Velfærdssamfundet

Så må jeg til tasterne igen. At diskutere kroner og ører med medlemmer af EL eller i hvert fald støtter af EL er jo en helt ny stil.
Som socialist og modstander af økonomisk diktatur og flertallets diktatur og alle andre former for diktatur hat jeg det svært ved at definere hvordan vi rent økonomisk kan redde verden. Jeg vil gerne redde verden ved at være menneskelig. Når det er sagt vil jeg - som det gode menneske jeg forhåbentlig er - gerne diskutere penge. Bare ikke som det væsentlige, men udelukkende som det uundgåelige i den nærmeste fremtid. Ikke som et middel til socialisme, men som et grundlag for at komme videre mod en socialistisk verden, uden at skyde kapitalister. Og for at komme forbi ordet revolution med det samme. Selvfølgelig går jeg ind for en revolution, en revolution forstået som en radikal (ja ikke lige som partiet RV, men som en mærkbar) ændring af samfundet mod et samfund hvor mennesker er i højsædet.
Derfor handler det ikke om hvad det koster, men jeg skal alligevel kort fortælle hvad omkostningerne er ved det samfund som er baseret på en økonomi, betyder for alle os, der burde være bærere af samfundet.
Vi bliver gjort op i kroner og ører - eller Euro og dollars - vi får at vide at vi er årsag til at andre ikke kan have nuller nok bagved det forreste tal, vi beskyldes for at være årsag til en krise vi kun har været med til at skabe i kraft af et ønske om at være en del af samfundet på samfundets vilkår (at eje, at have, at kunne give til vores kæreste når vi ikke længere er her). Min andel i krisen bestod i at jeg (af hensyn til mig selv og samfundet) sparede op til en pension (og i tilfælde af for tidlig død kunne efterlade noget til mine nærmeste). Jeg troede faktisk at jeg gjorde velfærdssamfundet en tjeneste ved at lægge penge til side. Men nej, de penge ville velfærdssamfundet have plukket ud af mine lommer fordi jeg ikke havde det arbejde som ikke er der. Fint nok for mig et eller andet sted, så kommer jeg jo bare til at koste samfundet i den anden ende. Men nej, hvorfor skal jeg overhovedet koste samfundet noget - når samfundet kan slå mig og alle andre omkostninger ihjel. Alt hvad der ikke som arbejdskraft kan omsættes i penge er nu lovlig jagt. Svend Åge Madsen skrev i begyndelsen af 90'erne bogen "Jagten på et menneske", hvor en af de centrale diskussioner (han kan jo ikke som forfatter nøjes med at beskrive et univers) var om det var moralsk muligt at give tilladelse til at slå overflødige mennesker ihjel. Og sådan er det nu blevet med de tiltag som den tidligere og den nuværende regering har gang i! Overflødige mennesker skal i arbejde (som ikke findes) ellers kan de lisså godt dø, for de penge "samfundet" akkumulerer skal gå til arbejdsgiverne og kun arbejdsgiverne, så vil jeg sgu skide på Keynes og Milton. Jeg skal dø hvis jeg ikke vil arbejde, sådan er det.

Benny Holst og Arne Würgler har indspillet "sangen om merværdi", på den mere poppede scene har Dodo & the Dodos inspillet sangen "penge", andre musikere har gennem tiderne konstateret at penge er papir, alligevel halser vi efter det stykke papir der har mindre værdi end den serviet et digt er skrevet på eller det papir der er brugt til at trykke bøger på. Hvorfor kan penge være så central i vores allesammens bevidsthed? Når penge i virkeligheden ikke er nogen værdi i sig selv, ikke gør mennesker til bedre mennesker, ikke gør samfundet til et bedre samfund? Når penge bare er et tal trykt på et stykke papir, for alle dem der er fattige - og et tal på en eller flere bankkonti for dem der er rige. Engang blev jeg på facebook bedt om at fortælle hvor grænsen går mellem at være rig og fattig - et kronebeløb - og jeg kunne ikke sige om en månedsindtægt på 12.877 gjorde dig rig eller fattig. Diskussionen ophørte (heldigvis for mig) fordi der ikke var et beløb der skattemæssigt kunne afgøre om du er fattig! Jeg ved nu, at de mennesker der bruger menneskepenge (selvom de hæver dem i 500- eller 1000-krone sedler) er dem der er fattige, mens dem der flytter rundt på penge i et internetunivers (Netbank) er dem der er rige (indrømmet dem der har lisså få penge som dem der hæver det hele, er kun rige i kraft af at de har råd til at samfundet kontrollerer deres indestående). Jeg ved også at man ikke kan beskatte folk på en anden måde, fordi de har penge i portemonnæen. Jeg ved også at de virksomheder der køber robotter eller anden form for teknik (som bankerne der ikke vil have folk ansat når kunderne kan betjene sig selv og derved gøre aktionærerne rigere) ikke betaler noget til samfundet. Bankpakker og akutpakker taler for sig selv, men det gør fattige mennesker ikke.

