mandag, oktober 22, 2012

Skilsmissebørn

I denne uge er der sat fokus på skilsmissebørn på radioens P4. Nå ja der er også fokus på kræft og på at spille dansk produceret musik. Der er i det hele taget fokus på en masse ting. Derfor vil jeg i denne omgang vælge at se på skilsmisser. Jeg er jo selv en af dem der blev udsat for mine forældres skilsmisse.

Mine forældre skiftedes i løbet af et år til at være mine og mine brødres forælder - den ene tog simpelthen på uddannelsesophold i København, hvorefter den anden byttede. Muligheder som et spirende velfærdssamfund bød på, dengang i 60'erne. Mine andre søskende var jo i øvrigt allerede skilsmissebørn på det tidspunkt, kun mine papsøskende slap for det. Simpelthen fordi deres forældre enten var gift til den ene døde, eller fordi deres forældre aldrig blev gift.

Fokus er på Danmarks Statistik og antallet af ægteskaber der går i opløsning efterfulgt af antallet af børn der bliver "ramt" af skilsmisse. Virkelig opsøgende og politisk set vedrørende spørgsmål. For mig er de egentlig ligegyldige. Min bedstefader var såkaldt "uægte barn" (dvs født uden for ægteskab med en fader der ikke ville vedkende sig at være sæddonor. Den samme bedstefader havde ret til seksuelt samkvem med sin kone (som han blev gift med, fordi hun blev gravid da de havde sex, - og så måtte de jo begge tage ansvaret og gifte sig) op hans ret var (i dagens sprog) også en pligt, altså fik min bedstemor 7 børn som hun ikke vidste hvorfor hun skulle have. De kom bare.

Jeg havde venner i folkeskolen, sportsklubber og hos den religiøse spejderbevægelse der fortalt om deres forældre, som aldrig talte sammen, om forældre der skændtes døgnet rundt, og om forældre der udsatte mine (begge køn) kammerater for seksuelt misbrug! Vildt for et barn som mig, men det var jo bare det værste. De fleste havde forældre der ikke vidste hvordan man skulle opdrage eller være forælder til sine børn, de slog og rev i håret som deres forældre havde gjort! De brugte det de havde lært på den hårde måde fremfor at overveje og tænke om vi måske kunne blive bedre en vores forældre og bedsteforældre.

Mine forældre blev skilt da jeg var ca.9 år gammel (hvilket betyder at mine brødre var hhv. 7 og 4 år gamle), min søster på mødrene side var knap syv da vores mor og min far giftede sig, hun blev tvunget med fra Århus til en lille centralskole i Sjælland, fordi der var arbejde der i slutningen af 50'erne. Mine andre søskende blev simpelthen solgt! Min bror og mine to søstre på min fars side blev adopteret! Så var de ikke længere mine søskende i juridisk forstand, og da min storebror ville ændre adoptionen så hans (og min) biologiske far skulle være biologisk far fik han at vide at man ikke kan ophæve en adoption. Efter års trakasserier lykkedes det dog, da både den biologiske far og adoptivfaderen skrev under på et stykke papir, som kostede samnfundet en masse penge fordi jurister skulle finde ud af hvordan min bror kunne få den far der var årsag til at han blev født. Ikke fordi adoptivfar og far skændtes, men fordi det rent juridisk var umuligt at ophæve en adoption, når barnet var myndigt! Tingene har ændret sig, også i kraft at at der i en efterfølgende fandt adoption af udenlandsk fødte forældre sted, altså ikke længere kun et spørgsmål om barmhjertighed, men i højere grad et spørgsmål om manglende fertilitet (oftest overført på moderen). Alt ialt var vi børn enten en økonomisk byrde eller et ønske der var så stort at vi kunne købes.

I forhold til disse hårde tider er skilsmisse jo bare en praktisk foranstaltning, der lovgivningsmæssigt er kommet i selvsving, blandt andet fordi politikere lægger ansvaret væk fra sig selv, opretter kommuner og amter for derefter at afskaffe dem, og tror at børn kan finde ud af ret meget mere end at tage skolebussen og at forældrene kan finde ud af ret meget end at tjene penge til at have børnene i dagpleje, børnehave eller SFO.

Min datter havde en mor som ikke kunne lide sin datters far, hun har også en far der ville ønske at han havde en datter. Min datters mor er død, hvilket indebar at hun fik en formynder, som ikke var mig. Hendes papfar er ikke et dårligt menneske, han har gjort det så godt som han kunne, måske også bedre end jeg kunne. Det erm også betryggende at hun har en halvbror som tager sig meget af hende og sikrer hende økonomisk. Og det var jo sådan set derfor jeg mistede min datter. Jeg havde intet arbejde og ingen økonomi. Jeg havde ingen sikkerhed og en kæmpe studiegæld.  Mit forsøg på at sikre min datter gik ud på at få et arbejde hvor det var - ikke at flytte til arbejdsløshed. Nu har jeg en datter som jeg blev gjort opmærksom på med et brev hvert halvve år - tilføjet et girokort i næsten 19 år!

Når min kæreste og mange andre enlige mødre har fået børn med forskellige mænd er det jo ikke et tegn på skørlevned, set med mine øjne mere et tegn på at kvinder ad bagvejen har fået ret til at leve deres eget liv, vi mangler vel bare retten til at give økonomisk afkald på sit barn. Et eller andet sted er det jo tåbligt at den ene forælder skal betale for at være forælder til et barn. Ikk dermed sagt at samfundet (staten) skal betale. Kun at børn er en investering i fremtiden og at putte dem i et hul og vente på at de ikke får uddannelse, opdragelse og selvtillid, er det dummeste ethvert samfund kan gøre.

At se programmet "Sporløs" er jo også at følge menneskers søgen efter deres rødder. Jeg kan forstå at selv Peter Belli har haft et problem med at kende sin familie. Jeg kan forstå at min hudfarve kan give mig problemer i forhold til andre hudfarver i et andet land. Jeg kan endda forstå at mine penge ikke er så gode som dem de andre bruger. Men jeg kan ikke forstå at skilsmisse er et problem for børn. Det er da udeliukkende et problem for forældre!

Og som skilsmissebarn vil jeg hellere råbe højt end at have ondt! Det er alle de velmenende mennesker der i dag bruger penge på et problem der er langt mindre end mobning, sexmisbrug og manglende opdragelse. At tage udgangspunkt i at vi alle er onde er jo en fejl. Vi er født uvidende og kan kun ændre på vores "mig-krav" ved at få en fornuftig opdragelse, af forældre, pædagoger og alle vore andre omgivelser.

Skilsmisse er ikke et problem eller en løsning for børn, skilsmisse er en realitet!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar