Fattigdomsgrænser

26. oktober 2012 afholdes en høring i Fællessalen på Christiansborg - om fattigdom. Forskellige organisationer har sendt repræsentanter, herunder fra DA og LO, fra Rådet for socialt udsatte og Frelsens Hær samt forskere og politikere (i hvert fald Mette Frederiksen).

Debatten om fattigdom har jo hærget gennem årtier, og regeringen har nedsat et ekspertudvalg, der i marts 2013 skal komme med et bud på hvad fattigdom er, og om Danmark skal have en officiel fattigdomsgrænse. Det skyldes at regeringsunderlaget (tror nok det betyder S, SF, RV og EL) ønsker en officiel fattigdomsgrænse. Og det drejer sig ikke kun om kroner og ører - måske for udvalget, som nok ikke laver sådan et stykke arbejde uden at tage sig godt betalt - men da eksperter (if. RØD+GRØN, oktober 2012, s. 8-9) definerer fattigdom også som afsavn, udelukkelse fra sociale arrangementer og netværk, manglende social mobilitet, overdødelighed og oversygelighed mm. er der noget a debattere.

Nu har jeg selv levet i Danmark uden at få nogen som helst form for hjælp, simpelthen fordi jeg skulle opgive min opsparing til alderdommen og min forsikring mod arbejdsløshed. Jeg oplevede at få hjælp og opmærksomhed fra venner og familie, men jeg oplevede også at jeg fra offentlige myndigheder samt inkasso- og kreditbureauer blev straffet for at være fattig. Da min bank opdagede at jeg ikke modtog penge i form af løn eller overførselsindkomster blev min konto også spærret, hvilket jo ikke lettede mig i bestræbelserne på at betale mine regninger. Uofficielt blev jeg støttet med lån fra mine forældre der begge er pensionister i 80'erne (med gode pensioner, det skal da siges, men også med andre børn der er i den forkerte ende af lønsamfundet!) så da jeg ikke længere kunne forvente økonomisk hjælp fra familie og venner måtte jeg (som skrevet andtesteds i min blog) altså hæve min ratepension og betale 60% for at hæve den i utide (Utide betyder "at være tvunget til at hæve den og bruge den, inden man kan komme i betragtning til offentlig hjælp (kontanthjælp)). Min bank og min familie samt andre mindre kreditorer, der ikke havde sendt mine regninger til inkasso, var de første der fik deres penge tilbage. Så var der ikke flere penge, og alle mine inkassoregninger kunne altså ikke betales. Nu betaler jeg foreløbig til 4 inkassobureauer og det vil vare de næste 2-3 år at blive gældfri på kontanthjælp. Men med min nærmest desperate jagt efter arbejde kan jeg faktisk ikke helt gennemskue, hvor mange jeg skylder penge, så der kommer nok flere til. Nuvel, dette er jo blot økonomisk fattigdom, og jeg har efter at have betalt afdrag til inkasso, min tlf og husleje, samt buskort, A-kasse og efterlønsgaranti noget der ligner 2000 kr til forbrug, tøj og hygiejne mm. pr måned! Jeg køber tøj 3 gange om året, herunder sko, jeg køber kun billige deo-roll-on og billig shampoo og sæbe, vask og opvask er ligeledes på den billigste måde. Mad er nok det dyreste når man er enlig, og nu kan jeg så spise giftig mad, fordi der er lagt afgifter på fedt- og sukkerholdig mad - det medfører at light-produkter er billigere og ifølge min overbevisning giftigere.
Rent socialt vil jeg gerne drikke en øl i selskab med andre mennesker, men det er for dyrt, så jeg køber af og til en billig øl når jeg besøger en af mine venner. Det er sgu for flovt at nasse hele tiden!
Min økonomiske situation bliver ikke bedre af at jeg arbejder på fuld tid uden løn, uden at opspare retten til dagpenge og uden at opspare feriepenge og pension! Min indkomst er kontanthjælp og der er ingen rettigheder i forbindelse med at vise sin evne til at møde på arbejde og at gennemføre et stykke arbejde. Der er kun pligter. Gentager: KUN PLIGTER!
Trods det at politikere på tværs af folketingssalen mener at jeg skal kunne tage arbejde hvorsomhelst i Danmark (og i EU og i resten af verden) skal jeg selv betale rejseomkostninger og størstedelen af mine merudgifter på kontanthjælp.
Men jeg er jo ikke fattig, fordi det er lykkes mig at nøjes med at besøge mine forældre der begge er i 80'erne få gange om året, fordi det er lykkes mig at være tvunget til at have et socialt netværk der er min arbejdsplads (rare mennesker, absolut, men der er nok grænser for vores politiske og humane fællesskab), fordi jeg ikke længere kan invitere min kæreste i byen uden at spørge om hun betaler. fordi jeg kun kan gå til tandlæge hvis jeg har fået lovning på tilskud til behandlingen, og når jeg så får prisen er pengekassen lukket, fordi det er altfor dyrt alene af den grund at det er 6 år siden jeg sidst havde råd til at gå til tandlæge.
Trods fedtafgifter og sukker- og sundhedsregulerende afgifter spiser jeg stadig usundt, nu er jeg bare gået over til de billigste varer og de varer der er nedsat fordi de er nået til næstsidste salgsdag.
Der er virkelig kvalitet i en hverdag, når man er fattig. Og det er jeg jo ikke, jeg kan gennemføre et liv på de vilkår, sopm mine forældre kunne gennemføre på vilkår der var endnu værre op til og under 2. verdenskrig.

