Syg i hovedet

Der kommer så mange indlæg om noget sygt. Politiske beslutninger der lugter langt væk af at næsten alle andre beslutninger ville være mere fornuftige. Menneskers misbrug af børn og evnesvage. Senest at folk tager til Sverige for at abortere (for at få en abort hvis deres barn ikke har det køn som de ønsker). Men der er jo også en hel masse mennesker der har en moralsk mening om arbejdsløshed. Min opfattelse er at alle der har et arbejde er så trætte af det, at de mener at alle dem der ikke har et arbejde skal straffes lisså meget som dem selv. Jeg ser på facebook folk der jubler over at have ferie, folk der klager over at de skal foretage sig noget andet, som foreksempel passe børn  eller andre belastende opgaver. For mit eget vedkommende er mit største problem nok at jeg aldrig har manglet noget at give mig til.
Mine forældre har opdraget mig til at være kreativ, til at læse, skrive, fortælle historier. Til at gå ud i naturen og til at lytte til andres behov for hjælp! Men så kommer der et system som fortæller mig at jeg skal tjene penge til andre, at jeg skal gøre hvad jeg får besked på og at al min kreativitet er en fejl, som samfundet ikke har brug for. Så må man jo spørge sig selv om man er syg i hovedet.
Jeg ved tilfældigvis at jeg har været rimelig fertil i forbindelse med mine kærester har jeg trods et bevidst brug af prævention fra min side (kondomer, ikke nogen overskåret streng) hvor pigerne har overtrådt reglerne for beskyttelse eller i hvert fald har omgået dem! På den måde er jeg (med mit vidende) blevet far til 3 aborter, måske også flere, eller måske til fødsler som er i en anden faders navn. Jeg ved det ikke. Men når mennesker vil sikre sig at deres barn er født med et bestemt køn kan jeg kun undre mig. Vi lever jo ikke i Kina hvor man kun må få et barn. Vi lever i et land hvor forældre får en check pr. barn de får op til 5, endda selv om barnet skulle komme til at hedde Hassan. Vi lever i et samfund hvor nogle mennesker køber børn for formuer i Thailand, hvor andre sexmisbruger de børn de har fået på legal vis og hvor børn er en økonomisk belastning. Hvor man tager børn ud af skolen ugen før efterårsferien fordi ferieturen på den måde bliver billigere. I det hele taget er vores børn blevet til et spørgsmål om økonomi. Ansvaret for vore børn lægges på myndigheder og institutioner. Vores børns ansvar for deres egen handlinger lægges ligeledes på myndigheder og institutioner. Tilbage har vi en bedsteforældregeneration der forkæler ungerne når de endelig har lært noget! Det er denne totale mangel på lærdom, viden og etik den næste generation af verden er gået ind til. Som jeg lige ser diskussionen i disse år er den om et centralt punkt: penge.
Mine forældre taler om de penge de har ("du skal jo arve") eller dem de ikke har ("du kan jo ikke arve noget alligevel"). Politikerne taler om de penge der er luft (Bankerne har aldrig haft så store overskud, aktionærerne skal have større andel, politikere deler rundhåndet den ene milliarddyre redningspakke efter den anden ud til bankerne, mens den mia der kunne redde de fattigste skal spares væk. Jeg forstår det ikke, men det er måske fordi jeg er syg i hovedet.

Måske skulle vi tale om noget andet end penge. Om næstekærlighed, om forståelse om medmennskelighed, ja måske skulle vi gøre med ud af kysse og kramme, at sige til hinanden at vi elsker, at vise vores følelser (hvis de ikke er positive er det måske fordi vi ikke må holde af). Jeg tror ikke samfundet eller du og jeg bliver rigere af det. I hvert fald ikke i økonomisk forstand.. Men så kan vi måske udvide vores vokabularium således at rigdom ikke kun handler om penge. Forestil dig at den arbejdsløse der har 15 venner som støtter ham, lægger hus til når han ikke har råd til huslejen, deler mad og drikke med ham kan få at vide: "Jeg føler mig rig når jeg har så gode venner"? Da jeg i mine unge dage var i Irland på Interrail var irerne et af de fattigste folk i den vestlige verden. Det jeg lærte af alle disse fattige, arbejdsløse irere var at de alle havde hinanden, og når nogen manglede noget så var de der alle for hinanden. De hjalp hinanden var opmærksomme på hinandens problemer og - de var der bare for hinanden. Med alle de tiltag der er kommet de seneste år, EU, krigsførelse, privatisering etc er ordet hinande opløst. Vi er ikke længere hinanden i vores samfund. Vi er mig og mine og alle de andre. Er det ikke totalt sygt i hovedet?

Jeg har gennem min stigende fattigdom fundet ud af at rigdommen ligger i kærlighed og omsorg, at syge mennesker får det bedre ved at man er sammen med dem, at arbejdsløse er kreative indtil nogen slukker for gnisten, ikke ved at man gør dem til en økonomisk belastning. Den største fattigdom ligger i at man ikke kan blive rig nok. Og at vi har et samfund der må indrømme blankt at de penge der udgør boligpriser, friværdi og direktørlønninger ikke findes, er set med mine øjne "Syg i hovedet".
Vi er jo blevet et slavesamfund, hvor spørgsmålet igen er: Hvem af os er vigtige for at få samfundet til at fungere, og hvem af os betaler? Jeg ved at det er dyrt at spille golf, men det er sygt i hovedet at tro at golfspillere får samfundet til at fungere!

Jeg får helt ondt i hovedet ...