikke var spørgsmålet om hvordan man overlever dagen, når man står op.
Endelig er der en gruppe af fattige, der kan deles i to: Syge mennesker, der ikke kan tjene penge på grund af sygdommen og pensionister, der ikke gennem et helt liv har haft mulighed for at lægge noget til side, og derfor må leve af en folkepension uden tillæg.
I øjeblikket er politikerne i Folketinget ved at skabe en masse fattige mennesker, idet enhver opsparing og enhver ejendom skal bruges før der er hjælp, altså den lige vej til fattigdom resten af livet. Trods det at de samme politikere sukker for at få indbyggere i landet til at øge deres forbrug! Om der er nogen sammenhæng i den førte politik vil jeg overlade til politikerne at forklare.
At være fattig er et problem, gradbøjning af fattigdom er ikke nogen hjælp. Om jeg har 10 kr. mere om dagen fordi min husleje er lavere end andres på pension eller kontanthjælp er ikke vejen ud af fattigdom, det betyder sådan set kun at jeg kan købe lidt dyrere brød og pålæg, selv bussen til jobcenter koster mere end 20 kr.

Den virkelige fattigdom

Udover pengene består fattigdommen egentlig i, at ens børn ikke kan deltage i ret mange sociale fællesskaber, man må selv fravælge sociale fællesskaber og bruge det overskud man ikke har når man har fået livet til bare lige at hænge sammen. Vi kan tale om åndelig fattigdom, men det er ikke alle der bliver lige hårdt ramt af disse psykiske barrierer, der findes nemlig også andre psykiske og fysiske men af at være fattig. Det kan være forskellige former for misbrug (rygning, druk eller pillemisbrug, sågar narkotikamisbrug - i de tilfælde vil fattigdommen selvfølgelig bare øge sig selv uden at der er lys forude - de fleste misbrug betyder bare at man kommer længere ned i sølet kommer til at skylde penge væk til alle mulige useriøse långivere, der selvfølgelig kun låner ud for at få pengene mangefold tilbage).
Den virkelige fattigdom har ikke primært noget med penge at gøre, bortset fra at den bestemmes af de penge der ikke er til rådighed, bortset fra at det ikke kun er den fattige der bliver ramt, men også den berørte familie og vennekreds.
Enhver fattigdomsgrænse der udelukkende fastsættes ud fra et økonomisk rådighedsbeløb, er en fejl. Fattigdom skal selvfølgelig også tage højde for økonomien, men det er meget mere vigtigt at sørge for at sikre økonomien og derefter give de fattige en chance for at komme ud i livet, og det gør man altså ikke ved at aktivere fattige i kommunale arbejds- eller kursusprojekter. Det kan man kun gøre ved en individuel indsats, hvor den enkelte fattige bliver behandlet med respekt, ikke ved et fælles aktiveringsprojekt. Og så er det ikke mindst vigtigt at tage højde for både psykiske og fysiske skavanker påen anstændig måde, ikke med hensyn til kommunal og statslig økonomi.

Der er penge nok i Danmark. Det man skal gøre er ikke at give flere penge til de rige og tage de få penge de har fra de fattige. Det vil ikke være specielt godt at sikre lønmodtagere et skattefradrag, de har jo arbejde alligevel.
Det man bør gøre er at sikre de fattige at de har mod på og tillid til at de kan bidrage til arbejdsmarkedet og leve af det. Man kunne starte Borgerløn fremfor at tvinge nogle til at være afhængige af andres forsørgelse.