Jeg er ganske enig i eksperternes definition af fattigdom som andet og mere end mangel på penge, men jeg har det med dette som jeg har det med regeringens fastholdelse af nødvendige reformer: Det er noget vrøvl, det er ikke bevist og er en teori som kan limes til en liberal økonom, og forhåbentlig ikke andre (selvom jeg jo med denne udtalelse kalder den nuværende regerings økonomiske forslag for gennemført liberale!)

Lad os så se på nogle af de andre (manglende!) tiltag på fattigdomsområdet.
Ordet afsavn er jo enkelt, det er mangel på omsorg og tilstedeværelse af andre. Masser af ældre og handicappede kommer ud for en form for afsavn, desværre tror myndighederne og politikerne at afsavn er et spørgsmål om at få hjælp til praktiske ting, og erstatter rengøringshjælpen med en robotstøvsuger. Kontakten med ældre, ensomme mennesker, udgøres af en årlig visitation, som udelukkende skal finde ud af om den ældre kan klare sig selv! Og så er der børn som savner deres forældre efter tvangsfjernelse, der er unge der vælger selvmord, kriminalitet eller vold som resultat af forskellige former for afsavn. At være født med flere former for social og religiøs samfundsopfattelse er for nogle meget enkelt, for andre totalt uforståeligt. Det afsavn som nogle indvandrer- og flygtningegrupper må lide på deres personlige eller familiære områder giver dem enten traumer, eller de vælger at leve efter de regler der er enklest (næsten altid de religiøse).

Hvad afsavn angår er det oftest de yngste der lider, de har sjældent økonomiske problemer, da der ikke findes nogle samfund hvor børnene er økonomisk ansvarlige, man kan jo derfor sige sig selv at børns fattigdom oftest er knyttet til deres mentale muligheder, og at deres forældres økonomiske muligheder nok er med til at medvirke til fattigdom, men også at psykiske og fysiske problemer bestyrker børnenes opfattelse af fattigdom og mangel. At vi så lever i et samfund der styrker opfattelsen af at mangel (på penge og muligheder mm) er et problem, er jo endnu en psykisk belastning.

Som afslutning på mine betragtninger omkring fattigdom vil jeg kort komme ind på to andre ting, nemlig langtidssygemeldte og pensionister uden supplerende pensioner. Jeg ved vi har mange andre grupperinger som kan bidrage til et fattigdomsbegreb, men jeg skal jo også være færdig, så jeg kan komme i seng og til demonstration i morgen (2. okt. 2012) i København i anledning af folketingets åbning.

Langtidssygemeldte er åbenbart et smertensbarn for samtlige politikere. De er syge alt for lang tid. og samtidig vil man gerne fra politisk hold have dem til at være raske. Kære politikere, jeg kender ikke en eneste syg person der ikke gerne vil være rask, så stop nu det vrøvl. De tiltag som Jacob Haugaard er årsag til ("Hvis det er er så sundt at arbejde, så lad dog de syge arbejde") var - for de af alle jer politikere der tror at det man siger er noget man mener - en joke! Det har aldrig været meningen at lade folk arbejde sig fra sygdom. Det kan være de møder nogle dejlige og rare hjælpere - godt for det, det kan være deres sygdom ikke bliver værre, men det modsatte kan ske lissåvel, at have to læger der ikke mener det samme giver dog normalt ikke nogen psykisk ro, og dermed ville det måske være bedre at acceptere sygdom, udfra den betragtning at de fleste syge, som de fleste arbejdsløse, faktisk gerne vil have et arbejde, hvis de kan passe det!

