mandag, oktober 29, 2012

Velfærdsteknologi

Jeg måtte lige sluge ordet én gang og så én gang til.
Velfærdsteknologi er altså både en måde at effektivisere hjælpen til socialt udsatte og en måde at spar penge på de samme. Jeg ved jo godt at nøgleordet hos kommuner, regioner og stat er effektivisering, men jeg ved jo også at effektivisering er synonymt med at spare penge.
Så lad mig se på velfærdsteknologien i et bredt perspektiv.

For mine forældre (godt oppe i firserne) betyder velfærdsteknologi stort set at al kommunikation foregår pr. computer (PC). Vi taler netbank og kommunal kontakt. Vi taler om en årlig visitation, hvor de bliver udråbt til at være åndsfriske og at kunne klare sig selv. Vi taler om at de skal sætte sig ind i store ændringer når de kommunale it-systemer ændres, eller når deres lokale sparekasse går fallit, for den findes næsten kun i den virtuelle verden for mennesker der ikke er så mobile og som stadig er med til at betale for tdc uhyrlige lønninger, idet de stadig sværger til en fastnettelefon og har svært ved at bruge en mobiltelefon, ja selv sms kan være et uoverskueligt problem! De har trofast brugt den afdeling af banken der nu er lukket og ligger på en dyr adresse i den fjerneste by. De har betalt til pension, de har fået en god løn og deres liv har formet sig som én stor fremgang fra krigens fattigdom til deres faste arbejde og deres pension! Nu betaler de så i kroner og ører, penge der stort set ikke eksisterer, fordi de er skabt af investeringer via pensionsselskaber. De har forsikringer som gør at de kan komme med taxi eller Falck til og fra lægen, sygehus, de betaler for at få varer bragt fra den lokale Brugs eller købmand. De betaler for medicin og apparater så de selv kan måle blodsukker. Men der gives tilskud som gør at dem der tilbyder de mange tjenester, faktisk ALLE er aktieselskaber, lever af udsatte mennesker og skaber rigdom til ganske få! På samfundets vegne, for det er her tilskuddene kommer fra.

Mine forældre bliver visitere hvert år, det skal man jo. De har i kraft af mange år på arbejdsmarkedet med faste pensionsordninger så høj en pension, at de fratrækkes beløb i den pension de selv har sparet op i henhold til løn og ansættelsesforhold. de har betalt deres gæld med de penge de har tjent, selv deres huse ejer de til sidste mursten. Alligevel (eller måske netop derfor) kan de ikke få hjælp til at støvsuge under deres teaktræsskabe fra 60'erne, hjælp til opvask i deres håbløst forældede køkkener uden opvaskemaskiner. Ingen hjælp til at hænge tøj op trods dårlig ryg. De har jo råd til at betale!

Hvis vi skal tage et af de eksempler på velfærdsteknologi som har været fremme flere gange, kunne det være robotstøvsugeren. Hos mine forældre ville den konstant støde på et bordben, en stol, en potteplante eller et fjernsyn mm. Nu er der stadig ingen af mine forældre der sidder i kørestol, men såfremt de skulle investere i en robotstøvsuger ser jeg et scenarie som radiobilerne i en forlystelsespark for mig. De områder hvor man færdes er også de områder hvor robotterne færdes, at koge et æg eller lave kaffe er på den måde en klar udfordring. At sidde ved et spisebord og rejse sig op for at gå på toilet eller hente syltede asier er en mulig forhindring. Og så kan jeg jo ikke lade være at mindes det ægtepar der havde en græsplæne de ikke havde tid til at slå. De købte en robotplæneklipper, som de havde en dags tid. så var den kørt i deres lille idylleriskle sø, de havde anlagt midt i haven med åkander og guldfisk. Plæneklipperen overlevde ikke, jeg tror nok åkanden blev nogenlunde normal året efter. Guldfisken?
Og så er der lige det men at mine forældre selv skal købe katten i sækken, altså vælge robotstøvsugeren, i modsat fald skal de betale overpris, fordi de er købedygtige. Al medicin og hjælp til ældre koster det hvide ud af øjnene, simpelthen fordi der er pension og tilskud i dem.

