onsdag, oktober 24, 2012

Akutpakke eller Jobs

Det er så imponerende at diskutere noget der ikke er der. Det har jeg selv gjort det meste af mit liv, og i den sammenhæng har jeg også fået stukket i hovedet at jeg skal forholde mig til realiteterne. Hvilket jeg så har gjort. Realiteterne var at ingenting gik som politikerne spåede. Ingenting! Period. Og det gør de stadigvæk ikke.
Akutpakken er jo alene et forsøg på at skubbe et problem foran sig, ikke et forsøg på at løse et problem. Og så må vi jo huske på at denne akutpakke kun skal redde "tilværelsen" for dem der er i fare for at miste dagpenge. Ikke for dem der allerede har mistet dagpenge, ikke for dem der har mistet deres livsgrundlag i forbindelse med sygdom eller anden form for fravær fra arbejdsmarkedet. KUN for dem der er i fare for at miste dagpenge!
For mig at se er det vigtigt at forsvare dem der er i fare for at miste dagpenge, og når vi i MedieDanmark anno 2012 ikke kan få opmærksomheden henledt på reelle symptomer på fattigdom og mangel (DF (giv de fattigste en check, så holder de kæft); LA: De fattige er nogle nasserøve (der i gennemsnit hiver en promille eller derunder ud af samfundet i forhold til det erhvervsliv der hele tiden omtales som nødvendigt for at få hjulene i sving): K: - (konsekvent mangel på deltagelse i debatten omkring arbejdsløshed); V: Regeringen (SSFRV) er årsag til at arbejdsløsheden ikke er blevet mindre (ikke et ord om hvilken regering der var med til at skabe arbejdsløsheden!). At regeringspartierne og støttepartierne ikke er i stand til at løse er altså ikke et emne, ikke engang for EL, krisen skal løses. Ikke fordi den har ændret på noget som helst andet end at den lavere middelklasse i kraft af en arbejdsindtægt har været med til (i kraft af investeringer i intet) at skabe en økonomisk boble hvor penge har vist sig at være luft, og nu er de mennesker der intet havde blevet bange for at miste det de ikke har.
http://politiken.dk/pol_oplys/ECE360302/hvordan-fortsaetter-talemaaden-naar-skidt-kommer-til-aere/
Hvordan fortsætter talemåden "Når skidt kommer til ære?
"(Talemåden er et citat fra Gustav Wieds (1858-1914) roman ’Livsens ondskab’ fra 1899, hvor fru Lassen siger til fru Heilbunth om Emanuel Thomsen: »Og han, der har været slet og ret Opvarter i Foreningen! Nej, jeg si’er rigt’nok som salig Bjerregaard, at naar Skidt kommer til Ære og Stodder til Mønt, saa begynder Hønsene at gaa med Laksko!«.
’Livsens ondskab’ blev indspillet som tv-serie i fem afsnit og vist første gang på dansk tv i 1972, hvor den blev en kæmpesucces.
Talemåden indgår også i Ludvig Holbergs (1684-1754) ’Jeppe på Bjerget’ fra 1722: »Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være«.)"

Hvad kan jeg bruge det til at mine forældre startede deres liv med at være fattige og mangle alt under ww2 og at de har så stor en pension nu at de kan betale mine regninger?, hvis de vil, at de kan lade deres børn arve store bunker penge? At samfundet kan overlade det til mine forældre at forsørge mig? Hvad med mine børn, som ikke har forældre der kan forsørge dem, fordi deres forældre er forsørget af deres. Er det en fremtid der vil noget?

Der er så mange ting der presser på. Mennesker der mister penge fordi de er gift. Mennesker der mister penge fordi de ikke længere kan få flexjobs. Ja sågar mennesker der er i fare for at miste arbejde fordi der ikke er noget arbejde når de bliver fyret. De samme mennesker KRÆVER hjælp fra folketingets politikere, på trods af at de har været glade for skattelettelser, har meldt sig (næsten kollektivt) ud af fagforeninger. På trods af at de aldrig har foretaget sig andet end at stemme på de partier der sagde højest at de ville hjælpe den almindelige borger! Dengang stemte ca 2% på venstreorienterede partier, hvis primære ønske var at skabe et samfund hvor vi skulle deles om glæder og sorger, hvor arbejde ikke bestod i at overskud skulle gå til internationale virksomheder, hvor samfundet hyttede sine og hvor penge var et middel til at betale omkostninger i en international sammenhæng. Dengang skændtes de ca 2% om hvem der havde den rette forståelse af hvordan et samfund uden kapitalisme skulle hænge sammen. Nu er der næsten 10% på venstrefløjen, der gerne vil have del i de kapitalistiske goder de fik til låns! For mig er der nok stadig 2% på samme fløj der ønsker en anden samfundsstruktur! Give or take.
Så lad os nu lige redde dem der er ved at blive hårdest ramt (dagpengemodtagere) primært fordi de i god tro har tegnet en forsikring - Hvis denne form for forsikring (som alle andre skal forsikringer åbenbart sikre at aktieindehavere får alt overskuddet) er en forsikring for investorer, er der principielt ingen grund til at tegne en forsikring. Underskud betyder øgede præmier, mens overskud straks udbetales til dovne investorer, der ikke gider arbejde.
Når vi har reddet de mennesker der er på dagpenge er der selvfølgelig en endnu større opgave: At redde de mennesker som gennem de seneste og kommende år bogstavelig talt "fjernes" fra arbejdsmarkedet med fysiske og psykiske følger! Ofte med følger for deres familieforhold og deres børn, især fordi ikke alle har forældre der kan forsørge dem.

