Nøgen

Jeg er inspireret til denne blog af Søndagsavisens enquete: Helt ærligt:Lisbeth Østergaard (5.-7. oktober 2012, uge 40), hvor Lisbeth Østergaard (vistnok morgen-tv-2) undrer sig over "at det første der kommer op i søgefeltet (når man googler sig selv) er "Lisbeth Østergaard nøgen", hvad vil folk med det?" spørger hun.
Hun tænker jo nok, at "nøgen" betyder noget i stil med "uden tøj på" eller måske lige før " har sex for åben skærm". Og det er da også sandsynligt at de mange der søger netop dette har samme tanker.

Men en af de betydninger ordet nøgen har haft, er "sårbar", og det er den betydning jeg vil holde mig til, så hvis nogle har googlet og fundet "Lisbeth Østergaard nøgen" i et fromt håb om at se en afklædt studievært, så kan de frit vælge at skippe denne blog eller læse med. Jeg har nemlig tænkt mig at omtale den nøgenhed der svarer til sårbarhed eller måske endda svaghed!

Lad mig derfor tage udgangspunkt i udtrykket "nøgen for omverdenen". Det betyder flere ting, eller kan i hvert fald betyde følgende:
At være upåklædt i forhold til omgivelserne, at være sårbar på grund af manglende påklædning i forhold til medmennesker eller svag i forhold til argumenter fra myndigt optrædende personer.

Upåklædt i forhold til omgivelserne er både et fysisk og ikke minsdt et psykisk problem. Det kan skyldes sygdomme, DAMP, Demens, eller Downs syndrom; det kan også blot være en sygdom, som omgivelserne ikke forstår, således at den syge er den fortabte, og ikke den person, der ikke har sat sig ind i sygdom! Men at være upåklædt i forhold til omgivelserne kan jo også være, at man trods uddannelse, trods videregående studier og trods møder en masse med offentlige institutioner, ikke bliver behandlet med fornøden respekt.  Det oplevede jeg første gang i 1980'erne, hvor min husleje steg og jeg var på dagpengenes dimmitendsats. Jeg spurgte kommunens socialkontor om jeg kunne modtage (låne) kontanthjælp, men blev afvist og henvist til banken. Banken henviste mig til kommunens socialkontor, og jeg tænkte "så meget for det sociale sikkerhedsnet". Så bad jeg i forbindelse med et vikariat (3 måneder) om at få ændret min forskudsopgørelse, så jeg ikke ville få et skattesmæk i forbindelse med at modtage en løn der var tre gange så høj som min dimittendsats. Det var åbenbart for besværligt for kommunens ansatte at ændre, så jeg fik at vide, at det kunne vi se på til næste år. En samtale med en anden nyuddannet fik mig dog overbevist om at jeg måtte fastholde at forskudsopgørelsen skulle ændres straks (Gud ske tak og lov for det). Og at jeg insisterede var tilstrækkeligt til at det blev ændret. Men set i lyset af denne offentlige modstand mod at støtte mig, kan jeg jo kun konstatere at jeg ikke var klædt ordentlig på til at konfrontere socialkontor eller bank med mit egentlige problem. Altså var jeg i sagens natur nøgen i forhandlinger om min økonomi.

Min økonomi var fra start en fiasko. Jeg tog en uddannelse, lige efter at Schlüter-regeringen indførte statsgaranterede lån, til en udlånsrente, der var langt højere end industri-, bolig- og billån, kun renten på en kassekredit var højere. Trods statsgaranti.
At være klædt på til at overveje et sådant lån som 18-årig, var for mit vedkommende at være nøgen, min søster havde statslån  til få %, og både jeg og mine forældre var sikre på at de nyopfundne studielån, var til bedste for mig og for samfundet, jeg skulle jo bare have arbejde (med god løn) og efter nogle få år ville jeg have betalt lånene tilbage. Desværre indførte samme regering offentligt ansættelsesstop, og så var meningen med at tage en uddannelse der var målretet det offentlige, omsonst! Trods det at jeg var klædt på til at komme ud på arbejdsmarkedet følte jeg mig pludselig meget afklædt!

I dag er jeg og efterhånden mange andre personer i den situation at vi ikke kan få arbejde, at vores dagpenge, eller kontanthjælp er blevet en belastning for samfundet. Eller er det politkerne vi er blevet en belastning for, eller måske arbejdsgiverne eller vores forældre?

At stå i en situation, hvor man ikke kan følge de regler som skiftende regeringer indfører gør én både forvirret og bange, altså såbar i forhold til omgivelserne (de mennesker man kender, der stadig har arbejde, eller som kan skifte arbejde som andre kan skifte undertøj), man står nøgen overfor tidligere venner og overfor den offentlige instans, der bare fortsætter med at fastholde regler, der fastholder arbejdsløse i arbejdsløshed!

Jeg ville aldrig have et problem med at optræde nøgen til fordel for en event, der skulle fortælle hvor nøgen jeg har følt mig, når jeg skulle bede om hjælp, en nøgenhed der også indebærer at jeg skal udstille det mest intime af mig, det der er allermest det, som jeg egentlig er opdraget til kun at dele med få. Men jeg vil heller ikke bare rende rundt uden tøj og blive dømt for at være blotter eller det der er værre, og det er der jeg og mange andre står. Vores påtvungne nøgenhed straffes, som når jeg skal hæve en (efter skiftende regeringers udsagn fornuftig) ratepensionsopsparing SKAL hæves før der kan udbetales kontanthjælp, i utide. Endnu engang, hvordan skal mit nøgne hjerte forstå at UTIDE er nu?

Jeg ville aldrig have et problem med at fortælle min livshistorie eller omtale de problemer jeg har haft i opvæksten, en nøgenhed vil mange betragte det som, hvis man fortæller om sit liv og problemer under opvækst og uddannelse, men når jeg ser min papsøn med en psykisk sygdom (skizofreni eller andet) påvirket af stoffer og derfor blot sendt til misbrugscenter hvor han får tåbelige fotokopier om at bestige bjerge og komme ned på jorden igen, så ser jeg dern mest sårbare nøgenhed der findes: at man ikke hører til i det omgivende samfund, og at man straffes for ikke at være klædt på til at leve i dette "velfærdssamfund". Det er vel topmålet af nøgenhed?

At se Lisbeth Østergaard nøgen er ikke så problematisk som at forstå at nogle af de mennesker der er længst ude i vort samfund, ikke føler sig nøgne, men fortabte, mere fortabte end børn der har været udsat for misbrug og incest! De har været og er nøgne, og ingen kan klæde dem på, end ikke psykiatere, for de findes ikke for de fortabte i det økonomiske system!