Mit bud på en fattigdomsgrænse er altså at man fastsætter nogle krav for at følge børnene i skolerne og institutionerne, for af afklare deres behov, så de ikke senere bliver en belastning for samfundet, at man følger flygtninge og indvandrere og integrerer dem i videst muligt omfang i samfundet, at børn får mulighed for uddannelse (gerne tosproget), idet både børn og forældre i dennne sammenhæng får langt større tryghed (Børn er bedre tolke for deres forældre og familie end fremmede!)
Jeg ønsker også at man følger ældre borgere for at klarlægge deres egentlige behov, det er ikke nødvendigvis en robotstøvsuger de har brug for, måske er det et rigtigt hjertevarmt menneske, men ikke en fra Røde Kors eller fra en anden frivillig institution, måske en person, der er uddannet til at forstå netop denne persons ønsker om en oplevelse i ny og næ. Personligt tror jeg at min far stadig kunne sætte pris på en fræk hjemmehjælper med et glimt i øjet (Han ville selvfølgelig elske hende for at smide tøjet eller bare være lidt under bæltestedet - han er jo kun 86) hvis hun gjorde det ville han føle sig rig på oplevelser én dag mere! Tre gange om året kommer jeg og kæresten forbi, der bliver støvsuget, vasket gulv og vinduer (ikke hver gang, men det der kan nåes) For ham der har svært ved at nå krogene, viduerne og de nederste hylder i køkkenskabene er det fantastisk dejligt, også selv om vi sætter tingene forkert eller ikke klipper de planter der vokser op foran vinduet. Men hvorfor har det offentlige så ondt af at gøre sine borgere glade? Alle bliver jo fattigere, når samfundet afskriver sine borgere, fordi de er på overførselsindkomster!

Endelig er der alle de mennesker der er i den erhvervsaktive alder! Nogle er syge, nogle er psykisk syge og nogle er bare arbejdsløse af en eller flere grunde! Nogle er indvandrere og nogle er flygtninge, mens andre er "etniske danskere".
Som situationen er nu er det absolut ikke sjovt at lande på nogle af de beløb der gives til denne gruppe. Syge mennesker kunne hvis loven blev forenklet være syge i en periode, indtil de selv ønskede at få mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Der kunne for eksempel være en økonomisk gulerod for at vende tilbage til arbejdsmarkedet! Jeg tror det ville være ganske let med de besparelser der er på området vedrørende overførselsindkomster.
For psykisk syge mennesker vil næsten det samme gøre sig gældende, bortset fra at et langt bedre opsyn med medicin og læge må være et krav. Den fattigdom man opnår som psykisk syg er både umenneskelig i kraft af omgivelserne (du er jo ikke engang syg på samme måde som dem du omgås) og i kraft af økonomien (du er på en gang ansvarlig - og på en gang under administration - jeg ved godt det ikke gælder alle, men der er kun få der ikke er enten afhængige af økonomisk styring eller af anden form for intervention på det økonomiske område)

Om lidt vil jeg så samle kræfter til en tur til København og en demonstration mod regeringens påolitik (ikke mod regeringen), det gør jeg ved at gå i seng om en halv times tid, men jeg må afslutte dette her.

Fattigdomsgrænse? Kan den defineres som penge? Kan min far leve under samme vilkår som en indvandrerdreng fra Somalia, Hans fattigdom er måske i langt større grad at have kontakt med et netværk af ligesindede, mens den unge indvandrer måske i langt større grad har behov for integration i DK sammen med bekendte som han stoler på eller er i familie med. For folk i den erhvervsaktive alder er det jo i sagens natur (skiftende regeringers politik) det økonomiske grundlag der er vigtigt for fastsættelse af fattigdom. Pudsigt nok er fremmedhadet med til at at tvinge staten til at bruge en masse penge på uassimilerede flygtninge og indvandrere, hvor en målrettet integration kunne  fjerne eller undgå psykiske problemer og økonomisk og åndelig fattigdom, har vi i DK en politik der primært skal forhindre at den danske befolkning beriges med anderledestænkende og kreative tiltag. At betragte alle tilflyttere som kreative forbrydere gør jo udelukkende at de mennesker der kan tænke selv og som har den viden vi efterlyser, fravælger et så småligt og restriktivt land som Danmark, og hvis jeg skal pinde det ud, så får vi derefter primært dem der har størst hjælp behov! Danmark kan bruge alle, og vi kan støtte dem der ikke kan selv, så de faktisk kan blive de succeshistorier, som alle anglofile amerikatilhængere hele tiden taler om. Smid ikke barnet ud med badevandet!

Og hvad angår det tåbelige spørgsmål om en FATTIGDOMSGRÆNSE, så drop dog det allerede nu. Gå i stedet i gang med at lave en regulær RIGDOMSGRÆNSE, hvor de rige skal hegles igennem for at vi kan finde ud af, hvor rige mennesker egentlig behøver at være i Danmark (eller verden).. Jeg bliver så træt af at se politikere diskutere om en "fattig" har 500 kr mere eler mindre, mens samme politiker stemmer for at hans egen pensin skal stige og gælde fra hans/hendes 60'ende år. Hvis alle politikere blev underlagt (nå ja, og alle bankdirektører, bestyrelsesmedlemmer og "you name it") en rigdomsgrænse, så ville alle vi fattige måske kunne gøre gavn for de penge, som samfundet trods alt genererer.
Kom gerne med et bud på en rigdomsgrænse ?