Min holdning til redningspakker for banker elle arbejdsløse er den samme, man kan ikke forhindre nogen i at drukne ved at give dem en redningsvest. Der er to ting der er nødvendige (mindst), at man ikke ønsker at drukne, og at man ved hvordan en redningsvest virker.

Og med hensyn til jobs vil jeg henvise til en artikel, en boganmeldelse og en nekrolog (én og samme), der handler om innovation, penge, arrogance og verdensfjerne mennesker der har deres på det tørre:
http://www.b.dk/boeger/steve-jobs-biografi-portraet-af-et-dumt-svin
"(27. oktober 2011, 22:30
4 af 6 stjerner
Disse dages internationalt mest omdiskuterede og solgte bog er i lange stræk et portræt af et dumt svin, men et genialt af slagsen.
Det står klart efter gennemlæsning af Walter Isaacsons mammutbiografi med den lakoniske titel »Steve Jobs«, der som ved et mirakel allerede nu foreligger i dansk oversættelse - bare tre uger efter Apple-grundlæggerens død og ganske få dage efter udgivelsen af den engelske original. Det er en bog, der handler om en næsten sygelig perfektionist, en enorm manipulator, en ofte kynisk og umoden skiderik, der skifter mellem ukontrollerbare vredesudbrud og selvmedlidende gråd. Og det medvirker naturligvis til at gøre bogen underholdende. Men det skaber også det problem, at man aldrig kommer til at nære den store sympati for denne informationsalderens ukronede konge, og den kendsgerning må man leve med over samtlige næsten 700 tætskrevne sider i denne ultimative biografi, der er baseret på over 140 interviews, herunder dusinvis med hovedpersonen selv.
Til gengæld kommer man tæt på sandheden om et uhyre sammensat og komplekst menneske. Og samtidig tegner bogen et levende portræt af den farverige tidsalder og det enestående skabende sted, som gjorde det muligt for Jobs og hans medsammensvorne at revolutionere forbrugerelektronikken.

Men i store passager er og bliver bogen for lang og alt for detaljeret i sine endeløse redegørelser om designovervejelser, softwareudvikling, formstøbte kabinetter og lignende. I disse afsnit føles det som at bladre i sider af disciplenes egen bog om deres store guru. Man skal virkelig være Apple-fan for at påskønne detaljegraden her, men dem er der jo som bekendt også millioner af. Det bør dog også nævnes, at enhver med bare den mindste interesse for moderne design, brugerflader og industriel formgivning vil finde stor inspiration i det enorme fokus, som Steve Jobs havde på disse områder - og som i vidt omfang blev nøglen til hans umådelige succes. Jobs var en mand, der gik op i alt fra designet på ellers skjulte computerkredsløb til selve den oplevelse, som forbrugerne skulle have, når de pakkede et nyt Apple-produkt ud af den lækre indpakning.

Den første gode fjerdedel af bogen er på mange måder den mest interessante, for her besvares spørgsmålet: Hvad skabte Steve Jobs og den eksplosive kreativitet og skaberkraft, der blev ham til del? Svaret er mangesidigt og begynder på en ordinær parcelhusvej i San Francisco, hvor lille Steve voksede op omkring 1960 med en bilreparatørfar og en bogholdermor, der viste sig ikke at være hans biologiske forældre.
I sin fars garage lærte han at påskønne mekanik, kvalitet og perfekt formgivning, men allerede i en tidlig alder stod det ham klart, at han var kvikkere end sine forældre -en indsigt, som han beskriver som »et meget stort øjeblik, der står brændt i min bevidsthed.«
Endvidere følte han sig tidligt som noget ganske særligt - en udvalgt - ganske enkelt fordi hans kærlige far og mor som adoptivforældre havde »valgt« ham. Men allerede som barn var han en enorm manipulator. Han tvang sine jævne middelklasseforældre til at sælge huset og flytte til et andet kvarter, fordi han ikke kunne lide sin skole. Og senere tvang han dem til at sætte al deres opsparing i en alt for dyr collegeuddannelse til deres kloge knægt.
Men så var der hele det blomstrende miljø i og omkring San Francisco - flower power- bevægelsens hovedstad. Alternativ livsstil, protestmusik, hash, LSD, primalskrigsterapi, vegetarmad. Steve Jobs åd det hele råt, tog stoffer, lyttede til Dylan, spiste ikke andet end økoæbler og drog til Indien, hvor han fattede interesse for zen-buddhisme. Da han kom tilbage i bare fødder og med langt skæg, lignende han en tynd Ho Chi Minh - men en uvasket og stinkende af slagsen. Selv var han af den overbevisning, at hans kost af æbler og gulerødder bortrensede hans kropslugte.