Skal vi så komme til det væsentlige: et socialt samfund!
Et samfund hvor vi er hinandens støtter, hvor vi ikke fokuserer på hvad vi ejer mere end andre og hvor arbejde ikke er et ønske om at tjene flere penge til en arbejdsgiver. Et samfund hvor vi kan være mennesker, et samfund hvor vi kan være hinanden bekendt, ja måske endda et samfund hvor vi kan afskaffe grådighed. Det er der jeg vil hen, når jeg taler om socialisme, til en begyndelse kan vi godt starte med Grundtvig og "hvor få har for meget og færre for lidt" - men for mig er socialisme mere menneskekærlighed end kærlighed til ejendom.
Den tåbelige regering vi har fået nu viser jo bare at ejendom er til for en elite. Selv politikerne rager ublufærdigt til sig og sine. Fattige og syge, folk uden et arbejde (som ikke findes - og det ved vi snart alle) må klare sig uden penge. Hvis man hører til den udsatte gruppe skal endog de penge man ikke har omgøres til armod (indrømmet en voldsom omskrivning af Lukas (kap. 19, vers 26)). Ejendom og værdi samt magt er ikke noget nyt, alle disse ting hører til en kultur der var fjern for os for 2000 år siden. Ikke at jeg har noget imod kulturen, jeg synes bare at vi skal lære at tænke selv, frem for at læse bøger skrevet af nogle mennesker der sandsynligvis ikke har kendt dem de skriver om (GUD og Jesus m.fl.) - lidt lissom biografier i dag handler mere om forfatterne end om de biograferede.
Velfærdssamfundet er nu blevet til et spørgsmål om at redde banker og virksomheder, at straffe arbejdsløse og sikre aktionærer en gevinst (sådan går det stadig - trods den såkaldte "krise") Krisen er i selvsving fordi den nederste del af samfundet er bange for at bruge penge, fordi der er stor sandsynlighed for at de ikke kan få overførselsindkomster. Altså gemmer de til bedre tider, det lærte de af Schlüter. "Spar op til de onde tider", dengang blev vi bare tvunget til det. Samtidig er hele de økonomiske pengevæsen interesseret i at alle luftmilliarderne skal blive til flere på deres konti både her og der!
Det betyder så bare at arbejdere, dagpengemodtagere, sygemeldte og flexjobbere, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister samt andre uden for arbejdsmarkedet er en belastning. En belastning? Hvem fanden skal bruge de penge som alle investorer sætter ind på konti i ind- og udland! De køber dyr whisky og rejser til Phuket. De bruger næsten ikke noget her i landet. Hvorimod førtidspensionisten handler i det lokale supermarked for rigtige menneskepenge, trykt af Danmarks Nationalbank.

Ligegyldigt hvem der taler om velfærdssamfund kan jeg jo så høre at velfærd drejer sig om penge. Det gjorde det altså ikke da jeg voksede op. Da drejede det sig om at have en god oplevelse og yde det man kunne til samfundet. Det drejede sig om at nyde og yde. Hallo kære venner, hvem er det der spiller golf og aldrig laver andet end at sidde i bestyrelser der jævnligt beskyldes for ikke at kunne kende forskel på ret og vrang, på dine og mine pligter, på vores og andres penge? Førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Hvis velfærd betyder at 5% af befolkningen skal skide på 95% så er vi nået dertil. men da jeg blev socialist var det hverken Stalin, Mao, Hoxa eller Castro jeg troede på. Jeg troede på fornuften! Jeg troede på drømmen om at vi alle skulle være lige ved at være forskellige. Jeg troede at vi skulle være tømrere nå det var det vi var gode til, digtere når det var det vi kunne. Jeg troede at vi alle skulle bidrage til samfundet med det vi kunne, om man havde Downs eller var DAMP, - jeg troede at vi kunne skabe et samfund hvor vi alle respekterede hinanden. Nu lever jeg i et samfund hvor vi alle respekterer økonomi og ikke andet!

Så endnu engang: Set med mine øjne er socialisme ikke at bestemme over andre - men at lytte til andre. Socialisme har intet at gøre med penge. Så har jeg sagt det ...