At være eller ikke være ... i arbejde

Jeg har set hvordan mennesker uden arbejde har fundet forskellige måder at overleve på. Nogle er faktisk så psykisk svækkede af arbejdsløsheden at de er villige til at gøre hvad som helst for at have noget at stå op til. De kaldes løntrykkere.
Andre vælger at fokusere på andre muligheder, som for eksempel at beskæftige sig med alternative tankemåder (healing, engle, helbredende krystaller, urtemedicin eller holistisk menneskesyn). De kaldes fantaster.
Endnu andre vil gerne blive i nærheden af arbejdsmarkedet, og stå til rådighed, uden at tage arbejde fra andre, der kan få mere ud af en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. De kaldes usolidariske.
Og så findes der dem, som ikke ønsker at være på arbejdsmarkedet, det kan skyldes at de ikke fungerer på en arbejdsplads (måske på grund af en chef eller mester. som udøver en form for psykisk terror overfor medarbejderen), eller måske fordi de lider af en sygdom, der gør det umuligt for dem at gennemføre en arbejdssituation (det være sig en fysisk eller psykisk sygdom). De kaldes "nassere".

Men jeg må tilføje endnu en gruppe: Dem der er så gode til at regne, at spekulationerne før sidste spillerunde i fodbold om hvem der KAN rykke ned, rykke op, blive mestre, får andel i Europa-cup-kampe, én kamp mere på hjemmebane i sæsonen og hvilken procentvis andel klubberne får af TV-pengene, ligner børnelærdom. DEM der finder ud af hvordan deres dagpenge, efterløn og pensionsordninger hænger sammen, så de kan forlade arbejdsmarkedet med en rimelig økonomisk rygdækning (altså mere end folkepension, eller værst tænkeligt, uden at være tvunget i intetsigende tvangsarbejde.
Denne gruppe går stille med dørene, fordi de på mange måder efteraber dem der udsteder de tåbelige love, politikerne. Målet er helt klart at slippe for at skulle lave noget man ikke føler sig egnet til, hvilket politikerne måske ikke gør, før de af vælgerne er erklæret "ikke egnet til" at føre politik. At tage de timer der skal til for at få efterløn, for at trække dagpengeperioden, for at opnå førtidspension, er - sammen med reglerne om sygdom, ferie, og døde perioder, samt optjeningsret eller pensionsberettiget løn, ferieberettiget løn og arbejde i løntilskud - altsammen en jungle for den arbejdsløse, for fagforeningen, a-kassen og pensionsselskaberne, samt forsikringsselskaberne.

Personligt er jeg faldet ud af dagpengesystemet, hvilket betyder (det har jeg ikke lagt skjul på) at jeg arbejder gratis på kontanthjælp, og derved på ingen måde kan være medvirkende til at få andre i arbejde. Min pension er reduceret til folkepension, idet jeg har været tvunget til at hæve min ratepensionsopsparing i "utide" ifølge loven om ydelse af kontanthjælp. Jeg er dog stadig, og det er dyrt, betaler til efterlønsordningen, og dermed også til at få dagpenge, hvis jeg kommer i arbejde et år sammenhængende på fuld tid, uden løntilskud eller andet tilskud.
Umiddelbart kan jeg konkludere på denne situation, at jeg tager arbejde fra en anden, som så kan blive så desperat, at vedkommende vil tage et arbejde meget billigt, tage et arbejde, som ikke modsvarer vedkommendes investering i en uddannelse, eller i værste fald, overtage mit arbejde på kontanthjælp.