Det er bemærkelsesværdigt, at Walter Isaacsons bog udkommer på dansk dagen efter første bind af Peter Øvig Knudsens værk om dansk hippiekultur. Øvigs og Isaacsons bøger dokumenterer på meget forskellig vis, at der ud af hashtågerne og de bevidsthedsudvidende stoffer kunne udspringe noget helt nyt og revolutionerende. Men i Steve Jobs tilfælde var der også noget andet - nemlig store dele af den amerikanske elektronikindustri, der praktisk taget lå i hans egen baghave.

Den erfarne biografist Isaacsons fortælling om Jobs vej i bare fødder gennem hippie- og elektronikbyen til det skæbnesvangre møde i midten af 70erne med nørden og computergeniet Steve Wozniak er forbilledligt beskrevet og researchet. Og meget naturligt sammenligner han det yin- og yang-agtige partnerskab mellem de to Appleskabere med den naturvidenskabelige revolution, der kom ud af mødet mellem Einstein og Bohr over 50 år tidligere.Wozniak var manden, der kunne skabe den brugervenlige personlige computer. Jobs var til gengæld manden, der kunne se perspektiverne i den - og som førte IT-revolutionen ud i livet med enorm determination.

Selv om Issacson gennemførte over 40 personlige interviews med Jobs under forberedelserne til bogen, fornemmer man ikke blandt hans linjer, at han nærer den store sympati for Jobs som person - kun en umådelig respekt for Jobs visioner, kreativitet og alt det, han skabte.
Forfatteren maler et veldokumenteret billede af en mand, der ville lave »buler i universet«, og som med sin blotte karismatiske tilstedeværelse og sit stirrende blik kunne skabe et »virkelighedsforandrende kraftfelt«, som det hedder. Utallige er de gange, hvor Jobs under bestyrelsesmøder fnyser, skriger og fyrer ellers loyale medarbejdere for et godt ord. Og næsten lige så mange gange hører vi om en sygeligt selvoptaget mand, der bryder ud i gråd, når han ikke kan få sin vilje - som en forkælet knægt, der stamper i gulvet. Vi taler om en mand, der kunne bruge to uger på at diskutere med sin kone, hvilken design-vaskemaskine, de skulle anskaffe, som i sygelig grad gik op i farvenuancerne på maskinerne i Apples fabriks-samlehaller, og som - da han får diagnosticeret kræft i bugspytkirtlen - i stedet for straks at blive opereret får foretaget tarmskylninger og opsøger en clairvoyant.
Næsten alle konkurrenter, ikke mindst Bill Gates, IBM- og Google-topfolkene, er »idioter« og »røvhuller« og laver »lort«. Jobs´ mangel på konduite, følsomhed og almindelig høflighed står udtalt adskillige steder i bogen. Men uden denne fyrige og ofte ukontrollerbare passion - hvilket i øvrigt også gælder computeranimationsstudiet Pixar og det kuldslåede computerprojekt NeXT - ville han aldrig have været en så voldsom inspirator. Han drev folk til at gøre det umulige.

Oversætteren Jakob Levinsen har næppe haft mere end et par måneder til at oversætte denne mursten. Det er imponerende gjort, ikke mindst fordi der kun er ganske få eksempler på sjusk eller fejl. Sproget flyder oftest glat af sted, trods de mange tekniske og ofte indforståede termer. Og det er ikke oversætterens fejl, at der undervejs i dette ellers generelt storslåede stykke erhvervs- og kulturhistorie er lange afsnit, som man næsten kun kan påskønne, hvis man er opvokset på iPod, iMacs og ikonbilleder af halvspiste æbler.)"


Min slutbemærkning:
Til dem der ikke ved det kan jeg fortælle, at Jobs er død, der er ikke længere Jobs, selv hans familie lever af de penge han har skabt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar