Farvelfærd

I tidsskriftet "Ræson" kan man læse at et forholdsvis nyt begreb: konkurrencesamfundet, skal erstatte velfærdssamfundet som en nyere velfærdsmodel. Kort sagt vi skal konkurrere og det er vigtigt at bidrage med arbejde både i den interne konkurrence mellem virksomhederne og mellem landene.
Jeg er imponeret.

Velfærdssamfundet

Det har altid været således at velfærdssamfundet har haft til opgave at skabe velfærd, der i krisetider kunne opretholde menneskers levevis og sikre at børn blev uddannede og ældre og syge fik pleje. Det har været en stor økonomisk opgave for arbejderbevægelsen og fagforeningerne at sikre den velfærdsstat. Arbejdere inden for det offentlige og det private har fået prisregulerede lønforhøjelser og har dermed betalt mere i skat, også virksomheder har betalt skat (nogle af dem, især de mindre). Der har været en stabil arbejdsstyrke der stod til rådighed og som for størstedelen kunne forsikre sig mod arbejdsløshed. De fleste har arbejdet til overenskomstmæssige lønninger, når de har arbejdet, mens andre aldrig har bekymret sig om overenskomster, men om hvorvidt de kunne betale deres afdrag på hus og bil.
Velfærdssamfundet har altså haft et primært mål: At sikre en stabil arbejdskraft. Sekundært har velfærdssamfundet sikre at nedslidt arbejdskraft (syge) og de mennesker der havde bidraget til samfundets vækst (pensionister), skulle have et værdigt liv når de ikke længere stod til rådighed.

Problemerne

Da jeg var yngre var vejledningen til at finde sin plads på arbejdsmarkedet af økonomisk karakter. Find et jobområde, hvor der vil være arbejde, men find det med dit hjerte (altså hvad man havde evner for at lave). Da jeg første gang blev arbejdsløs i det højtbesungne velfærdssamfund, havde folketingspolitikerne indført ansættelsesstop indenfor min branche, hvilket selvfølgelig betød at alle de prognoser for stigningen af ansatte indenfor min branche ikke holdt. De gik i nul!
Jeg tog vikariater fordelt på hele landet og rejste rundt fra den ene til den anden ende. Med arbejdsløshedsforsikring (A-kasse) og fagforening var der en fair chance for at blive hjulpet til et liv over fattigdomsgrænsen, selv om det jo kostede at få den hjælp.
Hvad aktivering angik var den såmænd også moderne i 80'erne. Jeg fik aktivering på fuld tid på kontanthjælp i Kolding Kommune i et år, med henblik på at skabe mit eget job, hvilket ikke skete, jeg ville blive en udgift for kommunen, der stadig var omfattet af ansættelsesstop. Jeg deltog både før og efter i kurser der skulle lære mig at søge arbejde (udforme ansøgninger), jeg blev ikke indkaldt til så mange møder på arbejdsformidlingen men fik breve som jeg skulle svare på indenfor få dage.
Senere skulle jeg igen aktiveres fordi jeg ikke havde tjent timer nok op ved at arbejde (½ år på fuld tid). Jeg foreslog et højskoleophold på Samsø og fik det bevilget, desværre begik arbejdsformidlingen eller kommunen en fejl. så jeg fik dagpenge fra min A-kasse, men de skulle have været udbetalt fra en anden kasse, trods det at beløbet var nøjagtigt det samme. Desværre havde jeg selv betalt med mine dagpenge for opholdet, hvilket jo evident betyder at jeg ingen penge havde til at betale tilbage, bare for at få det samme beløb fra en anden kasse. Heldigvis hjalp de på Højskolen, så den lille sag kunne komme ud af verden.
Men disse aktiveringer fik bare tiden til at gå i dagpengesystemet.

Arbejdsløshed

På Samsø fik jeg så mulighed for at deltage i frivilligt arbejde, men som arbejdsløs måtte man ikke tage arbejde fra andre, så det var rimelig vanskeligt at finde noget at gå op i. Efter aftale med min fagforening fandt vi ud af at jeg kunne gå til hånde (altmuligmand) på den lille lokale radiostation, der var drevet af frivillige. Desværre for mig kom jeg i vanskeligheder fordi radiostationen sendte reklamer mellem udsendelserne, altså var den kommerciel.
Så blev jeg sendt på det lokale bibliotek i et år i aktivering, selv om jeg var uddannet bibliotekar, og efter reglerne skulle være lønnet. Men kommunen skulle indføre edb-registrering af bøgerne (der var kun bøger på det lille bibliotek dengang), og mente at jeg dermed kom til at arbejde med noget der ikke indgik i overenskomsten. Igen fik jeg efter aktiveringen nogle få timer med løn (4 ugers ferievikar om året), men det var ikke nok til at tjene timer nok sammen i forhold til dagpengereglerne. Da jeg stadig ikke måtte arbejde på lokalradioen på grund af reglerne som fagforening og A-kasse insisterede på flyttede jeg til Jylland, hvor der måske var mere arbejde end på Samsø, jeg havde dog mens jeg arbejdede på biblioteket arbejdet som frivillig og lært at være tekniker og studievært på en radio, i arbejde måtte man nemlig godt arbejde frivilligt udenfor arbejdstiden.

Jylland

I Jylland var der heller ikke arbejde til mig, så foreslog jeg at jeg skulle lære datalogi, det interesserede mig, men jeg skulle have godkendt at påbegynde en uddannelse, ellers skulle jeg leve af SU, mens jeg stod i A-kasse. Fagforeningen syntes det var en god ide og jeg blev sendt på skole, sådan ca. to timers kørsel væk (hver vej - hver dag), jeg fik endda kørselsgodtgørelse, som jeg dog kom til at betale størstedelen tilbage af, fordi jeg havde fradrag der skulle modregnes.
Jeg dumpede i et enkelt fag to gange, men måtte gerne prøve igen, mine lærere ærgrede sig på mine vegne (sikkert også på egne) fordi jeg fungerede godt i alle andre fag.
Men så blev jeg stillet i udsigt at få aktivering på Radiostationen, hvor jeg også havde optrådt i mine ferier, samtidig med at jeg havde optjent fire ugers dagpenge ved at vikariere på Samsøs Bibliotek.
Denne gang var der oprettet en TV-station og jeg skulle arbejde begge steder for en løn der svarede til lidt mere end mine dagpenge, men de var faktisk ved at være brugt op, så kontanthjælpen var truslen for mig.

Tilbage på Samsø

Jeg fik løn i et halvt år, så var der ikke flere penge i stationens pengekasse, men jeg havde genoptjent retten til dagpenge. og kort efter blev jeg efter aftale med arbejdsformidlingen midlertidig tilknyttet min tidligere arbejdsplads. Simpelthen fordi reglerne for ledige var ændret, så man nu mente at tilknytningen til arbejdsmarkedet var vigtigere end at fastholde lønkrav. Dog var der stadig et krav. Efter et halvt års aktivering på dagpenge skulle arbejdspladsen garantere mindst lige så lang til på løn. Og sådan blev det. Jeg arbejdede derfor et halvt år på dagpenge og fik derefter løn et halvt år.
Endnu engang optjening af dagpengeretten. Men det skal siges at jeg trods det at jeg stadig var aktiv arbejdssøgende gled mere og mere væk fra min faglige uddannelse, hvilket jo betød at jeg aldrig stod øverst på listen når der var ledige job. Til gengæld fik jeg næsten 10 år, hvor jeg lavede radio og TV på en lillebitte station på Samsø, hvor jeg var tekniker, klipper, studievært på både radio og Tv samt producer, derudover skrev jeg rapporter til kulturministeriet og var PR-medarbejder (jeg tror ikke jeg fik det hele med). Arkivet havde jeg stort set overladt til andre, men skulle der være lidt spildtid, gav jeg gerne en hånd med, hvis ikke jeg skulle lægge genudsendelser til weekenden på computeren, så de kunne sendes automatisk, når vi ikke var der, eller når vores nyhedsudsendelser indeholdt fejl, der skulle klippes (skete hver dag, når vi sendte lokale nyheder), eller når der skulle laves baggrundslyde til timelange udsendelser på baggrund af de lydklip vi i forvejen havde. Eller hvis der skulle gemmes radioudsendelser på CD, eller findes musik i arkivet, hjælpes med at lave Quizspørgsmål eller udleveres vundne præmier. Jeg klippede TV både analogt og digitalt og det gælder for radioen også. Jeg tog telefonen og lavede pauseskilte til TV eller grafik til udsendelser, jeg var oplæser og narrator.
I perioder levede jeg af dagpenge i perioder fik jeg løn, men selv kulturministeriet kunne ikke lønne mig.
Altså måtte jeg med en ny lovgivning på arbejdsløshedsområdet finde mig i at skulle aktiveres.

Teknisk Forvaltning

Aktiveringen blev på baggrund af min aktivering i Kolding Kommunes tekniske Forvaltning til aktivering som arkivar i Samsø Kommunes Tekniske afdeling. Her gennemgik jeg alle skuffer med byggesager fandt forsvundne papirer der var placeret forkert, ryddede op i andre sager, satte papirer i ringbind og fandt ud af at rydde op i bunker af papirer, der ikke var nogen der havde haft tid til at gøre noget ved.
Det gik også vældig godt, men aktiveringen sluttede på et tidspunkt, hvilket jeg egentlig var godt tilfreds med. Jeg havde nok 2 timer færre end de ansatte, men de havde en halv times betalt pause hver dag, det havde jeg ikke på dagpenge.
Så blev det til lidt mere frivilligt arbejde på Radio- TV-stationen uden at der dog kom penge i kassen. Herefter flyttede Samsø Kommunes forvaltninger til nye (gamle lokaler) da der var bygget nyt plejehjem (noget med dørenes bredde og badeværelsernes størrelse) ind i det gamle plejehjem. Så Var der brug for hjælp. Denne gang var jeg dog endt på kontanthjælp og stadig forventedes det af mig at jeg arbejdede på næsten fuld tid, uden udsigt til noget som helst arbejde.
Derfor slog jeg til da jeg fik tilbud om arbejde på Radio- og TV-stationen, hvilken selvfølgelig blev sanktioneret af kommunens Jobcenter, som det nu var kommet til at hedde. Det er jo meningen at man skal i arbejde.
Desværre fik hverken jeg eller de andre ansatte i denne omgang løn i to måneder, på grund af problemer med regnskabet. Så måtte jeg tilbage til Jobcenter, og det medførte at jeg skulle aktiveres i kommunens aktiveringscenter. Ikke fordi der var noget at lave bortset fra at tømme de offentlige lokummer hente offentlige bænke, male dem og køre dem tilbage, samt at dyrke nogle blomster til at forskønne øen. Resten af tiden skulle vi bare være der. Ikke for det, de arbejdsløse og de to ansatte var vældig rare.
Til sidst fik jeg bevilget et kursus, hvor vi bare skulle snakke drikke te eller kaffe samt være på internet og søge arbejde 7 timer om dagen. Det var også nogle rare mennesker der var arbejdsløse, men udbyderen lukkede det, fordi det var dyrt. Det var heller ikke fordi det gjorde den store forskel for mig.

Kontanthjælpsstop

Så stoppede min kontanthjælp. Jeg havde fået et halvt år til at finde arbejde, og jeg fandt ikke noget. Jeg havde mens jeg havde arbejde og dagpenge lagt penge til side til en ratepension, men nu skulle jeg bruge min formue, mens jeg søgte arbejde. Jeg ventede meget længe og levede af andres penge, heriblandt min families, indtil jeg indså at der ikke var mange muligheder i denne livsform, selv om det netop nu er målet med alle reformer at man skal leve af andres penge. Altså hævede jeg min pensionsopsparing efter lidt mere end et år, betalte min familie og mine venner samt fik afdragsordninger med andre kreditorer. Så måske med lidt held er jeg færdig med at skylde penge i år 2016?

Man kan sige at velfærdssamfundet har sikret mig et liv med økonomisk sikkerhed. Eller næsten. Jeg har betalt skat næsten hele mit liv og har også fået mere tilbage end jeg har betalt.
Men mit liv er ikke blevet bedre siden jeg kom på arbejdsmarkedet. Det eneste jeg har er en erfaring som nok ligger milevidt fra de politikere og offentligt ansatte, der bestemmer over mit liv.