I min familie er der eksempler på nogle, der har oppebåret dagpenge i adskillige år, jeg fik for eksempel dagpenge fra 1985 - 1998, inden da fik jeg dimmitendsats mens jeg afventede aftjenelse af værnepligt hos CF (CivilForsvaret) - en ikke speciel god løn, vel nærmest samme sats som dimmitendsats, men der var så tvungne omkostninger i pengene, som beløb til rejsekort og andre former for tilskud til de fordele man (ikke) havde som værnepligtig. Forskellen var at omkostningerne kunne fratrækkes før udbetalingen, og dermed gjorde "lønnen" lavere inden skat!  reglen er sidenhen indført som normalt skattefradrag, udvidet med børnecheck og ældrecheck. Men ikke fattigdomscheck!
At oppebære pension som yngre end den lovbefalede pensionsalder har sådan set aldrig været et stort problem, det er det først blevet efter at formuende mennesker har kunnet få fradrag i forbindelse med pensionsopsparing, en fordel der var så stor at størstedelen af Danmarks befolkning ikke har sparet pension op, fordi der ikke var noget at spare op af. Skiftende regeringer har derfor valgt at tvinge en pensionsopsparing over folket. En sådan var "Særlig Pensionsopsparing", som omtales på flg måde i wikipedea:
"I 1998 opfandt Nyrup regeringen Den Midlertidige Pensionsopsparing ved et tvunget bidrag på 1% af lønnen. I 1999 blev det vedtaget at gøre denne opsparing permanent under navnet SP - Den Særlige Pensionsopsparing. Særlig Pensionsopsparing omfatter alle lønmodtagere, der arbejdede i perioden 1998-2003. Den Særlige Pensionsopsparing blev suspenderet i 2004, og endeligt ophævet i slutningen af 2009. De indbetalte penge kunne derefter hæves af dem der havde indbetalt dem."

Meningen var også dengang at få folk til at bruge penge, for at sætte omsætningen i gang, som den er nu, når man giver tilskud til byggeriet og giver skattefradrag til de højstlønnede, med henblik på at sætte forbruget i gang og starte nye virksomheder.. Desværre har alle disse forsøg på at få folk til at bruge penge vist, at de ikke er blevet brugt til at sætte nogle hjul igang. Folk med en rimelig indkomst har investeret størstedelen i rejser eller andre indkøb fra udlandet, hvor kun få procent af omsætningen er gået til statskassen. De bedst stillede, økonomisk, har lagt pengene til side, for at kunne investere dem eller i hvert fald tjene på dem, de har kun i meget lille omfang brugt dem! Den næstfattigste del af befolkningen har derimod gjort hvad de "skulle". De har købt ind i Danmark og i Tyskland. Der er blevet til lidt fladskærm, og til lidt rødvin, der er blevet til ny pc eller til andet, smartphone eller lignende. Altsammen noget der virkelig støtter den danske økonomi.
I mellemtiden er danske virksomheder lukket i hobetal, eller flyttet ud af landet i forbindelse med opkøb, eller også har de lempelige danske skatteregler for internationale firmaer, eller den danske regerings holdning til ikke at pålægge udførsel (overførsel) af kapital fra ét land til et andet, sørget for at der ikke længere er mulighed for at de fattigste mennesker i landet kan holde r.... oppe på de rigeste. Det afholder dog ingen fra at videreføre en politik der ikke bare er økonomisk uansvarlig, men også totalt menneskelig uansvarlig.

Alle disse tiltag er vel sådan set medvirkende til at mange af dem der, trods meningsløs aktivering, meningsløse jobsamtaler og -møder, sætter sig for at regne ud, hvordan man kan komme ud af dette subtile system. Det gøres ved at bruge timer på at beregne, hvorledes man kan tage arbejde (Skal det være på fuld tid, på deltid, skal det være uden ferie, eller skal jeg melde mig syg?), simpelthen fordi en dagpengeperiode har forskellig værdi alt efter om du arbejder på fuld tid (37 timer ugl) på deltid (fx 14 timer) eller på andre vilkår (fx fordragsholder eller fagbladsskribentfor 5000 kr, hvor din indtægt omregnes til et antal timer) og mange flere måder at beregne dit timetal. Der skal modregnes i indtægt for at beregne dine dagpenge, enten i forhold til hele arbejdsuger, i forhold til deltidsarbejde eller i forhold til nævnte eksempel med foredrag.

Ikke nok med det: A-kasser, Fagforeninger og Jobcentre skal alle kontrollere de samme oplysninger! Som arbejdsløs skal man altså i fuldt og ubegrænset omfang have styr på indtægter og udgifter. Man står selv til ansvar for at de oplysninger de sendes til myndigheder er korrekte og samtidig skal man trods fuldtidsaktivering være aktivt arbejdssøgende på et arbejdsmarked, der for mange er lukket! I total modstrid til folk i arbejde, der principielt skal tjekke deres lønsedler, men ikke kan straffes for at have glemt at gøre det.

