Alene

Set fra et samfundsøkonomisk synspunkt er det vel optimalt at stå alene. Den rigeste, den der har flået alle vennerne og den der vandt i Monopoly.
For mig er det dog "Palle alene i veden" der definerer ensomhed: mangel på familie, mangel på venner, mangel på grænser, i det hele taget mangel!

Vinder, individualist, selvstændig og stærk er de ord der kendetegner alle dem der ikke har et gen for fællesskab, alle dem der i det skjulte misunder økonomiske svindlere og rockere for at være så gode til at tjene penge. Alle dem der undrer sig over at indvandrere har samme drøm om rigeligt med penge som de selv har! Hvad fanden tror de flygtninge kommer efter? De kommer selvfølgelig efter det som deres nye stat står for: kapitalisme. DF har jo ikke fattet en dyt, når de tror at flygtninge flygter for at forblive fattige, alle flygter i håbet om at få og blive mere. Selv de meget priste "trafikker" mellem Danmark og Sverige under anden verdenskrig var jo et ønske om at opnå mere end en dødsdom, og et spørgsmål om at komme videre i livet. Hvis man ikke frygter døden flygter man vel ikke fra den.

At stå helt alene er i virkeligheden det mest smertefulde man kan komme ud for, som også "Palle alene i verden" viser. Hvis jeg skulle være den eneste dansker der stod fast på danskhed og danske værdier ville jeg overveje at begå selvmord. Overveje er selvfølgelig et voldsomt ord, i og med at jeg aldrig ville kunne stå fast på noget så tåbeligt. Men ensomheden, den ville jeg komme til at føle, hvis jeg var den eneste dansker tilbage.
For mig ville løsningen ikke være at slå alle de andre omkring mig ihjel for at bevare min danskhed, tværtimod ville jeg bevare min danskhed ved at være mig. Som også tyskere i Tønder og danskere i Flensborg efterhånden har fundet ud af - fanatisme er noget rigtig skidt, og Danmark er et alt for lille sprogområde til at have en ballet (angivelig sagt af en af de farverigeste politikere for Fremskridstpartiet: Kristen Poulsgaard)

Jeg har selv prøvet at stå helt alene, og gør det i virkeligheden stadig. Min datter stoler så meget på de oplysninger hendes mor og hendes omgangskreds har givet om mig, at jeg den dag i dag fremstår som en sjofel skurk, som en egoistisk nar, der bare nasser på samfundet, som en useriøs forælder. Ikke som en fortvivlet børnepengebetaler, ikke som en misforstået person, ikke som en fattig dagpengemodtager, nej som en sjuft!

Jeg har flere gange brugt metaforen om elevatoren ned og trapperne op. Da jeg mistede forbindelsen til min datter og hendes mor (dels på grund af min stædighed: Jeg ville ikke flytte efter sikker arbejdsløshed - dels på grund af mit ønske om at fungere som borger i et samfund, dels fordi jeg var ved at opbygge et netværk). At følge min datters mor til sikker arbejdsløshed var ikke mit førstevalg som 35-årig, heller ikke andetvalg. Hvad skulle jeg kunne byde min samlever og hvad skulle jeg kunne byde min datter andet end fattigdom.

Sidenhen har jeg fundet ud af, at jeg ikke havde noget at byde på, at samfundet anså mig for råkost og derfor ikke ville sikre sig at jeg stod til rådighed for fremtiden, jeg var bare en unødig omkostning, og det er jeg i princippet stadig.
Nu er jeg og som mange andre arbejdsløs, knokler på fuld tid i såkalde praktikordninger og er "lavere" end "polske eller spanske" arbejdere lønmæssigt. Alene er nu et udtryk for at være uden støtte fra det omgivende samfund, ikke længere et spørgsmål om at savne den (støtten, altså).

Nå jeg havde meget mere på hjerte, men jeg er ikke længere alene her på nettet. Af en eller anden grund bliver jeg for hvert 20 sekund mindet om at jeg er smidt af, og at jeg kan vælge mellem at genopfriske eller genstarte. Der står "Du har logget ud fra et andet sted. Vil du logge ind igen?"

Tilbage igen:
Ensomhed er altså nogle gange at være generet af et fællesskab at være underlagt et regelsæt, man ikke selv har været med til at vedtage.
Når en af mine venner beklager sig over at familien ikke er forstående overfor min vens politiske holdninger er det altså ikke en lille debat om fejltolkning eller familiefnidder. Det er alvorligt.

Jeg har en stor familie og har derfor både set uvenskab mellem søskende (sikkert forårsaget af misundelse) men også fordømmelse i forbindelse med et "kært" familiemedlem, der pludselig kunne gøres op i penge.
For mit vedkommende ville den bedste løsning derfor være at afskaffe den form for ensomhed der kan gøres op i penge. Fjern enhver form for arv af penge og indfør istedet en arv i form af de ting der hænger på væggen eller din mors yndligssnaps eller din brors udslidte fodboldstøvler - altså afskaf værdi og indfør den værdi (for eksempel affektionsværdi) der ikke er penge værd.

Jeg er ikke alene, tværtimod er jeg på nettet så snart jeg har fri fra mit (gratis) arbejde. Mine kolleger er søde på arbejdet, mine "venner" her på fb er pragtfulde, nogle skælder ud fordi jeg opfører mig forkert i en tråd, andre roser mig ("synes godt om") fordi jeg overhovedet gider udtale mig, men ingen efterlader mig ensom, ingen!
Derfor er det også nu blevet et mål for mig at andre ikke skal føle sig ensomme. Hvorfor skulle jeg ikke have overskud til at lytte og tale, overskud til at fortælle om op- og nedture, til at fortælle om ensomhed og fællesskab.

Kom ud af busken nu. Så længe vi holder os tilbage er vi nok stadig alene, men når vi siger noget er det et demokratisk bud på fællesskabet, ligegyldigt hvad vi siger. Sig noget og hold af dine medmennesker, ligegyldigt hvad de står for. De kan ikke være værre end dig!