Økonomisk ruin

Foranlediget af et spørgsmål fra en af mine facebookvenner, om hvad økonomisk ruin er for mig må jeg indrømme, at økonomisk ruin kun er et udtryk, ikke en realitet.

Jeg blev ringet op for et øjeblik siden af en "sælger" fra "sex og samfund", som ønskede at vide om jeg kendte til kvinders vilkår i Afrika. I AFRIKA? Jeg kender end ikke til kvinders vilkår i Istedgade, jeg har end ikke haft råd til at vurdere deres fattigdom ved at købe eller investere i deres tjenester, men jeg har dog kendskab til, at der engang (muligvis endnu) har været problemer med ligeretten, idet kvinder i langt højere grad blev kriminaliserede ved at sælge personlige tjenester, end mænd.

Økonomisk ruin fik altså et aspekt. Nemlig om penge er det væsentligste ved at være fattig? Og for mig blev det ret hurtigt et spørgsmål om fattigdom og økonomisk ruin overhovedet har noget med hinanden at gøre.

Mine overvejelser førte mig til det faktum, at afsavn, altså mangel på venner, økonomisk støtte, tryghed og glæde er langt vigtigere end mangel på penge. Men samtidig er der en grænse for hvor meget man kan mangle penge, netop fordi samfundet entydigt bygger på behovet for penge!

Men penge er jo ikke mit problem. Jeg har ikke nogen penge, den regering vi havde synes at mangel på penge kunne sikre at jeg søgte arbejde, det virkede ikke. Den regering vi har fået mener det samme. Det har heller ikke virket, jeg har ikke arbejde, bortset fra at jeg arbejder gratis for en af de rigeste danskere (aktieselskab og investor), nemlig A.P. Møller. Med godkendelse af den nuværende regering.

Jeg har aldrig været bleg for at lave et stykke arbejde, jeg har været sygemeldt på grund af stress da min arbejdsgiver ikke havde arbejdsopgaver til mig, når jeg mødte, men til gengæld forventede at jeg mødte hver dag til samme tid uden at vide hvad jeg skulle lave. Men nu har jeg det seneste halve år lært at man kan få arbejdsskader og uventede sygdomme (helbredelige skavanker kan man kalde det) - men sygdomme der forhindrer én i at arbejde. Sådan nogle er jeg blevet ramt af, En hævet fod på grund af overbelastning og en byld i lysken, som smerter så meget at jeg ikke kan rejse og sætte mig! Ikke vedvarende sygdomme, men smerter som jeg ikke kan leve med på en arbejdsplads a la Netto!
Jeg har smerter, men det har jeg altså også haft da jeg gik på arbejde andre steder, den regering vi havde før og den vi har nu, har sådan set forstået at alle mennesker der arbejder fysisk får skavanker, mens alle dem der lever af andres arbejde kun bliver syge i hovedet fordi de tror at man kan være arbejdssky og leve af det!

Økonomisk ruin er altså for mig, at være afhængig af penge, ikke at kunne klare sig selv. At mange mennesker mister penge og savner et grundlag for at kunne leve i et velfunderet samfund er sådan set helt korrekt. Velfærdssamfundet er til bedste for os alle, Men så må vi definere det, ikke ændre det i forhold til økonomiske konjunkturer!

Giv de fattige penge som de kan leve af, ikke et beløb som er ens for alle! Tro på at fattigdom eksisterer og giv det beløb, der kan give overlevelse! Men drop politisk vurdering af fattigdom og behov for fattigdomsydelse.

At mangle penge er kun én del af fattigdiommen. At mangle muligheder for at deltage i livet, for at kunne komme i arbejde eller for at kunne være en del af samfundet. Det er langt vigtigere end at diskutere fattigdom som kroner og ører.