At overleve

På kontanthjælp er det at overleve sjældent et problem. Der skal virkelig prioriteres. Spørgsmålet er snarere om man går en langsom død i møde.

Pengene

De penge man har til rådighed svarer til lidt mere end 10.000 kroner om måneden plus evt. tilskud til bolig og evt. forsørger. Af dette beløb skal man betale husleje samt forbrug og evt. afdrag på lån eller ubetalte regninger. Desuden skal der være penge til transport i forbindelse med aktivering, selv om der i princippet findes mulighed for at dele af transporten kan refunderes, selvfølgelig mod at man betaler skat af refusionen.
Pengene er altså det mindste problem, det største problem er at kunne betale for at leve og søge arbejde, samt at få et liv. Når man finder et sted, hvor huslejen er til at betale er det jo sjældent lige ved siden af jobcenteret, hvilket medfører i mange tilfælde at man skal bruge penge på transport til de mange møder man skal til eller til de forskelligartede aktiveringer man skal til. Det medfører ofte ensomhed og indelukkethed, med traumer til følge.
Desuden skal pengene bruges, ikke noget med at spare sammen til en knallert eller en cykel. Som jeg fik at vide kunne jeg bare gå på politiauktionen og købe en cykel, men er de overhovedet klar over hvad det koster at købe billet til 10 zoner? Selvfølgelig kan man cykle hjem, selvfølgelig. Man fejler jo intet når man er under- eller fejlernæret.

Jobcentrene

I e stort omfang er de ansatte i jobcentrene velmenende, så længe de kan få dig til at gøre det du skal ifølge loven. Kom til de indkaldte møder og kom til aktivering.
Da jeg kom til Odense fik jeg mulighed for at hjælpe en værtshusejer, mest med at rydde op i kælderen, hjælpe til med at flytte kasser, eller andre praktiske gøremål. Men da min arbejdsgiver blev spurgt om der var mulighed for ansættelse, evt med løntilskud kunne denne ærlige mand ikke garantere. Så måtte jeg på kursus i ansøgning. Et spændende projekt, der lignede det som havde givet mig en aktivering, at jeg stort kun kunne se forskel på de personer der stod for kurset.
Jeg kom så i Netto, hvilket ikke gjorde mig noget. Det der gjorde ondt var at jeg påpegede at min fysik ikke kunne klare fysiske belastninger på fuld tid. Jobcentret afsatte mig og de ansatte i Netto var nogle dejlige mennesker, de kunne bruge min arbejdskraft og kendte systemet. Der var ikke før næste år mulighed for at ansætte mig med løntilskud til den tid, fuldtidsarbejde kunne de ikke garantere (hvilket betød at de kunne bruge mig som vikar), uddannelse som butiks- eller kasseassistent kom heller ikke på tale. Min ryg og mine ben blev hurtigt dårlige af løft og de mange stående opgaver jeg havde, og jeg blev efterhånden mere sygemeldt end jeg blev raskmeldt.
Men Jobcenteret havde fred for mig i to gange 13 uger.
Med tre måneders mellemrum skulle jeg møde op til personlige samtaler (sammen med omtrent 50 andre) med en varighed på lidt mere end ti minutter. Men efter et halvt års ledighed (altså efter praktikopholdets afslutning) skulle jeg så igen aktiveres. Her fandt jeg så en aktivering langt fra Odense, et arkiv i Aarhus, hvilket ret hurtigt blev accepteret af Jobcenter. Så hurtigt, faktisk, at jeg først fik papirerne en halv uge efter at jeg skulle være begyndt. Det er netop slut nu, men da der måske kan blive tale om ansættelse med løntilskud efter nytår er der jo en chance for at jeg kan fortsætte.
Om ikke andet kan jeg gøre gavn, og Jobcenter kan koncentrere sig om andre ledige i 13 uger mere.

Gratis arbejdskraft

Jeg må indrømme at det ikke huer mig at arbejde gratis, men der hvor jeg er nu, kan jeg faktisk gøre gavn. Desværre er der langt fra Odense hver dag og tilbage, og i forbindelse med at være færdig men med udsigt kan jeg se frem til flere uger, og har måttet tage konsekvensen og flytte langt ud på landet i forhold til Århus.
Alligevel skal jeg have penge med på arbejde, eller presse min arbejdsgiver til at give mig et tilskud, som de rent legalt ikke er tvunget til at give mig. 20 dage om måneden ca arbejder jeg for et beløb på 10.000 før skat, altså efter skat ca. 2000 om ugen, men beløbet er før husleje og faste udgifter i øvrigt, samt selvfølgelig noget at spise og transport. Det sociale liv er stort set indskrænket til at være på facebook og skrive mails og sms'er.
Og samtidig er der i mange tilfælde en masse arbejdsgivere der får billig, i mit tilfælde, gratis arbejdskraft.

Jeg lever

Det meste af mit liv har jeg haft midlertidigt arbejde og er flyttet fra den ene arbejdsplads til den anden, i mange tilfælde også aktivering på mine dagpenge, som jeg har betalt til i mere end 30 år, også når jeg har haft arbejde. Jeg er flyttet fra den ene ende af landet til den anden. Jeg har måttet skippe venskaber på grund af kortvarigt arbejde. Men jeg lever stadig og jeg er en stædig satan. De skal ikke tage livet af mig, hvis nogen skal gøre det må det være mig selv, ikke ved at begå selvmord, men simpelthen ved at blive træt af livet.

Indtil jeg holder op med at trække vejret vil jeg kæfte op. Jeg har været meget tilbageholdende i mange år, og det jeg har fået ud af det er: Ingenting. Så kan jeg lige så godt sige noget og få lige så meget ingenting ud af det.

Men måske kan jeg hjælpe andre til at overleve?