lørdag, august 31, 2013

Verden i krig


Nu er verdenskrige jo ikke noget man spøger med. Så lad os konstatere at vi i det 20. århundrede havde to af slagsen. Verdenskrigene er egentlig defineret ud fra at de fandt sted på flere kontinenter og at lande fra flere kontinenter var involveret. Måske derfor fik EU Nobels Fredspris 2012.

Valgretsalder

Pudsigt nok sælger landene i EU våben, masser af våben, de producerer komponenter til våbenindustrien og eksperimenterer med nye våben (droner i Odense som det seneste).  Danmark har valgt at løsningen på folkeretslige problemer er at erklære krig og derefter pålægge landene at indføre demokrati.
Vi har brugt århundreder på at lære demokrati og kan stadig ikke finde ud af det, men vi forventer at andre lande skal lære det natten over. Godt gået af et monetært demokrati, hvor vi endnu har 100-året for kvindelig valgret til gode. Når vi kommer til 2015 stillede de første kvindelige kandidater op til byrådsvalg for Venstre, når vi kommer til 1924 er den første kvindelige minister (Nina Bang) udpeget, kvindelige præster fik vi i 1948 (trods stor modstand fra kirken som det første land i verden, dog), valgretsalderen blev der stemt om  (siden 1834 var den 25 år – dog 35 år til landstinget siden grundloven) flere gange. I 1961 blev både myndighedsalder og valgretsalder sat ned til 21 år og sænket igen i 1971 til 20. End ikke en folkeafstemning kunne sænke valgretsalderen dengang i 60’erne, først i 1978 blev myndighedsalder og valgretsalder sænket til 18 år. I hele perioden har alderen for den danske soldat været i gennemsnit  18 år (fra middelalderen  den alder der svarer til konfirmationsalderen, efter grundlovens indførelse 20 år, og allerede i 1869 (optagelse på lægdsrullen som 19-årig) og i 1918 som 18-årig,
Atså kunne du dø før du fik lov til at bestemme over dit eget liv.

Krigen

At tabe i skolegården når man slås er hårdt nok, især fordi det ofte er en form for mobning, men at rejse sig og slå igen i skolegården giver normalt kun det nederlag det er at blive indkaldt til alvorlig samtale med en ansvarlig i skolen (da jeg var barn var det skoleinspektøren og en eftersidning, ligegyldigt om jeg var årsag til skænderiet), men at drage i krig for at forsvare slagsmål i skolegården, dårlige erfaringer med kærester eller simpelthen at have haft en dårlig opvækst er ikke løsningen på noget som helst (bortset fra at man kan dø fra sine problemer). Et liv med krig vil altid være et liv med sin egen død som indsats.
Man kan jo så undre sig over at unge mennesker søger muligheden for død, men vi ved jo nok alle at det er sådan. James Dean viste jo allerede i 1955 (Rebel without a cause) at ungdom var problematisk, og han døde jo også I en trafikulykke.
Men at føre den indre krig til lande vi ikke har har noget med at gøre er for mig sort snak. Vi kan selvfølgelig ønske palmer og badestrande eller villige pige, men der mener jeg ikke vi har grund til at føre krige, Måske skulle vi bare tale om vore ønsker og finde ud af hvorfor vi har dem. Jeg ønsker mig for eksempempel et poolbord og har fundet ud af at jeg ikke kan bruge det til noget som helst når jeg står alene ved det, måske nok den første uge eller to, men hvad så derefter?

Freden

Jeg er så vokset op med fred, med værnepligtigtige der skulle være fredsbevarende når de endelig blev udstationerede (Cypern). Den krig jeg oplevede var teoretisk, den kolde krig. En mulighed for at dø fra dag til dag uden at vide om du kunne dø. Det var med den mulighed jeg voksede op, en Berlinmur og en tiltagende opbygning af atomvåben, ikke for at skabe krig, ikke for at skabe fred, nej udelukkende for at bevise at man kunne slå tilbage i skolegården.
Det var den fred jeg voksede op med – hvis du slår mig slår jeg tilbage.
Jeg elsker fred og jeg har lært at holde mig tilbage, simpelthen fordi jeg ikke vil have tæsk i skolegården, have kammerater imod mig eller kigge på en atombombe.
Nu vil jeg bare gerne have fred til at leve og elske – men så enkelt er det ikke.  Jeg får ikke fred for samfundet mangler (ikke) arbejdskraft. Derfor skal jeg gøre noget jeg ikke er god til.
Med det samme kan jeg sige at jeg er for gammel til at føre krig, selvfølgelig hvis jeg skal, kan jeg gå ud og dø, jeg går også ud for at skabe opmærksomhed omkring det demokrati jeg synes vi mangler.. Jeg skriver blogs, jeg deltager i demonstrationer, faktisk sidder jeg mest stille fordi det tager mig flere dage at blive frisk efter at have deltaget i aktioner der kræver at jeg fysisk bevæger mig.

Fred

Krig eller fred kan på en måde være ligegyldig. Jeg er jo blot en del af den, og jeg må finde mig i at krigen finder sted eller at freden defineres som  krigspause.
Når fred defineres på  baggrund af krig har vi jo et fælles problem. Fred er for mig at være sammen med andre uden at skulle spekulere på hvad de eller jeg vil opnå. Fred er når jeg ved jeg ikke har gjort noget ondt mod andre.
For at sige det ligeud er fred for mig, at jeg har det godt med mig selv, ikke at jeg bekæmper andre for at fremhæve mig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar