Syg og munter

Omkring 1973 modtog min mor en bog fra en bogklub, skrevet af Sven Holm med titlen "Syg og munter". Den blev filmatiseret til TV i 1974 og jeg så den selvfølgelig.
Hovedindholdet var at man som syg kunne angive munterhed og bruge kærlighed til at overleve.

Syg

Et eller andet sted er vi jo alle syge. Rent fysisk eller i knolden - vi lever jo hver dag for at dø på et tidspunkt.Vi kan have kroniske sygdomme, akutte sygdomme eller blot pådrage os fysiske sygdomme, men vi kan også være psykisk syge.
Selv fejler jeg ikke noget. Ifølge lægen har jeg forhøjet blodtryk og et alarmerende blodsukkertal (diabetes-2) Men alt det kan klares med medicin. Hvad der sker inden i hovedet på mig er sådan set ikke sygt, for jeg har ikke gjort noget der skal sende mig til psykiater eller noget lignende, jeg er jo bare mig.
Så på sygdomsfronten fejler jeg ikke noget!
Så er der det med at være munter.

Munter

er måske ikke det bedste ord, heller ikke glad eller positiv. Men at leve resten af sit liv negativt er svært. Jeg diskuterer højlydt med mine søskende og forældre og får det skidt hver gang, Jeg vælger oftest at være positiv i min omgang med andre mennesker, men får selvfølgelig af og til fingeren fordi jeg siger eller gør noget forkert. Senest har jeg mistet min kæreste og det er sandsynligvis min egen skyld, jeg aner bare ikke hvad for en skyld.

Alder

Med min alder er jeg skyldig i at være arbejdsløs, eller rettere i ikke kunne tjene penge på arbejde. Til gengæld kan jeg godt arbejde for de penge jeg får for at bevise at jeg kan arbejde og på den måde måske få arbejde, som ikke findes til mig.
Alder skal her forstås som en hindring og som et antal år. Det sidste er det antal år jeg ikke har haft fast arbejde, mens det første er det antal år jeg har levet. I mit tilfælde er det det samme antal år.

Arbejde

Så kommer vi til arbejdet. Jeg har været vikar og ansat på vilkår i virksomheder der ikke kunne fastansætte mig. I stort set hele landet. Nu har jeg så også været aktiveret uden udsigt til ansættelse, samtidig med at min fysik ikke helt står mål med den jeg havde i mine unge år.
Jeg er næsten holdt op med at lave noget i min fritid og kærligheden er noget flyvsk noget, mest noget med at give et knus og et kram og sige noget pænt til andre.
Jeg skriver blogs og som i dag er jeg til stede som barnepige - til stede. Før i tiden læste jeg bøger, skrev artikler, deltog i foreningsarbejde eller arbejdede over.
Nu er jeg hverken syg eller munter.

Kærlighed

Jeg vil jo gerne dele min kærlighed. Både den som udtrykkes gennem ord, kram eller holde hånd, madlavning og møder i en forening, men også så længe jeg kan dyrke min krop vil jeg gerne føle fysisk kærlighed. Desværre er min kærlighed blevet indskrænket til at tale pænt til togpersonale eller buschauffører når jeg rejser på arbejde, rejser som jeg ikke har råd til, men som faktisk bliver meget mere behagelige når man er imødekommende og kærlig.

Psyken

Jeg har hele mit liv forsøgt (i det mindste så meget som muligt) at være positiv. Jeg har forsøgt at opnå både fysisk og psykisk kærlighed, jeg har forsøgt at arbejde og udnytte mine personlige evner. Jeg har i det hele taget forsøgt. Nu hvor jeg er træt af at forsøge skal jeg pludselig kæmpe mig igennem programmer som jeg ikke kan gøre noget ved. Min forståelse for hvorfor jeg skal foretage et arbejde uden at kunne leve af det, faktisk koster det mere at gå på arbejde end at lade være, er på nul. Jeg vil gerne, men skal til stadighed tænke på hvad al min vilje koster, og det gør ondt i hovedet.

Min psyke er sårbar, fordi jeg skal være rask men ikke har råd til det. Måske det vil gå op for nogen en dag at jeg ikke er den eneste.