Offentlige myndigheder skal altså hver for sig kontrollere og lagre de samme oplysninger - en situation, som nogle mennesker nok ville kalde en garanti for at der så ikke ville forekomme fejl! OG HALLO, det gør der! Tre forskellige instanser der har hver deres måde at registrere oplysninger på vil (ikke altid, og måske kun i få procent af tilfældende) have forskellige resultater af deres registreringer, hvilket kan medføre mange "sjove" ting.
(Jeg blev for eksempel smidt ud af Arbejdsformidlingens IT-system "Amanda", og da jeg så blev optaget i den nye version af jobcenterets database, blev jeg nyoprettet, hvorefter jeg fik en indkaldelse til et kursus for nyligt erklærede arbejdsløse - Jeg fik så også en ekstra 3 måneders frist til at møde til samtaler vedrørende mine fremtidsmuligheder, men det gav en masse problemer efterfølgende, da jeg ikke helt havde overholdt de regler, der var på området [Eller også var der ingen der havde overholdt nogle regler, men jeg var den, det var nærmest at slå ned på]).

Hvis noget skulle gå galt, selv om du har ret til at modtage, dagpenge, sygepenge, kontanthjælp etc. er det også rart at vide, at hvis der sker en fejl, er det dit eget ansvar. Jeg husker stadig at jeg ved en fejl (hos min a-kasse) ikke fik udbetalt dagpenge. De indrømmede blankt at det var hos dem fejlen var sket, jeg fik overtræksgebyr for at betale mine regninger, men hverken a-kasse eller bank var til at hugge eller stikke i: overtræksgebyr på 200 kr, samt de påløbne renter (ca. 22,5% p.a.) i de 4 bankdage det varede inden pengene var indsat på min konto. Og med dette vil jeg sådan set bare henvise til at det at være arbejdsløs er blevet "ét stort spørgsmål" om penge!

Hvordan kan det så undre regeringen og den tidligere regering, ja sågar EL, at arbejdsløse, syge og udskudte mennesker tænker mere på penge end på "retten" til arbejde. Hvis nogle skulle nævne "pligten" til ikke at ligge samfundet unødigt til last ville de fleste af disse mennesker, der alene har "ret" til arbejde, måske selv kunnet bidrage konstruktivt til, hvilket arbejde de kunne gennemføre, eller hvilken måde de i  mindst omfang kunne ligge samfundet til (økonomisk) last.

At regne sig frem til sin fremtid som ældre, evt. syg, eller samlevende med en syg, med en økonomi der er afhængig af ægteskab eller pensionsregler, eller som enlig uden mulighed for støtte fra familien, som et menneske med underskud på bunden af samfundet, er vanskeligt, så, hvis jobcentre, fagforeninger, a-kasser eller kommunens pensionsudstedende myndigheder virkelig vil noget, skal de på kort tid vurdere og rådgive i hvilken form for overførselsindkomst, der skal udbetales, og derefter rådgive om hvilke former for midlertidige overførselsindkomster der kan ændres på efter konjunkturerne! Dem der har en rimelig uddannelse kan nok regne sig frem til hvordan de kommer på pension og - ikke mindst - hvad det vil koste familien. Men hvad med dem der bare tror på det vrøvl som skiftende regeringer siger.
Jeg bliver nødt til at slutte her med at sige, at syge, arbejdsløse, misbrugere og pensionister ikke er skyld i ders situation, lisså lidt som kapitalister, investorer eller politikere. Uden den ene slags mennesker? ville den anden slags ikke kunne eksistere! Men at jeg arbejder gratis kan ingen økonomisk teori få til at skaffe andre (der ønsker det) i arbejde!!!
Så drop angsten for østeuropæisk arbejdskraft så længe vi har en lov der tillader tvang til løndumping.

Jeg vil end ikke sammenligne med "kommunistiske" lande eller andre såkaldte venstreorienterede løsninger. At tro at arbejdsløse entydigt ikke ønsker at arbejde er i virkeligheden sygt - kun politikere og kapitalister kan gøre arbejde til en tvangslignende "pligt" og muligheden for ikke at modtage dagpenge eller kontanthjælp til en "ret".