At kalde det for velfærdsteknologi er for mig at se en falsk betegnelse. Jeg kunne måske tilrette mit hjem og min have så robotter kunne køre rundt og være effektive, hvis jeg ellers fik et lod i velfærdssamfundet, men mine forældre kan ikke køre bil (ikke ret meget i hvert fald), de kan ikke finde ud af alle de it-funktioner der er i deres banker, kommuner, staten og hvem fanden der eller sparer på arbejdskraften fordi der ikke er grund til at have fysisk personale til noget som helst! Alligevel finder de ud af de allervigtigste ting, og jeg tror også de kan finde ud af at installere en robot. sms er et problem, men så ringer de bare i stedet (og siger ligeud, at de nok skal betale - fordi de ikke kan sms'e). Opvaskemskinen hører ikke til min forældregenerations velfærdsteknologi, det gør vaskemaskinen til gengæld, bilen gør og fjernbetjeningen til radio og fjernsyn, ja selv VHS tog (den ene) forælder til sig. Altsammen teknologi som har haft indflydelse på livet, og altsammen noget som mine forældre selv har betalt for. Så meget at de betaler deres børns mobiltelefoner, hvis det er nødvendigt, bare for at kunne få kontakt med dem.

OG så må jeg selvfølgelig nævne at mine forældre ikke er gift, altså skal de ikke forsørge hinanden. Herfra er der jo langt til at være gift på folkepension! Så pengene er jo et springende punkt i denne "velfærdsteknologi". Det er dog ikke det vigtigste punkt. Det er ensomhed. På plejehjem har man også indført robotstøvsuger, jeg mener endda at have set robotdyr man kan nusse.
Men nusseri og rengøring er jo ikke det vigtigste for enlige og ensomme mennesker, de kan jo have elektriske tandbørster, storskærm og 1000 tv-programmer, de kan have en elektronisk billedramme, der viser billeder af alle børn og børnebørn med et interval på 2 sekunder! Det vigtigste af alt er dog for os alle den personlige kontakt.

Mine bedsteforældre lavede kaffe og gjorde rent i stuen og på køkkengulvet før deres hjemmehjælp kom. Ikke for at gøre hjemmehjælpens arbejde, nej fordi den halve time (tror jeg de var dengang i begyndelsen af firserne) hjemmehjælperen var hos dem kunne bruges til lidt sladder (hvad er der sket i byen, hvordan har fru Hansen det etc.) Det var en kontakt til omverdenen som fik dem til at knokle mere end de egentlig kunne, fordi kontakten til omverdenen var så vigtig!
Mine forældre er medlemmer af Ældreorganisationer som sørger for et godt kontaktnetværk, som er vigtigt for dem, men de bor begge på landet, så på et tidspunkt er deres mobilitet jo mindre (og det tidspunkt er nået), så kan man jo satse på det it-netværk der er med e-mail og telefon. Men igen er det vigtigste (såvidt jeg forstår dem) den personlige kontakt. Den menneskelige kontakt. Ikke en travl mand der støvsuger og tømmer vaskemaskine, ikke en travl kvinde der trækker i plastikhandsker og siger nej til at smøre en mad, fordi hun ikke må. Ikke købesex for pensionister. Nej vi taler om at være sammen med mennesker, som besøgsvenner fra Røde Kors eller lignende. Menneskelig kontakt hvor et glas portvin eller en lagerøl kan stå på bordet, mens man finder ud af hvad der sker i verden. Et lille knus til nogle, øjenkontakt til andre. Et håndtryk til nogle, ti minutters lytten til andre. At være menneske og ikke robot.

Jeg taler heller ikke med min vaskemaskine, men jeg krammer min kæreste, ønsker mine søskende og børn god fødselsdag. Jeg ville nok investere i en robotstøvsuger og indrette mit hus efter den. Men hvis det indebærer at jeg skal leve resten af mit liv alene for at samfundet kan spare penge, så støvsuger jeg selv, indtil jeg kan få hjemmehjælp!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar